Ole var egentlig i gang med at feje fliserne foran typehusfirmaet AC Nielsen, men Gurli havde hentet ham ind i køkkenet og udstyret ham med en kop friskbrygget kaffe og en hjemmebagt bolle med smør. Nu sad de og småsludrede om løst og fast.
   Gurli var blevet ansat i firmaet til kontor- og rengøringsarbejde for snart 30 år siden. Dengang havde firmaet været en tømrerfirma, men Gurlis arbejdsområde var blevet udvidet en del siden da. Ole kørte lastbil for tømmerhandelen. Men der var ikke så meget der skulle køres mere. Derfor var Ole også havemand hos AC Nielsen, når det kunne passede ind. Byen var egentlig for lille til både at have et typehusfirma og en tømmerhandel. Næsten alle herude var ansat et af stederne, og det gjorde byen totalt afhængig af, at de to firmaer gik godt.
   Pludselig lød der en lang nervøs sætning af biplyde fra telefaxen. Den var blevet flyttet ud i frokostrummet efter at de ikke længere kunne holde den ud inde på kontoret. Maskinen gentog nu bekymret sætningen flere gange. Lidt efter lød der en anden sætning af biplyde, som lød som om nogen prøvede at berolige den. Telefaxen stoppede da også straks og spyttede to ark papir ud. Ole rakte ud efter termokanden og sagde. "Hun behøver ikke at gøre sig til hver gang han siger noget. Jeg vrider lige halsen om på hende, ellers blive hun bare ved."
   Gurli skulle lige til at sige at termokanden havde jagtet telefaxen hele formiddagen. Men Ole var jo jæger, og hvad er det man siger -, en jæger og blot et enkelt forkert ord. Ole gav låget på termokanden et ekstra skru, og straks stoppede biplydene.
   I mellemtiden var døren til frokostrummet blevet åbnet, og AC stak hovedet ind. "Vride halsen om på hvem? - Undskyld jeg forstår vist ikke helt. Gurli, har du set om der er kommet en telefaks fra Dansk Teglimport. Ja det er ret vigtigt. Flere tusinde kroner og . . ." AC fortsatte med nogle utydelige ord som ikke virkede vigtige.
   "Jeg skal nok sørge for, at faxen bliver lagt på dit bord så snart den er her". AC var kommet sent op fordi borgmester Jegstrup var fyldt 60 år dagen før.
   Da AC var gået sagde Ole." Tror du ikke det var den telefaks som kom lige før han mente?"
   "Jo selvfølgelig, men jeg kan da ikke bare sådan lige give ham den inden jeg har læst den. Han er jo blevet så frygtelig glemsom på det seneste."
   "Ja det er da godt at han har fået sine tabletter mod glemsomhed."
   "Ja men de hjælper ham jo ikke meget, når han hele tiden glemme at tage dem."
   Gurli læste telefaxen. Det var den som AC ventede på. I den stod der, at leveringstiden på grønne glaserede tegltagsten var 6 uger fra datoen for ordrebeskæftigelsen.
   Gurli rettede sig op for at tænke. Så vendte hun sig mod Ole.
   "Jeg tror vi får brug for lastbilen sidst på dagen. Men først skal du lige spise den sidste halve bolle på fadet, så jeg kan få vasket op".
   Gurli var også en mester i nødning, og efter at hun havde klaret opvasken, lagde hun faxen ind på ACs skrivebord.


AC. Nielsen insisterede på at bestille alle materialer selv. Han vidste -, eller rettere, han havde tidligere forstået, hvor vigtigt det var for byen at der også kom penge i tømmerhandlens kasse. Men nu kunne han åbenbart ikke overskue det hele længere.
   Længe inden AC afgav bestilling på materialerne til et hus, plejede Gurli at få fat på en materialeliste inde på kontoret som hun så faxede over til Bent på tømmerhandlen. Ellers havde han ikke mulighed for at nå at få alle materialerne hjem i tide.
