- Lise Rønholt, retsmediciner, siger hun, og giver mig hånden.
   - Dav, Teo Larsen. Leder af efterforskningen. Du ligner din mor, må jeg sige, men det har du jo nok hørt før.
   Jeg har bollet hendes mor et par gange, på mørke steder i hendes ægteskab. Hendes unge bryster ligner hendes mors som de så ud for 25 år siden, små og elegante. Hun har sin fars smalle næse og mund, men sin mors mørkebrune hår og lille tynde krop, dog stadig med former som en kvinde.
   Jeg kan se på hende, at jeg ikke skulle have sagt det, at hun er dødtræt af at blive sammenlignet med hende, og konstant mindet om hvorfor hun har fået sit job.
   - Nåh, lad mig se hvad du har til mig, siger jeg.
   - Kom med ned på stranden, vi har ikke flyttet dem endnu, siger hun, som var det stjålne biler det hele handlede om.
   - Dem?
   - Vi har fundet endnu et lig hundrede meter længere op af stranden, siden du er blevet informeret.
   - Ok, har i fundet ud af hvem de er?
   - Nej, de har ingen papirer på sig.
   - Ok... Og din mor, nyder hun pensionisttilværelsen?
   - Ja, du ved, pileflet og den slags.
   Jeg kvæler et smørret grin, hende flette buske sammen til brødkurve, der er kun en slags flet hun er god til, men til gengæld mestrer hun den disciplin til fulde!
   - Hun savner ikke jobbet?
   - Nej, hun har vist set lig nok for resten af sit liv.
   - Ja, lad os håbe det, svarer jeg, og hun smiler høfligt af min joke.

Vi går igennem heden, desværre kan bilerne ikke komme herned, - satans til sted. Jeg er ved at snuble over en græstue. Op over klitten, sand i mine sko, - satans til dag.
   Den startede ud med et opkald i morges kl. 7, mens jeg stadig lå i min seng, og prøvede at få mit hoved til at forstå at den sagtens drikke en halv flaske whisky, uden at den behøver at renovere hele overetagen dagen efter. "Kør til Møn," fik jeg besked på.

Lise Rønholt viser mig det første lig der blev fundet. Det er en ung kvinde, formentligt omkring de 20, måske yngre. Hun er iført cowboybukser, en sweater og lilla luffer med matchende strikhat. Hun er tynd, direkte mager, den våde striktrøjen klæber mod hendes krop, måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes jeg kan ane hendes ribben.
   - Hun har formentligt drevet omkring to dage i forhold til stadiet af forrådnelse. En metrolog er sat på sagen, og er ved at regne den formode flydebane ud.
   - Fint, svarer jeg. Hun er altså faldet over bord fra et skib?
   - Formodentligt, der er ikke meldt nogen savnede eller ulykker i det her område. Desuden ville vi højst sandsynligt have fundet hende før, hvis hun havde været ude at bade, det har jo været pålandsvind den sidste uges tid.
   Hun er professionel Lise, ikke et spor af ukontrollerbare følelser i hendes stemme, endnu en ting hun har arvet fra sin mor.
   Jeg kan se at den kvindelige betjent der er ved at afspærre området, har blanke øjne, hun hører under mig, og har en datter på pigens alder.

Vi går hundrede meter længere op af stranden, endnu en kvinde, formodentligt ældre, omkring de 27.
   Hun har tang i sit lange afblegede hår, der mangler et par cm farve i hovedbunden, hendes naturlige hårfarve er ildrød. De har dækket hende ansigt, hendes øjne er blevet spist af fugle, forklarer Lise. Helt hård er hun alligevel ikke, når hun har dækket øjenhulerne til. Hun er chefen, og ingen under hende vil bede om at få dem dækket til, men måske har hun gjort det af hensyn til sine medarbejdere.
   Hun vil ikke holde længe, hun har ikke sin mors styrke og egoisme til at komme til tops af sig selv, på et tidspunkt vil hendes mors rygte og efternavn ikke kunne beskytte hende mere.

