For godt halvanden måned siden var min kone og jeg sammen med vore to næsten voksne børn Per og Julie flyttet ind i et større hus i den modsatte ende af byen.
   Nu havde vi efterårsferie men havde intet planlagt. Vi havde troet at vi skulle bruge hele efterårsferien til at indrette huset. Men det hele var gået så hurtigt, og vi var for længst blevet færdige. Nu gik vi bare rundt og kedede os.
   Vi kendte ingen af naboerne, - ja, det vil sige, vores datter havde tilsyneladende fundet en ung mand at tale med. Jeg havde flere gange set hende stå med sin cykel og snakke med en ung mørkhåret mand et par huse længere henne ad gaden. Jeg havde tænkt at det var fint at hun havde så let ved at finde nye venner. Ellers havde jeg ikke tænkt nærmere over det.
   For godt en uge siden havde børnene så i fællesskab holdt en indflytningsfest for deres venner. Men to dage efter festen have vi haft en meget kedelig oplevelse. Politiet var kommet og havde spurgt om de måtte tale med Per. Det viste sig, at Per og hans venner havde været indblandet i et slagsmål nede i byen. Politiet stillede Per nogle spørgsmål, men heldigvis havde han ikke deltaget i selve slagsmålet og freden havde igen sænket sig over familien.
   Pludselig bankede det kraftigt på fordøren. En sydlandsk udseende herre som så meget vred ud skubbede hurtigt døren op og stillede sig midt i døråbningen.
   Han gik lige til sagen og råbte!
   "Jeres sindssyge kat har FULDSTÆNDIG ØDELAGT min nye bil. Da jeg kom ud i morges sad katten oven på bilen. Da jeg jagede den ned, sprang den ned på bagklappen og lavede et stort mærke i lakken. Er rigtig kat klatrer ikke op på bilerne. Jeres kat er sindssyg". Manden forlangte at jeg gik med ham over i hans garage, så jeg selv kunne se hvor slemt det var.
   Det viste sig, at manden boede i det samme hus som min datters nye ven og altså måtte være hans far. Han viste mig nu skaden på sin røde Alfa Romeo. I lakken kunne man ane et mat område på størrelse med et fingeraftryk. Han forlangte, at jeg straks gav ham 15.000 kr. til en omlakering. Jeg sagde at vi jo måtte melde det til forsikringen, men at de næppe ville gøre noget særligt ud af det når det ikke var mere.
   "Ikke mere, ikke mere" råbte han "Så du vil ikke give mig penge" brølede han.
   "Nej" sagde jeg "For det første ved jeg ikke om det var min kat, for det andet er skaden ubetydelig, for det tredje vil du fremover bare kunne stille dig ved min dør hver gang du mangler penge. Så for det fjerde - hvorfor tager du ikke bare lidt voks så stedet bliver blank igen?"
   Nu blev han så rasende, at han stormede ind i huset og knaldede døren i.
   Da jeg kom tilbage, spurgte jeg min datter hvor hun kendte den unge mand fra og hvad han hed.
   Hun fortalte, at hans forældre kom fra Italien og at han hed Romeo. Og at det var ham som Per og hans venner havde været oppe at slås med nede i byen. Jeg forstod ikke helt hvad hun mente. Det lød til at hun vidste noget som Per ikke vidste, eller ikke havde fortalt os. Jeg bad hende derfor fortælle mig hvad hun vidste.
   Hun fortalte, at Romeo pludselig var dukket op til Pers og hendes indflytningsfest sammen med to venner. De havde hørt musikken og var gået over for at se om de måtte være med. Den ene af Romeos kammerater var rigtig god til at synge, og havde sunget en sang på det karaoke anlæg pigerne havde moret sig med. Men da han var færdig med at synge var Pers venner kommet og havde bedt dem om at gå, fordi de ikke var inviterede. De ville selvfølgelig gerne blive, men selv om de spurgte drengene pænt, forlangte de alligevel, at de skulle gå. Romeo og hans venner var da også gået kort efter.
   Da Per et par dage senere havde været i byen om aftenen med sine venner, havde de mødt Romeo og hans venner. En af Romeos venner havde drillet Pers venner med, at de havde smidt dem ud fordi de var bange for, at pigerne syntes at de både var kønnere og sjovere end dem og at de derfor hellere ville feste sammen med dem. Derefter var de to grupper begyndt at småskændes. Både Romeo og Per havde prøvet at stoppe det, men pludselig havde en af Pers venner slået en af Romeos venner hårdt i ansigtet. Det fik Romeo til at slå Pers ven. Men Romeo havde ramt ham så uheldigt at han blev liggende og selv om han snart var frisk igen, havde bartenderen nået at ringe til politiet. Og det fik Romeo og hans venner til at stikke af. Men næste morgen var Romeo selv gået til politiet med sin forklaring.
   Jeg advarede nu Julie mod at stole for meget på sine nye venner. Romeo kunne måske have arvet sin fars temperament. Desuden var der jo sikker også mange andre pæne unge mænd i denne del af byen.
   Romeo var nu som sunket i jorden, og Julie havde ikke set ham siden slagsmålet - troede jeg.


