Dag og nat går i et.
Han må ændre vaner konstant,
mens lyset og mørket kæmper en stadig kamp.
Fra håb til frygt på et splitsekund.
Hvileløse opskræmte nætter,
med tavse bevægelige billeder.
Med lysets komme kaster tankernes sig over ham.
Tanker som pressede tiden sammen
til en spændt fjeder.
Han må hen på pladsen nu.
Det suger i maven, op, op, op,
helt derop hvor man kan se FRIHEDEN.
Først tog han gaden i et skridt.
Så tog han ordet og gav det frit.
Han hørte menneske-havet, og alle ordene
der var som når vinden pisker havet op.
Han suger luften så hårdt ind nu,
at det sved i næse og svælg.
Så kom de. I pansrede vogne
som de kørte ind i menneskemylderet.
De skød på alle.
Mænd, kvinder og børn.
Familie, venner og naboer
De skød på deres egne.
De tog ham, de slog ham.
Satte et bildæk rundet om hans arme og krop,
og slog ham som var han en mand.
De slog indtil han ikke var mere.
En stor dreng som kun krævede sin ret.
De så ikke at i ham var håbet for dem.