Jeg ser hende hver morgen. Hun er lige kommet hjem fra sin løbetur, hun er lidt svedig, dråberne triller ned over hendes overlæbe, solen skinner i dråberne, og får hendes hud til at se ud som om hun lige er stået op fra havet, og nu er på vej op på stranden igen. Bortset fra håret der er tørt, tørt som nyslået hø, selvom det normalt ville være en fornærmelse. Hendes hår er gyldent, som solen der har farvet strået, med enkelte lysere reflekser, som er der i høet blandet enkelte siv.
   Jeg ligge mit hoved på hendes bare skulder, mærke sportsbhens strop mod min kind, og indsnuser duften af sensommeren i hendes hår. Jeg vil kysse hende blidt på halsen, lige i buen, hvor hoved bliver til hals. Jeg vil føre min tunge hen til hendes øre, og hviske magiske forførende ord ned i hendes øregange, uimodståelige ord, men jeg rækker hende i stedet avisen. Hun smiler, og siger tak, hendes stemme er høj, men ikke skinger, og hendes ånde dufter af jordbær og tandpasta med mintsmag. Hun har sorte Nike-solbriller på, med elastikker i stængerne, så hun kan løbe med dem på. De mørke glas skjuler hendes øjne, jeg har lyst til at flå dem af hende med alle kræfter, sammen med hotpantsene og sportsbhen. Til sidst vil jeg forsigtigt tage hårelastikket ud af hendes hår, så jeg ikke gør hende ondt, og nyde synet af hendes hår der i slowmotion falder ned over skuldrene.
   Jeg cykler videre, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har forsøgt at sige noget om vejret, et par dage efter vi mødtes første gang, men det føltes forkert, som om tåbelige ord om ingenting ødelægger det hele.
   Jeg cykler som en zombie, når jeg har været forbi hende, og glemmer et par huse, de vil ringe og klage fra omdelercentralen i eftermiddag, men der ikke noget at gøre ved det. Der er kun hende, alt andet er ligegyldigt, selv klager og trusler om fyring. Desuden er der ikke andre end mig de kan få til det, ruten ligger for langt fra byen, og sommerhusene ligger for spredt til at det giver en ordentlig løn, desuden skal man meget af tiden cykle på skov og grusveje.
   Jeg har hele sommerhusområdet, det er ikke mange, omkring 40 aviser der skal afleveres. Det er lidt forskelligt, alt efter hvor mange der er i sommerhus, og hvor mange af dem der holder avis, desuden kommer der masser af udenlandske lejere de sidste uger af ferien, så der falder antallet.
   Det er tredje år jeg har ruten, jeg har haft den siden jeg var tretten, og har elsket den fra første dag jeg stod på cyklen kl. 6 om morgenen, for at cykle de par km der er ind til centrum af byen, fra hvor jeg bor, og derefter tilbagelægge de 6 km der er ud til sommerhusområdet. Aviserne skal være ude inden halv otte, jeg er som regel færdig kvart over syv.
   Der er stille, alle sover længe, fuglene synger, solen står fuldt på himlen, dén har været oppe længe. Jeg står som regel op med solen, der ingen der forstå det, ingen b-mennesker kan forstå os a-mennesker, især ikke i ferien. Jeg springer op af sengen omkring kl. 5, halv seks, der er ingen oppe. Jeg nyder stilheden, indtil det bliver for kedeligt, så er det heldigvis tid til at cykle, og når jeg kommer hjem er folk begyndt at stå op. Men mine morgener er ødelagt, jeg vågner nogen gange endnu tidligere, jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Jeg tøffer bare rundt mellem fjernsynet, computeren, vinduet og morgenmaden, indtil klokken endelig fortæller mig at nu kan jeg tage af sted. Det hele handler om hende, jeg kan ikke tænke på andet, og hver gang jeg lukker øjnene, eller bare stener lidt ser jeg hendes bryster for mine øjne, eller håret der bølger sig ned af hendes nakke, mens hun stikker hagen lidt i vejret, spidser læberne, og siger mit navn.
   Jeg overhaler hende hver morgen kl. 7 og hilser med hånden, hun hilser igen, jeg fumler lidt ved huset inden hendes postkasse, jeg vender cyklen så jeg kan se hende komme imod mig, hendes bryster og lår gynger i takt med at hun rammer jorden, hun stønner lidt, men ikke som om at det er hårdt på en ubehagelig måde. Jeg trækker cyklen til hendes hus, to huse længere henne, jeg venter 5 sek. ved hendes hus inden hun når dertil, og jeg kan give hende avisen. 5 sek. ekstra i himlen, eller helvede, jeg kan mærke varmen, ikke bare fra luften, men fra mit indre der brænder, helt nede fra mine fødder der sveder spande, til mine sædceller der går amok, og øverst til min hjerne der koger, og gør mig rød og svedig i ansigtet så mine bumser og kratere træder endnu tydeligere frem.
