En skikkelse træder ud af mit skab, han lister over til min seng og bøjer sig over mig, men jeg drømmer bare, der er i virkeligheden ingen. Et prik i min arm og derefter smerte et øjeblik. Jeg vågner eller gør jeg? En mørk skikkelse står stadig bøjet over mig, den er høj og tynd, med mørkt tøj, en mand. "Sov, sov min pige, du drømmer bare... endnu," hvisler han ud gennem nikotingule tænder.

Kolde hænder løfter mig op, hårdt rammer jeg en træbund, der bliver mørkt omkring mig, som bliver der lagt låg på rummet jeg er i. Jeg er lammet, kan intet sige, kan kun iagttage, stirrende op i mørket.
   Jeg ligger længe på den hårde træbund, min ryg begynder at gøre ondt. Jeg er omtåget og har mistet fornemmelsen af tid.
   Endelig kan jeg mærke, at jeg kan begynde at bevæge mig igen, jeg har åbenbart været bedøvet, men af hvem? Og hvorfor?
   Jeg er i kjole, den går helt ned til mine fødder, og jeg kan mærke et silkelagen mod mine hænder. Mine hænder rammer vægge, slebne, lakerede trævægge. Jeg bøjer fødderne og mærker den samme slags træ mod mine nøgne tæer.
   Jeg tager mig til hovedet, på vejen slår jeg min albue mod endnu en væg. Indelukket. Selvom jeg intet kan se, føler jeg væggene lukke sig omkring mig, jeg hamrer mine knytnæver mod låget, og i panik begynder jeg at sparke, men det hjælper intet. Låget er tungt, lavet af hundredeårig eg, træet har stået i en mørk skov, kæmpet om hver en dråbe vand med grådige graner, med dette ene formål for hoved; at sikre min indespærring.
   Jeg tager mig sammen, forsøger at tænke klart, mine knoer bløder og jeg er så forfærdeligt træt, som er mit blod skiftet ud med ståltråd, der er næsten umuligt at bøje. Jeg skubber med knæerne og hænderne opad, rækker mod himlen nede fra helvede. Jeg gisper efter vejret og med mine sidste kræfter skubber jeg, hvad jeg tror, er et låg, væk. Der lyder et brag da låget falder på gulvet, kassen må være placeret på en forhøjning. Jeg griber fat i kanten og hiver mig op. Der er halvmørkt omkring mig, kun et enkelt lille beskidt vindue oplyser rummet, jeg kan se en busk lige udenfor vinduet, jeg må være i en kælder. Overfor mig er der placeret et spejl, det er gammelt, guldbelægningen skaller enkelte steder af, og man kan se indtil træet. Mit hår er slået ud, arrangeret så det falder pænt ned over mine skuldre. Jeg er iført en hvid flonelkjole med kniplinger i den ærbare hals, den er skjoldet af fugt som resten af rummet. Der er koldt og lugter af mug.
   Pludselig bliver døren åbnet, en mand står i døren. han er forpustet. Han har en kasse i favnen. Han er lille og bred, og i et gammelt gråt sæt joggingtøj, hans leverpostejsfarvede hår er fedtet.
   Han går ind og stiller sig ved mine fødder foran spejlet, en kraftig dunst af urin og råd følger med ham ind.
   Han ser overrasket på mig, en dråbe sved render ned af min pande efter anstrengelserne.
   "Nej, nej, nej," udbryder han, mumlende for sig selv, han tager et fedtet lommetørklæde op, og nærmer sig mit hoved, jeg forsøger at komme op og stå og ud af kassen, væk fra den skumle mand og den klamme kælder. Men manden er i et ryk henne ved mig og tvinger mine skuldre ned, "lig så stille," siger han på en barnlig måde, som snakker han til en hund eller en dukke, "ellers bliver far bare sur, du må ikke grise dig til, du skal være fin." Han tørrer sveden væk med lommetørklædet, samtidigt med at han holder mig nede med den anden hånd. Han er stærk. Døren åbner sig igen, uden at jeg har hørt nogen komme ned af trappen, jeg kan ikke se ud over kanten. Jeg skriger om hjælp, men den store mand tager hurtigt hånden med lommetørklædet og presser det ned over min mund. "Shys," siger han med et strejf af noget kærligt i stemmen, han tager hånden væk fra min skulder og stryger mig forsigtigt over panden, "du vækker far, når du skriger sådan."
   Mine ben og arme er som gammelt jern, tunge og rustne, men jeg anstrenger mig og forsøger at sparke ham og skubbe ham væk. Jeg kradser ham på armen, men ellers afviger han hurtigt mit forsøg. Han begynder at græde, han stortuder, "du skal opføre dig pænt, ellers sladrer jeg til far, bare fordi du har været i himlen kan far godt stadigvæk blive sur på dig." Han stamper i jorden som et barn der ikke får sin vilje.
