Han var tårnspringer, den bedste af sin slags.
Han sprang evigt opad i små, men entusiastiske hop, for det gjaldt hans liv.
Han sprang fra de højeste tårne, landede i de mindste baljer og lavede de sværeste tricks.
Han var talentfuld, havde de altid sagt, hvilket kun havde opildnet ham endnu mere til at øve sig. For selvom man havde talentet, og modet var der, vidste han, at intet kom af sig selv. Det krævede træning, masser af hård træning at få hver en detalje på plads. Det var de små detaljer der talte. Det var dem, der afgjorde, om man kom videre til noget sværere og endnu mere opsigtsvækkende.
1. kapitel
Han er den bedste. I dette øjeblik er han den bedste, i det minut springet tager, og de efterfølgende 2 minutters applaus, da er han den bedste, resten af sæsonen er han den bedste, den de alle sammen vil se. De andre tårnspringere vil være misundelige, de vil træne ekstra hårdt, for de ved, at deres succes afhænger af at blive bedre end ham, men først til næste år, i år er det for sent. I år må de nøjes med middelmådige shows til middelmådig gage, og de må optræde så ofte, for at optjene penge og selvtillid nok, at de ikke har tid eller kræfter til at lære nye tricks. De må tage til stævner og smile over sølv-medaljer (for de er gentlemens), og svare "nu må vi se," når journalisten spørger, om det er dem, der står øverst næste gang.
Han er den, de vil se, folket, de andre springere er bare dårlige forfalskninger, eller erstatninger for ham. At se dem er lidt lige som at betale fuld pris for en t-shirt, hvor der står adibas på.
Han laver ikke mange shows i løbet af en sæson, han tager sig den luksus at hvile ud ind imellem optrædener, han kan ligefrem finde på, at tage på små ferier før de største shows og konkurrencer.
Det er en del af hemmeligheden bag hans succes. Ikke at lade sig se til hver et lille kræmmermarked, som de andre er nødt til. Han tager kun de store velbetalte shows, hvor han ved, at folk kommer specielt for at se ham, for hvem ved om de får en ny chance næste år?
Der er en hvis aura af mystik omkring ham, ingen kender ham rigtigt, ingen ved, hvor han befinder sig om vinteren og imellem shows. Han dukker bare op og indtager scenen i 20 minutter, hvorefter han forsvinder igen.
Han er sky, siger nogen, lever kun for sin kunst, og er ligeglad med berømthed og penge. Han hader paparazzierne, der følger efter ham i hans sorte Audi, han hader dem, når de klikker løs, men han ved, at de følger med, hvis man vil leve af sin kunst. Det er synd for ham, siger folk. Det er for dårligt, at man ikke længere kan få lov til i dagens Danmark at have privatliv, bare fordi man kan noget specielt. Det er for dårligt, vi burde boycutte bladene når, de bringer disse billeder, er der dog ikke en lov der forbyder det. "Det er for dårligt," siger de til hinanden, imens de kigger på de slørede billeder af ham iført hans sorte kappe med det røde silkefor og høj sort hat, som han næsten taber i iveren for at komme væk fra kameraerne.
I virkeligheden nyder han det, han skærmer kun hans ansigt med hænderne, fordi han ved, at des mere han får skjult, des mere eftertrukket bliver det at få et godt billede af ham. Han føler sig som en stjerne, fordi han er en.
Han er Stjernen.
2. kapitel
Knejten fra Århus er færdig med at vise, hvad han kan, det er ikke meget.
Han lader altid en næsten ukendt springer varme op for ham, en ung knægt fra lokalområdet som regel. Han gør det næsten gratis, for, for knægten er det en stor ære at få lov til at varme op for den sagnomspundne springer, den levende legende
Det er endnu et af de små forretningstrick, han bruger.
Han kan se ydmygelsen i lærlingens øjne og spændthedens i publikums, når baljen med vand bliver skiftet ud, med en der er halvt så lille, men den overgår ikke knægtens stolthed over at have trykket mesteren selv i hånden.
Mesteren har hele tiden siddet gemt inde i skurvognen, der er placeret direkte med adgang til tårnet. I al ubemærkethed kravler han op, mens opkomlingen gør sig klar til sit sidste spring. Folkets og projektørens opmærksomhed er rettet mod knægten.
Shows bliver altid, hvis det kan lade sig gøre på grund af de lyse sommernætter og pengemænds planer, lagt på et tidspunkt med tusmørke. Bassinet er oplyst, og projektøren rettes mod den splejsede skikkelse ved 10-meter mærket. Han er stadig nervøs, for han er uerfaren, og bange for at springet kikser. Det er ikke ordentligt indøvet, han forsøger at fortrænge tanken, men det ligger alligevel i baghovedet. Mesteren ved hvad knægten tænker, for han er ikke anderledes end hundreder af andre opvarmere, der tror at dette er deres chance. Projektøren følger splejsen i springet, som har solen valgt at bruge sine sidste stråler på at sætte ham i centrum.
Knægten slutter selvfølgelig af med, at springe det sværeste spring, han er i stand til, hvilket vil sige det samme spring, som mesteren selv starter ud med. Det går så elendigt, at selv publikum kan se det, men de er ham nådige, for han er en af deres.
Mesteren går op ad trappen, længere op bliver den til en stige, og endnu længere oppe bare en stålmast med trådmasker til at træde i. Han stopper, hvor trappen ender.
Trappen er våd fra knægtens fødder, han bekymrer sig et øjeblik over bakterierne, der med garanti før sad på knægtens fødder, men nu er placeret på trappen, ventende på en ny bolig, hvorefter han synker ned i en form for søvn. Det næste spring kan han på rygraden, det er ikke nogen satsning, det er bare noget, der skal overstås og gøres, fordi pengemændene ikke kan sælge billetter til et 10 minutter langt show.
Knægten er færdig, og modtager sin hyldest, den er intet i forhold til den, der vil afslutte showet.
