Det sker at jeg oplever mærkelige hændelser. Derfor besluttede jeg at lave en liste, over dem jeg kunne huske, for at se om der var noget som gik igen i dem alle. Jeg opdagede hurtigt en mulig sammenhæng mellem fire af hændelserne. Det drejede sig om:
Julen 2000 hvor en bil kørte op på siden af mig på min vej hjem fra Tyskland, Nytårsaften 2000 da nogen lavede en snorlige midterskilning på mig, 8 år senere da jeg fik øje på en edderkop under et ferieophold i Bulgarien og en måned senere da jeg opdagede en hudorm i min armhule. Ikke i sig selv særligt sindsoprivende.

Her er hvad jeg fandt frem til:
Omkring starten af det nye årtusinde forsøgte den bulgarske mafia, at få en større andel af det europæiske narkomarked. De havde allieret sig med en række nye leverandører, og forsøgte konstant at skaffe sig alternative leverandører for at kunne holde prisen nede.
I sommeren 2000 lejede fire mænd med sydafrikanske pas et møderum på et af Amsterdams mest eksklusive hoteller. De skulle mødes med otte medlemmer af den bulgarske mafia, og her skulle varerne og pengene udveksles. Mødet var det fjerde mellem parternem og det blev startskuddet til en menneskejagt som skulle komme til at indbefatte mig.
En time efter at overvågningskameraerne havde fanget de otte bulgarer på vej op ad to separate trappe- og elevatortårne, forsvandt de fire sydafrikanere, og et meget stort kontant pengebeløb bundtet i små brugte sedler, ud i den blå luft for øjnene af bulgarerne.
En hårdhændet gennemgang af alle rummene og en tilsvarende efterfølgende afhøring af hotellets personale bragte intet brugbart frem. De fire bånd fra overvågningen på alle fire mødedage tog de med sig, men heller ikke her var der noget som var brugbart i jagten på de fire svindlere.
Ingen vidst tilsyneladende hvem der havde hjulpet dem med informationer, eller hvem der havde instrueret dem, men de må have haft mere end almindelig branchekundskab. Svindlerne må nødvendigvis også have være dygtige skuespillere og illusionister.
De fire sydafrikanere var ikke bare dygtige de var også heldige. For det lykkedes dem at slippe væk uden et eneste spor.
Det har aldrig været sundt at snyder mafiaen. Mange med lyst til at stjæle narko eller narkopenge glemmer at tænke på, hvor let det er at gætte hvor man skal lede. Men her var intet oplagt.
I en sådan situation ville mafiaen ellers hurtigt finde svindlerne, og sikre at de ville dø på en særlig udspekuleret, langsom og smertefuld måde. Så spektakulær at det vil afholde andre med lignende ideer fra at prøve noget tilsvarende.
De otte bulgareres hjemkostfest trak ikke ud. Festen sluttede brat umiddelbart efter, at de alle villigt havde medvirket til at lave et sæt fantombilleder af svindlerne.
Nogle dage efter blev fire mænd sendt af sted til Holland for at følge det sydafrikanske spor. På internettet fandt de oplysninger om foreninger for indvandrer. Herefter hyrede de flere indvandrer fra de tidligere Hollandske kolonier i Afrika til at udgive sig for at være familie til mændene på de fire fantombilleder. Under arbejdet fandt de ved et tilfælde en stump video på YouTube. Filmen viser angiveligt en afrikansk/hollandsk statsborger med en umiskendelig lighed med en af fantommændene. Over videoen står mit navn. Et meget usædvanligt navn for en person født i Afrika, og ikke det første navn man ville gætte på.
Efter flere efterfølgende søgninger på mit navn opdager bulgarerne, at der tilsyneladende kun var én person i verden med det navn. De havde ingen andre spor men en utålmodig chef. Derfor gættede de på, at det ikke var tilfældigt. Noget måtte der ske. Nogen måtte skræmmes op.