   Den anden mand træder ind i mit synsfelt, han har noget i hånden, han ligger den frie hånd på den lilles brede skulder, "så, så, nu skal jeg nok ordne det," siger han. Han bøjer sig over mig, griner til mig og tager fat i min hånd og holder den fast, i den anden hånd har han en kanyle, hurtigt som en slange der bider, stikker han den ind i min underarm, og presser langsomt og omhyggeligt hver en dråbe ind i mine årer. Han trækker nålen ud og slipper min arm, jeg hugger ud efter ham men min arm er slap.
   Den store mand giver slip, jeg vil skrige, men min mund reagerer ikke.
   "Det var godt du vil ligge stille nu," siger den lille, han er holdt op med at græde, "nu gør jeg dig rigtig fin." Han vender sig væk så jeg ikke længere kan se ham, mit synsfelt er indskrænket til en fugtplet i loftet, kassens sider forhindrer mig i at se andet.
   Jeg er bange, mit hoved er gået i panik, lige om lidt står der én med en økse, men i sekundet han hakker til og rammer min pande, vågner jeg af mareridtet.
   Igen står den store over mig, hans hånd er ved mit ansigt, men det er ikke en økse han har i hånden, men en lille pensel eller børste, "nu bliver du fin," gentager han, han er glad igen, smiler, hvorefter han begynder at børste mine øjenlåg. Han smiler bredt, lidt savl løber ubemærket ned af hans ene mundvig. Han bøjer sig væk fra mig, men hurtigt er han henne over mig igen nu har han en læbestift i hånden, han tværer ublidt læbestift udover mine læber og resten af mit underansigt, han smiler, han er tilfreds, han holder et spejl op foran mig, på mine øjenlåg er der blå øjenskygge også ubehændigt tværet rundt om øjet, "er du ikke fin nu? Gud bliver glad for at se dig igen når du er så fin."
   Han venter lidt på et svar, men mine læber vil ikke bevæge sig, de er som resten af kroppen lammet, jeg ønsker mig væk, jeg vil bare væk, forstår du ikke det dit retarderede uhyre?
   Han begynder igen at græde, snot løber ned af næseryggen videre ned på hagen og blander sig med en klat savl. Den anden mand tager ham om skulderen og forsøger at føre ham væk, men han vil ikke give slip, han aer mig på kærligt kinden, "farvel," mumler han. "Husk nu hvad vi snakkede om," siger den høje, mens han hiver ham væk, "det er ikke farvel, men vi ses." Han siger det som var det i en film, det hedder ikke farvel, men vi ses, vil han sige mens han kysser mig lidenskabeligt, "når jeg kommer hjem fra krigen skal vi leve lykkeligt til vores dages ende," men han kommer aldrig hjem.
   Jeg kan høre døren blive åbnet og lukket og derefter trapper der tungt bliver nedlagt.
   Den høje står igen bøjet over mig, han piller ved noget ved trævæggen oppe ved mit hoved, han fløjter.
   "Kan du se den her lille ting," spørger han, mens han holder en lille sort ting foran mine øjne, "det er et lille kamera." Han smiler lidt for sig selv og arbejder videre: "Kan du se den her ledning? Den vil føre op til mit TV," igen smiler han, tæt på at bryde ud i et flabet grin, "hvilken nat det bliver, for os begge," han stryger mig på kinden, tørrer en tåre væk der er på vej ned, "er du bange?" Det skal du ikke være, det gør ikke ondt!" Han ler nu, længe og højt inden han forsætter: Du ligner en sminkedukke, haha, aldrig tiltro min bror makeup, tiltro aldrig min bror noget som helst, han kan ikke kende forskel på sin egen søster også dig eller de den forrige, eller hende før. Han tier stille et øjeblik, eftertænksom, som venter han på et svar, "synes du ikke den var sjov? Grin da for satan, mens du kan," hans lange knoglede fingre trækker mine mundvige ud i et smil, "det var bedre!"
   Han går ud af mit synsfelt og begynder at bakse med noget, stort og tungt lyder det som, pludselig... bang... et stort låg bliver knaldet oven på kassen, kun en smal stribe lys lyser op et par sekunder, mens jeg kan høre han puster ind og ud et par gange, men hurtigt får han skubbet låget helt på plads.
   Ækelt mørke omvælder mig, jeg har ingen idet om hvad der foregår omkring mig, jeg hører skridt på trappen, er det en der går eller kommer? Den tyndes stemme, de må være der begge to nu.
   - Forstår du, nu har søster det godt igen, vi kan jo ikke ha' hun render rundt når hun er død, Gud og englene savner hende. Jeg kan høre den anden der snøfter, pludselig er det som om forhøjningen forsvinder under mig, jeg bliver flyttet, usikkert, jeg begynder at svede, selvom det er koldt, ikke fordi jeg er bange for at de taber mig, men tanken om det uvisse, hvor skal jeg hen? Hvad gør de psykopater ved mig? Skal jeg dø? Jeg vil gennemryste af gråd, skrige, banke på låget af afmagt, gøre noget, men i stedet ligger jeg lammet, ude af stand til at påvirke min egen skæbne. Jeg kan mærke blodet presse sig mod mit hoved, jeg er på vej op af trappen med hovedet nedad. Den er lang, jeg kan høre de stønner, et dunk gennemryster mig da de sætter kassen på gulvet, men hurtigt er jeg oppe i luften igen, der går ikke lang tid før de sætter mig ned igen, men denne gang på noget der virker blødere.