Det er en applaus, der siger: "Det var flot lille ven, men lad os nu komme videre, til det vi har betalt for." Publikum ved det så vel som knægten, men i det minut han bukkende står på bassinkanten, har han glemt det.
Nu rettes projektøren mod 10-metermærkets vippe, folk klapper i forventning. Han smider kappen, lader den svæve de få meter ned, så folk kan fornemme, hvor langt der er. Der bliver stille, han giver dem et stort smil, dette er ren leg, må de gerne kunne se.
Han stiller sig ud på vippen, hopper, får den til at vibrere, og så sætter han af. En salto med afsluttende skrue, et nostalgisk spring, der markerer afslutningen på hans barndom.
Han var 14 den dag, han mestrede springet, han var stolt. Den dag havde han følt, at det var det hele værd. Den daglige træning i den lokale svømmehal, drillerierne, den dag måbede endog livredderne, der ellers ikke var sene til at komme med spydige kommentarer, til hans evige ophold i vandet.
Han holdt sin fødselsdag i svømmehallen, det var barnligt, det vidste han godt, men han var nødt til at vise, hvad han kunne. Han var nødt til at se kammeraternes beundring, når de så ham. Han måtte bevise, at han ikke bare var en fisk, der brugte så meget tid i svømmehallen, fordi han forsøgte at lære at svømme.
Han havde opnået, hvad han ville, de havde måbet, først fra tre-meteren, og endnu mere da han sprang fra 10-meteren. Han havde kunnet se skrækken gå igennem dem, der ikke engang turde hoppe ud fra 3-meteren, da han lavede en salto med skrue til sidst fra 10eren, som de kaldte den.
Det var et dårligt spring. Han kan tydeligt huske, at skruen kun var blevet til en halv, og at landingen havde sprøjtet så meget, at folk helt oppe på land var blevet våde. Han havde brugt lang tid på at komme op af bassinet. Han havde vidst, at hans fremtidige skæbne blev afgjort på det spring, respekt eller ej, det var spørgsmålet. Han havde været nervøs, da han steg op af bassinet, havde de lagt mærke til, hvor dårligt det var gået? Havde de overhovedet lagt mærke til ham?
Men der var ingen grund til nervøsitet, han var med et blevet stjerne.
3. kapitel
Et, to, tre step, og man står ved spidsen af vippen, en, to, tre.. hop, og man er i luften.
Tre sekunder efter ligger man i bassinet, man har vand i næsen, det er ubehageligt. Enten er det gået perfekt, eller også er det ikke gået. Det gør ondt i ørene, for det er som om, der er en der hopper i trampolin på ens trommehinder, men er det gået som det skal, er det, det hele værd.
Man venter lidt med at svømme op, for dramatikkens skyld, hvorefter man svømmer de tre meter op mod overfladen langsomt. Ens lunger vil have luft, derfor åbner man munden, så snart den er over vande, og tager en dyb indånding. Ørene og øjne er åbne, klar til at modtage folkets hyldest. Man sørger for at komme op midt i bassinet, så alle kan se en, hvorefter man roligt svømmer over til kanten. Væk fra publikum, så alle stadig kan nyde synet af deres helt, uden at man dækkes af bassinets blå kanter. Op ad stigen, mærke metaltrinenes opadvendte hullers kant. For at man ikke skal glide, siger pengemændene, men dé tager ikke hensyn til halvt opløste og svampebefængte fødder. Op på kanten og stå, til sidst et let buk, ikke et ydmygt buk, men et tak for at publikum vil lade sig fascinere og betale ens levebrød (og Audi!) Hvorefter det hurtigt går op ad stigen igen.
Det er det basale, altid det samme, lige meget om det er knægten eller mesteren, der springer. Det er de tre-seks sekunder springet tager, der er afgørende for, hvem man er, om man er knægten eller mesteren.
Det næste spring går perfekt, let hyldest, folk er ikke imponerede. Det er tydeligt at mærke, da han står på bassinkanten, at han hurtigt skal få vist noget mere. Der skal være en betydelig synlig forskel mellem ham, den bedste, og den ukendte opvarmer, for at folk vil kalde aftenen en succes.
Hurtigt op ad stigen, inden folk bliver alt for utålmodige.
Denne gang kravler han op til 15-meter-mærket. Hver afsats er tydeligt markeret af et stort gult skilt, oplyst af en lyskæde, så folk ikke skal blive i tvivl om, hvor højt han er oppe. Han bryder sig ikke om dem, skiltene, farven er helt forkert. Når projektøren lyser gult, mod det gule skilt, med den gule lyskæde, får han en fornemmelse af, at hans gulbrune hud går i et med skiltet. Nu længere han kommer op, des værre bliver det, og allerede ved 25-metermærket syntes der kun, at være de sorte tal tilbage at se. Tanken om at publikum først kan se ham, når han er i luften, og måske endda først lægger mærke til, at han er sprunget, når de hører ham ramme vandet, og de forreste rykker lidt tilbage, i et mislykket forsøg på at undgå de farlige dråber, irriterer ham. Dè påstår han er sart og alt for forfængelig. Dé har tydeligvis ingen sans for helheden, dé ser kun deres eget spejlbillede i mønternes messingoverflade.
Trappen går kun til 10-meter afsatsen, derefter bliver den til et tårn med en stige på, og vipperne bliver til stålplader med de omvendte knivskarpe huller i. Han forestiller sig, at det er nogenlunde sådan det føles at være fakir. Sømmene der presser mod foden, ubehageligt, men ikke smertefuldt, som en voldsom kløe. Hvis han nogensinde skulle glide og falde ned, skulle det være fordi, at han ikke ville kunne modstå trangen til at klø sig.
Der er ellers mange, der gør det med vilje, lader som om de glider, og falder i humoristiske positioner på vejen ned. De blander små klovnenumre ind, taler med publikum, opildner dem, får dem til at grine og være med. Men han kan ikke se det sjove i numrene, han forstår ikke, at de kan nyde at gøre sig selv til grin.
