Under forhandlingerne efter krigen kunne Stalin mærke på de andre statsledere, at de så ham som en rå og brutal diktator. En følelse han allerede havde mærket i de sidste uger af krigen. Stalin følte selv, at han var den største statsleder af dem alle, og at de andre derfor burde vise ham respekt. Deres afvisning af ham, fik ham til at ønske et nyt Storrusland hvor alt var større og bedre end i det kapitalistiske Vesten.
Stalin havde derfor allerede ladet NKVD (tidlig KGB) oprette en ny afdeling, der udelukkende havde til formål at få Rusland til i enhver henseende at fremstå som verdens førende nation og i enhver henseende overgå alle USA's prestigeprojekter. Desuden skulle afdelingen få USA's ledelse til at fremstå på en komisk måde.
På de oprindelige dokumenter om oprettelse af afdelingen er der nederst på alle siderne, med Stalins håndskrift tilføjet "og gøre den Amerikanske præsident til grin".
Afdelingen havde fra starten kun en medarbejder. Det var Vasja Petropov fra den snart opløste russiske 61. armé, der som den første startede i afdelingen i de sidste dage af krigen. Vasja Petropov blev født i Rusland i 1920, som søn af en fattig landarbejder. Han blev indkaldt som værnepligtig i 1938, og forfremmet til "starshina" (oversergent), da Tyskland angreb Rusland i 1941. Han var blevet udvalgt af NKVD efter at de havde udsendt opslag til hver af de enkelte hærenheder, med efterlysning af personer som var særlig gode til at finde og udstille deres kammeraters særheder. Vasja Petropov var straks blevet foreslået. Han var netop kendt for at kunne finde en humoristisk vinkel på alt. Alle kendte også den vittighed, som han engang havde fortalt, og som var blevet fortalt på møder i hæren på stadig højere niveau indtil den var nået frem til Stalin. Stalin skulle efter sigende, efter at have fået den fortalt fire gange og efterfølgende havde fået pointen forklaret, havde sagt "Ja den var sjov, det kalder jeg humor"
I historien fortæller en NKVD mand en kollega om en borger som er blevet angivet af sin nabo for, efter at nyheden om Trotskys død havde bredt sig, at have sagt "ja, det kan jo ske for os alle" og som derfor var blevet foreslået til et forhør. En nyansat som hører samtalen, spurgte dem om det virkeligt var nødvendigt at foreslå et forhør på den baggrund. De to NKVD mænd kiggede på hinanden og derefter på den nye, og sagde "Vi sagde ikke "foreslået" vi sagde "forslået"
Da Vasja Petropov mødte på kontoret den første dag lå der to dokumenter i hans indbakke. Det ene handlede om en ung Amerikanske journalist Roy Carter, som netop var kommet på NKVDs lønningsliste. Han var ansat ved det Det Hvide Hus pressetjeneste, hvor hans job var, at skrive taler til præsidenten og til medlemmerne af hans stab. Dokumentet beskrev hvordan han var blevet hvervet, samt hvilke områder han beskæftigede sig med.
Det andet dokument beskrev de russiske hæres hurtige fremrykning i Tyskland, og hvilke større tyske byer de ville kunne nå indenfor det næste døgn. Desuden udtrykte hærledelsen i dokumentet sin frustration over, at alle større byer allerede var erobrede af engelske og amerikanske faldskærmstropper inden de nåede frem.
Vasja Petropov havde hele dagen for sig. Hans chef havde ved ansættelsen sagt, at hvis det lykkedes ham at gøre den amerikanske præsident til grin, ville Stalin personligt komme og forgylde ham og hans familie. Hans intuition havde dog samtidig sagt ham, at kom han til at lave bare et enkelt lille fejltrin, så ville det i stedet blive Stalin som blev til grin. Så ville Stalin sikkert også komme personligt, men det ville være for at bruge ham til en bunden opgave, hvor Stalin storsmilende ville hælde 8 m3 hurtigttørrende beton ud over hovedet på ham.
De to dokumenter udgjorde afdelingens samlede beholdning af ubehandlede indberetninger. Vasja Petropov satte sig nu til, at prøve på om det kunne lykkes ham, at kombinere indholdet af de to dokumenter på en måde så han undgik at Stalin dukkede op for at medvirke til at han blev stiv i ledene og fik gråt hår før tiden. Vasja Petropov læste først dokumentet om Roy Carter. Han forsøgte at gætte, hvad han ville kunne få indføje i en tale i sidste øjeblik, som kunne gøre den amerikanske præsidents til grin. Den svære del var at ingen måtte opdage det før det var for sent. Uden at vide hvad han ledte efter, læste han herefter dokumentet fra den russiske hærledelse. Hans øjne faldt nu på tre Tyske bynavne som hans gamle klassekammerater fra engelskundervisningen altid havde lavet skæg med. Efter en kort overvejelse ringede han til hærledelsen, og bad dem om først og fremmest at forsøge at omringe Hamburg, Berlin og Frankfurt. Efter samtalen nedskrev han sin idé i et tredje dokument, som han vedhæftede de to andre. Derefter fandt han et sags omslag, gav det nummeret 1/1945, lagde dokumenterne heri og arkiverede den i et stålskab. Da klokken slog fem kørte han glad hjem til sin kone. Herefter glemte han hurtigt alt om sagen.