   Jeg smiler, når jeg siger "godmorgen", og "værsgo", jeg kan ikke lade være, hun smiler igen og takker. Hendes læber er store, ikke enorme og pumpede silikoneagtige, men store og lidt rødere end normale læber, man ville kunne springe dem med en nål, og en tynd blodstråle ville stå ud som et springvand. Hendes læber må være bløde som en hoppepude, der giver lidt efter hver gang, og gør at du kan blive ved med at hoppe i en lykkelig evighed.
   Jeg må kysse de læber, om det så bliver det sidste jeg gør.
   Jeg kan lægge søvnløs i frygt for at de er taget hjem om eftermiddagen, og jeg aldrig skal se hende igen, frygten er værst om lørdagen, der er hjemrejsedag, foreløbig har de været der i tre uger, der er to uger tilbage af ferien. To uger, hvis jeg er heldig, dvs. fjorten gange skal jeg se hende. Det beroliger mig lidt, 14 chancer endnu.
   Jeg er taget på stranden en aften sammen med mine venner, vi cykler forbi hendes hus, bilen er der, men jeg kan hverken se hende eller hendes forældre, jeg ber´ til at de må være taget på stranden.
   De andre snakker, de lægger ikke mærke til at mit blik hænger ved huset, carporten med den sorte Mercedes, haven, der mere ligner et stykke hede og det røde træhus med de hvide vinduer, som jeg kan kigge igennem ind til stuen, men ikke ind til de andre værelser hvor der er persienner for. Jeg cykler unaturligt langsomt forbi, jeg kommer lidt bagud, men indhenter dem hurtigt da jeg ikke længere kan se huset. Jeg cykler for fulde kraft, hvert et sekund jeg misser af hende i bikini vil gøre mit liv dårligere. De andre tror vi kører om kap, og racer efter mig, på et øjeblik er vi fremme. Jeg puster efter vejret, men smider alligevel cyklen og styrter ned over klitten. Jeg forventer at se hende ligge i en lille bikini, måske endda topløs, så snart jeg kan se havet. Jeg har stådreng på, og da jeg kommer til stranden løber jeg derfor videre ned til vandet, og kaster mig selv ud i bølgerne. De andre tror stadig vi løber om kap, og kommer halsende efter mig, og råber at jeg tyvstarter og begynder at sprøjte på mig. Jeg sprøjter og råber igen, mens mit blik afsøger stranden, saltvandet ligger en uklar hinde over mine pupiller, jeg får tårer i øjnene, jeg ved ikke om det er på grund af skuffelsen eller saltvandet.
   Jeg fryser siger jeg, og begynder at gå ind mod strandkanten, jeg er en bøsserøv siger de, jeg er ligeglad, jeg må finde hende. Jeg går op mellem folkene på håndklæderne, jeg tramper i irritation så sandet flyver om mine fødder og op på folks håndklæder, der er mange, selvom det er aften. Jeg ser min ekskæreste, men ignorerer hende. Jeg sætter mig øverst op, i læ af en klit, med udsigt ud over et godt stykke af stranden. Jeg trækker håndklædet op omkring skuldrene, jeg har gåsehud og hakker tænder. Jeg spejder, afsøger hver en krog, men hun er der ikke. Min ekskæreste ligger dernede sammen med hendes veninder, jeg ved ikke om hun har set mig, jeg ser hendes smalle lyserøde læber, og begynder at kæmme stranden endnu engang.
   Jeg nåede aldrig videre end til læberne, selvom vi var sammen i tre måneder, jeg var forgabt i de læber dengang. Jeg er aldrig nået videre med nogen, måske tør jeg ikke? Jeg vil gerne, men jeg vil helst at pigen tager initiativet, måske forventer hun det samme af mig.
   De andre kommer op til mig, de griner lidt af mig, men kan se jeg ryster af kulde selvom det er varmt. Jeg siger jeg har det skidt, og vil hjem.
   Klitten virker uoverkommelig, mine fødder synker i sandet, og pludselig er alle mine kræfter forsvundet.
   Jeg orker ikke at cykle, og trækker den op gennem skoven. Det går langsomt, men pludselig ser jeg noget der får mine ben til at sætte farten op, en skikkelse forude i bikini og med et grønt badehåndklæde om lænden, hofterne gynger, og det strågule hår er slået ud, jeg løber næsten, mens min hjerne prøver at overbevise mig om at det ikke er hende. 10 meter bag hende sætter jeg farten lidt ned, så hun ikke tror jeg følger efter hende. Hun hører mig og vender sig om, det er hende, min pik slår en kolbøtte, og kulden forsvinder og erstattes af svedige feberagtige dråber på min pande. Jeg tror hun genkender mig, for det er som om hun sætter farten ned.
