Jeg anser mig selv for at være ualmindeligt heldig. Hele mit liv har jeg været heldig, alt, hvad jeg har foretaget mig, er i sidste ende faldet heldigt ud.

Allerede fra før jeg blev skabt var jeg heldig, ud af hundreder af sædudløsninger og millioner af sædceller, var det lige præcis mig der klarede skærene. Den dag min mor havde ægudløsning, kæmpede min faderlige del sig vej ind til min moders livmoder, den vandt, og jeg, dog kun bestående af én enkelt celle, kom til.
Jeg kunne være endt som en hvid plet på et lagen, og en blodig masse på et bind, for derefter at ryge i skraldespanden, eller blive skyllet ud med vaskemaskinens vand, men jeg var heldig.

Og mit held fortsatte: Min mor gennemførte en perfekt graviditet, hvis man ellers ser bort fra morgenkvalme og hævede fødder. Jeg var så heldig, at min mor endda holdt op med at drikke og ryge, bare for min skyld, og nok også for hendes egen og min fars, da et handicappet barn ikke var det hun var mest interesseret i.
Jeg voksede, delte mig igen og igen, det gør jeg faktisk endnu, på den helt rigtige måde.
Min mor faldt ikke ned af trapperne, og da jeg er så heldig ikke at have en voldelig far, blev hun heller ikke sparket eller slået i maven. Jeg overlevede altså ni måneder i min mors liv.

Jeg kom ud, til en verden klædt i hvidt, jeg blev dasket i numsen af en jordemoder, der vidste præcis hvad hun gjorde, da hun havde en årelang uddannelse bag sig. Jeg blev vasket af sygeplejersken, der hele tiden havde været klar, til at tilkalde en doktor, hvis noget skulle gå galt. Det gjorde der ikke, jeg var heldig igen, på trods af navlestrenge der kunne have viklet sig rundt om min hals, og min egen uvidenhed, da jeg kunne have valgt at komme ud med benene først.

Jeg voksede op, min mor tog barsels orlov, så jeg blev både ammet og nusset i rigelige mængder.
Jeg blev vaccineret så jeg slap for mæslinger og meningitis, jeg fik skoldkopper tidligt, og blev i det hele taget tjekket i hoved og røv.
Jeg kom i børnehave og fik lov at lege, og senere var jeg så heldig, at jeg var født i et land, hvor alle kom i skole, så i skole med mig! Der var heller ingen problemer, jeg var igen heldig, var hverken ordblind eller talblind, bare en smule nærsynet!
Af rent held nåede jeg aldrig at blive kørt ned, eller brække noget i min barndom. Jeg har begge mine forældre, men selvom jeg ikke havde, ville der blive sørget for mig. Jeg vil aldrig dø af underernæring.
Jeg arbejder, i et miljø beskyttet af lovgivningen, men kun for at bruge pengene på tøj og sprut, og jeg har aldrig flere timer end at jeg sagtens kan passe både mine venner og skole.
For skolen fortsætter jeg i, jeg er så heldig at få alt betalt, selv når jeg engang skal læse videre får jeg en uddannelse til mange hundredetusinder af kroner, jeg får endda penge til at leve for.
Og hvis jeg engang bliver alvorligt syg, hvilket jeg har været så heldig at undgå indtil nu, ved jeg at den bedste behandling venter mig, og at jeg skal være uheldig for ikke at overleve.

Oddsene var ikke store, men jeg blev mig, jeg var så heldig at få det dejlige liv jeg har nu, og højst sandsynlig, medmindre heldet pludselig stopper, har i mange år endnu.