SAS Office of Strategic Services (OSS), som var forløberen for CIA, havde under 2. verdenskrig til opgave, at indsamle oplysninger med interesse for den amerikanske stat, samt gennemgå dem for motiver og sammenhænge. Ingen udenfor de enkelte korps ved præcist hvor fremsynet man forventede de enkelte medarbejdere skulle være. Afdelingen havde netop ansat en ny ung
medarbejder som hed Elvis Brains. Elvis havde en sproglig/matematisk uddannelse og skulle beskæftige sig med kodning og koder.
Da det tyske 3. rige kollapsede i 1945, rykkede den russiske hær så hurtigt frem, at de vestlige lande måtte nedkaste faldskærmstropper i nogle af de større tyske byer for ikke at miste for meget til russerne. Da den russiske hær helt uventet og tilsyneladende uden grund ændrede retning, og gik efter at omringe Berlin, Hamburg og Frankfurt, havde hærledelse brug for en hurtig forklaring. Det gav ingen mening eftersom amerikanske og engelske faldskærmstropper allerede havde erobret byerne. OSS agenter i Tyskland gav derfor straks oplysningerne videre til hovedkvarteret i USA og bad dem samtidig om hurtigst muligt at sende dem instrukser om hvordan de skulle forholde sig. Russerne ville indenfor få timer nå frem til Berlin, og ville kunne nå de to øvrige byer inden aften. Nogle af OSSs dygtigste medarbejdere blev straks sat på opgaven med at finde årsagen til russernes opførsel og deres iver efter at nå så hurtigt frem. Men ingen kunne finde en sandsynlig årsag. Heller ikke den nyopfundne elektronhjerne som straks var blevet fodret med alle oplysninger.
Efter to timer var man ikke kommet nærmere en løsning. Man overvejede at give op, da Berlin nu allerede var omringet. Intet havde hjulpet, lige indtil den nyansatte Elvis Brains kom forbi på vej ned efter sin frokost hamburger. Da han hørte problemet sagde han straks "Forbandet, ring tilbage til dem, og bed dem holde Russerne tilbage fra at omringer Hamburg, Berlin og Frankfurt.
18 år senere i 1963 hørte Vasja Petropov, som i mellemtiden var blevet major, tilfældigt nogle af sine kollegaer tale om, at det snart var på tide at stoppe udbetalingerne til den første agent som afdelingen havde ansat. Agenten blev snart 55 år, og han havde aldrig sendt en eneste rapport som kunnet bruge til noget som helst. Nu havde han så sendt en ny rapport som handlede om, at præsidenten skulle på en rejse til Berlin hvor det var meningen at han skulle holde en spektakulær tale til indbyggerne.
"Igen en komplet ligegyldig rapport fra den skørtejæger som render rundt og leger James Bond" sagde hans kollega.
Vasja Petropov spurgte, om han måtte se rapporten, da der var noget ved den som virkede bekendt. Så snart han så at det var fra Roy Carter, huskede han igen sin første dag på kontoret.
I rapporten skrev han, at han for nyligt blevet udnævnt til pressechef i Det Hvide Hus, og dermed havde det endelige ansvar for præsidentens taler. Desuden bad han om at få tilsendt endnu et af de store glas af KGBs elskovstabletter, da det glas han havde fået i sidste ugen allerede var sluppet op.
Nu fandt Vasja Petropov sag nr. 1/1945 frem fra stålskabet. Majoren grinede højt ved tanken om, at hans 18 år gamle idé nu måske alligevel ville kunne gennemføres. Selv om Stalin for længst var død, havde afdelingen fået lov at fortsætte sit arbejde. Vasja Petropov gik straks i gang med at sende en kodet besked til Roy Carter, om hvad der skulle indføjes i præsidentens tale. Et par dage efter kom der besked tilbage fra Roy Carter. Han skrev at han havde forstået, at han i stedet for "Berlin" skulle skrive "en syltetøjs donut", og at det bestemt ville gøre præsidenten til grin.
Vasja Petropov vidste udmærket at præsidenten ville blive til grin hvis Roy Carter ændrede "Berlin" til "en syltetøjs doughnut" i talen. Men det ville være den Russiske præsident som ville blive til grin, når årsagen kom frem. Selv om præsidenten nu hed Nikita Khrushchev, så fik tanken om det som ville følge ham alligevel til at stivne.