At få folk til at pifte og råbe "ekstra nummer", i en uendelighed. Han synes, det er vulgært, han er jo ingen stripper. Den eneste grund til at han går på scenen, når de råber ekstra nummer, er fordi han ved, at der vil stå en mand, og banke ham op i tårnet igen med sit checkhæfte (et sådan slår uventet hårdt), hvis han nægter.
Det han laver er ikke bare underholdning, men kunst. Hvis folk vil se klovne, kan de gå i cirkus. Folk skal klappe højt og helst nogenlunde i takt, hvis deres kroppe absolut skal lave lyde. Desværre er folk idioter, de kan ikke se meningen i hans kunst. Hvis de kunne, ville de glane og måbe, i stedet for at genere ham med deres ligegyldige støj.
Han er ligeglad med, om de er glade, når de går derfra. Han er tilfreds, hvis blot én af dem ser ud til at have fattet en smule af pointen. Det er ikke høje forventninger, han har til dem, syntes han, men alligevel skuffer de ham gang på gang.
4. kapitel
Han stiller sig ud på afsatsen og springer, det går som det skal, selvfølgelig gør dét det, det var ikke for ingen ting, at han brugte hele sin sommerferie mellem 8. og 9. klasse på at lære springet.
Formanden for udspringerklubben havde gennem, nogen han kendte, givet ham mulighed for at øve sig i den eneste svømmehal med 15-meter vippe i landet.
Da han første gang var trådt ind i hallen, og mærkede den samme lugt af klorin, som i alle andre svømmehaller, og hørte den velkendte råben og plasken fra legende børn, var han blevet skuffet. Det var præcis som derhjemme, men da Torsten, formandens bekendte, havde taget ham i overarmen, og peget på bjerget i den anden ende, og sagt: "Du springer bare lige ned på fødderne første gang" da havde han fået samme følelse af, at han var hjemme, som den gang 10-meteren stadig indgød ham ærefrygt.
Han havde boet hele sin sommerferie ved Torsten og hans kone Ulla. Det kunne han godt lide. Der var stille og roligt, hakkebøffer med brun sovs og grøntsager i kilovis. Der skulle være ro til at fordybe sig og fokusere på hver deres passion.
Torsten sprang, eller han sprang kun inde i sit hoved, for han sprang ikke længere selv, og faktisk, var han aldrig kommet længere end en 4. plads ved Danmarksmesterskabet. Der hang ingen gamle medaljer rundt omkring i huset, og skabene var ikke fyldt med trofæer fra en svunden tid, for det var ikke det, det handlede om. "Måske han ikke kunne udføre springet selv, men derfor kunne han da vel for fanden godt se om andre heller ikke kunne," sagde han altid. Hans passion omhandlede alt, hvad der var uden om springet. Han var omrejsende dommer, formand for diverse klubber, konkurrencearrangør, og han kunne skrive læsebreve om manglende højder i svømmehaller, som var det mangelen på tro, håb og kærlighed det drejede sig om. Han kunne alt, hvad der omhandlede spring, undtagen at springe.
Ullas passion var mere hjemlig, men samtidigt omrejsende, den var - Torsten. Den var at give ham mad, få ham til at se ordentlig ud, når han sad som dommer eller snakkede med borgmestre. Den var at tvinge ham til at gå seng, og rette hans læserbreve i kraft af hendes bijob som dansklærer, der i øvrigt også var husets indtægtskilde. Det var om end en mindre omfangsrig passion, så dog en lige så tidskrævende.
Midt i passionen passede han perfekt ind
Hver dag havde han bare sprunget og sprunget. Aftalen var, at han skulle hjem i weekenden, men han havde ikke kunnet forlade Torsten og Ulla og frem for alt bjerget, der nu var besteget. Og som var blevet ham det skridt, bogstaveligt talt, ud over afgrunden, som han havde manglet for at komme videre. Denne fantastiske afgrund, der kunne få en til et øjeblik at tro, at man kunne flyve.
Det hele var rart, selv trætheden og ømheden i hans krop, når han gik i seng om aftenen, det daglige kick ved at springe, han var som en narkoman badende i heroin. Tilfredsstillet i en grad, han ikke før havde kunnet forestille sig.
Den evige Ulla - glæden ved at se, at hun var glad, når noget var lykkedes for ham, og han derfor var glad. Roen hun skabte - ingen plagen om lektier og socialt samvær og bekymringer for fremtiden, for der var intet at bekymre sig om. Det uudtalte mål lå i luften. Han skulle være den bedste, og det ville han også blive, færdig.
Torsten, energien bag hele hans verden, de lange samtaler om, hvorfor vipper skulle være 30 % bøjelige og ikke 20 %, fagsprog, nørdsprog, om man vil. Der var også mere alvorlige samtaler om kondition, nervøsitet ved konkurrencer og mangel på muskler, men aldrig ligegyldigt småsnakkeri, som ikke førte til noget.
At se Torsten en sjælden gang stå stille på bassinkanten, når et mål var nået, var ekstrapremien. Ellers stod han og trippede på kanten og gik frem og tilbage og svingede med armene, som var han så elendig at Torsten ikke kunne koncentrere sig, om hans ringe evner. Dette var ikke tilfældet, det var bare fejl der skabte energien, energien skulle ud, og først når han så noget perfekt, var det som om vibrationerne inden i ham et øjeblik stod stille. Som var der et sekund blevet bragt orden i kaos.
De havde brugt hele hans ferie på at arbejde på ét spring. En uge før han blev nødt til at tage hjem, var det endelig perfekt. To dage efter lavede han en opvisning for den lokale springerklubs medlemmer. Det havde været hans første rigtige show. Han var startet med spring fra de 10 meter, de syntes ham nu simple og ligetil. Til sidst, som til et rigtigt show, sprang han som finale, springet fra 15-metervippen. Han havde kunnet se Torsten oppe fra vippen, gå frem og tilbage bag stolerækkerne, der var stillet op ved kanten af bassinet.
