For nogle år siden var jeg og min kone på charterrejse til Israel. Turen var forløbet fint, og vi havde fået set en masse. Men når vi rejser, er vi altid på jagt efter noget som er specielt nok til, at vi får lyst til at bringe det med hjem. Hidtil havde vi dog ikke været bare i nærheden af noget, som alle de andre turister ikke også havde set.
Den sidste dag inden vi skulle hjem, gik vi derfor ned i byens basar for at se, om vi kunne finde en antikvitet, som kunne være vores minde fra turen. Vi fandt nogle få antikvitetsforretninger, men det de havde, var hverken usædvanligt eller spændende. Til sidst besluttede vi os dog for en lerkrukke, som sælgeren kaldte en tromme. Antikvitetshandleren fortalte, at han havde købt den af en gammel fårehyrde. Fårehyrden havde påstået, at han havde fundet den for en del år siden i en klippehule i Qumran-området ved Det Døde Hav. Derfor mente antikvitetshandleren, at han skulle have det der svare til 4000 kr. for den. Efter en tid fik vi ham dog handlet ned i 2500 kr. Tilbage i Danmark igen blev trommen stillet dekorativt på en hylde i stuen.


* * *
Nogle måneder senere kom min kones fætter Jørgen og hans kone på besøg. Jørgen er familiens ulykkesfugl. Intet kan ligge på et bord eller i en reol uden at han skal pille. En kuglepen trommer han med på bordkanten, eller skruer på indtil den knækker. Da han forrige jul skulle beundre sin svigermors 5000 kr. dyre krystalvase, holdt han den op i lyser med én hånd. Selvfølgelig tabte han den, og alle trøstede ham, fordi han havde været så uheldig.
Måske er jeg en smule forudindtaget, men det så nu ikke ud til at trykke ham. Han har vel efterhånden også vænnet sig til, at det ikke er den som har mistet en ting, men ham det er synd for.
Da snakken faldt på sommerferien, kom min kone selvfølgelig til at nævne den tromme vi havde købt. Jørgen nærmest løb ind i stuen, og begyndte at hamre løs på den. Pludselig stoppede han og jeg vidste straks, at der var noget galt.
Lidt efter stak han hovedet ud i køkkenet og sagde.
"Hov -, skindet revnede. Nå det duede jo alligevel ikke."
Jeg skulle lige til at forklare idioten, at vi ikke havde købt trommen for at sidde i rundkreds og drikke urtete, mens vi hamrede løs på en dyr antikvitet for at frembringe en simpel ensformig trommerytme.
Netop da sagde han: "Der ligger noget gammelt krøllet papir hernede med nogle underlige tegn på. Det er sikkert en ny og uopdaget dødehavsrulle ud fra det I fortæller. Lad mig nu se."
Han var allerede i gang med at blande det hele sammen, mens han bad min kone hente et strygejern, fordi han måske ved at stryge papirerne ville kunne glatte dem, så de blev lettere at læse. Hvis hun så også ville tage terpentin, rense benzin, petroleum, salmiakspiritus og sprit med. For der var nogle grimme platter, som han hellere måtte fjerne. Hvis det ene ikke virkede, så var der sikkert noget af det andet som gjorde.
Jeg nærmest skreg: "Her med dem, det er mine!" Men da jeg rakte ud efter dem, forsøgte han at gemme papirerne på ryggen. Jeg så papirerne svinge bag om Jørgens ryg, i en bue som ville slutte ved de to stearinlys, som stadig stod tændte på spisebordet.
Nu var min hjerne voldsomt overbelastet. Heldigvis valgte min hjerne klogt, at lade mig beholde min handleevne mod at miste lyden og begrænse antallet af billeder fra nethinden. Derfor så jeg det som nu skete i slowmotion.


