Rene Held, eller "Lucky" som han blev kaldt, var ikke nogen helt almindelig privatdetektiv. Han kaldte sig "assisterende detektiv". Han havde opnået stjernestatus som privatdetektiv for sin evne til, at kunne opklare de forbrydelser som han mente var for komplicerede for politiet. Rene havde da også opklaret samtlige forbrydelser med et betydeligt mere kompliceret forløb, end det politiet var nået frem til.
   Rene boede til leje i hos en ældre dame, som lejede to lejligheder ud i sit hus i den indre by. En tid efter at Rene var flyttet ind, flyttede der en pensioneret læge ind i den anden lejlighed. Lægen var halvt dansk halvt svensk, og hed Jon Mattson. Han havde været læge for de danske soldater på Cypern, men var blevet lidt for glad for flasken inden han blev hjemsendt. Sammen kom de til at danne et makkerpar. Rene som den berømte og feterede detektiv og Jon som hans sekretær. Jon noterede alle Renes konklusioner ned, for senere at kunne genfortælle Renes opklaringsarbejde i romantiseret form.
   Blandt Renes mest kendte sager er: Vovsen fra Vridsløselille, Fregneklubben, Ray-Ban solbrillerne, Den rødhårede trekant og Den spraglede G-streng. Han slogan var "Elementært min kære Mattson - not just sheer luck"

Rene Held havde som barn læst nogle gamle detektivromaner. Heri havde helten opklaret forbrydelser med en metode, som gik ud på, at en handling altid opstår som en logisk konsekvens af de handlinger, som er gået forud. Metoden var selvfølgelig det rene sludder, men efter at have læst alle beretningerne, var han så fascineret af detektivens metode, at han besluttede selv at blive detektiv.
   Han havde læst, at detektivens hjerne var skarpest, når han havde røget opium, og sad alene med piben og spillede violin. Derfor bad han sin mor om at gå til violinundervisning, men han begyndte først at ryge pibe da han flyttede hjemmefra som 22årig. Først da han lærte Jon Mattson at kende, lykkedes det for ham at skaffe opium og blive opiummisbruger.

Det som holdt Rene oppe, var hans særlige evne til at få folk til at tro, at han var superintelligent.
   Rene Held havde engang holdt et indlæg om logisk tænkning, for en større forsamling af byens erhvervsledere. Her havde professor i jura Morian Artiger, kaldet "Artige Morian" påstået, at amatører ikke opfører sig rationelt under et mord. Da Rene havde forsvaret sig med at det krævede en skarp hjerne at udrede handlingsforløbet i en mordgåde, havde Morian sagt at han ikke troede at Renes hjerne var skarpere end en grydelap. Det havde givet anledning til en hel del morskab som Rene ikke havde brudt sig om.
   Morian havde argumenteret for, at kriminalitet med meget lange og komplicerede forløb kun sjældent forekommer i virkeligheden. Dårligt begavede forbrydere formår ikke at planlægger kriminalitet med drejebøger med lange forløb, og intelligente forbrydere indser hurtigt den kendsgerning at lange komplicerede forløb, er umulige at kontrollere. Enhver som ved bare lidt om sandsynlighedsregning, straks vil kunne indse, at hvert nyt led i kæden vil få risikoen for en fiasko til at vokse eksplosivt.
   I alle Renes sager viste det sig, at forbrydelsen var nøje planlagt og var foregået over én længere periode. Altid planlagt ud fra tanker og overvejelser som var en logisk konsekvens, af den tanke som var gået forud.
   Det leder unægtelig tanken hen på at Renes "sager", udelukkende eksisterede i hans fantasi. Men Rene var meget hurtig til at vende alle anklagerne mod ham den anden vej. Han brugte dem som bevis for, at det måtte være én og samme hjerne (Men det var hans egen), som stod bag alle de komplicerede forbrydelser.
   Renes mistanke faldt straks på den person som havde været mest kritisk overfor hans metoder.