Julen 2000 var vel overstået, og nu gjaldt det nytårsaften. Vi havde inviteret gæster, og jeg havde besluttet at tage en tur til Flensborg i juledagene for at købe ind af stort og småt. Jeg var alene i bilen og kunne derfor fylde den godt op.
Da mørket begyndte at sænke sig kørte jeg hjemad. Efter en tid samlede min bevidsthed sig om en stor lys personbil, som i en time havde fulgt mig på stor afstand, men som nu pludselig var kørt helt tæt op bag mig. Det var en gammel Mercedes 450 SEL med små hvide nummerplader, som nu kørte to meter bag min bagskærm med 130 km/t.
Det gjorde mig sur, at han på den måde tvang mig til at have hele min opmærksomhed rettet mod at prøve at undgå at få føreren kastet ind ad bagruden, hvis jeg fik brug for at bremse. Derfor huggede jeg kort og hårdt på bremsen. Jeg så ham forsvinde bagud, men alligevel lavede han ikke et kick-down. I stedet lod han blot foden hvile på speederen, indtil han langsomt nåede op på siden af mig. Da bilerne var lige ud for hinanden holdt han farten. Nu drejede jeg hovedet for at se føreren i øjnene. Det var dumt.
I bilen sad fire ældre solbrændte mænd med hårde tomme blikke. Tydeligvis alle fra et østland. Alle havde sorte skjorter, sorte læderfrakker og klassiske 50er hatte.
For satan hvor blev jeg bange. Jeg så allerede for mine øjne hvordan de ville holde sig på siden af mig, og hvordan en af dem fiskede en Beretta 92FS frem og placerede 2 skud mod mig. Først det skud som skal få en til at forstå, at det vil man aldrig kommer til at gøre igen og dernæst det dræbende skud.
Alligevel var jeg ved at komme til at grine, fordi deres påklædning var en parodi på mafiaen og hemmelige agenter. De lange sorte læderfrakker indgyder stadig en vis frygt i kraft af være husket som Nazi-partiets væsentligste bidrag til det tyvende århundredes mode for massemordere.

Her er hvad jeg fandt frem til:
I bilen sad Bogdan, Luben, Gavril og Valko, kaldet ulven. Alle fire var de ret primitive livsformer. Alle var de opvokset på landet, og havde været ivrige efter at komme ind til en af de større Bulgarske byer for at tjene hurtige penge.
De var kørt til Danmark fra Amsterdam for at sætte gang i opklaringen og vise effektivitet. Valko var gruppens hitman, og Bogdan sørgede for transporten. De to andre var med som back-up.
Bogdan kunne få bilen til at køre, men han vidste tydeligvis ikke ret meget om et automatgear, for Mercedesen kunne godt flytte sig hurtigere med sin 6,9 liters motor.
Da jeg stirrede på føreren, stirrede de alle tilbage på mig. Netop da blev min frygt virkelig, for Valko begyndte at lede efter noget under jakken. Men nu kom der pludselig røg bagud fra Mercedesen. Derefter gav den et hop, og så stod den stille.
Bogdan elskede store biler, men han vidste ikke meget om dem. I Bulgarien stjæler man ikke store biler - store biler er nogens.
Bogdan havde ingen anelse om, at en 450 SEL kræver 12 liter motorolie og at det var nødvendigt at efterfylde med og til to liter motorolie for hver 5 tankfulde benzin. Bilen havde ikke fået olie siden han fik den udleveret, og nu sad stemplerne fast.
Jeg havde ikke set hvad de var sket, og fortsatte derfor uden at se mig tilbage. Da jeg drejede fra lidt efter Vejle tænkte jeg, at det måske alligevel bare var fire lettiske mænd, som var her for at nyde roen og skønheden i den danske natur.
Selv mafiaen må arbejde hårdt ind imellem, og de fire mænd må havde haft en travl tid. Det er sikkert ikke sjovt at sidde i ydersporet på motorvejen i en bil som ikke kan køre, og hvor alle ruder er duggede efter at airkonditionen var stoppet. Alle havde noget i lommerne som redningsfolkene og politiet ikke gerne skulle se. Senere skulle de så forklare deres chef, hvad der var sket med bilen og derefter skaffe en ny.