Jeg går tilbage til det første lig, Lise bliver, og siger hun vil ringe til mig, så snart hun ved mere, jeg nikker, og hilser med hånden, idet jeg går tilbage langs strandkanten.
   Der ligger råddent tang overalt, jeg kan ikke undgå at træde på det, det stinker værre end lig. Jeg har ellers set og lugtet min del af halvrådne lig: Lig fra søer, lig der bliver ædt op af maddiker, selv et par stykker fra gylletanke har jeg set blive hevet op.

Teknikerne er færdige med deres opmålinger og fotografier. Pigen er ved at blive lagt i en ligpose, og derefter på en båre.
   Der er ingen der siger noget, der skal ikke mange sjove bemærkninger til i dag, før end en af dem mister besindelsen. De fleste af dem har formodentligt selv børn, måske endda piger på pigernes alder. De vil gøre deres arbejde ekstra grundigt i dag, for deres verden vil ikke kan komme helt tilbage til normalen før svinet er fanget, og hvis det stod til mange af dem, skudt og tortureret.
   Selv har jeg ingen børn, ingen kone, ingen familie, jeg er vel hvad man kalder, "gift med mit job," med enkelte affærer, som førnævnte fru Rønholt.

Jeg tager til politikredsens nærmeste station. Det er en lille provinsstation, men de har hvad jeg skal bruge: En computer og sort kaffe.
   Min opgave er at sammenkæde alle oplysninger fra de forskellige enheder, derefter finde den skyldige, og til sidst gå i medierne og få al æren for opklaringen sammen med den lokale politichef.
   Min mobil ringer, nummeret er ukendt. Det er metrologen der er sat på sagen. Pigerne er sandsynligvis blevet smidt af båden 50 km fra Sjællands kyst, hvorefter de er drevet nedad, og endt ved Møns Strand. Han vil sende mig et kort per mail.
   Hvad laver to piger, der absolut ikke er fiskere, i Østersøen?
   Man sejler ikke i en gummibåd så langt ude, og man falder ikke bare ud af en større båd, uden at der bliver sendt et nødsignal.
   Min mobil ringer endnu engang, endnu et uregistret nummer, men jeg genkender det, det er BTs - kriminalreporter Morten Hansen.
   Der skal tænkes hurtigt nu, hvilke oplysninger må komme ud, hvad vil gavne, hvad vil skade?
   - Ja, det Larsen
   - Hansen her. To piger er skyllet op ved Møns klint.
   - Ja, i det område, bekræfter jeg, men ellers ved vi intet endnu, du må vente til vi kommer med en officiel meddelelse.
   - Kom nu, for gammelt venskabs skyld, prøver han.
   Ha. Hvilket venskab? Sidst jeg tjekkede var jeg bedre venner med den konstante bestand af mug i mit køleskab end ham.
   - Nej, du må vente.
   Jeg lægger på.
   Han har altid irriteret mig, han ingen respekt for sit fag. Jeg har hørt at den eneste måde han kan få den op og stå, er ved at se horror-film inden. Heldigvis for os andre har han en god fantasi, og kan nøjes med det, ellers var han sgu nok blevet en af de psykopater, han selv skriver om

Der hænger et kort over Sjælland, Sverige og Østersøen på væggen, det er fyldt med knappenåle, hvis noget med en trekantshandel af smuglervarer mellem Danmark, Sverige og Litauen. Kopivarer, sprut og den slags.
   Jeg åbner min mail, og finder kortet frem, metrologen har indtegnet en rød cirkel i det område, hvor han mener at pigerne kan være blevet smidt overbord fra.
   Jeg aftegner cirklen med røde knappenåle på vægkortet. Det er et stort område, der har sejlet mange både der de sidste to døgn. Men kystvagten er da et forsøg værd, måske har de observeret noget unormalt.
   - Kystvagten!
   - Du snakker med kommissær Larsen.
   - Jeg vil høre om i har haft en udrykning i forgårs, 50 km fra Sjællands kyst?
   - Øjeblik. - Ja, det var en travl dag. Vi havde 5 udrykninger i det område.
   - Jeg skal bruge rapporten, du må lige sende den med det samme.
   - Per e-mail?
   - Ja for fanden, jeg har ikke flere dage.
   Idiot, han er lige ved at lægge på uden min mail-adresse.
   Jeg tvivler på at kystvagten kan hjælpe, der er her er sandsynligvis tale om en kidnapper, hvorfor skulle to unge piger ellers frivilligt gå ombord?