Han så ham bevæge armene som i kramper, men da han 10 sekunder senere havde stukket hovedet op ad vandet, efter at have svømmet flere meter under vandet, end han plejede, havde Torsten stået ubevægelig, ved siden af den lille, men klappende skare. Først da han var nået næsten hen til bassinets kant, var Torsten begyndt at klappe med. De havde klappet længe i takt, indtil han var kommet op på flisegulvet at stå og havde prustet lidt vand ud af næsen, og havde endt hele seancen med et let og nådigt buk, sådan som det faldt det ham naturligt.
Han havde forladt byen i dyb sorg, allerede da toget i et ryk var standset, og han så hans mor stå og vinke alt for energisk, havde virkeligheden overvældet ham. En 15-årig stortudende dreng, skulle han dog aldrig mere flyve?
Hans mor, hun havde været egoist, men han elsker hende, tilgiver hende, fordi han ved, at hun aldrig forstod ham. Altid sagde hun: "Jeg elsker dig, kan du ikke tilbringe lidt mere tid herhjemme." Hun kunne ikke forstå, at det skulle optage så meget tid at blive den bedste. "Men du er da allerede Danmarks Mester, det må da være nok. Åh, jeg savnede dig sådan i ferien, kom hjem til mig efter skole." Egoist havde hun været, altid var det hende selv og hendes velbefindende, der kom før hans drømme. Han havde svovlet hende ned på havets dyb til hans far, så kunne hun få sit sociale behov stillet sammen med ham. Men mest havde han haft ondt af hende, efter hans fars død, da han var 6, var hun ligesom gået i stå. Hun passede sit sekretærjob og handlede ind, men med et dødt blik, som kunne hun ligeså vel sidde på den lukkede og samle tøjklemmer, i stedet for at småsnakke med naboen om manglen på regn. Hans samvittighed var sortblå, for den lå nede på den dybeste del af Atlanterhavet, eller det mente man, for man havde aldrig fundet liget.
Det havde været en klar forventning, at han skulle være og blive som sin far, han skulle være hans afløser, hans genfærd. Det var faren, der havde sørget for det sociale liv i huset, dengang han levede, men hans mor havde været en lige så stor del af det, når først gæsterne kom ind i huset. Ofte blev de mere hendes venner end hans fars, og de fortsatte da også med at komme et stykke tid efter hans død. Han kunne endda huske, at de havde haft et par enkelte gæster til hans ti års fødselsdag. Men gæsterne forsvandt en efter en, de gav op, når de så blikket i hans mors øjne. I starten sagde de indbyrdes til hinanden, "det går over, giv hende tid til at sørge." Senere forsøgte de at muntre hende op, de tog hende med på diskoteker og barer, og hun dansede smilende hele natten væk, hun sagde tak, og at det var vel nok en morsom aften de havde haft. Han kunne huske, at hun hentede ham ved naboen tidligt om morgenen, lugtende af mandeparfume og øl, men hun var ikke rigtigt til stede, mændenes navne kunne hun ikke huske, og hvor de havde været? - Jo, der hang hvis nok et neonskilt over døren!
Hun blev bange af sig, ud og flyve? - Nej tak. Til stranden? - Der er farlige understrømme, der kan rive en ned under vandet, så man lider en forfærdelig druknedød. Det var kun fordi, at hun mente, at det ville være nyttigt, at han kunne svømme, at han skulle gå til svømning, da han blev ti. De første to år han svømmede, stod hun ved kanten med øjnene vendt mod ham, klar til at springe i. Han hadede pinligheden over, at hans mor ikke også bare kunne sidde på bænkene ved væggen og snakke som de andre mødre. Vandet sagde ham heller ikke meget, det var koldt, vådt og kloren generede hans øjne. Han var ikke specielt lærenem, hvad angår svømningen, Frygten for den dybe ende tyngede, vandet dernede var mørkere, man kunne kun ane bunden. Et eller andet sted var han overbevidst om, at kom han nogensinde ned til bunden, ville hans fars uopdagede lig kigge op på ham. I det ene øje ville der nok bo en ål, som han havde set i en film engang, og det andet øje ville, som resten af liget, hænge i slimede trevler.
Et halvt år gik der, så kunne han ikke trække den længere, de andre drenge var begyndt at bemærke, at han aldrig brugte de sidste 10 minutter af lektionen, hvor de måtte lege, til at springe fra vipperne. Kun piger og små børn spillede med bold i den lave ende. Han vidste, at han måtte springe, for det måtte ikke hedde sig, at han ikke turde. Han sprang, og selvom det kun var fra 1-meter-vippen, var han sikker på, at han havde fløjet et kort øjeblik. Første gang lukkede han øjnene, da han kom under vandet, men mærkede ingen knoglehænder, der trak ham ned i dybet, som han havde forestillet sig. Efter andet spring ramte han vandet med åbne øjne, men han måtte lukke dem igen, da klorvandet ramte hans nethinder. Da han mærkede bunden mod sine fødder, åbnede han dem og så intet lig, og ingen hajer eller monstre. Tredje gang sikrede han sig, at der virkeligt intet var, og fjerde gang var det som om, han havde en propel i enden, så hurtigt strøg han mod overfladen, han måtte op på vippen igen.
Kun når de sidder ved spisebordet eller i sofaen, liver hun lidt op. Hun venter at se hans far i ham som et hologram, hvor man kniber øjnene sammen, eller drejer lidt på billedet, så det bliver til noget helt andet, men han er ikke sin far, han føler, han bør, men han er ikke. Nogle gange lader han som om, fjoller rundt om hende, og siger vittigheder uden pointer, og hun griner, og glemmer et øjeblik sin ulykke. Men når han igen bliver sig selv, når han næste dag kommer sent og kedelig hjem, ser han skuffelsen i hendes øjne. "Hvorfor gemmer du din far væk?" Siger de. "Hvorfor kan du ikke bare holde op, lade det springeri blive en minutiøs grille, noget du er god til, men ikke har tålmodighed til at fortsætte med. For du er god til alt, hvad der falder på din interesses vej, for din far kunne også alt. Han var en mester til sport, sociale relationer, sprog, videnskab (den gamle historie om farfar, der ville have ham ind på medicinstudiet, men far ville hellere plukke appelsiner og windsurfe i Spanien.) Han kunne alt, lige som dig, hvis du gav det lidt tid." Mumler hendes mund sagte, undtagen det med grillen, det nøjes hun med at mime.