Nu var det nytårsaften 2000, og lige efter at alle havde lykønsket hinanden med det nye år, gik jeg ud på vejen med den største raket jeg kunne finde. Jeg stillede raketten i en flaske, og fandt en æske tændstikker i lommen. Netop da jeg var på vej ned i knæ for at tænde lunten, blev jeg uden varsel ramt af noget oven i hovedet som var lille og meget hårdt. Noget som bevægede sig vandret gennem luften, med en hastighed som var tilstrækkelig til at kunne flå min hovedbund op, kaste mit hoved bagover og slå mig i jorden. Blot en tiendedel sekund tidligere ville jeg være blevet ramt midt mellem øjnene.
Min kone kom ud og så mig ligge i sneen med blod i hele hovedet fra flængen, og jeg måtte forklare børnene, at jeg var blevet ramt af et meget lille rumskib som prøvede at flygte fra alt det, som jordboerne prøvede at skyde dem ned med.

Her er hvad jeg fandt frem til:
Nytårsaften holdt der en rød Mazda 626 parkeret for enden af vores vej. I den sad fire mænd med sorte skjorter, sorte læderfrakker og nytårshatte. De var alle i stand til at genkende mig, og de vidste at nytårsaften ville ingen bemærke et skud.
Mens Luben og Gavril holdt øje med om der var andre personer som færdedes i området, så Valko vores fordør gå op. Han lod geværet falde ind mod kinden, og holdt sit øje mod kikkertsigtet. Så fandt han mit hoved og lod korset hvile midt imellem mine øjne. Derefter trykkede han let på aftrækkeren, og så mig blive kastet bagover og falde om. Bogdan startede roligt bilen og kørte fra stedet. Valko var ikke i tvivl. De gad ikke engang undersøge om jeg var død. Nedskydningen sammen med et højt pres på deres meddelere og allierede i miljøet ville normalt skræmme nogen til at tale. Men jeg var ikke en del af svindelen.

I sommeren 2010 holdt vi sommerferien ved Sortehavet i et feriecenter i Bulgarien. Vi havde lejet to toværelses lejligheder overfor hinanden, men ved ankomsten kunne det pludseligt ikke lade sig gøre. I stedet fik vi to lejligheder på 4. etage men i hver sin opgang.
Den første nat sov vi som sten, men den anden aften på hotellet blev det et frygteligt uvejr. Himmel og jord stod i et og jeg frygtede faktisk for, at Sortehavet ville skylle ind over os.
Jeg kunne ikke sove. Uvejret, min kones snorken og støj fra naboen gjorde det umuligt at sove. Efter en time hørte støjen dog op, og også elementernes rasen døde ud. Vi var i "orkanens" øje. Min kones snorkede fik mig til, at vælge at sove i stuen. Det lykkedes kun nogenlunde.
Jeg bevægede mig nu ind i en døs. Ved tretiden fik jeg en svag fornemmelse af, at der var noget galt. Der var helt stille. Egentlig sov jeg, men min bevidsthed var vågnet en anelse, og jeg fornemmede at der var nogen ude på trappen. Jeg var tung i hovedet, og der var en kemisk duft i rummet som ikke havde været der før. Jeg åbnede døren til altanen og fik noget frisk luft ind.
Nu hørte jeg alle dørhåndtagene ude på gangen forsigtigt blive trykket ned ét ad gangen og alle dørene forsøgt åbnet. Nogen var altså på vej op ad trappen som mærkede efter om alle dørene var låst. Der var to personer, for jeg kunne tydeligt høre de stemte s'er fra deres hvisken.
Fra sovesofaen kunne jeg se lyset fra sprækken under døren ud til gangen. Lyset herfra strålede vandret hen over det blanke flisegulv. Selv et sandkorn kastede en skygge.
Da lydene kom nærmere, kom jeg i tvivl om jeg havde låst døren. Pludselig blev der helt stille. Der gik en evighed imens jeg stirrede på fire mørke striber i lyset hen over gulvet.
Stadig intet.
Men pludselig gav håndtaget et klik og bevægede sig langsomt nedad. Da den stoppede fik døren et let skub.
Jeg holdt vejret, og forestillede at jeg sov. Døren var heldigvis låst.
Efter en tid slukkede lyset på gangen og der blev stille.
Men hvad nu? Børnene -, havde de mon låst døren? Jeg måtte hellere sikre mig. Jeg måtte ud i total mørke uden at vide om der stod nogen og ventede et sted i mørket.
Men først måtte jeg have kontaktlinserne på i en fart. Efter at have fået den venstre på, tabte jeg den højre på gulvet. Jeg ser ikke meget uden mine linser, men lyset fra gangen skinnede fortsat vandret hen over gulvet.
Det lykkedes mig med hovedet helt nede i gulvhøjde at skimte linses buede overflade som vendte opad. Det ville suge den fast til gulvet hvis den var våd. Jeg satsede på at den var tør, og slikkede på min pegefinger, holdt den hen over linsen og førte den lodret nedad.
Min følelse ved berøringen svarede ikke til min forventning. I mørket føltes linsen både for stor og for fjedrende. Jeg holdt fortsat fingeren på kontaktlinsen, mens jeg stak hovedet tættere på for at kunne se den tydeligt.
Da jeg kom tæt nok på så jeg nu, at jeg sad med pegefingeren plantet ovenpå en stor sort edderkop. Den lignede ikke nogen edderkop jeg havde set før. Ingen hår, ingen aftegninger, intet. Kun en stor kuglerund skinnende blank sort krop med små kulsorte ben.
Normalt ville jeg have fundet noget at slå den med, men det med fingeren havde åbenbart gjort den passiv. Heldigvis havde jeg set min linse ligge lige ved siden af mig, og jeg samlede den hurtigt op med venstre hånd. Nu trak jeg hurtigt min højre pegefinger til mig, tændte bordlampen og satte linsen i.
Til min forbløffelse så jeg nu, at edderkoppen ikke var stukket af, men stod truende og angrebslysten foran mig på gulvet. Jeg snuppede hurtigt en deodorantspray fra bordet. Den virker normalt når et insekt bliver agressivt.
Jeg fyrede en ordentlig dosis af lige i hovedet på den. Det blæste den et stykke tilbage, men nu angreb bæstet mig.
Edderkoppen havde efter al sandsynlighed spændt nogle tråde ud i stuen, for den angreb mig i nogle lange vandrete spring på ca. en meter. Jeg måtte springe baglæns ind på badeværelset, mens jeg fortsatte med sprayflasken. Lidt efter havde jeg bevæbnet mig så godt, at det var min tur, men da jeg kom ind i stuen var bæstet væk sammen med trådene. Der var heller ikke nogen ude på trappen mere.
Nu dukkede den tanke op i mig, at de to ikke var rigtige listetyve, men at det var dem som havde sendt bæstet ind under døren og måske også skulle hente den igen. Jeg skyndte mig over for at se til børnene og forklarede dem, at de ikke skulle åbne for nogen.