* * *
Det var nu eller aldrig. Jeg sprang på ham og holdt hans højre håndled fast ned mod bordet med den ene hånd. Med den anden hånd snuppede jeg en messinglysestage, og begyndte at hamre løs på hans fingre, indtil han gav slip på manuskriptet. Så snart jeg havde alle papirerne i hånden, løb jeg ind på kontoret og låste mig inde.
Flere gange var Jørgen henne og ruske i døren, og spørge om vi ikke kunne tale om det.
En enkelt gang overvejede jeg at lave en udstilling af alt det han tidligere havde rørt ved. Min Mont Blanc fyldepen, mit Wild tegnebestik, min engang hele stenøkse, et par sjældne CDer osv. Alt sammen forvandlet til værdiløst ragelse.
Da de var kørt, var min kone rasende over min opførsel.
"Jørgen gør det jo ikke med vilje," sagde hun. "Han har bare altid været så uheldig, og det er faktisk synd for ham, når han nu så gerne vil vise at han godt kan."
Jeg sagde at jeg var ligeglad. Bare det at det var lykkedes mig at sikret papirerne, og forhindre Jørgen i at brænde hele huset ned til grunden, var det hele værd. "Jørgen har jo selv huset fuld af nips som intet fejler," argumenterede jeg. "Hvordan vil du forklare det?"
"Du ved da, at Jørgen bliver nervøs når han er i byen," sagde hun.
"Ja det gør jeg satme også," sagde jeg. "Især hvis det er her. Men mig er der ingen som synes det er synd for."
Et par time efter at min kones fætter var kørt, var jeg sikker på, at skrifttegnene på papiret var fra det område hvor trommen var blevet fundet. Egentlig burde jeg nu have afleveret det hele, til nogen som havde forstand på gamle skrifter. Men man vil jo nødigt blive til grin.
Jeg kunne allerede se overskrifterne i frokostaviserne: "Nye Dødehavsruller falske. Naivt dansk ægtepar. . ."
Nu kom jeg i tanke om, at en af mine bekendte havde fortalt, at der i hans MC-klub var et medlem som engang havde læst til præst. Han skulle angiveligt stadig kunne læse de bibelske tekster på originalsproget. Jeg tog derfor papirerne med hen til min bekendte, og derfra tog vi sammen hen til Pastoren.


* * *
Det første jeg så, da jeg trådte ind i entreen, var en tysk stålhjelm, en sort læderjakke og en cowboyjakke uden ærmer, begge med rygmærke. Fra entreen til de øvrige rum, var der lavet en Matadorbane på gulvet. Ud for døren til køkkenet var der malet et felt hvori der stod: "Spring kaffen over, tag en kold øl i køleskabet og ryk direkte frem til nr. 22 sofaen."
Vi skålede, og jeg spurgte Pastoren om, hvorfor han havde opgivet at blive præst.
Han sagde, at han allerede fungerede som præst blandt dem som kendte ham. Det som dengang havde stoppet ham havde været, en præst som havde skældt en lille pige ud, fordi hun havde spurgt, hvem Adam og Evas sønner fik børn med.
Det var tydeligt, at de forbud som kirken havde pålagt menigheden gennem tiderne, optog Pastoren voldsomt -, og nu blev han ivrig.
"Afkom efter indavl giver jo abstrakte malere oprejsning for beskyldninger som -, det ligner jo ikke. Man tænker straks på tyske udvandrerkolonier i Sydamerika eller på medlemmerne af et større Europæiske kongehus. Hjernen fungerer som en com­puter far selv har omformateret. Først da nogle af vores for­fædre stoppede med at parre sig med søskende, børn og bedsteforældre begyndte de at blive til mennesker. De som fortsatte klatrer stadig rundt i træerne nede i Afrika."
Nu var Pastoren i sit es.
"Og præsterne har jo haft alt for stor magt. Så meget magt uden sex kan ingen tåle. Helt fra starten, har præsterne forgrebet­ sig på små og større husdyr, knasthuller i bænkeræk­kerne, kordrengene, og til sidst kirkebøssen -. Nej, ikke kordegnen, men pengene i kirkebøssen. . . Ja måske også kordegnen nogle gange.
Kirkens officielle holdning til bøsser og pædofile ville have reduceret antallet af præster, biskopper og paver til en enkelt håndfuld. I stedet fortalte de menigheden, at deres medfødte drifter var syndige, og at de måtte købe sig fri af skærsilden. Da syndens størrelse ikke lod sig måle, måtte alle de som havde udstyret dertil betale.
Senest har DR' s licenskontor brugt samme metode med stor succes. Vi betaler licens for at eje et fjernsyn. Det har da også vist sig, at de ansatte på DRs licenskontor alle er reinkarnationer af præster fra den sorteste middelalder.
Således lykkedes det at lave kirken til en pengemaskine, og det ønsker jeg ikke at deltage i."
Herefter talte jeg lidt med Pastoren. Han viste sig villig til at oversætte papyruset, som han kaldte det, for et beskedent beløb. En måned senere hentede jeg oversættelsen.


