"Oldemor . . . "
   "Ja."
   "Hvorfor kigger du så underligt på mig?"
   "Det gør jeg heller ikke."
   "Jo du gør!"
   Lars er 5 år. Han legede videre med bolden, men stoppede snart igen.
   "Se nu gjorde du det igen. Du kiggede på mig længe, på en underlig måde."
   "Hvordan underlig, hvad mene du?"
   "Lige som om . . . sådan som om du smiler, imens dine øjne er kede af det."

Lars var hendes første oldebarn. "Oldemor fra havet" kaldte han hende. Hun så ham løbe i solen med sin bold. Han var helt opslugt af bolden. Hun så kun drengen, bolden og solen, der var ikke andet. Den ene satte de andrer i gang. De tre smeltede sammen til én, og alligevel holdt Lars øje med, om oldemor så alt det han kunne med bolden.
   Oldemor sad i sin kurvestol og betragtede ham. Hun sad som en skygge klædt i sort, under en falmet parasol som var stillet på skrå for at give læ.

Oldemor elskede sit oldebarn. Selv en mor kunne ikke have elsket ham højere. Men det måtte stoppe nu.
   Fra Lars blev født, havde hun forsøgt at finde alt det mest negative frem inde i sig selv for at bruge det mod ham, men det var ikke lykkedes for hende. Hun var nødt til at tvinge sig selv til ikke at elske ham. Finde det mest negative frem hun kunne. Hun måtte prøve at finde noget som var usympatisk ved ham. Hun anede bare ikke hvordan hun skulle få det til at lykkes. For Lars var helt som en dreng skulle være, og hun holde så meget af ham.

"Oldemor fra havet" var selv som havet. Det salte vand og den hårde skarpe vind, havde sammen med sandet slebet både hendes sind og hendes ansigt spidst, lige fra dengang hun som barn havde stået og set bådene forsvinde ud over havet og ned bag horisonten.
   Oldemors livssyn var stærkt præget af kirken. Præsten i den lille menighed forkyndte et evangelium præget af tungsind og fortrængninger, hvor spontan livsglæde ofte viste sig at være syndig. Som hendes forældre havde været det, var hun også selv en del af menigheden her, og det var livssynet herfra som var smittet af ned gennem generationerne.
   Alt hvad oldemor kunne se og føle havde hun sin egen urokkelige mening om. Alt det andet -, alt det som hos de fleste er delt imellem videnskab og tro, var hos hende pakket ind i sort kalveskind med guldtryk udenpå. Her kunne hun finde svarene, og ellers kunne hun altid spørge præsten. Han havde altid svar på alt.
   Havets magt til at give og tage var for oldemor en gudsbestemt lov. Synd medførte straf, og Guds straf kunne komme hurtigt og ubarmhjertigt når havet tjente som hans forlængede arm.
   Hun havde selv mistet sin far på havet dengang hun var 12 år gammel. Når hun tænkte tilbage huskede hun, at der havde været besøg af præsten om noget blandt de voksne. Noget hun ikke havde forstået. Hun huskede kun at vinden natten før var gået over i sydøst og at vejret var blevet dårligere, men at hendes far alligevel ville på havet.

Lars fik øje på en dreng som løb rundt i solen og spillede med en bold. Han begynder at gå over mod ham, imens han råber og vinker til ham. Drengen stirrer forfærdet tilbage, og løber væk så hurtigt han kan.
   Lars hører de andre råbe bagfra -, men for sent. Han når kun netop lige at se et kraftigt lysglimt og mærke trommehinderne blive blæst ind, inden hans krop og defragmentationsvesten bliver flænset af små skarpe metalstykker.

