I
   Her sidder jeg nu som en gammel mand. Men dengang det jeg her skal fortælle jer om tog sin begyndelse, har jeg vel været omkring 12 år gammel. Min far kunne ikke længere finde arbejde der hvor vi boede og derfor havde vi været nødt til at flytte nordpå, hvor min far fik arbejde på et stort gods ved Ferrere på Po-sletten.
   Arbejdet på godset omfattede hele vores familie, som bestod af min far Paolo og min næsten voksne storebror Salvatore, min mor Margarita som stadig ammede min lillesøster Teresa og så jeg selv.
   De seks boliger som landarbejderfamilierne på godset boede i, var bygget sammen i et kvadrat i to etager. I bygningen var der også plads til at hver familie kunne have en gris og nogle høns. Og rundt om bygningen var der små jordstykker som familierne dyrkede deres grøntsager på.
   Jeg husker stadig hvordan de andre fem familier bød os velkommen med blomster. Men jeg husker også, at vi snart efter velkomsten mærkede, at vi som de sidst ankomne blev regnet som de nederste i det hierarki som eksisterede blandt de seks familier.
   Godsejeren som var først i tresserne, havde stadig et fast greb om godsets drift og han var vellidt både på egnen og blandt sine ansatte. Han var en praktisk anlagt mand, men uvished gjorde ham rastløs. Da høsten betød alt for godset, fik uvisheden om høstudbyttets størrelse indtil høsten var overstået, godsejerens rastløshed til at bryde frem hvert år når høsten nærmede sig. Derfor havde han gjort høstarbejdet til en kappestrid mellem familierne.
   Godsejeren fordelte de kornmarker som skulle høstes mellem familierne, efter et system han selv havde lavet, og som han år for år udviklede og justerede videre på. Alle familiefædrene havde værdien én, mens kvinder og børn blev angivet med en decimal heraf. Tallet var bestemt ud fra køn, alder og øvrige pligter. Fordelingen skete ved at hver familie fik tildelt et tilsvarende stykke af kornmarken som den udgjorde af den samlede sum.
   For at sikre at høsten kom hurtigt i hus udlovede godsejeren hvert år et års skolegang for et barn, til den familie som blev først færdig. Det barn som blev sendt i skole var dog samtidig forpligtiget til i et vist omfang at lære de øvrige børn at læse, skrive og regne. Dengang var arbejdsgivere som havde hele familier ansat forpligtiget til at sørge for at de ansattes børn fik kendskab til at læse og regne.
   Konkurrencen var de tre foregående år blevet vundet af familien Lorenza, som var den største og mest dominerende af familierne. Lorenzaerne, eller rettere sagt "mama Lorenza", havde i hvert af de tre år familien havde vundet, valgt at sende den yngste af sønnerne, som hed Alonzo, i skole. Ingen andre forstod hvorfor. For han var den dårligst begavede af alle på godset,og mange mente at man roligt kunne udvide det til også at omfatte alle dyrene. Men han var sin mors yndling og hun håbede at skolen kunne bringe ham på niveau med hans alder. Men intet hjalp. Drengen var ulykkelig, lærerne og de andre elever hundsede med ham og drillede ham og børnene på godset fik intet lært. Kun mama Lorenza var glad og overså alle problemer. "Min søn går i skole" sagde hun til alle.


II
   En gang imellem skete det at jeg vågnede så tidligt at jeg kunne nå at løbe ud til mit hemmelige sted, som lå på en skråning hvori der var en hulning med træer og buske. Når jeg var der, eksisterede tiden ikke. Jeg lå bare og kiggede ud over sletten og følte naturen, - regnen, vinden og duftene.
   En morgen lige før høst hvor jeg var vågnet tidligt, lå jeg og kiggede ud over hvedemarkerne i morgengryet. Solens stråler ramte morgendisen og fik markerne til at se ud som var de lavet af guld og jeg tænkte at jeg boede det smukkeste sted i verden.
   Jeg rev et aks af et strå og så hvordan naturen havde anbragt kornene så de sad på række. Så førte jeg akset gennem hånden mens jeg holdt tommelfingeren mod det så kornene faldt af. I tanker sorterede jeg nu ubevidst kornene, så kun de største og pæneste blev tilbage.
   Pludselig opdagede jeg at godsejeren stod lige bag mig. Han må have stået der en tid. Han nikkede mod mig og derefter mod min hånd og sagde
   "Vor herre sørger hvert år for er der er langt flere frø end der kan spire, men Jorden skelner ikke mellem gode og dårlige frø, men lader alt det vokse som kan og vil vokse."
