Martin er væk, væk, væk fra ham selv, væk fra hans mor og hans søster. Han er flygtet ind i en skov, en plantage; træerne står på lige rækker, plantede og placerede med 120 cm mellemrum. Grå stammer efter hinanden i endeløse rækker, til alle sider, med 120 cm mellemrum. Jorden er dækket af delvist rådne kogler og nåle, enkelte steder er der en forhøjning af en myretue, fyldt med søvnige myrer der lige er vågnet fra hiet.
   Brunt i gråt. Gråt som Martins fingre der har trukket beskidte striber over hans kinder, med enkelte rene og endnu fugtige steder. Brunt som hans uglede leverpostejsfarvede hår.
   Martin du er en tøsedreng, en Tudemarie, du skal bare benægte, så har de intet på dig. Du er et lille pjok. Sæt dig ned og græd snot, ta' en kiks og tør øjnene.

Martin tuder, han sidder op ad en af de talløse grå fyrestammer og tuder stille, bange for at nogen skulle få lyst til at gå en søndagstur arm i arm, lykkeligt nyforelskede som for 30 år siden, komme forbi ham, høre ham, og spørge, som de venlige mennesker de er. Taget på fersk gerning, ville han sidde der med rødrandede øjne og benægte, allergi, nællefeber, der er skam ikke noget i vejen med ham. Giv dem et smil med på vejen, så er de overbevist. Men alligevel græder han stille, for hvad hvis de ikke bliver overbevist? Hvad hvis de stiller flere spørgsmål? Hvad hvis de kender ham, eller nogen han kender?
   Han rokker lidt frem og tilbage, det er rart, det beroliger ham lidt, hans gråd stilner langsomt af, men længe sidder han og gisper, og prøver at trække vejret dybt ned i maven.

Hvorfor er du her Martin? Hvorfor er du ikke ude og spille fodbold, eller drikke en øl med vennerne? Du er jo sådan en rask og rørig ung mand.
   Martin rejser sig op, han går videre ind mellem de grå nåletræer og væk fra vejen, hvor han smed sin cykel.
   Det er snart et døgn siden.
   Han kom cyklende på vej hjem fra skole, der er et godt stykke, 6 km, men han er vant til det, og kan hvis han cykler til klare det på et kvarter.
   Han vil ikke indrømme det, men i disse dag nyder han faktisk turen, selv om morgenen, nu hvor det er blevet lyst.
   Det er maj, marker og træer springer ud, og om fem dage er det sidste skoledag, så er der kun eksamenerne tilbage, og så er det slut.
   Det var på vej hjem i solskin, Martin smed sin cykel i den del af grøftekanten, hvor der vokser hindbærbuske. Dér hvor han i sensommeren plejede at stoppe på vej fra skole hjem med sin søster, de stoppede dér og spiste hindbær, og fik pletter på tøjet. Det var dengang, men søsteren dimitterede for to år siden, og allerede et par år forinden var de ligesom blevet for store til den beskæftigelse.
   Martin smed cyklen fra sig, han ænsede ikke, at der nu var grønne skud på planten, han sparkede kun arrigt til den, da dens torne satte sig fast i hans bukseben, som vil de forhindre ham i at gå, men Martin går alligevel. Væk fra vejen, væk fra mennesker der vil snakke, og spørge om hvordan han har det, ind til dumme umælende træer, der passer sig selv. Han ville bare lige sidde derinde i to min, og få tankerne lidt i ro igen. Så han sprang over grøften et sted, hvor hindbærbuskene endnu ikke havde bredt sig til.
   I starten går han kun en to tre meter ind, han sætter sig på hug et øjeblik, men det som om at stilheden og freden giver ham for meget ro, alt for lang tid til at tænke i ad gangen, og han kan pludselig ikke fortrænge, som han plejer. Han rejser sig op og går længere ind, han læner sig op af et træ og lukker øjnene. Hans jakke bliver beskidt, harpiksen klistrer sig til ryggen, det er ærgerligt for det er en ny jakke, han fik den for bare en uge siden, den var dyr, og hans mor havde vist ikke rigtigt råd til den, "men det går nok," havde hun bare sagt.