Give tid, tid er hans dyrebareste eje, den skal ikke spildes på trivielle ting som Matador og lektier. Hun forstår ikke, at han hellere vil være den bedste til én ting, end være god til alt. Hun lever middelmådigt, syntes han, lader sig nøje, hvis man er god, er det vel fint nok, færdig, videre.
5. kapitel
Han flyver, med hovedet først dykker han mod jorden, rundt, rundt, en skrue, rundt, rundt. Næsten lydløst rammer han vandet. Han mærker, at det trænger ind i hans næsebor, og en tilfredsstillende følelse fylder hans krop. Han slapper af, og langsomt stiger han mod overfladen, mod den livgivende ilt, klapsalver rammer hans trommehinder og sprænger hans hjertevæg.
Op ad trappen igen, hurtigt bestiger han stigen til 15 meter mærket. "Spring," skriger publikum lydløst, for så taktløse er de heller ikke, men utålmodige, forventningsfulde og svære at tilfredsstille, er de. Han kender dem for godt. Han har set dem for mange gange stå med store øjne og kigge op mod ham. Han har mærket angsten hos dem, når han springer, og lettelsen når han lander sikkert igen. De er ynkelige, de lader sig tilfredsstille med at se andre gøre det fantastiske. De lader andre kæmpe, og vinde kampen, de er ikke i stand til at skabe indhold og mening i deres liv, han må skabe det for dem. De er hans anden mor, han må komme til deres hjem, deres by, for at underholde dem, og hjælpe dem ud af kedsomhedens deprimerende ensformighed. Han hader dem, for deres forventninger om, at han kan bringe en lille smule mening ind i deres små liv, er svære at opfylde, når de konsekvent nægter at åbne deres hjerte for sandheden. Men er det ikke netop derfor, at de står på jorden, og han er over dem. Han elsker dem også, for uden dem var han fattig, det er dem, der betaler hans træningsophold på Tenerife og limousinerne, og måske det i virkeligheden også er dem, der driver ham videre ud i mere og mere halsbrækkende spring. Han vil tilfredsstille dem, gøre dem en smule glade, og måske, håber han, vil de selv tage springet ud over afgrunden. Han ser for sig hans mor, der falder mod jorden fra 50 meter mærket. Han står nedenunder og klapper som en afsindig, hun smiler, når han at se, inden hun rammer vandet.
"Spring," skriger det i hans hjerne, "SPRING," de sultne rovdyr under dem stresser den. Adrenalinet pumper, hjertet pumper. Han laver det samme spring igen, bare baglæns, utålmodige klapsalver - op igen, dette er blot tidsudtræk, alle venter de på finalen. "La grande final," den, der skal få deres indvolde til at springe ud af munden på dem af bare skræk og beundring, men sådan går det ikke, han har aldrig lugtet så meget som én prut, når han har stået oppe på den gummibeklædte kant efter finalen. Måske indvoldene danser lidt frem og tilbage, måske endda lidt op og ned, og måske dette er vældigt godt for fordøjelsen, men der er ingen andre, der føler "la grande final" end ham selv. Måske de stirrer forbavset på ham i faldet, eller sætter lyd på suset han mærker i kroppen, men det er enten af bar høflighed eller ærefrygt, over at han har overvundet deres højdeskræk.
6. kapitel
20 meter - nu er han ikke længere i svømmehallen, men udenfor i efterårskulden. Det er endeligt holdt op med at storme, den sidste uge har han været tvunget ind i en svømmehal. Det har været ulideligt, ikke at kunne komme videre, ikke at kunne blive bedre i en hel uge. Han hader det danske vejr, og han hader dykkerdragten, han må bære for ikke at få lungebetændelse. Den strammer, så han ikke kan spænde hans muskler ordentligt, og han må derfor styrketræne mere. Musklerne gør ham større og tungere, men han vil være let, let så han kan svæve i stedet for at falde.
Han går i 9. klasse, endnu bor han ved sin mor, alligevel savner hun ham så forfærdeligt, siger hun, når han en sjælden gang har tid til at spise aftensmad sammen med hende.
Når det er muligt, på grund af vejret, øver han i den nærmeste store by, hvor han kan springe fra de 20 meter. I weekenden rejser han til den anden ende af landet og øver med Torsten. Resten af tiden bliver brugt i styrkecentret og den lokale svømmehal. Han hader den, men han kan ikke undvære det daglige sus ved springet, (selvom det efterhånden er nærmest ikke eksisterende ved de sølle 10 meter) og fornemmelsen af at være kommet et lille skridt videre, det er hans alkohol. Han hader de små børn, der spærrer vipperne med deres bomber og maveplaskere. Kan de da ikke forstå, at han har gang i noget stort, noget der kræver plads og ro til at koncentrere sig. Han er sikker på, at han aldrig har været sådan.
Tid må der bruges, derfor er skolen noget Fanden Hamselv har skabt for at knuse hans drømme, og lektier… dem kan Fanden få i hovedet igen. De fleste af lærerne har opgivet, enkelte prøver at lokke ham: "Det er ikke meget arbejde, så vil du kunne snakke flydende engelsk, det vil du få brug for, hvis du skal springe i udlandet," men han skal jo også kunne springe, og det har han ikke tid til, hvis han også skal terpe verber, mener han. De har prøvet at true ham: "Vi ringer til din mor, og får hende til at forbyde dig at gå i svømmehallen." Som om! Som om der nogen sinde, ville være nogen, der kunne holde ham fra vipperne, mindst af alt hans mor. Han ville tage deres samvær som gidsel, måske stater ikke forhandler med terrorister, men det gør ensomme desperate mødre.