   Jeg når op på siden af hende, jeg er i tvivl, hvad skal jeg dog sige til sådan et vidunderligt væsen? Et øjeblik bliver jeg i tvivl om hun virkelig er der, måske er jeg virkeligt syg, og hun er et fatamorgana udledt deraf.
   Jeg udbryder et "hej", mens jeg griner fjoget, hun smiler til mig og siger: "Hej, er det ikke dig der kommer med avisen hver morgen?" spørger hun. "Jo," svarer jeg. Hun ved altså hvem jeg er, jeg er ikke bare "ingen", hun kan huske mig, jeg smiler bare, jeg kan ikke lade være. Der er lidt stille, hun griner lidt, jeg smiler bare.
   Vi små snakker lidt, om jeg er fra byen, ja, det er jeg da. Hun er fra Århus, men hun kan godt lide at være lidt på landet, som hun kalder det.
   Til sidst bliver jeg nødt til at spørge, jeg må vide hvornår min prinsesse rejser fra mig.
   Hvornår skal I så tilbage, spørger jeg stille?
   - "I morgen," svarer hun, "i morgen tidlig, avisen er afmeldt fra i dag."
   Jeg tror at det er visheden om at hun skal rejse, og at dette vil være min eneste chance, der får mig til at smide cyklen lige før vi når ud af skoven og op til sommerhusvejen. Hun stirrer på mig, jeg tager fat i hendes arme og stikker mit hoved så tæt på hendes at jeg kan mærke hendes varme ånde. Et øjeblik er jeg sikker på at hun vil rende skrigende væk, men hun bliver, og bøjer sig ned (hun er 10 deprimerende cm højere end mig) og kysser mig.
   Hendes læber er præcis som jeg har forestillet mig, bare endnu bedre. Bløde, ikke for tørre og ikke for slimede.
   Hendes tunge banker på, jeg lukker den ind og kærtegner den med min egen.
   Mine hænder fyldes med hendes bryster, jeg masserer dem blidt, jeg vil videre nedad, men hun stopper mig. Hun trækker sig fra mig, selvom jeg har svært ved at give slip. Hun smiler og begynder at gå, jeg følger ikke efter, eller råber efter hende. Jeg har lyst til det, men jeg ved at larmen, og det åbenløse ukontrollerbare begær vil ødelægge det hele.
   Jeg cykler en omvej hjem, uden om hendes hus. Jeg er delt i to. Den ene del af mig er tilfreds, lykkelig, og gennemlever følelsen af hendes varme tunge igen og igen, gør hende til en kysk engel. Mens den anden halvdel hader hende for ikke at give mig lov, den vil have mig til at opsøge hende, måske spille en serenade foran hendes vindue, og derefter elske med hende hele natten på stranden i det varme sand.
   Jeg melder mig syg om morgenen, jeg kan ikke bære tanken om deres bil der kører væk, og bortfører min engel for evigt.

Jeg må af sted næste morgen, intet kan umuligt være det samme mere, hele verden må være brudt sammen i løbet af natten og den forrige dag. Jeg lader vækkeuret vække mig for første gang i lang tid.
   Jeg tramper tungt rundt blandt sommerhusene, det hele ligner sig selv, det gør mig vred.
   Selv da jeg når til hendes hus er der intet sket, bortset fra at Mercedessen er byttet ud med en Volvo med svenske nummerplader, og persiennerne for værelserne ikke længere er trukket for.
   De skal ikke have avis, alligevel trækker jeg cyklen forbi huset, som kan jeg, hvis jeg stirrer længe nok få huset til at styrte sammen, og lade mig selv tro på at det hele bare var en drøm.
   Jeg kan se ind på værelserne, de er små, de sover derinde, men pludselig bliver der liv i et af de små rum, en pige med sort hår står op af sengen, hun har kun trusser på, jeg kan se hendes ryg, hun strækker sig, så jeg kan se hver lille del af ryggen bevæge sig. Hun tager en rød natkjole på og åbner vinduet halvt, hun får øje på mig, jeg ved ikke om hun tror, jeg har set det hele eller jeg lige er kommet, hun åbner det helt, jeg tror hun er gal på mig for at lure, men i stedet for at skrige af mig, råber hun med en blød stemme, der får mig til at glemme alt om englen med guldhåret: "Hej du."