   Martin vil videre, men det eneste der sker da han forsøger at komme væk fra stammen, er at han hører et tydeligt ritch fra en syning der sprækker, men bortset fra det kan han ikke komme ud af stedet. Han sidder fast som er harpiksen sekundlim. Han er fanget i edderkoppens net, og om lidt kommer den enorme hunedderkop, og spinder ham ind i sit spind, hvorefter hun vil æde ham, når hun bliver sulten nok. Han er en dum flue, der bare følger efter de andre fluer i deres leg, hvem tør komme tættest på spindet? Hvem er modigst, hvem tør tirre edderkoppen mest? Men i virkeligheden er der ikke noget harpiks, der fængsler Martin til edderkoppeføde, der er ingen kæmpeedderkopper, der er kun en lille grim en ved hans venstre fod.
   Martin er herren, Martin er gud, han bestemmer over liv og død, og som så ofte før tramper han, måske er den ikke helt død, så kan den ligge og lide, men så kommer der nok en anden gud, og træder på den igen.
   Martin løber længere ind i skoven, væk fra det blodige lig.
   Edderkoppen kan ikke tale mere, den vil aldrig sladre, det eneste bevis er en klat indvolde under Martins ene sko, og et kryds i en stor sort bog et sted langt ude i universet.
   Er Martin ond? Er han en hensynsløs egoistisk dum skiderik?
   Ja... nej... Han ved det ikke, han har så mange undskyldninger, men han ved at de ikke holder i længden, han kan ikke lyve for sig selv, kun for andre.
   Var det hans skyld? Han bliver ved med at sige til sig selv, at det var Kents skyld, men faktisk var det jo ikke nogens skyld, det var bare en ulykke. Det kunne ligeså godt være sket for ham, eller en hvilken som helst anden, eller måske ikke, nej, ikke hvem som helst, jo, ifølge politiet, men noget havde drevet hende, der er en baggrund for alle handlinger, og Martin var en del af den baggrund.
   "Nej, det er den der udfører handlingen der er ansvarlig for den, sådan er det," hvisker han til sig selv, men det er jo løgn siger træet, "nej," svarer Martin, "man må tage ansvar for sine egne handlinger, hun havde gjort det lige meget hvad."
   "Det nytter ikke at lyve, indrøm det, du er skyldig," fortsætter træet, dens nabo giver den ret, og en fugl skriger i det samme bag ham: Morder Martin.
   "Morder Martin, Morder Martin," lyder det nu omkring ham, hvert træ har fået en million munde, de er overalt, "Morder Martin, Morder Martin, du er skyldig, det er din skyld."
   Martin skriger hans uskyld ud, men det nytter ikke, de bliver bare ved og ved.
   Martin flygter længere ind i skoven, men overalt, hvor han ser, er der bare munde: Smalle lyserøde læber, med enorme hvide fortænder, "Ninus, Ninus, ska`du ha´ en gulerod? Hahaha..."
   Martin snubler, og rammer den eneste sten i skoven med sit knæ. Hun svinger for skarpt og rammer det eneste træ i vejkanten. Martin holder hænderne over hovedet, for at fuglene ikke skal komme, og hakke hans hjerne ud. Hun skærmer med hænderne, mod det glas hun kan forudse komme, hun har sluppet rettet af skræk, hun skærmer som kan det redde hende, men skærmblomst familien bliver også slået ned af hagl.
   Martin ligger med hovedet ned mod jorden, og trækker ikke vejret. Hun smadrer hovedet ned i airbaggen, og trækker ikke vejret.
   Martin vender sig om på siden, hans arm gør ondt, han har jord i munden. Hun har blod i munden, vender ikke hovedet for at få vejret, og mærker heller ikke at hendes højre arm er brækket to steder.
   Martin ligger på den fugtige jord i lang tid, før han begynder at fryse, og trækker sin krave op omkring ørene.
   Hun ligger ikke på den hvide båre i lang tid, førend de dækker hendes ansigt til med et hvidt lagen.
   Martin sætter sig op, han mærker kulden, sulten og trætheden i sin krop.
   Han ved ikke, hvor han er, så langt han kan se, står der træer med 120 cm mellemrum.
   120 cm, afstanden mellem liv og død, og afstanden mellem noget så idiotisk som træer, så lidt i forhold til, hvor mange meter hun havde kørt i forvejen. Hvis hun bare var drejet 120 cm før eller efter, måske bare en meter, måske en cm, måske var det en mudderplet på få cm der fik hende til at dreje for skarpt, eller så var det de få cm2 plastic, blæk og papir hun manglede der gjorde udfaldet, det var i hvert ikke hans skyld.