Kammeraterne og pigerne de har respekt for det han laver, de kan ikke forstå, at han vil bruge så meget tid på det, heller ikke at han vil gå glip af alle festerne, men på en eller anden måde er han alligevel sluppet uden mærkatet "nørd," som et neonskilt over hans hoved.
7. kapitel
30 meter - Han er lykkelig, det er sommer, endelig er han sluppet ud af dykkerdragten og helvede. Endelig kan han fuldt ud bruge sin tid på at blive den bedste, for det er hans mål nu, intet mindre er godt nok. Han har udtalt målet nu, ikke kun tænkt det. Når det først er ude, er det for sent ikke at nå det. Når han det ikke, må han dø, der er ikke noget liv efter et opgivet mål. Han har sagt det til Torsten og hans mor. Til hans mor i et skænderi om spisetiderne, som hun ikke mente, skulle passes ind efter hans hobby. Han var blevet rasende, så rasende, som han aldrig havde været før, kunne hun efter så mange år ikke se, at det ikke var en hobby. Han havde sparket hul i døren af skuffelse, og så havde han sagt det. Hun havde ikke grinet, som han havde frygtet, men hun var skuffet, som en der havde tabt en vigtig kamp. Heldigvis var hun ikke en dårlig taber.
Det var nemt, at sige til Torsten, efter at han havde sagt det til hans mor. De havde siddet ved spisebordet i Torstens stue i en weekend midt i læseferien, de havde snakket om fremtiden, to dage forinden havde han fået 03 i tysk, men det var lige meget. Hvad han skulle efter sommerferien? Hans studievejleder sagde produktionsskole, men han vidste godt, hvad han skulle, han skulle til udlandet og træne, så han kunne blive verdensmester. Torsten havde nikket stolt, som havde han lige svaret rigtigt på spørgsmålet til en million. Det sværeste spørgsmål i hans liv, men alligevel kunne han svare uden at tøve, for svaret sad der, hvor alle svarene til hans tyskeksamen skulle have siddet, og fyldte det hele. "Selvfølgelig," havde Torsten grinet, og så var han gået ind i stuen for at ringe til sin tyske kontakt. De havde snakket længe, maden var blevet kold, men det lagde ikke engang Ulla mærke til, nu var det noget andet end deres næring, der fyldte hendes hoved.
Han forstod ikke meget tysk, det gjorde Ulla heller ikke. Torsten snakkede højt, til tider bedende, til tider pralende. Han lagde røret på: "Du skal til Tyskland, knægt," han havde røde kinder og våde øjne. "Om en måned rejser du," Torsten kyssede Ulla, der havde rejst sig op, "han skal til Tyskland," gentog han, og klappede hende på ryggen.
Solen brænder på hans ryg, hans mor har smurt den ind i solcreme, men alligevel bliver han forbrændt. Det gør ondt når, han står på platformen, og solens stråler rammer hans ryg. Det lærer ham at overse højden, for des hurtigere han springer, des hurtigere kan det kolde vand køle hans ryg. Men så snart han ligger i vandet, er hans tanker ved springet, han ved med det samme, hvad han gjorde galt og må straks derop på ny. Han flyder et øjeblik i vandets overflade, mærker solen, der nu brænder på brystet, mens han i hovedet gennemgår springet i langsom gengivelse. Han ser, hvad han må gøre bedre, op igen. Op igen, som man siger til små børn, der er faldet, op igen, og de rejser sig troskyldigt op, ingen gråd og skrig, bare op igen.
Hele sommeren - op igen, op igen. Han kender fornemmelsen af stigens hårde trin under hans fødder, bedre end hjemmets bløde gulvtæpper.
Han misser med øjnene i søvne, fordi han mærker solen, der blænder ham. Han ser vandet, der glitrer, når han kigger ned og burde se køkkenets grå linoleum.
Solen laver verdenen om til en bageovn, han er brødet, der er hævet, og nu skal han bages, før han kan spises og fordøjes. Torsten er bageren, der står og kigger nervøst ind gennem ovnlugen, for at være sikker på at brødet ikke brænder på.
8. kapitel
40 meter - han bliver ædt rå i udlandet, tygget og til sidst spyttet ud igen, for han er uspiselig. De må starte forfra, tage krummerne der er tilbage, og måske, men kun måske, kan de få et lille vammelt studenterbrød ud af ham. Han er rasende på sig selv, hvorfor har han ikke trænet hårdere? Nu må han tage grinene på nakken, og kravle den lange vej op ad stigen igen. Hoppe så højt det kan lade sig gøre med hans lille arsenal af benmuskler, og så må han slå saltomortaler og snurre rundt, så alle bemærkninger og al tvivl, flyver direkte tilbage i hovedet på deres afsender, helst med et blåt mærke som eftermæle.
Han er i Tyskland, han har en træner 10 timer om dagen. De andre han træner med er flere år yngre end ham, men alligevel er de bedre. Hans mål er i fare, for med et er han bare én blandt mange.
Når han står og kigger på dem nede fra jorden, hader han dem. Når han ser dem på vej ned i indviklede positioner, får han lyst til at jage knive i deres bryst. Heldigvis for dem, går det stærkt, og han må hele tiden holde øje med, om det er hans tur til at begynde at kravle op, så træneren ikke skal herse med ham. Han må nøjes med at tænke de værste danske ord om dem, men ikke engang det er altid muligt, for han må koncentrere sig om ikke at falde ned. De andre kravler med mekaniske bevægelser op på få sekunder, som abeunger er de. Træneren står nede på jorden, i spraglet joggingtøj med hans lille vom og råber af ham på tysk. Han forstår ikke mange ord, men essensen er klar: "Få dit tykke korpus op til det 40 meter mærke i en hvis fart." Når man ser ham oppe fra platformen, kan man se månen med den sølvgrå manke, men der er ikke tid til at grine, og desuden tør han heller ikke. Man skal ikke undervurdere vommen, for træneren er stærkere end dem tilsammen. Ve den der ikke hører efter, eller ikke forstår, og må have træneren derop og vise, hvordan det skal gøres, han får ondt i armene den aften. Man træner bedst opmærksomheden og forståelsen ved 50-meter banens kedsommelighed, er trænerens filosofi.