   Her lavede han en pause inden han sagde:
   Vi mennesker er sat her på Jorden for at sortere, ligesom jeg lige har set dig gøre det. På Jorden er det menneskene som gør en forskel. Et menneske kan vælge".
   Da jeg kom hjem spurgte jeg min mor om godsejeren aldrig selv havde fået børn. Men min mor smilede blot til mig og rystede på hovedet.
   Hver år tog det seks dage at høste og der var tradition for at alle spiste sammen aftenen før man blev færdig med arbejdet. Det var første år vi var med, og jeg tror at alle forventede at høsten ville forløbe som den plejede, undtagen min far. Men han hverken sagde eller gjorde noget som var anderledes end han plejede.
   Alle familierne arbejdede hårdt og blev ved så sent de kunne. Til fællesspisningen den 5 dag i høsten, var alle meget trætte. Alle håbede stadig at deres familie ville vinde, for der var stadig næsten dødt løb. De fleste orkede kun lige at spise inden de lagde sig for at sove. Den aften var min far blevet så dårlig at han havde lagt sig straks efter at have spist den mad mor havde hentet til ham.
   Vi håbede selvfølgelig at han var frisk igen næste dag for jeg kunne mærke på far at han havde besluttet at han ville vinde. Derfor var det vigtigt at vi kom tidligt op. Men da jeg vågnede så jeg straks at min far var væk. Jeg skyndte mig at vække mor, men hun så både bange og forvirret ud mens hun prøvede at berolige mig. Vi nåede lige netop at spise inden vi fulgtes med de andre i marken.
   Inde i mit hoved gættede jeg hele tiden på hvad der var sket med far. Jeg kunne se på min mors og min brors ansigter, at de gjorde det samme mens de prøvede at svare på de andres spørgsmål om hvor vores far var. Men på vejen derud så jeg pludselig at der var nogen ude på marken, og da vi kom nærmere kunne jeg se, at det var far og at han allerede havde høstet et stort stykke. Min far havde tænkt at vi jo kunne sove længe den næste dag som var søndag. Lorenza familien og nogle af de andre begyndte straks at skælde min far ud. Men min far fortsatte blot sit arbejde og vi andre gik straks i gang med at binde neg op mens vi lod Lorenza familien spilde yderligere tid på at skælde ud. Derfor var det os som blev først færdige det år.
   Lorenza familien fik aldrig mulighed for at klage over den måde vi vandt på. Da godsejeren overrakte præmien, skar han så hurtig og effektivt igennem, at alle de forsøg de gjorde hurtigt blev afvist. På vejen hjem hørte jeg min far sige til min bror "Næste år bliver det sværere".
   Lorenzo familien tilgav ikke min far. Han måtte slæbe som et bæst hele det næste år og min fars ryg blev dårligere. Jeg husker hvor irriteret jeg var over det med fars ryg som teenager. En gang nægtede jeg endda at følges med ham til sommerfesten inde i byen. Jeg skammede mig over min far og jeg følte at det var pinligt at blive "udstillet" sammen med hans skæve ryg.
   Det gik mig heldigvis godt i skolen. Jeg fik gode karakterer. De andre børn drillede mig en del. De syntes jeg var for ivrig efter at lære og efter at gøre som lærerne sagde. Men jeg var videbegærlig og lektierne faldt mig let.


III
   Det kan måske lyde underligt, men Alanzo var efterhånden blevet min bedste ven. Hans mors omsorg for hende lille efternøler havde gjort ham rund og klodset. Men han var en kærlig dreng som holdt af alle og som altid troede det bedste om andre. Han var især glad for dyrene som han vidste alt om. Ikke lige det som står i bøgerne, men han kunne leve sig ind i hvert enkelt dyrs verden i en så usædvanlig grad at det, selv her så mange år efter, stadig kan forbløffe mig. Selv i dag kan jeg ikke tænke på naturen uden at tænke på Alonzo.
   Alonzo var altid glad når jeg så ham. Jeg har set ham græde når han slog sig, men kun én eneste gang så jeg en følelse som var stærk nok til at han ikke helt kunne stoppe den. Det var en dag vi var gået ud i et område med eng og skov, og Alonzo viste mig hvor meget fuglene måtte slide for at skaffe mad til deres unger. Derefter viste han mig en rede han havde fundet med en gøgeunge. Alonzo forklarede mig om den store fugleunge og de små værtsfugle som måtte arbejde ekstra hårdt. Pludselig stoppede han og med blanke øjne mumlede han, at det vist var på tide at komme hjem.
