Han skubber skoene af. Først den ene, så den anden. Radiatoren er varm og i fodhøjde. Han kigger sig omkring, der er ingen af hans omkringsiddende kollegaer, der har lagt til mærke til puslerriet ved hans fødder.
   Skrivebordets og computerens harddisk skjuler for ham.
   Videre med arbejdet. Tal ind i computerens dyb, 10.000 trykker han ind, minuser med 55% og plusser med 8%... Lugter her af fodsved? Han indsnuser lugten af aircondition. Det er nok bare noget han bilder sig ind.
   Varmen fra radiatoren får hans fødder til at svede, de klør lidt, han har svamp mellem tæerne og i neglene. Han klør den ene fod med den anden, forsøger at komme ned imellem tæerne, men de tykke strømper forhindrer ham. Han tager sig sammen og koncentrerer sig om sit arbejde igen. Nu mere han klør, des mere vil det klø, hvor tit har hans kone ikke fortalt ham det. "Når det begynder at klø skal du smøre med cremen mellem tæerne på de svampebefængte områder." Direkte citat fra hans læge. Han ved det godt, hun har sagt det mindst en million gange, og hans læge fortæller ham det, hver gang han er deroppe og hente en ny tube. "Husk at smøre." Det irriterer ham, den evindelige fokus på hans tæer, det handler snart ikke om andet. Hans kone har skiftet alle hans strømper ud med nogle af økologisk åndbar uld. "De er også dejligt varme," fortalte hun næsten stolt, da hun viste ham, hvordan hele hans sokkeskuffe havde skiftet farve fra sort til meleret grå. Men de er for varme, han sveder spande, når han har sko på, og da de desværre ikke er åndbare og desuden også for små med de tykke strømper på, er de blevet ham en gruekedel.
   Han kunne selvfølgelig gå på toilettet og smøre sine tæer. Det ville hjælpe en tid, 10 minutter, hvis han er heldig. Så kunne han sidde der og skrubbe sine fødder mod hinanden igen, som en anden idiot. Nej, han må bare forsøge at ignorere kløen, måske den så holder op.
   Han arbejder videre, procenter og tal løber gennem hans hjerne og kommer ud på computerens skærm som skattefradrag og restskat. Det klør endnu, hvorfor skal den radiator være så fandens varm? Er det ikke meningen de skal sparre på CO2 udslippet?
   Uendeligt langsomt bevæger minutviseren sig rundt, endelig nærmer den sig tolv. Klokken halv et er det tid til frokost, forhåbentligt kan lidt mad få ham til at tænke på andet end den forfærdelige kløe, men her opstår der et uforudset problem. Frokost - frokost foregår i kantinen, resonerer han, ergo må han gå fra kontoret til kantinen. Han kan da ikke gå på strømpefødder, han må have skoene på igen, uden at nogen lægger mærke til det og inden klokken bliver halv et.
   Han forsøger at liste skoene på, det går nemt med den ene. Han har bundet snørebåndene løst fra morgenen af som en del af hans snedige plan. Han har høje fødder, plejer han at påstå, når folk driller ham med, at han ligeså godt kunne have sandaler på, så løst sidder de; men den venstre, den vil alligevel ikke som den skal. Han lægger sin kuglepen på kanten af skrivebordet, et lille uheldigt skub med albuen så ligger den på gulvet. Han kører kontorstolen ud, bøjer sig ind under skrivebordet, og opdager til sin forfærdelse at snørebåndene har bundet en ekstra knude på sig selv.
   Han kigger op på uret, der hænger over døren bag ham. Det syntes ham at viseren med vilje modarbejder ham, og at den nu har indledt et kapløb med sekundviseren. Et kvarter har den bevæget sig på ikke mere end 5 minutter. En følelse af at det er ham imod alle, rammer ham. Han må have bundet knuden på snørebåndet op, men hvordan? Han kan ikke gøre det med fødderne, det vil være ham fysisk umuligt og støje alt for meget. Han sveder nu ikke kun mellem sine tæer. Hans armhuler er våde og han ville tage sin jakke af, hvis det ikke var fordi, at han har på fornemmelsen at hans hvide skjorte er våd. Det vil også åbne for et lugtdepot, som end ikke hans sure tæer kan overdøve.