II
   Torsdag aften i efterårsferien var Per taget over til nogle af sine venner, og vi gamle sad nu og kedede os mens vi puttede os under et tæppe foran fjernsynet. Vejret var pludselig skiftet og en hård vind piskede regn og slud mod ruderne.
   Nu kom Julie pludselig gennem stuen på vej i biografen.
   Min kone sagde "Nå skal du nu i biografen igen? Det er da vist efterhånden hver aften"
   "Nej" sagde Julie. "Ikke hver aften"
   "Hvad går der i biografen?" spurgte jeg.
   "Øh, det er vist en operafilm" sagde Julie.
   "Nå, hvad er det for en?" spurgte min kone.
   "Jeg er ikke helt sikker, jeg ser lige efter". Hun kom tilbage og sagde "Det er Romeo og Julie".
   Jeg tænkte straks at det var Romeo som havde inviteret hende, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne se på min kone at hun tænkte det samme.
   "Må mor og jeg komme med?" spurgte jeg, "vi keder os"..
   "Jaeee, det - er det noget for jer. I plejer da aldrig at - ja, ja, det må i da gerne"
   På trods af vejret, besluttede os for at gå hen til biografen. Men halvvejs derhenne fortrød vi, men da var det for sent. Godt nok havde vi taget regnjakker på og prøvede at dækket os ind bag vore paraplyer, men mørket, den våde slud, blæsten og kulden gjorde os til nogle triste, våde og kolde biografgæster.
   Det var i sidste øjeblik vi kom, så vi skyndte os at købe billetter og at komme ind og finde en plads. Men inde i salen sad der kun 6 andre personer ud over os. Uvejret havde sikkert taget lysten til en biograftur fra mange, som nu i stedet sad lunt derhjemme med resten af familien.
   Alle sad spredt i salen. Ud over os var der et yngre par, yngre end os i hvert fald, et andet par som var ældre end os, samt en mand og en kvinde som sad alene hver for sig. Vi satte os midt i salen, men Julie spurgte om hun gerne måtte sidde længere tilbage. I den tid der gik inden filmen begyndte, nåede jeg lige at vende mig om for at se efter Julie. Jeg fik øje på hende bagerst i salen med ryggen op ad bagvæggen.
   Jeg kunne se at der i bagvæggen var små luger som filmene blev vist igennem. Den luge som var åben nu vendte ud i salen, og det fik den til, at ligne en lille balkon midt på bagvæggen. Derfra hvor jeg sad så det faktisk ud som om Julie sad og snakkede med sig selv. Da lyset blev dæmpet vendte jeg mig om, og filmen startede.
   Jeg må indrømme at jeg ikke så mere end halvdelen af filmen. Våd, træt og i søvnunderskud, sov jeg under halvdelen af filmen og jeg vågnede først da jeg fik en albue i siden. Det var min kone som skubbede til mig og sagde:
   "Nu er det tredje gang filmen knækker. De må da kunne finde ud af at sætte den ordentligt sammen".
   En stemme sagde "Så er vi klar igen".
   Men fem minutter efter knækkede filmen igen. Og selv om det lykkedes at reparere den, knækkede filmen igen allerede efter nogle få minutter. Til sidst blev der sagt, at det desværre ikke var muligt at reparere filmen og at de blev nødt til at stoppe.
   Nu blev lyset tændt i salen. Jeg hørte nogen af de andre tale om at de ville have pengene tilbage, fordi der stadig manglede 20 minutter af filmen. Alle gik nu ud til billetlugen og forlangte pengene tilbage. Damen i billetlugen sagde at det kunne hun ikke, men at vi måtte tale med biografens ejer. Vi bad hende derfor om at få fat på ham. Lidt efter dukkede ejeren op.