I 1945 havde Elvis Brains lagt en besked ind i CIAs daværende datamaskine om, at hvis den amerikanske præsident, nogensinde, i en tale, skulle hylde en af de tre tyske byer Berlin, Hamburg eller Frankfurt, så skulle han straks have besked herom. Da CIA gennem årene havde haft flere forskellige datamaskiner, var alle afdelingens data helt fra starten, blevet konverteret hver gang CIA havde indkøbt en ny maskine. Da CIAs nuværende datamaskine modtog oplysninger om præsidentens tale i Berlin, gik der en hel uge, inden en af medarbejderne ved et tilfælde fik øje på en side, som var kommet ud af printeren som sidste side efter en rapport. På siden stod. "VIGTIGT - vedrørende præsidentens tale i Berlin 26. juni 1963. Venligst kontakt Elvis Brains". Desuden stod der oplysninger om anledningen, stedet og tidspunktet.
Elvis Brains havde taget en fridag den dag. Men da der stod på siden, at det var en vigtig besked og datoen desuden var samme dag, ringede medarbejderen til Elvis Brains privat. Medarbejderen fortalt nu Elvis Brains, om den side som var kommet ud af datamaskinen. Efter at Elvis havde spekuleret i nogle minutter, kom han i tanke om hvad beskeden betød. Han så på sit ur. Der var to timer til talen skulle holdes. Da han vidste at det umuligt kunne nås af de officielle kanaler, tænkte han straks på at en af hans øverste chefer boede i nærheden. Hurtigt tog han telefonen og ringede. Telefonen var optaget. Han ventede et minut - stadig optaget. Han ventede to minutter - stadig optaget. Han egen bil var på værksted og hans kone var kørt i sin. Hurtigt sprang han på sin cykel og cyklede de godt 4 miles til CIA chefens bolig. Men på vej op ad indkørslen blev han stoppet af en sikkerhedsvagt, og da han havde glemt sin CIA-ID tog det tid inden det lykkedes ham at møde chefen. Det skete først efter at CIA afdelingschefen selv havde genkendt ham. Derefter blev han vist op til et kontor på 1. sal. På vej op ad trappen hørte han husets frue, som stadig plaprede glad af sted i telefonen med en veninde.
Elvis Brains satte nu CIA chefen ind i situationen. Chefen ringede derefter til en person direkte i nærhed af præsidenten, og gav han de oplysninger han skulle bruge. Derefter ringede han til Security og bad dem arrestere præsidentens pressechef Roy Carter.
Efter 10 minutter blev der ringet tilbage fra Berlin. Præsidenten havde været i god tid og talen var derfor allerede overstået. Elvis Brains følte sig helt knust. Efter sin store indsats var han skuffet over at han på trods af sin store forudseenhed, ikke havde kunnet afværge at talen blev holdt. Men nu var talen holdt, nu måtte man se hvad der skete.
CIA havde længe haft mistanke til præsidentens pressechef, uden dog at kunne fange ham i andet end at klæde sig som James Bond og lægge an på de kvindelige ansatte. Kvinderne havde dog hurtigt vænnet sig til at pille elskovspiller op af deres krus i kaffepauserne.
Roy Carter blev arresteret i lufthavne med en kuffert og en enkeltbillet til Moskva. Han havde sit "James Bond" tøj på og et falsk brunt overskæg. Han havde farvet sit lyse hår brunt, men havde glemt et stykke i nakken i farten. Da sikkerhedsfolkene fik øje på ham, så de at han puttede et stykke papir i munden, som han prøvede at sluge. Efter at sikkerhedsfolkene havde blokeret hans spiserør, lykkedes det dem at sikre det fældende beviset for hans medvirken i sammensværgelsen. På papiret stod. "Du skal skrive "ein" foran Berliner. Husk det nu "Ich bin ein Berliner" og ikke "Ich bin ein jelly doughnut" dit fæhoved".
Elvis Brains sagde senere. "Det er godt at så mange, verden over ikke gider lære tysk. Hvis alle kunne tale tysk, ville skaden have været uoprettelig".
Kennedy overrakte personligt i august 1963 DIA Meritorious Civilian Service Medal til den ukendte 38 årige CIA officer, Elvis Brains. For udvist initiativ og for at have bevaret sit kølige overblik i en presset situation.
Elvis Brains blev dekoreret for sin indsats for at afværget en russisk sammensværgelse mod den amerikanske præsident. Kennedy takkede Brains og sagde: "If not for you I would have become the laugh of the century".
Vasja Petropovs initiativ blev derimod aldrig belønnet - også selv om det lykkedes ham at gennemføre den første idé han fik på sin første arbejdsdag.