En tidlig lørdag morgen var jeg kørt ud på genbrugspladsen, med alt det affald vi havde til containeren med stort brændbart. Jeg var næsten færdig med at tømme bilen, da en ældre mand i en gammel Opel Record bakkede en trailer ind til containeren med jern og metal ved siden af mig.
Den gamle Opel var pæn og velholdt, på trods af at den ikke så ud til at have været malet om eller fået nogen af de synlige dele udskiftet. I traileren lå der en herre- og en damecykel som så ligeså velholdte ud som bilen.
Manden steg ud, og gik om til cyklerne som han forsigtigt løftede op én ad gangen, inden han lod dem falde ned i containeren. Da han var færdig, blev han stående lidt og kiggede ned på dem som de lå der i containeren arm i arm - eller hjul i hjul.
I
"En epoke der er slut?," sagde jeg spørgende.
Han tøvede et øjeblik, inden han langsomt vendte sig om. Hans sammenknebne øjne, forsøgte at måle alvoren i min interesse, gennem et par gamle og dårligt pudsede brilleglas.
"Det er Grete." Hans stemme lød usikker.
"Hun kan ikke cykle mere." Det lykkedes ham, at se at jeg lyttede opmærksomt, og hans stemme blev mere fast.
"Det er noget med hendes balance -. Ja faktisk så er det to år siden nu her til oktober. Dengang ville jeg smide cyklerne ud straks, men du ved -, man håber jo altid. Da jeg så vågnede tidligt her i morges, tænkte jeg, at jeg måtte se at få det overstået. Så jeg listede mig ned, smed cyklerne på traileren og hentede bilnøglen. Hun sov roligt da jeg kørte."
Han sukkede dybt og langsomt mens han igen så ned på cyklerne, mens hans stemme igen blev svag.
"Alle de ture vi har kørt på de cykler -, sammen -, i sol og regn -, sommer og vinter -. Dengang var der intet som kunne stoppe os."
"Det lyder til at de har gjort både gavn og lykke," sagde jeg.
"Ja, vi fik cyklerne i bryllupsgave i 1954. Det var de bedste cykler, man kunne få dengang, og vi har passet dem godt - ja nok mest mig. Der var altid en slange som skulle lappes, en kæde som skulle smøres eller noget som skulle sætte på".
"Jeg kan se, at der er mærker efter flere ting, som har siddet på cyklerne!" sagde jeg.
"Ja vi fik jo Ole et halvt år efter vi blev gift. Så vi købte en barnestol, som vi kunne skiftes til at bruge. Da Lotte så kom to år efter, satte jeg et sæde til Ole på stangen på min cykel. Hver søndag pakkede vi en madkurv og cyklede en lang tur. Da børnene blev store nok til selv at kunne cykle, kunne vi ikke komme så langt omkring mere. For dem betød det jo heller ikke noget hvor langt vi kom. Bare vi kom af sted."
"I må have set alt hvad der var at se indenfor cykelafstand," sagde jeg.
"Ja vi er startet forfra på de samme ture mange gange. Og vi fortsatte med at cykle også efter at vi købte Recorden i 64. Recorden kom nemlig kun ud i weekenden, og kun hvis solen skinnede. Når vi så kom hjem vaskede vi den og pudsede den, inden den blev kørt ind i garagen igen."
Han havde vendt sig mod bilen, og kiggede et øjeblik på den i tavshed, inden han vendte sig mod mig igen og fortsatte.
"Egentlig havde vi ikke noget særligt at bruge den til. Vi havde jo begge højest et par kilometer til vores arbejde."
"Så I købte altså ikke bil for at bruge den til at køre på arbejde i?," spurgte jeg.
"Nej, nej slet ikke. I begyndelsen af 60erne købte alle vore naboer bil. Vi havde også fået bedre råd. Dengang kostede den 21.000 kr., men så skulle vi også betale hele 150 kr. i vægtafgift - altså om året." Han holdt armene ud til siderne og vendte håndfladerne fremad mens han trak skuldrene op.
"Ville man ikke grines af, købte man en Opel Record eller en Ford Taunus. Havde man købt en Folkevogn måtte man jo finde sig i, at folk kaldte den asfaltboble, Hitler cykel eller den gravide rulleskøjte."
Jeg fortalte ham, at den på landet blev kaldt for avneblæseren. Det morede han sig meget over.
"Jeg kommer i tanke om dengang da naboen havde købt en Ford Taunus. Dengang havde alle bilfirmaerne et slogan," sagde han. "Ole havde stået og kigget på den over hækken, Pludselig kom naboens søn løbende og råbte Ford fører an. Men Ole råbte tilbage. "Ja, ja -, men det er Opel der har rekorden."
Han lo højt mens han tog brillerne af og tørrede vandet af øjnene med sit jakkeærme.
"Folk tog virkelig bilen til sig. Mange sagde at de holdt bil, ligesom man i dag siger at man holder hund. I starten var folk begejstrede for at de både kunne komme længere væk, og ikke behøvede at bekymre sig om vejret."
II
"For os, og for mange andre familier, var bilen nærmest en slags en-dags campingvogn. Grete havde indrettet bagsædet som en sofa med forskellige puder. Dørstolper og instrumentbrættet blev udstyret med plastik-vaser med kunstige blomster. Grete syede gardiner til de bagerste sideruder." Han rystede på hovedet for at vise at han syntes det var skørt.