* * *
Pastorens oversættelse.Krydshenvisning:

Før Gud, var Guds far, Gudfader. Og som Gud har skabt vor verden, således havde Guds fader skabt sin verden før ham.
Da Gud blev 30 år gammel, kaldte Gudfader sin søn til sig og sagde. "Tiden er nu kommet hvor du skal skabe din egen fysiske verden. Hidtil har du svævet i de åndelige højder, men nu sender jeg dig ned på min Jord så du kan lære den fysiske verden at kende. Og hvor dine ben end fører dig, skal du kalde menneskene sammen og fortælle dem om mig. Men først skal du udføre et under, så menneskene kan se at du er min søn."
Men Gud sagde "Helt ærligt Far -, ingen gider se dem mere. En af mine venner, som har prøvet at være på en Jord si­ger, at menneskene godt ville tro på at han var Guds søn, hvis bare han lod være med at vise dem et under. Han sagde at mange buede og råbte -, den er lige så gammel som Metusa­lem."
"Men så udfør et mirakel, det ser man da ikke hver dag. Men når du nu alligevel skal derned, kan du så ikke lige frelse hele Jordes befolkning inden Djævelen forvandler dem alle til landsbytosser på kulturstøtte."
Og Gud steg ned på den Jord som Guds far havde skabt, og da 3 år var gået, havde han frelst hele menne­skeheden. Og menneskemængden hyllede ham og takke­de ham. Men da han lige en sidste gang ville vise dem et under og et mirakel, bandt de ham fast til et kors. Og da han fortsatte med hænder og fødder, sømmede de dem fast til korset og lod ham hænge der indtil han var død. På den måde vendte han hjem til sin far.


* * *
Da Gud nu skulle skabe sin egen verden, bad han sin far om fri i en milliard år. Selv for Gudfader var en milliard år lang tid, men nødvendig hvis det skulle blive en god stabil verden. Derfor skulle han lige til at sige ja, men kom så i tanke om at han for at få ham i gang, var kommet til at love ham, at han kun­nen bo og spise hjemme indtil han var færdig.
"Du får en uge," sagde han.
Guds far var bekymret for sin søn. Han havde set ham stå og hænge sammen med sine venner på et hjørne nede ved evigheden, der hvor Metusalem plejede at fortælle de små historier som Guds far syntes var uden blivende værdi. Men Metusalems historier bliver stadig fortalt, og tilhørerne siger stadig "ja den er ligeså gammel som Metusalem".

Her havde "Pastoren" skrevet at alle de vittigheder vi kender i dag, oprindeligt stammer fra Metusalem. Som eksempel havde han brugt Me­tusalems gåde om Golgatha og Getsemane.

M) Oh! Jehemias sig mig straks forskellen på Golgatha og Getsemane?
J) Netop det spørgsmål forekommer mig dog, at måtte blive ret omfattende.
M) Ingenlunde kære Jehemias, ingenlunde. Thi forskellen er blot den, at det er muligt at tage fra Golgatha til Getsemane. Hvor det i modsætning hertil ikke lader sig gøre at se fra Getsemane til Golgatha.
J) Oh! Metusalem. Min mave hopper på en underlig måde.

Fortællingen genkendes i 40ernes klassiske vittighed.

A) Undskyld, men den Herre kender vel ikke tilfældigvis forskellen på Ringsted og Thisted?
B) Åh lad mig nu se, lad mig nu se. Næh - nej det da ved den søde Grød Jeg ikke gør da.
A) Så kan jeg fortælle dem det min gode Mand. Jo ser De. I Dag lader det sig gøre at Ringe fra Ringsted til Thisted, men det lader sig ikke gøre at Tisse fra Thi­sted til Ringsted.
B) Ha, ha. Ja den var sjov.