   Kuglepennen ligger igen på bordet, den kunne ryge på gulvet igen, sikke en Tycho Brahes dag, kunne han le til sine kollegaer. Eller hans computer kunne drille, ja, han må ned og se om netstikket sidder ordentligt i. Han kravler ivrigt ned under bordet og sætter sig på alle fire med det ene ben strakt ud foran sig. Han lader lidt, som om han piller ved bagsiden af harddisken, bander sagte, og giver sig så til at binde knuden op. Det er et større arbejde, et arbejde han normalt ville lade sin kone om. Han river og hiver et stykke tid, indtil han hører grinen bagved sig, og han kommer i tanke om sin højre nøgenhed. Han er lige ved at slå sig selv for panden med skoen, men i forfarenhed banker han i stedet hovedet op i skrivebordets underside. Det gør ondt. Han kravler uelegant ud og tager fat i kontorstolen for at komme op at stå. Han fumler lidt, inden han endelig får rettet sig helt op. Han står med skoen i hånden, de løse snørebånd med de to knuder hænger ned over dens ene side.
   "Har du smidt skoene? Så er det derfor, her har lugtet sådan af fodsved de sidste par timer," storgriner hans kollega, og resten af kontoret griner med. Han bliver vred, og rød i hovedet, "jeg har fodsvamp," mumler han, men med et har han gjort det endnu værre og endnu mere pinlig for sig selv. Hans kollega klapper ham på ryggen. "Nå... men, det da ikke noget at skamme sig over," siger han medfølende. Alt for medfølende, for det føles som om at kontoret griner videre bare lavere, men endnu mere intenst. Det er også de forbandede åndbare strømpers skyld. Han er pinlig til mode. Han kigger ned på sine gråmelerede fødder, og mærker den afsindige kløe komme igen.
   "AHH, nu kan det fanme være nok," brøler han og smider skoen i hans hånd med al hans kraft mod vinduet. Der sker ikke noget, ikke en skramme, kun et donk da gummien rammer glasset, og skoen falder ned i vindueskarmen. Det gør ham endnu mere rasende. Han ser sine kollegaer glo på hans mærkelige opførsel, indeni er de ved at falde sammen af grin over det lille donk. Forskrækkede bliver de først, da de ser tastaturet kure hen ad bordet. Dets ledning hang fast i computerskærmen, men ikke længere for nu ligger skærmen på den anden side af muren. Vinduet er der ikke meget tilbage af, og hans vrede forsvandt cirka samtidig med at glasset klirrede og i tusind stykker ramte vindueskarmen og hans sko.
   Han går sin vej, han kan ikke se, at der er andet at gøre. Kollegaerne måber endnu, det udnytter han til at få et lille forspring. Han er lige ved at glide på det glatte gulv med sine strømpefødder. Mindet om strømperne og de kløende fødder gør ham endnu engang vred, og resten af vejen ud af kontorbygningen løber han, som han ikke har gjort i mange år. Han løber ud af hoveddøren, krænger strømperne af og mærker en kølig vind svale hans kogende fødder. Han ser den ituslåede skærm ligge på fortovet nedenfor hans kontor, han kan pludselig ikke huske, hvad den skal ligge der for. Han begynder at gå, først hen imod sin bil, men han kommer i tanke om, at han ingen sko har på, og han er ikke helt sikker på, om man kan køre uden. Desuden er han lige gået igennem en vandpyt, det tilpas kolde vand har gjort hans fødder og ham selv godt. Der må være flere pytter derude, han kan måske endda hoppe lidt i dem, mærke det kolde vand trænge op imellem hans tæer. Han beslutter sig for at gå hjem, selvom der er langt, men hva' fanden, klokken er halv et, det passer med at han kan være hjemme til aftensmaden.