   På det seneste var der flere hollandske familier som havde købt gårde på egnen, og det havde givet lidt fremgang. På en af gårdene havde stuehuset været så dårligt at det var nødvendigt at bygge et nyt. Huset skulle efter kontrakten være færdig ved ugens udgang. Håndværkerne var næsten færdige, men en ting manglede -, de grønne tagsten. Den "skøre" hollænder havde bestilt grønne glaserede tegltagsten, og AC havde glemt at bestille dem selv om de stod på sedlen. Det var aldrig gået galt før, så da Gurli opdagede det var det fo sent. Blev huset ikke færdig til tiden betød det dagbøder.
   Gurli vidste at Bent havde fået styklisten i god tid. Hun havde ringet til tømmerhandlen men ikke rigtigt fået noget svar. Nu måtte hun ned og finde ud af hvad der var sket.
   På vej ud ad døren så hun, at Ole, som stadig ikke var færdig med at feje fliserne, stod oven på to gamle murerbaljer, mens han holdt to løse gavlbrædder på tørreladen ind mod gavlen med sin kost. Carsten inde fra værkstedet, var i gang med at sømme de gavlbrædderne fast som var gået løse i den seneste storm. Han havde ikke kunnet nå de to sidste fra taget.
   Mens Carsten sømmede brædderne fast begyndte Ole. "To er sværere end en. Jeg kan huske en gang jeg var på jagt og to fasankokke kom flyvende ud fra et hegn. De var kommet et godt stykke fra hinanden, så jeg måtte være hurtig hvis jeg skulle have dem begge to. Jeg svingede lynlynhurtigt rundt og lagde an." Ole svingede selv rundt og lagde kosten an mod skulderen og skød to skud. "Pu, pu. . ."
   Murerbaljerne væltede, og i faldet fik Ole begge gavlbrædder i hovedet.
   ". . . Jeg fik dem begge to." Sagde Ole rejste sig op.
   "Ja begge brædder ramte dig i hovedet."
   "Hvad? . . . Nej, nej, jeg fik begge fasanerne i hovedet . . . nej jeg mener vi fik dem begge med hjemmelavet rønnebærgelé, og sikke en sovs. Ja normalt når Elly laver sovsen skal jeg være klar med to meljævninger, det er jo det jyske køkken, men her hentede hun bare piskefløden."
   Gurli måtte nu ind på kontoret efter Falk-kassen for at kunne forbinde Oles sår, inden hun cyklede ned til Bent på tømmerhandelen. Hun måtte finde ud af hvorfor de grønne glaserede tagsten ikke var nået frem.
   På tømmerhandlen gik Gurli straks ind til Bent og spurgte ham om hvorfor tagstenene ikke var blevet bestilt. Men Bent havde bestilt alt det hjem som stod på styklisten. AC havde da også bestilt det hele, lige undtagen de grønne glaserede tegltagsten, men efter to uger havde Bent givet op. Han stillede pallerne op forrest i butikken og lavede et særtilbud til halv pris.
   "For det er nu sådan, at grønne glaserede tegltagsten ikke lige det vi sælger mest af."
   "Hvem købte dem så?"
   "Jeg solgte dem til en mand som er helt ligeglad med hvordan tingene ser ud, altså lige undtagen hvis det er en kvinde. En som køber bare det er billigt. Han skulle først have nyt tag på maskinhuset til foråret, men da han så hvor billige de grønne tagsten var, slog han til. Jeg tror han holder fødselsdag for alle naboerne i dag, selv om det blev sent i går."
   Gurli vidste hvad der var på spil for byggefirmaet og tømmerhandlen, ja for hele byen. Hun spurgte nu om Ole og lastbilen var fri en times tid lidt senere på dagen.
   Borgmester Jegstrup sad ved spisebordet sammen med tre mænd fra nabogårdene. Han havde en cigar i munden. Ved sofabordet sad alle konerne med kaffe, likør og citronvand. Mændene ved spisebordet fik også kaffe, men de havde alle et lille glas med Brugsens trestjernede cognac. Borgmesteren skænkede kun en smule ad gangen, og det opfattede naboerne som nærighed.
   Jegstrup udstødte hele tiden forskellige lyde og sætninger, som "hov, hov - hvor kom den fra?, kan I så klare den her?
   Ind imellem når det lykkedes ham at få et stik, knaldede han sin flade hånd ned i bordet og grinede højt.