III
   Til min store overraskelse viste ejeren sig at være Romeos far. Da han så mig råbte han
   "Pengene tilbage. Prøv at se dig omkring!, - ja, ja, se dig nu omkring. Se hvor få der er i min biograf. Hvordan skal jeg kunne leve af det? Så hvorfor skal jeg give dig penge? Du ville ikke give mig penge så jeg kan reparere min bil som din sindssyge kat har ødelagt, bare fordi du syntes at skaden er ubetydelig og at det ikke er mere end jeg selv kan reparere det.
   Og så kommer du her, og sover i min biograf og når der så blot mangler nogle få minutter af filmen som jeg ikke kan vise, vil du straks have alle dine penge tilbage.
   Nej, siger jeg. Jeg synes at skaden er ubetydelig og ikke større end at vi selv kan lave den".
   Hen vendte sig nu mod billetlugen og sagde: "Clara kom ud og hjælp mig. Få fat på Romeo".
   "Ja men Carlo dog. Romeo prøver jo stadig på om han kan splejse filmen" sagde Clara.
   "Hent ham nu bare Clara" sagde han "så gør jeg klar her imens"
   Da Clara, som måtte være hans kone gik i retning af filmoperatørrummet, gik det op for mig, at det måtte være der Romeo, sikkert som et krav fra hans far om at arbejde og holde sig væk fra byen, havde opholdt sig siden slagsmålet. - Og det forklarede også en hel del om Julies opførsel på det seneste.
   Da Clara kom tilbage med Romeo havde Carlo stillet nogle stole klar.
   Carlo sagde nu:
   "Så mangler vi bare Julie"
   Da Julie, som havde stået et stykke fra os andre, hørte sit navn nævnt sagde hun "Ja".
   "Godt" sagde Carlo "Så sæt dig over på den stol der, - så er vi klar. Jeg håber at alle kender handlingen i Romeo og Julie. Det er som i alle operaer det rene sludder og noget tilsvarende vil da heller aldrig forekomme i virkelighed. Jeg forklarer lige handlingen kort."
   Carlo forklarede nu om Julies og Romeos familier som var fjender. Om hvordan Romeo og to af hans venner var dukket op til Julies maskebal og bliver smidt ud, men at de har været der længe nok til, at den ene af Romeos venner når at synge en ballade og til at Romeo og Julie når at forelske sig. Om Romeo som om aftenen sidder under Julies balkon og fortæller hende om sine følelser. Og også om hvordan en af Romeos venner prøver at gøre Julies familie til grin, men at Romeos ven som ligger sig imellem bliver dræbt og at Romeo derefter dræber ham som dræbte hans ven. Og om hvordan de begge dør til sidst.


IV
   "Undskyld må jeg lige bryder ind" det var manden fra det ældre ægtepar "vi kunne vel ikke bare få vores penge tilbage nu, det lyder til at I har et mellemværende som ikke vedrører os. Det er sådan et frygteligt vejr udenfor og vi vil gerne snart hjem".
   "Det vil vi også gerne" sagde det yngre ægtepar mens de to enlige var på vej op mod billetsalget.
   "NEJ, NEJ, NEJ, og 1000 gange nej. I får ikke jeres penge igen. Det jeg gør nu er netop for jeres skyld. I kom for at se Romeo og Julie og det har I nu klaget over at I ikke kan. Nu vil vi vise jer Romeo og Julie. Den herre der har lært mig at hvis skaden er ubetydelig, er det noget man bare selv kan ordne."
   Nu fortsatte Carlo med at dele os i to hold, det ene bag Romeo og det andet bag Julie. Desuden lod han en fra hvert hold vide, at de også skulle agere de personer som ikke tilhørte en af familierne, når han gav dem tegn dertil.
   Derefter fortalte han at de (altså Clara og Carlo), var kommet til Danmark i 60'erne med et Italiensk teaterkompagni. Derfor ville de påtage sig at synge det bedste af operaen, startende fra akten hvor filmen knækkede. Carlo instruerede nu sine skuespillere i hvad de skulle gøre. Det var han faktisk forbløffende god til.
   Jeg kunne se at ingen længere tænkte på at få pengene tilbage, men var begyndt at gå op i at spille deres roller så godt som muligt og efter Carlos anvisninger.
   Herefter opført "skuespillerne" den sidste del af Romeo og Julie, mens Clara spillede på det gamle klaver som stod i foyeren og sammen med Carlo sang sangene på italiensk.
   Da opførelsen var ovre klappede alle og Carlo rejste sig. Han kiggede lidt stift i retning af sin søn og også lidt i retning af vores datter og sagde:
   "Ja så galt gik det dem. Så galt ville det næppe gå i dag. Men forelskelsen og det at mærke den gengældt, det har ikke forandret sig. Alle mennesker på Jorden er på et tidspunkt Romeo eller Julie."

Vi forlod biografen en oplevelse rigere. Stormen var stilnet af og snart ville det blive lyst. Og hvis aftenen ikke havde ændrede andet, så ændrede den dog noget. For herefter hilste vi alle pænt på hinanden hver gang vi mødte Clara og Carlo.
   Men Romeo og Julie? Blev forelskelse til kærlighed?

Vi ved det ikke.