Navnet er Walther - PK Walther. Byggesagsbehandler med licens til at udføre tilsyn om natten. Mit job er, - lad os bare sige afvekslende.
En af mine kollegaer i kommunens byggesagsafdeling kom med en gul selvklæber. En anonym person bad mig om et sent møde. Han havde en besked til min chef. Beskeden var personlig og ville ikke egne sig til at komme på en postliste eller i en kommunal byggesagsmappe. Han ville være ved Havnebodegaen kl. 0300. Ellers måtte jeg vente. Han skulle nok komme. Jeg havde mødt ejeren af Havnebodegaen Ivan Pavlov flere gange. Han var eksil russer og en hård hund.
To halvvåde pakker blå Gauloise senere var den anonyme stadig ikke dukket op. Min første tanke var at han kunne være blevet hindret i at "synge" til myndighederne, eller måske endog gjort tavs . . .
Det var netop højsæson for halsbetændelse, og der var visse ondartede former som . . .
At vente under en lygtepæl i nattens tågeregn får hjernen til at køre tomgang. Smøgerne, den kolde sorte kaffe og den manglende søvn, fik min hjernen til at hyperfilosofere. Jeg så pludselig lygtepælens cirkulære lysfelt på asfalten som den skueplads hvor mit liv udspillede sig, som den scene jeg optrådte på. Men det var tilsyneladende også her de fleste valgte at smide deres cigaretskodder.
Jeg gav op. Jeg troede ikke længere min kontakt ville vise sig, og gik over mod "den lille to personers", for at køre hjem. Med tanke på bilen, mærkede jeg nu stanken af rådden fisk, selv om jeg var for langt borte til at det kunne være sandt. "Den lille to personers" var nemlig en gammel rusten ladvogn, som min fætter brugte nede på havnen, og som jeg lånte af ham til særlige opgaver. Det var nok snarere efterladenskaber fra Pavlovs hunde. For Pavlov brugte sine hunde som vagthunde om natten.
På min vej over P-pladsen så jeg nu en dør blive åbnet i en stor mørk limousine, som holdt parkeret bag en container. Ud strømmede et skarpt lys og høj kvindelatter. En pibestemme sagde "Pist,- herovre Fister. Jeg har noget du skal fortælle din chef."
Måske ville den anonyme i virkeligheden bare omgå sagsbehandlingstider, postlister, eller sagsgebyrer. Den tynde pibestemme inde fra bilen harmonerede ikke med den store kraftige mand som jeg nu så springe ud af bilen.
"Kom med" gentog han, imens han kaste sig af sted hen mod Havnebodegaen. Han holdt farten ind gennem døren og styrede direkte mod stambordet mens han råbte "To øl".
"Også to øl til mig" råbte jeg.
Det var bedst ikke at stå tilbage. Hans forsøg på at sænke mit selvværd ved at gøre mig til "stik-i -rend-dreng" var forhindret.
Stambordet stod diskret afskærmet bagerst i lokalet og den fede fik Pavlov til at visitere mig. Pavlov fandt hurtigt de to kommunale kuglepenne jeg havde medbragt for at skrive et notat til sagsmappen. Pavlov begyndte straks at savle.
"Se se" sagde den fede "lemfældig omgang med Kommunens egendom. Dem tager jeg mig af". Han holdt kuglepennene ud til siden mens han fastholdt mit blik med øjnene og sagde "Pavlov, der er serveret".
Pavlov knasede hurtigt kuglepennene i sig som var det kartoffelchips.
Beskeden drejede sig om det nye plejecenter, som kommunen var i gang med at bygge. Plejecentret havde været en skandale fra starten. Ikke nok med at materialet kun delvis var offentligt tilgængeligt, den samlede licitationspris havde også ligget seks gange over den budgetterede pris. Alligevel havde størstedelen af det aldrende byråd, stemt for projektet og samtidig sørget for en hurtig igangsætning.
