Det var sidste chance, hvis jeg skulle nå at købe de sidste ting ind til juleaften. Min kone havde givet mig en lang seddel i hånden, og jeg havde hurtigt fundet det hele undtagen rødkålen -, den var udsolgt. Meget kunne jeg undvære, men ikke rødkålen, og da slet ikke på en juleaften.
   Endelig fandt jeg et sted, hvor de havde en enkelt spand tilbage. Med den i hånden stillede jeg mig nu tålmodigt til at vente bagerst i køen, som jeg anslog til at være på noget over 100 mennesker. Med visheden om at være ved vejs ende, sænkede julefreden sig over mig. Jeg begyndte at småsludre med de omkringstående, som nu her hvor butikkerne var ved at lukke, også var blevet ramt af julestemningen.
   Et par pladser foran mig stod der en nydelig ældre distingveret herre. Jeg så han stod og trippede som om han skulle tisse. Pludselig henvendte han sig med høj røst til en dame som stod foran ham i køen.
   "Undskyld men jeg ser de bærer et Hotemann-Sohnfellt halssmykke. Dette smykke blev udformet og udført af William Hotemann-Sohnfellt, som var min far. Åh undskyld -, måske undrer det dem at jeg fortæller dem alt dette, men det kommer jeg til."
   "Min far fremstillede kun halssmykket i 10 eksemplarer. De 10 halssmykker blev alle givet som gaver til de 10 daværende eneste kvindelige familiemedlemmer i slægten Hotemann-Sohnfellt, ved et slægtsstævne for 10års jubilæet for slægtens opståen. Desværre blev et af halssmykkerne stjålet under et indbrud i 1983. Da jeg ikke mener at kende dem, vil de nok være så venlig at sige mig deres navn, og oplyse mig om hvor de har smykket fra?"
   Damen, som havde opsat blondt hår, og bar en kraftig make-up med påmalede øjenbryn. Hun var iklædt en farvestrålende kort storblomstret kjole, og et par lange snørestøvler under en åbentstående pelsfrakke. Hun vendte sig hurtigt om mod herren, og sagde med høj skinger stemme.
   "Min herre. Beskylder de mig for, at være kommet i besiddelse af smykket på uærlig vis, eller påstår de at jeg er tyven?"
   "Det er for mig det samme, blot de vil sige mig hvor de har smykket fra."
   "Og med hvilken ret forlanger de deres uartige spørgsmål besvaret?"
   "Med den ret at være vidende om identiteten af de ti ejere, om tyveriet af et af halssmykkerne og at være vidende om hvor de 9 øvrige halskæder befinder sig."
   Herren som stod bag dem i køen henvendte sig nu til dem. "Kan I ikke enten gå ud af køen, eller følge den?"
   De to kombattanter kiggede sig søgende omkring, og bevægede sig hen bag i køen. Flere kunder havde i mellemtiden nået at smutte ind i hullet. Et par af dem som stod nærmes sagde "Hov" eller rømmede sig kraftigt. Da jeg vendte mig rundt, kunne jeg se flere personer bag mig i køen som var ved at miste deres julehumør.
   Herren fortsatte nu ophidset "De må forstå at jeg som medlem af familien Hotemann-Sohnfellt, ikke blot kan gå forbi et eksemplar af halssmykket uden at jeg henvende mig til bæreren herom."
   "Jeg tillader mig at formode, at de leger privatdetektiv og netop nu mener at have opklaret et længe uløst mysterium. Burde De ikke i stedet henvende dem til politiet. Ved de ikke, at det er politiets opgave at opklarer forbrydelser?"
   "Jeg advarer Dem, jeg må insistere på, at De oplyse mig om deres identitet, ellers giver de mig ikke anden mulighed end at tilkalde Politiet. Halskæden tilhører ikke dem. Det vil fremgå af det skjulte navn som er indgraveret i ciseleringen. Må jeg have lov at låne smykket et øjeblik?"
   "Ikke på vilkår."
   Herren stod lige bag dem, bad dem nu igen om enten at træde ud af køen eller sørge for at følge den.
   Igen sakkede de bagvedstående agterud i køen, inden det lykkedes at få lukke hullet ved at genne de to tilbage i køen. Da jeg så mig tilbage var der nu flere der helt havde mistet deres julehumør.
   "Får jeg så det halssmykke at se?"
   "Rend mig."
   Flere i køen begyndte nu at tale med dem som stod nærmest. Alle talte om hvilke muligheder der var for at gribe ind overfor de to personer som forsinkede køen.
   Et yngre par længere bag dem blandede sig nu i samtalen.
   "Er det nu også dit smykke? For hvis det er det stjålne smykke, kan du jo lige så godt aflevere det nu."
   "Nu var der flere som begyndte at råbe "Vis ham så det halssmykke."
   Da de to langt om længe nåede frem til kassen sagde damen som ekspederede.
   "Nå -, er det nu jer to igen? Det bliver 49,50 kr. hvis I altså skal have halssmykket denne gang. Ellers må I igen ned og aflevere det i parfumeriet."
   Til mig sagde kassedamen.
   "De kommer henne fra skuespillerskolen. Der er juleafslutning i dag. De lever og ånder for kunsten og de vil så gerne glæde andre ved at underholde dem mens de venter.
   De har fortalt mig, at en kassekø er det helt ideelle sted til gadeteater fordi kunderne lever mere med i skuespillet, og fordi de aldrig går deres vej.
   Jeg har ikke kunnet nænne at fortælle dem at mange af vore kunder har ment at man burde få politiet til at fjerne dem, og at en enkelt kunde forlangte dødsstraffen genindført."

Da butiksindehaveren endelig drejede nøglen i låsen, dalede sneen langsomt ned over byen oppe fra mørket og ned i skæret fra alle lysene i den vindstille aften og Julefreden sænkede sig atter engang.