Jeg har en dårlig fornemmelse med den her sag, medmindre obduktionen viser noget, er jeg stort set på bar bund.
   Jeg er træt efter den alt for tidlige opvågen, og går over til kaffemaskinen for at nedsvælge dagens opkvikker nummer 2, jeg er bagud med min daglige kvote, og er taknemmelig for de ekstra store krus de har her i provinsen, ikke noget fedtfri late her.
   Jeg tager et tilfældigt krus, jeg gider ikke at spørge, hvilket der er ledigt, de fleste betjente har så stor respekt for mig, at de nærmest ser det som en ære at jeg drikker min livsnektar af deres krus. Måske noget af mit fantastiske instinkt for at fange drabelige mordere vil smitte af på dem, og gøre dem i stand til at gå fra borede knallerter til gennemborede korpus's!
   Talent? For hvad? Gå i seng med de rigtige overbetjente, på det rigtige tidspunkt? At drikke rigeligt med kaffe, og have en tilpas stor daglig ration smøger til at ligne en kommisær? Så er der rigeligt til at blive justitsminister!
   Jeg går udenfor med min kaffe og tænder mig en smøg. Jeg giver dem 10 min.

Jeg printer rapporterne ud, jeg er gammeldags hvad angår at læse på en skærm, jeg mister det vigtigste, overblikket.
   Natten til i går: Manglende lys, falsk alarm.
   To dage siden: Indsmugling af spiritus og cigaretter, falsk alarm, falsk alarm.
   (Det var dog satans, så dårlige folk er til at holde fingrene fra røde knapper.)
   Indsmugling af spiritus, mistanke på grundlag af registrering som østersfanger. Hvad? Hmm... ingen interesse.
   Manglende lys. Selvfølgelig, et forsøg på ikke at blive opdaget, hvorefter kidnapperen er gået i panik, da han fik en melding fra kystvagten om deres tilstedeværelse, og har smidt pigerne overbord. Men de var ikke bundet, de må have gjort modstand, altså ... flere kidnappere.
   Hurtigt giver jeg en ordre til den vagthavende betjent, han ser forskrækket på mig, da jeg beder ham om at sende en indkaldelse om afhøring til en anden politikreds. "Har du morderen?" udbryder han, med et barnligt og ærefrygtigt blik, men også et blik der har mistet alt håb om nogensinde at blive god nok.
   - Nu må vi se. Jeg har lært min lektie. Aldrig fortælle noget du ikke vil have i pressen til de lokale. Man skal ikke friste svage sjæle, siger man vist.

Jeg må på landevejen igen, til Fakse Havn.
   Man kører for meget når sædet har formet sig efter selv den mindste hvirvel i ens ryg, og man har nemmere ved at finde Ålsø på sin GPS, end kondomerne i natbordets skuffe.
   Politichefen fra Fakse ringer, og fortæller at de nu har en sur døddrukken fisker siddende i detentionen. Jeg beder dem skaffe ham en advokat, så vi kan få ham afhørt, så snart han igen er i stand til at bevise sin uskyld på andre måder end ved at pisse på betjentens sko.

Klokken er fire. Jeg tænder for radioen. Jeg må vide hvordan jeg står i forhold til pressen.
   Ikke en skid, endnu! Der er altså ingen historie endnu. Det er ikke helt hvad jeg havde forventet, det bedste havde været en kort historie om de to piger, så vi kunne have fået evt. vidner til at melde sig, men hva' fanden, hvor mange vidner befinder der sig midt i Østersøen?
   Normalt er de døde ellers mere interessante end de levende, men ikke i dag, hvor den levende hedder Kevin Tyler, og lige har forladt konen og er sprunget ud af skabet.