Tre måned efter ferien i Bulgarien mærkede jeg under morgenbadet, et sted i armhulen hvor noget føltes forkert. Jeg gjorde mig færdig og fandt mine læsebriller. Der gik lidt tid inden jeg fandt stedet, men det eneste jeg kunne se, var et en millimeter stort prik som var lidt mørkere end huden. Det var underligt, tænkte jeg. Jeg havde aldrig set en hudorm i en armhule før.
Jeg klemte nu med begge pegefingre og ud kom der ganske rigtigt noget som lignede en hudorm. Men under den kom der noget som lignede en tynd plastkapsel med en meget tynd tråd som var rullet op som en fjeder og som endte i en tynd glat tråd. Kapslen var ikke over 5 mm lang og tråden højest 20 mm lang.
Jeg var virkelig rystet. Det måtte betyde, at det lille bæst af en mekanisk edderkop havde stukket mig i armhulen mens jeg sandsynligvis havde været halvt bedøvet. Da jeg ville gemme dimsen var den desværre forsvundet.

Her er hvad jeg fandt frem til:
Jeg har senere fået fortalt, at da den kommunistiske overvågningsstat ophørte, stoppede statens forskning i overvågningsudstyr. Forskerne blev arbejdsløse. Kun de bedste og mest udspekulerede havde dog stadig en mulighed for at fortsætte. De blev tilbudt at arbejde for mafiaen.
Måske har nogen opdaget et kendt navn på listen over rejsende til Bulgarien, og have haft et ønske om at vide om jeg skulle møde nogen under besøget.
Enten må de have været tilfredse med det de har set, eller også er sagen blevet løst i nogle af de seneste voldsomme opgør, som den bulgarske mafia har været indblandet i.
De repressalier man ellers ville have kunnet forvente, er i alt fald udeblevet.