En tid efter havde den lokale avis så kunnet afsløre, at Kommunen havde hyret en udenlandsk totalentreprenør. Derfor var alt pre-fabrikeret og byggearbejderne ikke omfattet af den danske arbejdsmiljølov, lige som lønningerne var rekordlave. Derfor ville man kunne holde budgettet. Desuden ville driften af et så moderne plejehjem med mange nye faciliteter være langt billigere i længden.
"Så nu kan du notere. Vi vil ikke have at kommunen, arbejdstilsynet eller andre myndigheder hele tiden kommer rendende og forsøge at komme ind på byggepladsen. De håndværkere vi benytter, er alle indforståede med de betingelser de er ansat under. Det er kun i kommunens interesse, at gøre byggeriet så billigt som muligt. Hold jer væk. Ellers holder vi jer væk på vores måde."
På byggesagskontoret vidste man, at der var noget galt, men ikke hvad? Folk i byen snakkede. Alle vidste lidt og så alligevel ikke nok. Politikerne var ikke til at få fat i. Flere havde set byggepladsen oplyst hele natten. Byggepladsen var også blevet hegnet, og der var hunde og vagter overalt. Flere havde set store lysende skiver svæve over bygningen og kutteklædte personer vandre messende af sted på række.
Dagen efter gav jeg min chef et referat. Men han var tilsyneladende blevet meget blødere med årene. Han ville "afvente og se."
Da jeg kom tilbage på kontoret, havde der igen været en anonym opringning til mig. En mand som sagde han repræsenterede en flok af borgere i centrets nærområde ville møde mig udenfor Klosterekælderen kl. 0000. Tilsyneladende ikke den samme. Det var en dyb stemme.
Ventetid får mine tanker på afveje. Hvad er min mission i tilværelsen. Gør min natlige færden overhovedet nogen forskel?
Jeg tænkte på de store byggematadorer som alle på kontoret var blevet sat til at varte op. De store projekter som med politikernes ord "ikke må havne i nabobyen". De er børn som ikke har forandret sig siden de tyranniserede de andre børn i vuggestuen. En lille dreng indeni i en stor-entreprenør med strandvejsvilla, men som hver måned hæver halvdelen af sin gamle mors folkepension. Blot for at udnytte alle som er så dumme at "lade sig udnytte". Hvorfor fandt de aldrig skønheden som den regnen og tågen netop nu dannede som en glorie om lygtepælens pære?
Eller som forløbet i et uvejr som det der netop nu var på vej ind over land ude fra havet. Først overturen som introducerer temaet. Det første lille vindpust. De mørke skyer som nærmer sig. Man aner en rumlen. Pludselig er himmelen dækket af mørke skyer og vindstødene tager til. Intensiteten øges. Så højdepunktet hvor himmel og jord står i et indtil det når maksimum mens alle sanser er sat under pres - Pludselig kommer der nogle store dråber, og så falder den forløsende regn som vasker alt rent igen. Naturens uvejr er som menneskets indre storme som for eksempel i hed elskov og i musikkunstes operaer og orkesterværker. Eller i et stort slag mellem hære på slagmarken.
Ved nærmere eftertanke minder opbygningen også om et større toiletbesøg. Nå øv, - nu gik der ellers lige . . . men hvad det var jeg ville sige.
De store følelsers tid er forbi. Ingen har længere format til at gøre noget stort. For mig kunne det være den storhed som er indbygget i et helstøbt bygningsværk. Måske bare nogen som lavede noget helt uventet.
Mødet med den anden anonyme mad var hurtigt overstået. Det gik på, at en kreds af borgere i området var bekymrede på grund af al den natlige støj og lys fra byggepladsen. Der var mange rygter om hvad der foregik. Kredsen af borgere mente at have krav på at vide hvad der skete.
Jeg måtte ind på byggepladsen og se hvad det var vi ikke måtte se. Bygningsmyndigheden har ret til at at se ethvert rum i en bygning når myndigheden finder det påkrævet. Men byggepladsen var afspærret og der var vagter.