Den sensommer svømmer han baner. Frem og tilbage, i stedet for op og ned. Han keder sig, den blå bund med de enkelte sorte striber går ham på nerverne. Han tænker ikke længere, én bane mindre, når han når en endes ru flisekant, for der er ikke noget tal, der kan blive mindre, træneren siger bare "svøm."
Han skal ikke svømme hurtigt, men langsomt i lang tid. Så hans muskler bliver lange, stærke og smidige. Træneren fortæller om musklernes idealbillede med en næsten pervers lidenskab.
Efter at have gennemgået hvert et spring, han kender, tænkt på alle verdensmestrene, og sendt en venlig tanke til hans mor (og lige frem overvejet at komme hjem et par dage, inden han bliver lyseblå inde i sit hoved og grøn af jalousi, over at høre de andre der rammer vandet i det andet bassin), begynder han at øve tysk. Det bliver hans mulighed for at slippe ud af det blå rum, hvor han efterhånden er begyndt at se hans far svømme rundt i opløst tilstand.
Hans mor savner ham, skriver hun, kommer han dog ikke og, besøger hende. De kan fejre hans fødselsdag i svømmehallen, som de plejer, men han har travlt, svømmehallen, hvad skulle han dog der? Spild af værdifuld tid.
Da de andre på holdet skal i skole igen i starten af september, fortsætter han med de 10 timers daglige træning, alene op og ned hele dagen, og efterhånden får han indhentet dem. Træneren begynder at vise ham interesse, han kan finde på at sige til de andre: "Hvis i trænede lige så hårdt og målrettet "wie der dänische Knabe,"" kunne jeg gøre jer til verdensmestre, men i vil hellere køre på knallert, derfor bliver i kun nummer to." Og han kan finde på at trække ham frem foran de andre og vise hans arm frem, "se, sådan skal jeres arme se ud, hvis i vil blive til noget, bøjelig som vippen der aldrig knækker.
Træneren havde brugt ord som "fantastisch" og "wunderschön", han havde ikke kunnet forstå det, for kunne træneren da ikke se, at det langt fra var godt nok. Han blev bange for ordene, for hver gang de blev sagt, mærkede han stoltheden puste hans bryst op, og tanken "om det overhovedet kunne blive bedre," trængte sig på. Den forfærdelige tanke. Det var den tanke, der kunne ødelægge hans karriere, før den var begyndt.
9. kapitel
50 meter - Han er nu den bedste på holdet, og bedre end det, han er på vej op i verdenseliten. Han er blandt de bedste. Han er på et niveau, hvor det ikke længere er nok at træne hårdt, for det er den lille detalje, der er forskellen på nr. 2 og 1. Han må være i stand til at se detaljen, mærke fejlen, når han springer, selv den mindste fejl skal gøre ondt langt ind i knoglerne. Han iagttager de andre springere til konkurrencer, ser på deres fejl, laver han dem selv? Hvordan bliver et spring i nylonspeedoes, i forhold til ét i vindtæt latex? Hvis han bliver kronraget, ville det så hjælpe på vindmodstanden?
Han får endelig rigtigt guld om halsen. Det er tungt, han synker i knæene, da konkurrence-arrangøren placerer silkebåndet om hans hals. Det er blødt og skaver ikke, som plasticsnoren med messing medaljen, han har været vandt til. Torsten er der, videokameraet dingler fra hans hånd, der hænger ned langs siden. Ulla ligger armen på hans ryg og klemmer ham let i siden, hun blinker og tørrer øjnene med den frie hånd, hun er lykkelig på hans veje.
Hans mor er der ikke, hun er ikke glad for at køre i tog, det er for farligt. Nej, hun holder sig til sin cykel.
En uge efter var hun blevet kørt ned, skæbnens ironi, trøster han sig med, heldigvis havde hun hjelm på, så hun kunne reddes, eller noget af hende. Hun kan stadig skide og på en god dag synke, påstår de på plejehjemmet, når han besøger hende. Han har endnu ikke set hende bevæge andet end brystkassen. Medaljen ligger på hendes natbord. Der har den ligget først på hospitalet siden på plejehjemmet. Det ser mærkværdigt ud, det skinnende guld, det røde silkebånd og det ellers tomme grå bord. Personalet har spurgt, om det er ægte guld, han svarede ja, men de tror vist ikke på det, ellers havde den nok ikke ligget der endnu. Han er stolt af, at den ligger der, han ved ikke hvorfor, dette intrafamøse menneske er ikke hans mor, bare et sted han kommer en gang i mellem, når der er gået for lang tid siden, han har været der sidst.
Han vil gerne have, at hun ser dén, han vil gerne hænge den om hendes hals, så hun også kan mærke tyngden af guldet. Han vil holde om det spinkle menneske, så hun ikke knækker sammen.
Nu begynder kampen, for at forblive den bedste. En endnu hårdere kamp, men også endnu vigtigere at vinde. Der er ingen ende, for hvilket liv ligger der efter sølvmedaljen? Så kommer op- og nedturene, kommentatorerne vil begynde at snakke om off-dage og on-dage. Måske han kan lave store shows og vinde guld efter sølvmedaljen, måske, men det vil være begyndelsen til enden. Et skridt frem, to skridt tilbage. Det lakker mod enden på hans karriere, vil der blive sagt, men han har også gjort det godt i mange år. De ord vil de hædre ham med, men det er ikke godt nok, han vil huskes som den bedste, som den de andre ikke kan nå til badebukserne.