   Han er rolig nu, afklaret, han må finde sin cykel. Han har bare lige været ude og få et par øl med drengene, lidt for mange, og så var han faldet i søvn i grøften, "jeg er meget ked af det mor, det skal ikke ske igen, jeg er ked af at du har været så urolig." Ville han sige, så ville han give hende et knus, og i morgen måtte han hellere ordne haven for hende.
   Martin er sikker på, at han nu går den rigtige vej, det virker som om at skoven bliver tyndere, træerne står der stadig, men bevoksningen i bunden er ikke længere så tæt, der er ligefrem smalle stier.
   Endelig kan han se vejen, det er heldigt, for det er ved at blive mørkt, og Martin er ikke glad for mørke.
   "Du er en tøsedreng," sagde hans far, da han lagde ham i seng en aften, dagen efter skred han.
   "Menneskets frygt er roden til alt ondt," sagde hans mor en morgen, efter han ikke havde vist sig i huset i en måned, hun var i et filosofisk hjørne, "du skal ikke være bange, for at din far ikke kommer tilbage, for det gør han ikke." Hans mor smilede, "men vi skal nok klare det, for vi er ikke bange for fremtiden, vel?"
   Martin havde rystet på hovedet, og var kørt i skole, på vejen ind havde han husket at pifte Ninus cykel.
   Drengene havde grinet højt, "hun kan vel bare hoppe hjem!" Pigerne lidt mere forsigtigt, "hvor er du ond Martin," fniste de.
   Ninus sad i hjørnet af klassen, hun hørte som sædvanligt ingenting.
   De glemte helt at Martins far var blevet set i nabobyen, skidestiv og suttende på en anden dame.
   Martin når ud til vejen, men det er den forkerte vej, selvom den ligner den anden på en prik, øde og med huller i asfalten, ser han med det samme den store klynge med gule erantisser der breder sig i den modsatte vejgrøft, de hører ikke til på hans vej.
   I mangel på bedre sætter Martin sig i vejkanten, han kigger ud over de grønne marker, han ser at solen er ved at gå fra en lysende kæmpemasse til den røde kugle, der bare bevæger sig længere og længere ned, for derefter at blive erstattet af mørket.
   Det er mørket Martin er bange for, det rødlige skær kan klares, hvis man er snild nok til at hoppe mellem flammerne, og ikke blive brændt, men mørket kan han ikke rende fra, ikke engang ved at lukke øjnene. Herude er der ingen Batmanlampe til at redde ham fra mørket, der er ikke engang en gadelygte, han kan søge trøst ved, om et kvarter eller mindre vil der være mørkt, som i sort mørkt, ikke som i gadelygtemørkt, nej, det uciviliserede uhyggelige mørke.
   Martin får den tanke at give sig til at løbe, bare løbe indtil han falder og slår sig bevidstløs, eller er så udmattet at han ikke kan rejse sig op, det var vidst det der var sket i går nat, men han er ikke helt sikker, det står uklart for ham.
   Pludselig ser han lygterne på en bil, hurtigt er han oppe at stå, han løber mod bilen viftende med armene, den kører stærkt, og hurtigt er den henne ved Martin, et øjeblik tror han den vil stoppe, men i stedet slingrer den kraftigt, så Martin må springe til siden.
   Bilen kører forbi, lygterne har blændet Martin, og da han kan se igen, er der ikke mere at se, mørket er kommet.
   Martin er faldet i springet, han ligger i skovkanten på en pude af mos og grannåle, og inde under det et agern, men Martin kan ikke mærke ærten, for Martin er bare et menneske, det eneste han har blå mærker fra, er da han snublede over roden.
   Martin er nok bare et ganske almindeligt ondt, egoistisk menneske, nu, med dårlig samvittighed.
   Men dog ligger han nu ude i en skov, i mørke, selvom dette er hans største skræk, og græder, (selvom han synes at mænd der tuder er nogle tøsedrenge) over en ulykke, hvor Martin ikke har set personen før dagen før, og stort set aldrig har talt et ord med personen.
   Martin er uskyldig.
   Der er ingen fingeraftryk, der er ingen båndede samtaler eller beskeder på afdødes mobil, der har noget som helst med Martin at gøre.