"Men den pude som Grete selv havde broderet med korssting. Den var ikke til at sidde på. Den var beregnet til at ligge i bagruden sammen med Falck kassen. Hvis jeg var kørt ind i et træ, ville jeg med sikkerhed have fået brug for både puden og indholdet af Falck kassen. For der var intet sikkerhedsudstyr i bilerne dengang, og forruden var højest af hærdet glas. Så efter at have fået Falck kassen i nakken, ville jeg være blevet kastet ud gennem forruden. Grete havde broderet puden efter en opskrift fra et af de familieblade, som med jævne mellemrum bragte nye variationer over temaet. Puderne var normalt broderede med forskellige vejskilte langs kanten. Men det vigtigste var bilens nummerplade som dengang var sort."
Jeg kiggede på nummerpladerne på Recorden. De var stadig sorte.
"Inden vi kørte plejede Grete at smøre en madkurv mens jeg pakkede camping sættet, kroket køllerne, tæppet, søndagsavisen og en masse andre ting som skulle sikre, at vi fik en god tur. Med Grete ved min side, og børnene anbragt på bagsædet, kørte vi ud i det blå. Vi skulle ikke noget bestemt sted hen. Fornøjelsen gik ud på, at køre vores nypudsede Record med 60 km/t, frem til et sted i vejgrøften hvor vi kunne holde med bilen, og hvor der var plads til at vi kunne have bordet. Modsat i dag satte vi bordet så tæt på vejen som muligt. Der i vejgrøften pakkede jeg så camping sættet ud. Det lignede en meget stor og meget flad kuffert af spånplade. Når man åbnede den, og foldede de indbyggede ben ud, blev kufferten til et bord. Inde i kufferten lå der 4 foldbare stole af stålrør og vævet bomuldsstof. Bomuldsstoffet rådnede den første gang det blev vådt og måtte udskiftes. Den første der røg igennem var morfar. Han blev så forvirret da stoffet revnede under ham, og han samtidig skulle stramme ballerne for ikke at falde bagover, at han slog en prut -. Dengang overhørte man den slags fra ældre mennesker, men det så bare så sjovt ud, at alle kom til og grine højt." Tanken fik ham igen til at grine højt.
"Der sad vi så, lige som så mange andre familier, og vinkede som gale til alle de andre, som også var på vej ud i det blå. Det var søndag, og solen skinnede. Vi drak kaffe, og børnene fik en sodavand. Grete havde bagt boller -, hun må have bagt en million gennem alle årene. Bilradioen blev sat på giro 413. De spillede altid Træk en gammel sweater på, Den gamle gartner eller Her i vores hus. Mens Ole og Lotte legede og Grete ryddede op, lagde jeg mig på et tæppe med avisen, og selv om jeg kun lige lukkede mine øjne et øjeblik nåede jeg alligevel at blive solskoldet".
"Jeg kan se at I har været i Sydeuropa," sagde jeg.
"Ja for Søren da. Ud at se. Det slogan tog vi hurtigt til os, men ikke de første år efter at vi havde fået Recorden. Dengang nøjedes vi med, at køre lidt længere og lidt hurtigere end på cyklen og helst med nedrullede vinduer. For så føltes det lidt ligesom at cykle."
"Nej de første år var det nok, at vi kunne komme længer omkring i Danmark. Men efterhånden vovede vi os længere og længere bort. Først til Hartzen, og senere helt til Spanien og Italien. Jeg kan huske dengang nogle af vore naboer som de første på vores vej, havde været i Italien. Da de kom hjem, fremviste de stolt en række farvestrålende klistermærker fra de store byer, som de var kørt igennem på turen. Mærkerne var klistret fast i kanten af forruden. Herefter var der kamp om hvem der havde flest mærker. Til sidst havde føreren bedre overblik over hvor han havde været, end hvor han skulle hen."
III
Jeg kunne se, at der nu var kommet flere på genbrugspladsen, og at vi snar ville blive nødt til at flytte os. Så vi sluttede vores snak, og jeg sagde farvel og tak for sludderen.
Men da jeg åbnede bildøren for at sætte mig ind, kaldte han på mig.
"Jeg glemte at sige dig tak for at du så at i dag, er en særlig dag for mig. Det lyder måske underligt, men efter at Grete blev syg, har vi ikke talt om minderne fra dengang. De mindede os om noget som var vort halve liv, og som vi ikke længere kan -. Det gør ondt. Men de minder jeg lige har fortalt dig, det er da gode minder. Synes du ikke?"
"Jeg kan ikke forestille mig minder som er bedre end dine," sagde jeg.
Han smilede nu over hele hovedet -, også med øjnene.
"Ved du hvad?," sagde han. "Jeg kunne faktisk mærke, at minderne blev levende i mig igen fordi jeg fortalte dem til dig. Du kendte dem ikke, og jeg måtte finde nye ord til min fortælling efterhånden som vores snak skred frem -. Men det bedste -, ja det bedste, det er nu alligevel, at jeg nu ved jeg hvordan jeg vil fortælle Grete at cyklerne er borte."
Da jeg kom hjem sagde min kone "Hvor har du været henne? Du har været væk i en menneskealder."
"Ja netop -, i en menneskealder."