10. kapitel
De står dernede, grimme er de at se på, de venter og forventer, men det er som at smide kunstneriske sande moralbegreber for svin. De kan klappe og pifte, men de burde være stumme af forbavselse, hvis de havde gnedet deres små blå griseøjne og åbnet dem for kunsten, set detaljen, elegancen, men dén er det kun de få, der kan se. Dommerne til de største konkurrencer kan se det, men også kun fordi de sidder med deres checklister og krydser af. Elegance - kryds, korrekt udførelse af springet - kryds, sværhedsgrad - et nummer. Det hele ganges sammen, og vupti, så er han et tal på et stykke papir. Det er kun ham selv, der kan se kunsten, der kan se udtrykkene i springene, eller kan se mangelen på samme blandt sine medspringere. De udfører springene korrekt, og får krydser og point af dommerne, men de mangler følelser for springet. Deres spring fortæller ingen historier. Hans fortæller lange eventyr, om drengen der kæmpede sig vej gennem junglen af vipper og krydsede de største oceaner, men alligevel endte med at vinde de største konkurrencer, og få de største shows, og derved hele kongeriget. Det er en skam, at andre er så blinde, at de ikke kan se det. De kunne lære meget. Historien har en god morale, om at arbejde hårdt for det man vil nå, og om at man også derved når det, mener han.
Han må længere op, han må have længere tid til at fortælle sin historie. De små grisehoveder dernede har åbenbart svært ved at forstå, i hvert fald klapper og pifter de, som hang der dødstrusler over deres grødfyldte hoveder, da hans hoved dukker uskadt op af vandet, efter et fald på blot 50 meter. De burde måbe og tænke, "selvfølgelig, han har jo ret." Men de er tykpandede, er de. De ser kun, hvad deres øjne ser, og sætter så i øvrigt hjernen på standby, for det er bare underholdning. Showet er bare en udskiftning af et TV program, et godt et.
Han kravler op på bassinkanten, bukker, og lader som om han skal til at gå, det er en del af showet. Grisene råber, "ekstra nummer, ekstra nummer." Han kravler op igen, de råber endnu dernede. Idioter er de, kan de ikke se, at han er på vej. Han må få dem til at forstå, han må oplyse deres sind. Redde dem. - Han er frelseren.
Han er igen nået til det gule skilt med 50 meter mærket på, han står et øjeblik, og ser lyskæden lave skygger på den gule plade. De skal bruge mere tid - han må have mere tid. Han kravler videre imod toppen af masten, der er ingen platform at springe fra. Han kigger ned, publikum er endeligt forbløffede, dette havde de ikke forventet, han har fanget deres opmærksomhed, endelig.
Det blæser, der er regn i luften, han har ikke lagt mærke til det før nu, himlen er grå med mørke skyer, solen har næsten givet tabt, de sidste stråler er få, og matcher den grå tone med deres lysere grå.
Masten er 55 meter høj, måske det er det halve sekund mere, der vil få folk til at forstå. Han stiller sig med fødderne i mastens masker, han står usikkert, alligevel slipper han med begge hænder, og spreder dem ud fra sig for at holde balancen, og gøre sig klar til sit spring. Det bliver det bedste spring nogensinde, han kan mærke det. Hans hjerte pumper adrenalin rundt i kroppen som aldrig før, han kan mærke pulsen dunke ved halspulsåren. Dunk, dunk, hammeren der banker budskabet ind i publikums hoveder, tykke fiskekroge med enorme modhager.
Han lægger hovedet tilbage og kigger op i det grå. Han er en fugl. Helligånden der svæver ned over skaren og spreder sit budskab på et sprog, alle med evnen til at se kan forstå. Du kan, hvad du vil, arbejde gør fri! Fri! Han tager en dyb indånding, samler armene over hovedet og fokuserer. Han ser ikke glimtet, da lynet slår ned i hans arme, og han mærker ikke strømmen, der en tiendedel sekund senere ledes ned igennem hans rygrad. Lynet lægger, sammen med projektøren, en ramme af lys omkring ham. Han er en engel, en grillkylling med store hvide englevinger af lys. Han sætter fra, da hans muskler går i krampe. Aldrig har han hoppet så højt, det er, som har nogen sat ham til en stikkontakt i stedet for 12 volts opladelige batterier. Energien - han mærker energien ud i tæerne, det er som om, at den er så kraftig, at den kommer ud igennem hans hud. Han har endelig fået løn som fortjent, for at brænde så hedt for sin sport. Han er lykkelig, aldrig nogen sinde skal de hænge sølv om hans hals, for ingen kan slå dette spring, det er det bedste, han ved det. Ingen tal kan beskrive det, det er guddommeligt.
Hans hjerte brænder, og ud af hans mund kommer ild, han snakker i ildtunger. De ser det dernede, de bliver bange, bange for sandheden er de, det er for meget for dem, men om nogle måneder, måske år, vil de forstå. De vil ligge deres liv om, og verdenen vil blive et bedre sted, for han har afskaffet uopfyldte drømme.
Guldmedaljen på bordet - den hænger om halsen, den tynger, men hun er ikke bange, for han knuger hende, holder hende oppe med hans fantastische, muskuløse og smidige arme.
Salto, salto, salto, grillkyllingen bliver ved og ved. Den spinder rundt om sig selv, mens den styrter ned mod det reddende vand, men kyllingen er ingen due, og har intet indbygget navigationssystem. Kyllingen rammer jorden, og pytterne fra baljen med vand slukker dens ildvinger, og tilbage er bare hotwings.
Svinene er flygtet ned til deres biler, men enkelte kommer løbende med brandtæpper og mobiltelefoner. Journalister skriver stikord til nekrologen: Så talentfuld, så hårdtarbejdende, et uerstatteligt tab, ham kunne vi lære meget af, er og var den bedste. De stiller sig tættere på projektørerne, for det er blevet mørkt. De ser spisesedler for sig, stegt grillkylling er menuen.
Ambulancen kommer med tudende sirener og horn, der lyser blåt i det sorte. Han lægger ikke mærke til at et lagen bliver lagt over hans hoved, eller at den insisterende tuden fra ambulancen hører op, han er væk.
Måske han er fløjet sin vej. Måske holdt han allerede op med at falde halvvejs nede. Måske han bare stoppede op midt i luften, hvorefter han efter et øjebliks undren begyndte at svæve op ad, for han var blevet så let, som han nogensinde havde ønsket det, men måske han bare er blevet til ingenting.