Jeg er næsten i Fakse da min mobil ringer endnu engang. Jeg har tilsluttet den til håndholdt, ikke så meget fordi andet ville være ulovligt, men mest fordi jeg så er i stand til at drikke kaffe, eller bestyre min GPS samtidigt.
   - Det Lise Rønholt
   - Ja, Larsen her. Det var sgu hurtigt i var færdige.
   Det er et dårligt tegn at de er så hurtigt færdige, så har de ikke fundet meget.
   - Jeg kommer til Fakse og forklarer. Vi ses dernede.
   - Hva'? udbryder jeg. Hvor fanden ved hun fra, hvor jeg er på vej hen?
   - Jeg snakkede med betjenten på stationen, jeg bor i Fakse, så jeg kan lige så godt komme forbi. Forklarer hun, som har hun læst mine tanker.
   - Hvorfor er der ingen rapport?
   - Det her gør det nemmere for os begge to, du får de oplysninger du skal bruge hurtigere, og jeg kan komme hjem og sige godnat til mine børn.
   - Ok, vi mødes på stationen.
   Det nytter ikke noget at protestere, selvom det skurer i mine hjerneceller, dette bryder med alt hvad der er cotume. Endnu et punkt hun har til fælles med sin mor. Når hun sagde noget blev det sådan, da hun sagde, hun ville have sin datter til at efterfølge sig, blev det sådan.
   Men der blev snakket, og der bliver snakket.

Jeg ankommer til Fakse, og finder hurtigt stationen ved hjælp af min GPS.
   Den ligner alle andre stationer, man kunne gensplejse én, og placere den rundt omkring i landet, i stedet for de nuværende stationer, ingen ville opdage forskellen. Røde mursten, rødt tegltag med brune trævinduer og døre, og et messingskilt der fortæller at her bor politiet.
   Jeg går ind, vagthavende betjent ved af uvisse årsager hvem jeg er, og fører mig uden videre ind i afhøringsrummet, efter at have givet en ordre om også at føre den berusede fisker derind.

Han ligner en der lige er kommet ind fra havet, og lugter som en der lige har druknet sig selv i et hav af bræk, pis og halvgammelt fiskeaffald. Betjentene bliver mod deres vilje nødt til at støtte ham, dvs. røre ved ham.
   Jeg kan med det samme se, at vi ikke kan få et fornuftigt ord ud af ham i dag. Selvom jeg ved, at jeg ville kunne få ham til at indrømme, at han var Hitler selv, hvis det var det jeg ville, men en tilståelse givet mens man ikke er ved sine fulde fem, holder ikke en halv pot pis i retten.
   Jeg beder betjentene føre ham ind i detentionen igen, og give ham et bad og noget rent tøj om et par timer eller mere realistisk, dage.

Lise Rønholt står uden for afhøringsrummet og venter da jeg kommer ud.
   - Du har måske slet ikke brug for mine beviser? Spørger hun, og kigger ned af gangen, hvor betjentene har deres besvær med at få den nu ret ophidsede mand tilbage i detentionen.
   - Kun til at understøtte min sag.
   - Fint, er der et sted vi kan sidde ned?
   - Ja, svarer jeg, og vi går tilbage til forhallen, hvor jeg får den vagthavende til at vise os et tomt skrivebord. Vi sætter os på hver sin side. Hvad har du til mig? Spørger jeg.
   - Den ene pige havde DNA under neglene, og hun har haft ubeskyttet samleje inden for det sidste døgn inden hendes død. Vi fandt sæd, men det matchede ikke med det der sad under neglene.
   - Det passer meget godt på en teori jeg har, om at jeg mangler at finde nogle medskyldige. Min telefon ringer igen, det er endnu et ukendt nummer. En journalist vel. Jeg viser med håndtegn at jeg går to minutter.
   Jeg bruger de næste tre min. af mit liv på at forklare en nyuddannet journalist fra det lokale dagblad, at selv om man er lokal, så gælder det stadigvæk, at man må vente til en evt. pressemeddelelse eller pressekonference. Der må være blevet lækket noget, for hun har oplysninger om en anholdelse. Om jeg ikke lige bekræfter det, afslører vedkommendes identitet, og hvilke spor vi har, så evt. medskyldige der ikke allerede er flygtet ud af landet, vil tage til Tahiti og skifte identitet? Jo, selvfølgelig!