I 1980 havde gåden fået en ny indpakning.

A) Hej med dig manner. Har du hørt den om hva' for en slags forskel der er på Faxe og Thisted?
B) Næh, - men er det noget med humle fra Faxe bryghus og humle fra Thisted bryghus eller sådn'.
A) Men det 'bar det, at man godt ka' faxe fra Faxe til Thisted, men man ka' jo li'som ik' tisse mand, fra Thisted til Faxe.
B) Har, har, har.

Og i 2006 lød den sådan.

A) Yo man. Sig lige forskellen på Mailby og Thisted.
B) Man kan godt maile fra Mailby til Thisted, men ik' tis­se fra Thisted til Mailby
A) LOL.


* * *
I begyndelsen skabte Gud himmelen og Jorden. Men først efter at Gud havde taget en lille tænkepause. Da han vågnede, var det allerede midt på dagen. Nu havde han travlt. Han skulle skabe et nyt og stabilt univers i en fart. Gud vidste, at man først plejede at hænge alle galakserne op hver for sig og så pynte det hele med stjer­netåger til sidst, men det var der slet ikke tid til. Hvis nu alt stof blev slynget ud fra ét og samme punkt, så kunne det jo ikke støde sammen tænkte Gud.
Alle verdener består af gudernes tanker, tænkte han og skyndte sig at samle sine tanker. Så tog han det stof han fik til eftertanke herfra, og trykkede det sammen i en klump. Nu huskede han pludselig, at han engang havde fået et kæmpe kanonslag af Djævelen. Djævelen havde prøvet at få ham til at kaste den efter Gudfader. "Sæt lidt fut i den gamle. Det er kun en lille kineser, se selv alle de lag kinesertråd der er viklet rundt om den," havde Djævelen sagt, og så havde han været ved at dø af grin.
Gud var derfor sikker på, at kanonslaget ville være kraftig nok til at sætte gang i et helt univers. Han hentede det, stak det ind i klumpen, tændte lunten og skyndte sig væk.
Der lød et stort brag "A Big Bang", og stoffet blev slynget ud i alle retninger. Kort efter havde stoffet stabilisere sig ud fra sin tyngde, og centrifugalkraften og tyngdekraften sørgede sammen for, at alle him­mellegemer blev kugleformede. Gud fandt nu en planet, han kunne bruge som sin Jord.

Og Jorden var øde og tom, og der var mørke over ver­densdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene.
Og Gud sagde: "Der blive lys!", og der blev lys. For elektriker­ne var færdige med at trække alle kablerne. Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han for nat.
Den første dag stak Gud hovedet ind til murerne og sagde:
"Jeg laver himmelen som en hvælving midt i vandene til at adskille vandet under hvælvingen fra van­det over hvælvingen."
Da han var gået sagde den ene af murene "Forstod du hvad han mente?"
"Næh," sagde den anden. "Men han talte om en himmelhvælving i stueetagen som skulle adskille vandene oppe i himmelen fra vandene nede i helvede."
"Ja men alle afløbsrørene ender jo i kælderen i helvede."
" Fint," sagde den anden.
Og det blev aften, og det blev morgen anden dag.
Og Gud sagde til murerne: "Vandet under himmelen samle sig på ét sted, så det kommer til at syne."
Da Gud var gået, sagde den ene af murerne: "Hvad tror du så det gik ud på?"
"Han sagde, at vandet på gulvet samler sig på ét sted. Du har lavet bagfald på det gulv, som skal holde i en evighed."
 Gud sagde nu, "Jorden lader fremspire frugttræer der bærer frugt med kærne, og grønne urter der bærer frø." Han satsede for at spare tid ved at lave træerne og urterne på samme dag. Men han kom til at blande nogle af træerne og urterne sammen. Nogle af de grønne urter fik i stedet bær. Som ananas og banan, som mange stadig tror, er frugter som vokser på palmer.
Og Gud så, at alt var nogenlunde godt.
Og det blev aften, og det blev morgen tredje dag.
Nu gik Gud også over til naturgas og han brugte hele dagen til udskiftningen.
Og det blev aften, og det blev morgen fjerde dag.
Den fjerde dag ville Gud igen spare tid. Derfor skabte han både fuglene og fiskene, og det var dumt. For igen kom han til at blande tingene sammen. Fisk der kunne flyve og fugle som ikke kunne flyve. Det er da også herfra vendingen om, at noget "hverken er fugl eller fisk" stammer.
Og det blev aften, og det blev morgen den femte dag.
Nu lavede Gud de store landdyr. Da de skulle være de mest avancerede dyrearter på Jorden, måtte han lave en hel ny art som han kaldte pattedyr. Pat­tedyrene gjorde han ekstra meget ud af at designe.
Da han var færdig med de store landdyr var der så lidt tid tilbage, at Gud måtte prioritere antallet af dyr frem for udseendet. Heldigvis kunne det småkryb han manglede at lave, laves af de re­ster og fraklip der var tilbage fra de andre dyr. Men det gik stærkt ud over designet. Det meste småkryb og et par af de mindre pelsklædte pattedyr er da også så dårligt designede, at kvinder skriger, bare ved synet af dem.