   Ingen knuste hjerter, i hvert fald ikke, hvad Martin eller nogen andre ved af. Intet pres fra Martins side om at køre ud, og hente stoffer eller sprut til ham og hans venner.
   Der var ingen grund.
   Martin tager hætten op om hovedet for at beskytte sig mod kulden, og for at dæmme af for evt. lyde fra skoven. Hurtigt får han snøftet sig i søvn, men søvnen kan være ligeså ubarmhjertig som at være vågen.
   Martin kører bil, han har intet kørekort, men det gør ikke noget, der er alligevel aldrig noget politi på de kanter.
   Martin har en flaske sprut mellem benene, han griber ned, men der er alligevel ikke nogen flaske, han undrer sig, den var der da lige før. Han sænker blikket mod sine ben, måske er den faldet ned til hans fødder, uden han har lagt mærke til det, han stirrer ned i mørket, men kan knap nok se sine egne fødder på pedalerne. Han kigger op igen, og ser at han er midt i et sving, han stirrer ud for sig og tænker, at nu skal han nok dø, men bilen drejer af sig selv den rigtige vej. Han kigger til sin højre side, og ser en pige med fortænder der går helt ned til hagen, hun griner, "der reddede jeg nok din røv, hva´?"
   Hun tager vodkaflasken, der nu sidder mellem héndes ben, og tager en ordentlig slurk, uden at hoste sender hun flasken videre. Martin drikker, men det smager ikke af billig vodka, men af dessertvin, sød, klam dessertvin.
   Han plejede at få lov at drikke det ved sin mormor, selvom han hadede smagen, drak han det, bare fordi det var sprut, så kunne han da sige han havde drukket noget, uden at lyve alt for meget, men hun døde sidste år, hans mormor.
   Hun havde kræft, det startede i maven, men hurtigt bredte det sig. Bid for bid havde det ædt hende op. og erstattet de sunde dejlige mormor-celler, med hadefulde celler der på ingen måde havde tænkt sig at stoppe med at dele sig og æde flere mormorceller, lige meget hvor skrap kemoen var, cellerne var ligeglade.
   Men nu sidder hun omme bag i bilen og griner, som kørte hun i en af sine elskede rutschebaner, her kører det bare ikke op og ned, men i zigzag, på en vej lavet af millioner af små sorte edderkopper. Martin kigger i bakspejlet, og ser at bag dem følges de af et rødt spor af maste vitale dele, blandet med blod og andre kropslige væsker.
   Martin kigger op og ser at de små sorte edderkopper nu har fået ansigter. Han når lige at se Kents ansigt vride sig i angst, før de kører ansigtet med den lille sorte edderkoppekrop i smadder.
   Ninus griner højt ved hans side, og mormor sidder og nynner fornøjet på bagsædet. "Er dette ikke det sjoveste du nogensinde har prøvet?" Spørger Ninus. Martin stirrer bare på vejen, han kan høre Trine fra klassen skrige, men i det samme er hun bare blevet til en grødet rødlig masse.
   Han har brækfornemmelser, de slingrer fra den ene side af vejen til den anden, Martin er køresyg og, den vamle duft af gammel parfume, blod og dessertvin gør det ikke bedre.
   Han kan mærke dessertvinen trænge op gennem halsen, samtidigt opdager han hans eget ansigt på vejen. Det er roligt, og har ikke som de andres ansigter, travlt med at forsøge at få den lille krop til at mave dem ind til siden, hvilket er umuligt på grund af de ulige proportioner. Martins ansigt smiler næsten, han kan høre at det synger, "jeg har fortjent min straf, dadadadaaa, jeg har fortjent min straf, dadadadaaa." Mormor er begyndt at synge med, højt, med sin muntre og lidt rustne stemme. "Stoooop," vil Martin råbe til Ninus, men det eneste der kommer ud er dessertvin og mavesyre.
   Ninus giver sig også til at synge med, og trykker speederen endnu mere i bund. Martins ansigt ryger ind under det ene dæk, og han kan i det samme mærke en enorm smerte, som om nogen har placeret hans næse under en kæmpe elefantfod.

Martin vågner ved at han vender sig, og samtidigt slår næsen mod en rod. Han ligger på den kolde jord i vejkanten.