Jeg slår et smut forbi kaffemaskinen, jeg må have noget at styrke mig på. Da jeg kommer tilbage til skrivebordet sidder Lise og læser kystvagtens rapporter.
   - Er manden i detentionen ejer af den her båd? Spørger hun, og rækker mig rapporten om smuglergodset, - for så har du din mand.
   Jeg bliver rasende, hvad ligner det sådan en mors pige at gå i mine papirer, og begynde at lege detektiv.
   - Nej, jeg har klare beviser på at det er båden uden lygter, det er logisk, det eneste jeg mangler er dine dna-spor til at underbygge min sag. Så hvis du vil være så venlig at passe DIT job så passer jeg mit.
   - Ok, du bestemmer, så lad mig fremlægge de sidste dele fra obduktionen.
   - NEJ, fra nu af gør vi det på min måde, senest ved midnat ligger der en rapport i min indbakke, ellers skal jeg sgu' sørge for, at du bliver forflyttet til egne af Danmark, du ikke engang kan finde på et landkort, om så din mor nægter at kneppe mig mere.
   Hun tager sine tinge, og går med hurtige bestemte skridt mod udgangen, men vender om på halvvejen, farer tilbage til mig og stikker mig en lussing der vil kunne få selv manden i detentionen til at tænke "hva'?"
   - Sådan noget skal du ikke sige om min mor, hvisler hun ud gennem tænderne, hendes mund er så tæt på min hals, at jeg et kort overblik tror hun går efter at bide min strube over.

Kl. er 6, og min mave fortæller mig at det er tid til morgenmaden og frokosten jeg ikke nåede at få i farten, jeg går ud og spiser, en bøf, en kæmpe bøf med løg, masser af bløde løg, halv smør, halv løg.
   Jeg må ikke drikke i arbejdstiden, så jeg må nøjes med en enkel øl! Jeg spiser som var min gaffel en skovl og min mund et gigantisk kulfyr. Manden kan aldrig følge med, der mangler altid lige én skovlfuld kuld, for at få dækket fyrets behov.

Kl. 11.07 dukker rapporten op i min indbakke. Den er kort, for kort - sjusk, tænker jeg, og skal lige til at ringe og brokke mig, men jeg tager mig selv i nakken, og begynder at læse.

Hun starter med hvad hun allerede har nævnt, dna-sporene under neglene, og sæden fundet på den yngste af pigerne.

De har endnu ikke afsløret pigernes identitet, men deres oprindelige hårfarve, kropsstørrelse og ansigtstræk, kan tyde på at de er fra det nordlige Østeuropa.
   Jeg har åbenbart gættet rigtigt, da jeg skød på deres alder til at være ca. 20 og 27.

Den ældste kvinde har spist Østers som sit sidste måltid, virkelig brugbar information. Hun har altså vidst hun skulle dø, og fejret det med østers og champagne!
   Efter "østers" står der i parentes Limfjord, det er understreget med en tyk sprittusch. Hun har endda været fræk nok til at skrive nedenunder parentesen at det eneste sted de fisker østers i Danmark er Limfjorden.
   Jeg finder alligevel rapporten om Limfjordsbåden frem. Smuglervarer... hmm... kvinder har vel altid været en eftertragtet vare, det passer med pigernes formodede oprindelse og voldtægten.
   Man spiser vel fangsten ombord på en fiskerbåd?
   Teorien er langt ude, men en båd fra den anden side af Danmark der sejler helt til... jeg gransker rapporten fra kystvagten, og ser at det er lituaenske cigaretter og vodka de havde fundet ved razziaen.
   Cigaretter og sprut, det kan ikke betale sig længere, specielt ikke når man først skal bruge en masse penge på at transportere sig hele vejen rundt om Danmark, desuden er der tale om to kasser vodka, og 100 kartoner smøger, ikke meget mere end til et par rygeres årsforbrug.
   Jeg ringer til Løgstør politistation, det er simpelt, ved hjælp af bådens nummer og navn kan de finde oplysninger på ejeren, og alle medarbejdere.
   2 timer, og så har de byttet deres bløde senge ud med en hård skummadras i isolationen.

1 uge senere er dna-sporene blevet tjekket med alle mistænkte, de matcher ejeren af Limfjordbådens og hans medarbejders, og to andre der arbejder på båden har meget store forklaringsproblemer.
   Jeg kan meddele pressen at vi har anholdt fire mænd, som foreløbig er varetægtsfængslet i en måned, indtil retssagen starter.
   Hvordan? Spørger pressen. Masser af kloge mennesker, svarer jeg, og en især kløgtig retsmediciner, andet kan jeg ikke afsløre.
   Det er det, her slutter sagen for mig, og statsanklageren tager over.