* * *
Tiden var nu ved at løbe helt fra Gud, som stadig mangle­de at lave det vigtigste - mennesket. Gud havde ikke tid til at lave et helt nyt væsen, så han tog en kasse og fyldte forskellige dele fra andre pattedyr i den til et samlesæt. Så gik han ud i værkstedet og samlede alle delene til et menneske. Men netop da han var færdig, efter at han have skruet bagdelen fast med en umbraco-skrue gennem navlen, - så han at der lå et ribben tilbage.
Gud sukkede og sagde "Åh nej - jeg glemte at slette til­oversblevne dele fra samlesæt fra listen over naturlove. Nå skidt -, det kan jeg sagtens huske at gøre inden LEGO og IKEA starter."
Gud besluttet nu at menneskene tydeligt skulle adskille sig fra mineral-, plante- og dyreriget. Derfor skænkede Gud menneskene to store gaver.
1. Evnen til at tænke - så mennesket selv kan og finde den bedste løsning.
2. Den frie vilje - så mennesket alligevel altid vælge den dårligste løsning.

Gud huskede nu, at det var vigtigt, at menneskene havde det, de skulle bruge for at overleve på Jorden. Da Gud er en mand kunne han desværre kun huske tre ting; sex, shelter og grill steaks (ikke salat). Men han glemte det vigtigste for menneskets forplantning. Det kom han først i tanke om, da han så at mæn­dene havde fået brystvorter. Men da var det også be­gyndt at haste.
"Jeg har jo ikke engang noget at skabe hende af," sagde Gud. Nu kom han pludselig i tanke om det ribben som var i overskud fra Adam.
"Åh nej, jeg havde lovet at gøre mig umage. Hvad kan jeg lave af en enkelt sparerib."
Han kunne godt se at der ikke var meget at hænge noget op på. Derfor brugte han den samme bærende konstruktion som til Adam, men han polstrede hende mere så det ikke kunne ses så meget.


* * *
Pastoren har her gjort opmærksomt på, at Audi, VW og Skoda, også nøjes med én enkelt undervogn, men som justeres forskelligt. Tilsvarende opbyggede Gud manden og kvinden på samme undervogn. Kvindens er gjort blødere og mere kom­fortabel, mens mandens derimod er gjort mere sporty og stiv, og bevidst er bygget til at følge kur­verne.
Gud havde nu så lidt tid, at han var nødt til at skabe kvinden i første forsøg.
Derfor spurgte Gud Adam til råds om Evas udseende. Det kan være fo­regået sådan her:
Adam (forskrækket) Skal hun have så lange negle?
Gud: Nej - men jeg tænkte at når hun nu alligevel vil prøve at bruge dem som skruetrækkere, så . . . . (Gud holder lidt fraværende et yver fra en ko ind mod Evas underkrop der hvor pattedyr normalt har dievorter).
Adam (højtråbende) "Nej, nej - hvad tænker du på mand, hvordan skal jeg kunne konkurrere med det".
Gud: (Grinende) "Jeg kunne jo laver din om til fløde i stedet for kærnemælk"
Adam: "Nej, men hvis du sætter det yver fast der hvor du holder det nu, for at sætte gang i en hurtige­re befolkning af Jorden, så vil jeg have min ene udskiftet med seks som den jeg har, men på en roterende skive - vi kan jo kalde den en "sexløber."
Gud: "Siger hvem? Tror du selv du ligner enhver kvindes drøm? Ikke nok med at du ligner en Cro Magnon og lyder som en Cro Magnon -, du er en Cro Magnon. Vær du hellere glad for, at jeg har arrangeret det sådan, at du ikke behø­ver at blive præsenteret for hendes forældre først. Så hav­de du været nødt til først at vokse alle hårene af over hele kroppen."
Adam: (ser på Eva med et frækt blik) "Øh - hendes bag­del ser ellers godt ud. Kunne du lave noget tilsvarende foran -, noget stort og blødt som sidder højt."
Gud: "Måske, men jeg er da nødt til at sætte brysterne fast på brystet, det er vel derfor de hed. . ."
Adam: "Nej, nej -, de skal være større og sidde højere."
Gud: (opgivende) "Det her kunne godt gå hen og blive et mantra for mændene."