   Da nu den anden høst hos godsejeren nærmede sig, sagde min far, at vi alle måtte forberede os på, at stå tidligt op den sidste dag, da hele Lorenza familien sikkert ville gøre det samme. Far og Salvatore havde en tid forinden været af sted en søndag til en fest i fars familie, og de tog nu hver en pose frem. Far havde i hemmelighed gennemtænkt en ny le som havde et bedre skær og var lettere at slibe i marken og som samtidig var både lettere og bedre i balance når man brugte den. Derefter havde han bestilt dem gennem sin familie for ikke at de øvrige familier på godset skulle opdage noget. Som betaling havde hans familie fået en sæk fyldt med trælegetøj som min far havde lavet i nogle af de få ledige øjeblikke han havde. Det var meningen at hans familie så kunne sælge legetøjet på markedet i deres egen by.
   Min far bad mig nu om selv at se efter at bytte med mor hvis jeg kom bagud med at binde op, så jeg kom til at binde op efter ham og mor efter Salvatore. Han viste os også en måde som han havde udtænkt til at binde negene op på, som var lidt lettere end den måde vi plejede at gøre det på. Men alt dette, sagde far, skulle vi først begynde at gøre fra den anden dag i høsten, når der var faldet ro over de andre familier. Selv om vi alle måtte stå tidligt op den sidste dag, vandt vi igen og jeg kunne fortsætte i skolen.
   Det tredje år måtte vi gøre alt det vi havde gjort de to første år, og far bad os desuden om, at følge et nøje planlagt skema som gav os maksimal tid i marken. Desuden skulle vi lukke ørene med voks hver gang vi hvilede, for at gøre ethvert hvil til dyb søvn.
   Gennem min fars evne til at opsplitte alle processer med betydning for høstarbejdet i en række mindre enkeltprocesser, og derefter sætte sig ind i hver enkel proces, for at få bedre overblik over hvor der var mest at hente, lykkedes det at få vores familie til at vinde hvert år indtil jeg gik ud af skolen.
   Jeg fik en virkelig flot afsluttende eksamen med de højeste karakterer som skolen nogensinde havde givet. Min far strålede som en sol. Han blev ved med at klappe mig på skulderen. Igen og igen roste han mig. Jeg havde gennemført min del perfekt. Dermed var den opgave han havde stillet sig selv også løst perfekt.
   På vejen hjem sagde far til mig "Husk, at for at være den bedste må du vide mere end de andre. Dit mål skal altid være indsatsen værd. Vend hver sten på vejen og find det de andre ikke fandt. Udforsk det og find de love som ligger bag. Først da er du den bedste. Men husk et skridt ad gangen. Det du kan i dag det kan de andre i morgen."
   Derefter fortalte far mig, at han dengang hans fysik begyndte at blive svækket, havde sat sig for at opveje det, ved kun at bruge sine kræfter på at nå mål som det var mulig for ham at nå, og som kunne sikre familien en bedre fremtid. Da han opdagede, at jeg havde et godt hoved havde han besluttet, at satse sine sidste kræfter på at sikre alle sine børn de bedste muligheder gennem mig.
   Da vi kom hjem fra skolen blev min far og jeg kaldt op på godset. Godsejeren roste både min far og mig og sagde at vi havde kastet glans over hans gods. Han takkede mig for at have undervist de andre børn så de var blandt de bedste landarbejderbørn i Ferere området, og derefter overrakte han mig en pengegave.


IV
   Jeg ville gerne studere videre og da mine eksamensresultater var rigtig gode, håbede jeg på at få tildelt et legat. Der gik da også forbavsende kort tid inden det lykkedes. Og det, sammen med en række af andre hændelser fik mig til at føle at nogen holdt en hånd over mig. Jeg tænkte selvfølgelig på godsejeren. Måske fordi jeg tænkte på ham som et ordentligt menneske og havde set op til ham som et forbillede fra den første gang jeg så ham. Nogen havde engang fortalte mig at han, da han selv gik i skole, havde fået hjælp til lektierne af en landarbejders søn som ikke selv gik i skole.
   Jeg gik nu i gang med mine studier, som fuldstændig opslugte al min tid. Da min far blev alvorlig syg godt et år efter at jeg var begyndt på min videre uddannelse, vendte jeg tilbage til min familie nogle dage. Men allerede den første ugen efter at jeg var kommet tilbage kom der besked fra mor om, at far var død.
   Begravelsen blev noget forhastet. Og selv om jeg fik snakket en del med mor om far, så nåede vi ikke dybere end til minderne.
   Efter krigen fik Alonzo sin egen gård. Og da jeg mange år senere besluttede mig til, at møde ham igen, var det som at finde en gammel flaske som er skyllet op på tidens strand. Åbner man den, strømmer ånden fra dengang ud og indhyller en i følelser og stemninger fra dengang og gør de billeder som man har beholdt inde i sig selv levende igen.