Næste aften var jeg klar. Iklædt en jakke med en stor hætte som var trukket godt ned over øjnene, gemte jeg mig i krattet i siden af adgangsvejen. Et par store grene rakte ud over vejen. Herfra hvor der var frit udsyn til lyshavet fra byggepladsen. Her afventede jeg den første lastbil med byggevarer som passerede efter kl. 0300. Hver ny lastvogn med byggevarer blev mødt af en flok arbejdere som var gjort ukendelige med tætsiddende hætter. Efter at have tømt en lastbil fyldt med byggevarer, forsvandt flokken hurtigt ind i bygningen igen.
Jeg gjorde mig klar til at springe ned på taget af lastbilen. En opgave som ikke er helt let, men som alle der har gået på den kommunale højskoles elite gymnastik hold, har trænet igen og igen. Holdet er et skalkeskjul for uddannelse af medarbejdere som skal arbejder undercover i marken om natten (nogen gange endog uden lys) med særlige opgaver. De gennemgår en umenneskelig hård fysisk træning, og klarer 7 måltider med op til 5 særskilte retter hver dag.
Da lastbilen kørte forbi lod jeg mig dumpe ned på taget og idet den stoppede lavede jeg en ukontrolleret sidelæns salto ned på jorden. Da jeg blev i stand til at rejse mig igen, trak jeg hætten godt ned over øjnene, Derefter sneg jeg mig langs den uoplyste side af lastbilen uden at blive opdaget.
Jeg fik stukket en pakke i hånden og gik af sted på række sammen med de andre. Ingen sagde noget. Inde i bygningen tog vi elevatoren ned i kælderen. Da elevatoren stoppede skulle jeg lige til at gå ud. Heldigvis blev jeg stående, for en af de andre trykkede nu en kode og elevatoren fortsatte længere ned.
Da den dobbelte automatiske dør igen åbnede sig, kiggede jeg hen ad en gang som virkede bekendt. Vi fortsatte ligeud ad gangen og ind i et stort rum, som jeg straks genkendte. Det var byrådssalen.
De aldrende kommunalpolitikere gik altså rundt om natten og byggede en kopi af byrådssalen til dem selv når de engang behøvede pleje. Så var der da alligevel noget stort over byrødderne. Bare det at turde.
Pludselig lød der en pibestemme bag mig "Nej pakken skal herover". Det lød nøjagtig som den første anonyme mand jeg havde talt med.
"Hvem er du egntlig?" sagde stemmen.
Jeg vendte mig rundt og så at det var den fede, og at den fede var borgmesteren med halstørklæde og sandsynligvis en af de farlige halsbetændelser. Så det var her politikerne var i agurketiden. Ikke så underligt at borgerne ikke havde kunnet træffe dem længe.
Da den fede så mit ansigt råbte han "STOP HAM!"
Tingene udviklede sig nu hurtigt, mens jeg bevarede det store overblik.
Jeg råbte "STANDS! ELLER JEG SKYDER . . ."
Imens alle nu kastede sig hen af gulvet under borde og stole", løb jeg hurtigt mod udgangen og ind i elevatoren mens jeg fortsatte: ". . . skylden for at forulempe en tjenestemand i funktion på alle som rør mig."
Der var en del ballade ved porten da jeg skulle ud, men ikke noget jeg ikke kunne klare. På vejen hjemad stoppede jeg ved Ricks bar for at ryge en pakke blå Gauloise. Jeg måtte tænke det igennem inden jeg kunne tage hjem og sove. Billard bordet stod og kaldte på mig. Lester Youngs skarpe men dog afslappede toner ledsagede ,som så mange gange før mit spil her i halvmørket. Jeg havde ikke flere Gauloise. Da Lester stoppede tog jeg jakken på. På vej ud af døren nikkede jeg til Rick, og blev stående i døråbningen et øjeblik og stirrede mod en lygtepæl som havde en glorie i regnen. Et billede på . . .
Lige inden døren faldt i bag mig, sagde jeg:
"Walther for fanden, ta' og glem det hele."