* * *
Nu var der kun nogle få minutter tilbage inden tiden udløb. Det sidste Gud var nødt til at nå at få med, var at et styreprogram til insekterne samt et program som kunne holde mænd i gang efter at have drukket alkohol og indtil de kunne resættes næste morgen.
Derfor brugte han det samme program begge steder:

1: Klater op i et eller andet og forsøg at flyve.
2: Hov, hvad var det lige jeg ramte der?
3: Rejs dig op.
4: Er der noget her jeg kan æde.?
5: Er der nogen her som jeg kan parre mig med?
6: Er der noget her - bare et eller andet som jeg kan pare mig med?
7: Begynd forfra.

Nu var tiden overskredet, men det lykkedes alligevel at få lavet et par enkelte små rettelser inden mennesket størknede helt.
Da der stadig var for få mennesker på Jorden til, at sikre at de ville kunne overleve en naturkatastrofe, måtte avlingen af børn prioriteres. Gud vidste at kvin­derne ikke brød sig ikke om mændenes ansigter derfor skjulte han de grimmeste bag et skæg. Men ikke alle de grimmeste var mænd. Så stakkels italienske bedstemødre, - men det er nu stadig en forbedring.
Da mændene blev ældre og mistede håret ovenpå hovedet, begyndte kvinderne at drille dem med, at de voksede nedad og at de var startet med håret, som nu fortsatte nedad og ud gennem næsen og øren.
Mændene holdt sig derfor i en hule for sig selv, hvor de prøvede at opfinde hjulet. De ønskede sig alle en selvkørende maskine med to hjul som de kunne skrue og pille på i de tunge ti­mer, hvor kvinder lader deres jammer over bortrejste sønner og døtre komme ud i alle tunger.


* * *
Gud syntes, at nu da alt det nødvendige var overstået, så behøvede alt i menneskenes tilværelse jo ikke at være kedeligt. Så for at sikre sig at alle menneske som ville gøre sig bedre end andre ved at opfinde fine manerer som Guds ønske, kunne afvises. Gjorde han det tydeligt at menneskene også skulle være frie og have det sjovt.
Det måtte gerne prutte, pil­le sig i næsen eller klø sig i skridtet. Det gjorde han ved at lave nogle små ændringer ved menneskekroppen, som gør det tydeligt for alle, at det aldrig har væ­ret hans mening.
Først formede han vores bagdel som en nøjagtig kopi af de horn som JBL sætter foran deres højttalere og som forstærker enhver lyd indefra med 6 dB og spreder den 180GR horisontalt (jo større horn - jo dybere bas).
Derefter formede han vore fingre så de passer op i næsen og mange andre steder.
Og til sidst gav han både mænd og kvinder behåring på kønsdelene og skabte lus og lopper til at klø.

Her stopper teksten.

Pastorens oversættelse har desværre ikke bragt mig nærmere et svar på hvad der egentlig står på papirerne eller hvem der har skrevet dem.
Jeg er dog nysgerrig nok til, at jeg vil få dokumentet oversat af en mere officiel oversætter.