I flere af Luckys "opklaringssager" havde forbryderen oven i købet ladet dyr indgå. Dyr er, som alle ved, totalt umulige at styre.
   Sagen om "Den spraglede g-streng" drejede sig om en dyrepasser fra en zoologisk have. Dyrepasseren, som var pensioneret, var død efter at være blevet bidt af en giftslange. Gennem årene var han kommet til at tage lidt med hjem fra sit arbejde. Han var dog ikke starter med en blyant, men med en vandrende pind som han havde troet var en blyant. Nu var huset og haven fyldt op med små og store dyr og naboerne klagede over støj og lugt.
   Rene beviste at dyrepasseren havde hidset en farlig giftslange op, og derefter havde hypnotiseret den til at fro den var en G-strengs trusse som selv kunne krybe på plads i skuffen. Først skulle den dog krybe gennem et hul han havde lavet i væggen mellem sit eget soverum og et soverum hvor den ene af hans to tvillinge-steddøtre sov. Hullet havde han lavet for at kunne observere om steddatteren huskede at tage sin levertran hver aften. Rene påstod at det var gået efter planen og at steddatteren havde troet at slangen var en G-streng og havde taget den på. Men slangen havde befundet sig godt og ikke bidt hende. Dyrepasseren havde derfor været nødt til at hente den inden nogen opdagede hans plan med slangen. Men slangen havde ikke villet derfra, og han var blevet bidt. Kun med nød og næppe var han nået tilbage til sit eget soverum, og havde nået at få slangen sat ned i terrariet under hullet i væggen inden hans åndedræt stoppede.
   Renes forklaring burde værre så tæt på umuligt, at kun det rene held ville kunne redde Rene Held fra at blive afsløret. Men til hans held sad hans storebror Hans Held, højt placeret i Justitsministeriet.
   Lis Trade fra politiet mente dog at det var mere sandsynligt at stedfaren i et stakåndet uopmærksomt øjeblik ved hullet i væggen, havde fået sin ene hånd ned i terrariet og fået fat om slangen, som derefter havde bidt ham.

Ingen domssag afgøres på baggrund af formodninger, gætteri eller antagelser. I retssalen gælder kun de kolde kendsgerninger, og dem var Lucky i begyndelsen ikke i stand til at levere.
   Min påstand er, at Lucky med forsæt blander en masse ekstra handling ind i sagsforløbet, for derved at kunne æn­dre handlingen i den retning han ønskede. Politiets detektiver måtte oven i købet må finde sig i at høre på, "at dem kunne de åbenbart ikke finde."
   Når han havde løst mysteriet iførte han sig sin forklædning for at spionere og tog alle de nødvendige våben og fingeraftryk med sig fra sin samlingen. Hans forklædninger var håbløse. Han havde to forskellige. Den ene som en gammel sømand med træben og en udstop­pet papegøje på skulderen. Den anden var som mexicansk indianer med sombrero. Han hørte ikke at alle sagde "Hej Lucky" til ham.
   Der eksisterer flere beretninger om, hvordan han på et tidspunkt hvor han må have opklaret forbrydelsen, stadig insisterede på at fortsætte med opklaringen i forklædning.

Som alle misbrugere led Rene ofte af mareridt. Alle som har kendt en misbruger, kender også misbrugerens usædvanlig evne til at kunne bortforklare, skjule eller omgå selv det klareste be­vis for misbruget. Misbruget har overtaget styringen og sat dømmekraften ud af spillet. Det var ikke fornuften som drev Rene Held. Det var misbrugerens særlige evne til at finde alternativer til virkeligheden som hjalp ham til at konstruere de lange komplicerede hændelsesforløb.
   Rene Held led af forfølgelses­vanvid hele sit liv. Han troede at der var mænd som holdt øje med ham. Enhver som opholdt sig på gaden i nærheden af hans bopæl måtte være spion. Værst var det om natten. Så han en mand stå under en gadelygte måtte han være spion, på trods af at det ville være det mest tåbelige sted at stille sig, hvis man ikke ville ses.

Efter at Morian Artiger til sidst fik afsløret, hvad der var foregået, tog Rene Held til Bornholm, hvor han vidste at Morian var på ferie. Da Morian en dag var taget ud for at se Løvehovederne, kastede Rene sig pludselig over ham. Det kom til en vældig kamp, som endte med at Rene snublede, eller selv kastede sig i havet. Der blev sat en eftersøgning i gang, men man fandt aldrig Lucky. Vedholdende rygter går dog på, at han i dag har skiftet identitet, og lever som stjerneadvokat i den indre by.