   Kulden er trængt ind, og han ryster så det gør ondt i rygraden. Selvom det er forår og varmt om dagen, er det endnu kun 7-8 grader om natten.
   Han åbner øjnene, men lukker dem hurtigt igen af frygt for mørket, og skyggerne der vandrer i det.
   Det er bare sort, forskellige nuancer af sort, netop derfor er det så skræmmende, man kan kun ænse skyggerne eller omridset af noget, dette kan gøre selv de mest ufarlige ting, som en stol, til et monster med lange klør, klar til at fange ham, og æde ham rå.
   Om dagen gemmer monstrene sig indeni lyset, og kaster kun små ufarlige skygger, men om natten, i ly af mørket, får de frit spil.
   Han lukker øjnene, men alligevel er der mørkt, monstrene er inden i ham, lige som i stolen. Han kaster sorte skygger indad og udad mod verdenen.

Solen er igen stået op, og monstrene har gemt sig. Martin er klar i hovedet, han må se at komme hjem.
   Han overvejer et øjeblik at gå tilbage gennem skoven, men han tænker for sig selv, at han garanteret kan få et lift her.
   Han lyver, han ved det godt, vejen er øde, der kommer en bil hver halve time eller mindre, og hvorfor skulle nogen tage ham op? Men sandheden er, at han er så bange for at skulle tilbage til skoven, med dens edderkopper, munde og fugle der skriger, at han er ved at skide i bukserne, hvis han ellers havde noget og skide ud.
   Han er sindssyg, han har brugt det sidste halvandet døgn i en skov, han har set og hørt ting der ikke er der, han er unormal, det værste, unormal.
   Han er gået til højre, han har en fornemmelse af, at hans hjem ligger den vej. Han går i et godt tempo hen af vejen, han prøver at skjule hvor træt, sulten og øm i kroppen han er, som kan han blive normal ved at gå normalt.
   Mon de leder efter ham? Hans mor har selvfølgelig ringet til politiet for længst, efter hun har ringet rundt til alle de steder han kan være. Og hans søster cykler nok rundt og leder efter ham netop nu. Hans lille elskede mor, og hans søster der nu, selvom hun vil blive ved med at lede, er ved at blive fortvivlet og rasende, han kender hende for godt.
   Det er som da de var små, og spillede fodbold i haven, og hun tabte kampen, igen og igen, men hun blev bare ved, først efter at de havde spillet hele lørdagen væk, sparkede hun bolden ind i hækken, og gik rasende op på sit værelse.
   Hvorfor var han også gået ind skoven? Hvad skulle han der? Hvorfor var han ikke bare vendt om i tide? Hvorfor dette pineri af dem han holdt af?
   Hvorfor var hun ikke bare vendt om? Hvorfor var hun ikke vendt om og gået fra garagen og tilbage til huset? Hvorfor var hun ikke bare vent om da hun var kommet ud på landevejen?
   Hvorfor dette pineri af folk der holdt af hende?
   Hun havde alkohol i blodet, fortalte klasselæren, senere da det værste chok var ovre, en morgen for 3 uger siden.
   De havde grædt alle sammen i klassen, pigerne havde hvinet, og drengene havde snottet næser i håndryggen.
   Hun var død, Ninus, eller det kunne man vel ikke kalde hende mere... nu hun var... død.
   "De mener, politiet, at hun ville varme lidt op, inden hun skulle til en fest, ja, i har vel undret jer over, hvorfor hun aldrig dukkede op i lørdags," havde klasselæreren prøvet at forklare.
   Der var ingen der havde undret sig. Ninus, var kun dukket op én gang, men hun blev altid spurgt, så det var jo hendes egen skyld, at hun ikke kom.
   Det var en af de første fester der blev holdt i starten af ottende, stort set alle sammen gik de rundt, og lod som om de var stive af de par øl de hver havde fået. Et par enkelte var virkeligt blevet stive, der i blandt Ninus. Hun var en bette splejs, ikke særligt høj, tynd, og lignede i det hele taget mere en tolvårig end en fjortenårig. Hun lignede de fleste andre piger fra klassen, bortset fra de få der var så heldige, eller uheldige at være tidligt udviklet.
   Hun havde ikke nået fællesspisningen, skulle lige nå noget vigtigt inden, hvad det var, var der aldrig nogen der fandt ud af.