Det er stadig for tidligt at stå op, og oldemor ligger halvvågen i sengen. Aftenen før var vinden gået i sydøst. Et dårligt varsel for en gammel kone som husker så meget.
   Uden varsel går der pludselig noget som et skrig gennem hendes krop. I et glimt ser hun Lars synke livløs sammen i sandet. Chokket får hende til at sætte sig op i et hurtigt ryk. Blodet løber så hurtigt væk fra hjernen at hun besvimer, og falder tilbage i sengen.
   HUN ER DEN SKYLDIGE.
   Hun ved at det er nu, hun må betale prisen, for den synd hun har båret på gennem hele livet. Hun har længe vidst at tiden snart måtte komme, for det måtte jo ske inden hun skal herfra. I 70 år har hun ventet på denne dag. Først om eftermiddagen får hun bekræftet, at det som hun frygtede og allerede havde mærket er sket.

16 år gammel og ansat som pige i huset hos en pæn kristen familie inde i byen. Grædende måtte hun modtage sin opsigelse og begrundelsen herfor fra fruen.
   For fruen kom det som en overraskelse, selv om det havde været galt tidligere med hendes mand. Fruen havde ellers sikret sig at det ikke ville ske igen. Hun havde forklaret sin mand, at hun mærkede hans utålmodighed som hovedpine. Det var bedst for ham at lade hende i ro. Den besked plejede at kunne køle ham ned.
   Men nu var det sket igen. Piger fra kristne hjem holdt sig åbenbart heller ikke tilbage mere. Tiderne var sandelig skiftet til det værre.
   Tilbage hos moderen efter 11 måneder, og uden et ordentligt skudsmål, sendte moderen bud efter præsten, for at få ham til at drive djævelen ud af hende. Præsten havde talt om, at den som tager ens elskede, selv ville komme til at mærke hvordan det er at miste den man elsker højest.
   Sådan ville det også gå for hende sagde han. Hun havde jo villet skille en mand fra sin kone og sine børn. Forført ham gennem næsten et år, indtil konen fattede mistanke. Hun havde bragt manden i splid med sin Gud gennem næsten et helt år.
   Siden dengang havde hun ikke turdet knytte sig tæt til dem hun elskede mest. Hver gang et barn blev født i familien, havde hun måttet startede hele programmet forfra igen. Først frygt, så håb og til sidst troen på at faren for at noget skulle ske var drevet over.

Lars havde pludselig meldt sig som frivillig i Afghanistan. Hvis han ikke skulle kunne hjælpe, hvem skulle så? Han var ung og hans sind var rent. Han havde længe følte et overskud som var stort nok til at han ville ud og hjælpe hvor der var behov. For ham var verden var stadig sort og hvid.
   Familien tryglede ham om at lad være, - prøvede at forklare ham hvad han kom til at stå overfor. At han ikke var nogen kriger, at han hverken var tilstrækkelig opmærksom, forudseende eller udspekuleret nok til at kunne klare sig blandt fanatiske veteraner, som havde kendt området hele deres liv. At det ikke var det han troede. Ikke uddeling af mad og tæpper, men krig - med blod, død og meningsløshed.
   Men Lars havde besluttet sig, han kunne og ville hjælpe. Derhjemme gjorde han i alt fald ingen gavn. Ude kunne han hjælpe på selve stedet inden det onde opstod.

Oldemor mente at der ude i verden var der mange ufredelige mennesker. Religiøse fanatikere som kun arbejdede på, at skabe mere sorg og savn i tilværelsen. Og det var dem, som havde slået hendes oldebarn ihjel. Hendes egen lille Lars med det rene hjerte. Som var ligeglad med tro, farve og overbevisning. Lars ville have hjulpet alle som havde brug for hans hjælp. Han var jo kommet til dem af sit hjertes godhed for at hjælpe dem. Hvis blot de ville holde op med kun at lytte til deres fanatiske præster, og i stedet have hjulpet Lars med at hjælpe til i verden så kunne ondskaben måske stoppes.

Oldemor sad som en sort skygge i læ af den falmede parasol, og tænkte mens hun kiggede ud over havet. Det kraftige lærred havde fået en flænge og solens stråler blændede oldemors øjne. Hun kneb øjnene næsten helt sammen og lod lyset danne en glorie. Inde i glorien så hun Lars spille med sin bold. Hun løftede sine arme op mod lyset, knugede sine krogede hænder og forbandede dem som dræbte Lars og al deres religiøse fanatisme.