   Jeg kan igen høre dem puste ud oven på anstrengelsen, den lille snøfter stadig højlydt. De bakser med kassen, jeg kan mærke hænder der løfter, først i den ende og så i den anden. Igen bliver jeg løftet op, det er som om jeg gynger frit i luften, og så bevæger kassen sig nedad indtil jeg rammer... jorden? Hvad sker der for de psykopater?
   Noget rammer kassen låg, det lyder tungt.
   "Af jord er du kommet, til jord skal du blive," bliver der sagt oppe over mig.
   Der falder noget mere ovenpå kassens låg, denne gang tungere, en salme høres svagt i baggrunden. Jeg er i panik, hele tiden kan jeg høre jord der rammer min kistes låg, min hånd bevæger sig i et ryk, hvad end han har givet mig er det ved at aftage, endelig kan jeg skrige, og jeg skriger, mens jord i takt rammer min grav. Jeg græder hysterisk, mens jeg bare skriger, men ingen skridt eller sirener høres, bare lyden af jord der rammer jord, efterhånden dør selv den lyd ud, til sidst kan jeg kun høre en svag lyd af noget der hamrer mod jorden, og sender vibrationer igennem jordlaget.
   Jeg kan bevæge min højre arm, og begynder at hamre febrilsk på låget, men jeg har ikke flere kræfter og giver op. Jeg er magtesløs og græder, der er mørkt, uendeligt mørkt. Kulden fra den fugtige jord trækker sig ind i mine knogler, og jeg begynder at ryste i hele kroppen af en blanding af frygt og kulde. Jeg må tænke klart, tænker jeg, der må være en udvej, langsomt famler jeg langs siderne med mine endnu rystende hænder, jeg hiver efter vejret og forsøger at holde op med at græde. Tag det roligt, hvisker jeg og tager en dyb indånding, ingen panik. Jeg famler i blinde, jeg kan mærke splinter fra det ru låg trænge sig op i mine håndflader, endelig mærker min højre hånd noget, hårdt og kantet, jeg kommer i tanke om kameraet. Nu sidder han der oppe og ser på mig, og han nyder det, hver en tåre. Han optager det, for at kunne genkalde sig de bedste detaljer senere.
   Jeg har en følelse af at være nøgen, han har set mig skrige, græde og snart vil han se mig ...dø... et nyt anfald af panik, jeg sparker og skriger, men jeg bliver alt for hurtigt træt.
   Jeg kan ikke længere skubbe tanken væk, hvor meget jeg end forsøger, skal jeg dø? Her?
   Mirakler sker, det må ske for mig, der vil gå lang tid, flere dage, allerede i morgen vil min kæreste savne mig, de vil lede efter mig og finde mig. Hunde kan lugte gennem jord, og de kan se der har været gravet. Jeg har i hvert fald tre dage, før jeg begynder at dehydrere, jeg vil blive fundet, det skal jeg.
   Jeg tager en dyb indånding for at falde til ro, men det er som om jeg ikke kan få så meget luft som mine lunger vil, hans syge plan går op for mig.
   Jeg skal kvæles, langsomt, han ved det og vil nyde hvert sekund af kampen.
   Men der er stadig tid, måske er der nogen der har set dem grave, måske er der allerede nu mennesker på vej med spader, måske er de to allerede anholdt, lige nu sidder de i håndjern i politibilen, mens politi og naboer er på vej med alt hvad de har af spader og skovle. Er det sirener?
   Jeg må bare spare på ilten, bruge hvert et åndedrag fornuftigt og bevæge mig mindst muligt. Der er stadigvæk mindst en et par timers luft tilbage, må jeg sige til mig selv, men i virkeligheden ved jeg det ikke, jeg aner det ikke, jeg har ingen fornemmelse af hvor lang tid der er gået siden de smækkede låget på.
   Jeg dvæler hen, jeg forsøger at holde mig vågen ved at råbe hjælp, hver gang jeg har talt til 60, men det hjælper ikke. Mine lunger vil have frisk luft, de krænger deres indre ud, udvinder hvert et gram de kan bruge af luften. Det er som har jeg ligget med hovedet under dynen for lang tid, men dynen er blevet til et tons jord og kan umuligt flyttes.
   Min krop vrider sig som kan den derved lave ilt. Min ene arm rammer kameraet. Dette er højdepunktet for ham, de sidste minutter, hans syge hjerne absorberer mig lige nu, et 14 tommers tv med sortgrønne night-wission billeder, og alligevel er det et af hans livs højdepunkter, han har givet slip, sluppet kontrollen, ladet lysten styre ham.
   Et øjeblik har jeg fået superkræfter og slår en knytknæve gennem træet, støder fra og trænger gennem jorden som var det vand, og jeg lige har været nede på bunden af 4-meter-bassinet.
   En sidste mundfuld ilt kan jeg tvinge ud af kisten, så det slut, mørke trænger ind gennem mine øjne samtidigt med at jeg puster livet ud af munden.
   Luft...luft.