   Det var en behagelig og tryg stemning som jeg nu genoplevede og som jeg derfor prøvede at fastholde. Men en anden og stærkere følelse var med voldsom kraft på vej op til overfladen. Jeg kunne mærke at min bevidsthed rutinemæssigt prøvede at skubbe den bort. Men denne gang blev min bevidsthed så overrasket over den styrke følelsen skød frem med at den ikke kunne standse den. Det var de følelser som dukkede frem hver gang jeg nærmede mig minderne om min far, de følelser som jeg skulle have snakket med mor om da far blev syg eller dengang min far blev begravet. Men herefter var tiden forpasset og jeg nåede ikke at aldrig at få snakket med min mor om mine følelser om alt det om far, men denne gang lod de sig ikke bremse.
   Siden min far døde havde jeg ikke kunnet tænke på ham uden at føle skyld. Det sad dybt i mig, og jeg blev nu nødt til at erkende og acceptere, at min fars havde slidt sig selv op for min skyld. På de dage hvor vi dengang alle havde fri og vi havde kunnet gøre noget sammen, havde jeg ikke villet kendes ved ham.
   Men med i følelsen var også gemt den oplevelse, at jeg som dreng havde stået med knyttede næver og set min far blive uretfærdigt behandlet, uden at kunne gøre noget og uden at far selv ville gøre noget.
   Her ved slutningen af mit aktive arbejdsliv blev jeg nu tvunget til at gøre status, og se hvad der havde skabt mit liv. Jeg så nu det som er mig skabt af følelser fra en række situationer som var blevet gentaget i hvert livsafsnit. Først som en fysisk handling, dernæst som en del af mit følelsesliv og nu som åndelig vished.
   Jeg så nu pludselig også, at den afstand jeg havde skabt til min far i teenageårene var en almindelig del af det at blive et selvstændigt voksent menneske. Det han sammen med mor havde gjort var at følge alle forældres naturlov, at hjælpe deres børn ved at fjerne de sten som de kan se ligger på deres vej for at sikre dem det bedste udgangspunkt for resten af deres liv.
   Men overfor alt dette stod mit arbejdsliv og den glæder som mit arbejde altid havde givet mig ved at tilfredsstille den nysgerrighed overfor naturen som havde drevet mig gennem mine studier og derefter gennem hele mit arbejdsliv, stammede fra en, som alle andre kun havde set som en stor dum, fed og klodset dreng.



V
   Efter at Alonzo og jeg have omfavnet hinanden og udfyldt de huller i vores fælles hukommelse som årene havde skabt, præsenterede han mig for sine børn, svigerbørn og børnebørn som "Min kære ven hr. professoren fra Rom".
   Efter jeg modtog mit professorembede har jeg rejst over det meste af verden og har været gift to gange, men uden at få børn. Alonzo derimod, fik sin gård og blev gift tidligt, og havde masser af børn og børnebørn. Og han havde aldrig foretaget en rejse længere væk end til Bologne.
   Herefter talte vi sammen en tid om stort og småt, og jeg viste ham en afhandling jeg havde skrevet om påviselige lovmæssigheder i naturen. En afhandling hvortil hans indlevelse i naturen havde været den væsentligste inspiration.
   Alonzo kiggede høfligt i afhandlingen. Derefter rejste han sig og kaldte alle til bords. Så vendte han sig mod mig og sagde "Alt det der forstår jeg ikke noget af, men sådan en dag som i dag hvor solen smiler og jeg sidde her for bordenden sammen med min kære kone og alle mine kære her under det første træ vi plantede da vi kom hertil. Bare sidde her og høre børnenes glade stemmer, eller genhøre alle de gode minder og de samme kærlige drillerier, mens vi alle mættes af maden og føler vinen og varmen. Da kan det ske, at det er som om at tiden næsten går i stå og at lydene forsvinder. Og når jeg så ser ud over alt det som jeg synes er mit så ligge det ligesom i et særligt lys. Da føler jeg, at jeg har fået tildelt en lille bid af naturen hvor jeg har gjort en forskel. Og dog har jeg ikke gjort andet end det alle andre levende væsner gør og som jeg er sat her for, - jeg har fulgt min natur."
   I det svindende dagslys tog jeg afsked med Alonzo. Og da jeg kørte bort og forsigtigt havde fulgt vejen rundt om gården, fik jeg igen øje på Alonzo. Han var allerede nået tilbage og i skæret fra alle lysene på bordet og inde fra huset, så jeg ham grinende med et vinglas i hånden forsøge, at få bolden fra sine børnebørn.
   Billedet har ætset sig fast på min nethinde.