   Da Gurli trådte ind i stuen og gratulerede ham, var en af mændene hurtig til at trække sig fra kortbordet. Gurli ville helst have haft Jegstrup med ude i gangen, han holdt jo fødselsdag, men hun kunne mærke, at han ikke ville rejse sig.
   Gurli satte nu borgmesteren ind i situationen og sluttede af med at sige, at de gerne ville bytte hans grønne tagsten til røde præcis magen til dem han havde på stuehuset. Det var jo byens ve og vel der stod på spil.
   Jegstrup var halvt ude af stand til at forstå hvad Gurli sagde. Han havde lige siddet i held og var noget utilpas ved at blive revet ud af spillet. Han tænkte lidt i tavshed, inden han med et stort grin sagde.
   "Gurli, hvis du er konfirmeret, så kan du også spille kort. Vi kan sige, at his du kan vinde over mig, så bytter vi tagstenene. Sæt dig nu her ved bordet."
   Han trak stolen ud uden at rejse sig, men kun fordi det så kunne lykkes ham at nappe hende bagi. Det fik ham til igen at grine højt.
   Jegstrup var glad for alle livets glæder og noget af en korthaj. Han vandt da også i starten. Men efterhånden som han fik mere og mere af den billige cognac vendte heldet.
   "Du skulle ikke have købt Cognacen nede hos brugsen. Den dur ikke til kortspil" sagde Gurli "Vores murer købte engang en murersnor dernede. Den var helt skæv."
   Nu havde Gurli rigtig travlt. Jegstrup fortalte at han havde sat pallerne med tagstenene inde bagerst i maskinhuset, fordi de først skulle bruges til foråret. Gurli måtte låne telefonen så Ole kunne komme hurtigt med lastbilen. Derefter ringede hun ud på gården hvor tømrerne var på vej hjem. Hun forklarede dem om tagstenene, og bad dem blive til de havde fået dem op på lægterne.
   Nu måtte Gurli finde ud af hvordan en traktor med frontlæsser fungerer. Alle andre var taget hjem, og Jegstrup selv var ikke længere i stand til at hjælpe hende.
   Det lykkedes dog til sidst med Oles hjælp. Med tagstenene og cyklen på ladet kørte de nu mod byggepladsen.
   Ole kørte hurtigt for at tømrerne ikke skulle vente længere på pladsen end højest nødvendigt. Men i svinget lige hvor skoven begynder, løb der pludselig en råbuk ud på vejen. Ole bremsede, men for sent.
   "Hvorfor bremsede du så langsomt?"
   "Det blev jeg nødt til, ellers var alle pallerne væltet og tagstenene ødelagt, og din cykel og bilen havde heller ikke set for godt ud."
   "Du nåede altså at tænke først?"
   "Ja på en måde. Men nu må vi i gang."
   "Ja vi skal altså nå at få de tagsten op, men burde vi ikke ringe til skovfogeden først."
   "Nej først må vi se at få brækket den buk inden den bliver helt uspiselig."
   "Det har vi ikke tid til."
   "Det tager vi os tid til."
   Ole fandt en stor Stanley kniv frem fra værkstedskassen. Gurli kunne se at han allerede var ved at se om han kunne lave en historie ud af denne jagt.
   Langt om længe nåede de frem til byggepladsen. Her langede de tagstenene op til de to tømrer som fordelte bundterne af tagsten ud på lægterne for at spær og lægter kunne sætte sig ens inden taget skulle lægges. Der var stadig en lille uge til huset skulle afleveres.
   Ole kørte Gurli hjem, og stille cyklen ind i skuret.
   Det var blevet sent.
   Da hun kom ud i køkkenet stod hendes mand Arne og så ængstelig ud. Han havde taget det forklæde på han havde fået til fars dag. Folderne den havde fået i æsken var tydelige. Han var lige blevet færdig med at skrælle kartofler.
   "Undskyld, jeg nåede ikke at ringe. Gå du nu bare ind i stuen så klarer jeg det herude." Efter at aftensmaden, vasketøjet og børnenes lektier var klaret gik hun i seng. Hun nåede kun lige at tænke "Pas på Gurli. Der skal også være arbejde til i morgen" så sov hun.