Navnet er Walther.
PK. Walther. Byggesagsbehandler med speciale i tilsyn efter mørkets frembrud. På byens små snuskede værts­huse kaldet kratlusker og snushane.
Fyraften var allerede længe siden. Mine kollegaer havde for længst rejst sig fra deres nyindkøbte uhøvlede Provence langborde, for forsigtigt at vaske de håndmalede fajance fade op i hånden inde de blev stillet tilbage på de åbne hylder, i det som køkkenfirmaerne kalder samtalekøkkener. Jeg tog en mundfuld kold sort kaffe, og lod det glide langsomt ned til mave­såret. Det var som at få maven skåret op med en Stanley kniv. Kaffen gjorde mig kun halvvågen. Efter et par slurke mere var jeg klar.
Natten før havde været hård nede på Richs Vinstue. Jeg havde været nødt til at vise et par lidt for smarte udenbys entreprenører, et par billardtricks efter at de havde antydet at jeg bare havde været heldig. Rick havde selv været der, og han havde bemærket, at skulle det være tilfældet, så havde jeg da i det mindste betalt ham for at jeg kunne øve mig i at være heldig hos ham meget længe. Men nu var det nat igen, og jeg var igen på vej ud. Jeg kunne allerede fornemme branchens brodne kar bevæge sig mod byens centrum, til de steder hvor aftaler blev indgået for senere at blive misligholdt. Her blev solgt underlødige vinter­måtter som ikke var produceret af en anerkendt firma fra Hedehusene men i et slumkvarter i Beijing. Værre stod det til på de værtshuse hvor det at lave en aftale om en omgående natlig levering af byggevarer eller et tilbud om indstøbninger af værktøj, materialer eller personer. Oftest firmaer nede fra det øde havnekvarter der hvor et enkelt fejltrin kunne medføre at man kom til ar sove sammen med fiskene. Fer vrimlede der med firmaer som reklamerede med hurtigttørrende cement og mafia sko. Her var den slags lige så almindelig som en bestilling på to kolde fra kassen.
Der gik vedholdende rygter i branchen om, at ikke samarbejdsvillige mestre fik deres ting stjålet. Når eller hvis de fandt det igen, var det indstøbt i beton.
Også handelen med varer på det sorte marked for hårde hvidevarer var blevet hårdere. Storentreprenørenes håndlangere havde ved flere lej­ligheder demonstreret, at de magtede at knække en 110 mm CE-mærket EAN-kodedt PVC-kloakrør med samme styrke som en lårknogle over, med de bare næver.
Om morgenen var jeg kommet forbi en af Advokat Skjold-Væmmelsens (kaldet savskæreren) sene­ste tvangsauktions køb, "Mors Hule". Et værtshus i en kondemnabel ejendom under nedrivning. Savskæreren havde forlangt en høj sum af entreprenøren (som allerede havde igangsat nedrivningen inden Savskæreren kom ind som medejer) hvis lejemålet skulle ophæves før den udløb. Bygherren havde nægtet at betale den ublu pris og havde sat et godt og solidt trådhegn op for at afspærre nedriv­nings området.
En anonym borger (Savskæreren selv) ringede fra Mors Hule, til en af mine kvindelige kollegaer efter lukketid. Han krævede at kommunen skred ind overfor den entreprenør, som havde igangsat ne­drivningen.
Hans nyvundne status på værtshuset skinnede tydeligt igennem. Han kunne både på egne og de øvrige gæsters vegne meddele, at afspærringen omkring Mors Hule var mangelfuldt og direkte livsfarlig for beboerne i området. Han, og i øvrigt også alle andre på værtshuset, mente, at "nogen" meget snart kunne komme svært til skade. Han foreslog min kollega, at hun kunne komme forbi og få en øl. Selv om det var uden for arbejdstid, kunne hun vel nok bruge en halv time af sin egen tid på så vigtig en sag.
Det havde min kollega ikke tænkt sig, og de skiltes i vrede. Men da hun vidste at jeg skulle i den retning, bad hun mig se på sagen.
Nogen gange er mit job bare for langt ude. Den opgave som ventede mig, fik mig til at føle mig træt. Træt, så til døden træt. Men jeg havde et job som skulle gøres - jeg måtte af sted ud i tågen, ud i den begyndende nat.

Det solide hegn som jeg om morgenen havde set stå som det burde, var pludselig væltet i det stille vejr. Tågen var nu så tæt, at den knasende lyd af småsten under de tynde såler på mine håndsyede italienske sikkerhedssko som kommunen havde stillet til rådighed, sendte ekkoer videre ud i mørket og ned langs bygningskroppene. Jeg skråede tværs over vejen, og stillede mig under en lygtepæl på det modsatte fortov ud for Mors Hule. Herfra kunne jeg observere de gæster, som kom og gik. En tid stod jeg der ubevægelig under lygtepælen og stirrede ind i tågen og reg­nen. Så tog jeg mig sammen, imens jeg rystede på hovedet trak kraven på min Bur­berry trenchcoat op til lodret og skød hatteskyggen ned i panden. I tre skridt var jeg ved Mors Hules fordør. Jeg sparkede resolut døren ind og råbte.
"Er der nogen her som har ringet til kommunen?"
"Det har jeg, men . . . " lød det med svag stemme fra Savskæren, som lige havde fået en tudse i halsen.
Jeg fortsatte med høj stemme.
"Og I kalder jer for voksne mænd. I burde skamme jer. Nu komme i alle sammen med ud og rejser det hegn op, og så taler vi ikke mere om den sag."

Jeg ved godt, at det at være Byggesagsbehandler kun er et job som alle andre, men det er nu noget mere afvekslende end de fleste.