   De andre dansede, og stod og talte i grupper, de altid tilstedeværende grupper. Ninus stod lidt ved siden af, og så ud som om hun fulgte med i samtalen, eller dansede med de andre, og bare var kommet et par skridt til siden, men om et øjeblik ville hun igen mase sig ind i den sammenfiltrede flok, og blande sig i samtalen.
   Hun var usikker på benene, og nærmere væltede ind i de andre end dansede med dem, men det gjorde ikke noget, der blev ikke råbt efter hende den aften, velsagtens skulle de andre dulme deres samvittighed, og i 6 timer lade som om at de var én gruppe, ét stort lykkeligt fællesskab.
   Der blev hvisket lidt, og grint lidt af hende, men hun var for fuld til at lægge mærke til det, og hun dansede med grupperne, uvidende lykkelig, i et split sekund var hun med. Men det stoppede da hun måtte ud i busken og brække sig, herefter var hun blevet ædru igen og tog hjem.
   Martin har sat farten ned, han kan snart ikke mere. Han er på vej ind i et skarpt sving, med kun et enkelt træ et par meter fra vej kanten.
   Martin sætter tempoet op, han begynder at løbe, først lunter han bare, men snart spurter han, som er han forfulgt, forfulgt af mørke væsner, der i dagslyset kun kan ses som skygger, men netop derfor bevæger sig så hurtigt som lyset.
   Martin spurter, to meter fra træet sætter han fra, og springer... Martin mærker at uhyrerne taber terræn, de kan ikke nå ham i springet, de er der ikke mere, i stedet trænger en ny og større frygt ind i hans hjerte. Et sekund, så rammer han stammen, og som en ubetydelig myg der glider ned ad forruden på en bil, glider han ned af den knudrede egebark. En blodig rift trækker barken over hans ene kind, men han mærker det ikke, han er som myggen... mast flad, og om lidt kommer der en mand, og fjerner ham med sæbe, vand og en vindueshvisker. En, to, tre - skrab så er han væk.
   Martin ligger ved stammen, han er besvimet af udmattelse. Han ser ikke hundene der snuser rundt bare 300 m fra ham.
   Edderkopperne samles, de kalder på hinanden, de kommer kravlende fra alle steder, op af jorden, ned fra træerne, enkelte kommer endda svingende i spindliguaner, som en anden Tarzan. De lander i hans ansigt og bygger spind i næseborene og over øjenæblerne, og de kravler nedad ham, ind i sprækker og huller for at lægge deres æg. Martin mærker at det kilder, men hans arme vil ikke bevæge sig.
   Med et begynder jorden at skælve, konstante små skælv i takt. Martin er næsten blindet af spindelvæv, det eneste han kan se er enorme lange ben, otte styks, 2 meter lange. Martin vender ansigtet op og ser en enorm sort krop ovenpå de otte ben, men ansigtet, ansigtet er et menneskes, bortset fra øjnene med de tusinde øjne, der ser alt. Det er Kent.
   De små edderkopper kravler væk, ud af strømper, knæhaser, undertøj, og hvor de ellers har gemt sig.
   Kent står nu og kigger direkte ned på Martin. De lange ben bøjer sig, så hans hoved nu er lige ud for Kents enorme mund, den åbner sig, og en lang tvedelt tunge kommer ud, den slikker ham hurtigt på kinden, trækker tungen ind, vrænger ansigt og spytter Martin i ansigtet. Martin er uspiselig.
   Kent manøvrer hurtigt sine ben væk fra Martin og vender sig om og skider på ham.
   Det er som en lavine af lort der rammer Martin, flere tons lort, og i løbet af ingen tid er han begravet, begravet i edderkoppebæ.
   Martin er vågnet, han kæmper for sit liv. Han forsøger at grave sig ud med sine enorme fortænder, men hver gang han har fået fjernet en smule, får han mere ind i munden, det er begrænset hvor meget lort man kan have i maven, før man begynder at få det galt i halsen og ned i lungeregionen.
   Martin graver og graver, fortænderne bliver ved med at vokse, og snart er de så tunge at han ikke længere kan bevæge hovedet, han må opgive sin modstand, og lade sig kvæle i lort.

Du blev fundet Martin, men stadig er du væk, hvor er du henne? Kommer du hjem igen? Hjem til det vante spind? Vi fanger bare en ny flue.