Du overstrålede den grå og lidt tarvelige cafe. Dit honningblonde hår løb langt ned af ryggen på din solbrune krop. Du drak vand af et glas, kanten var skåret. Det generede mig. Du var vant til bedre forhold. Glamourøse forhold, men du havde selv foreslået stedet. Jeg burde have taget det som en fornærmelse, men bare det, at du ville gå ud med mig, en simpel og noget mainstream manuskriptforfatter til din seneste film, hvor du var stjernen (hvad skulle du ellers være?), var stort. Endnu havde de ikke fundet dig, og du slappede af, jeg kunne se det på dine skuldre. Når optagelserne var i gang eller, når det blitzede omkring dig, havde jeg set, hvordan de nærmede sig dine ører mere og mere. Og jeg fik lyst til at tage dig væk derfra, redde dig, jeg drømte om at blive din helt.
   Du kiggede på mig og grinede af en vittighed, selvom den ikke var sjov. Jeg var for nervøs til at være sjov, nogle gange kan jeg ellers godt være sjov. Omkring os var næsten alle bordene optagede, men jeg så ikke de andre gæster, hørte kun deres samtale og latter som en summende lyd, der skiftevis tog til og faldt i baggrunden. Du derimod kiggede rundt, nysgerrigt, som var de andre gæster en anden art end du. De kvabsede. Dem der måtte fylde deres dragter ud med vat, før de gik ud for bare at bilde folk tilnærmelsesvis ind, at de havde sixpacken. Dem der frygtede den årlige Måling. Jeg havde hørte til deres art indtil for nylig. Jeg vidste, hvad de følte lige nu - ærefrygt og misundelse. De kunne ikke matche dig. Du var perfekthed. Jeg var blevet perfekt (selvfølgelig ikke så perfekt som dig og så mange andre, det var noget man var født med, men nogenlunde) - nu kunne jeg endeligt begynde at leve. Jeg havde kun levet i nogle få måneder da, det var vores tredje date.
   Pludselig skete der noget ved et bord to borde fra vores, nærmest disken. En mand sprang op på det bord, han før havde siddet ved. Han sprang med en kraft, så han måtte stoppe et øjeblik og få vejret inden, han kunne fortsætte, hvad han var sprunget der op for at gøre. Hans lem dinglede, først i en stor bue, så, i takt med at han fik vejret, i mindre og mindre. Kunne man dog ikke påbyde mennesker som ham dragter, der skjulte mere end den gængse, nøgenhed klædte kun de få, tænkte jeg. Han var endnu mere vatteret, end jeg nogensinde havde været, og han havde vom, han lignede en gravid.
   Jeg kiggede væk, man skulle bare ignorere dem, det var ikke noget at mænge sig med, hvis jeg ville fortsætte mit virke som nogenlunde profiteret forfatter. Jeg forsøgte at sige noget sjovt, du smilede, men så kun på manden. Der hvor du plejede at komme ville en som ham aldrig blive lukket ind. Et sekund forblændede dine tænder mig, og jeg forsvandt ud i en anden galakse. Så havde jeg tabt dig.
   "Mine herrer og damer - slaver. Velkommen." Råbte manden, mens hans brystkasse endnu sank og hævede sig i et jævnt tempo. Han tog et hurtigt skridt til siden, var ved at snuble og genvandt så balancen. Han var fuld.
   Jeg ville sige noget, men du tyssede på mig. Publikums summen steg, men han overdøvede dem, dog hørte jeg ingenting, jeg kunne kun se på dig. Du sad med hovedet vendt, og din profil den var - din næses bues harmoni med dine let adskilte læber, der var kun dig i rummet.
   "Han har jo ret," sagde du. Du måtte gentage det, før jeg forstod.
   Jeg nikkede, jeg kunne ikke sige dig imod. Jeg tog din hånd under bordet og klemte den let. Jeg var bange på dine vegne. Du var jo berømt, og det var aldrig til at vide, hvad der blev opfanget. Mine muskler spændtes let, da jeg knugede din hånd, og de blev som et bakkelandskab med skyggedale og høje, men bløde bakker. Jeg var stolt. Jeg spændte i maven og seks symmetriske buler skabtes i min dragt. Jeg smilte for mig selv. Denne gang havde det taget to måneder på proteiner i en lej. På Statens regning, det var i sandhed velfærd.
   "Du ser så anstrengt ud," sagde du. Du havde ikke fanget mit hint. Jeg rystede på hovedet og så ned. Mit blik ramte dine bryster, jeg kunne ikke lade være.
   "La' vær'," sagde du og lagde dine arme på kors (åh, hvilke arme, de gjorde mig svimmel).
   Jeg undskyldte mumlende og drejede hovedet og så op på manden. Jeg fortrød øjeblikkeligt. Han var farlig både for sig selv og sine omgivelser.
   "Kom lad os gå," sagde jeg. Omkring os var folk ved de andre borde begyndt at rejse sig. Om lidt ville cafeen være tømt, og det ville ikke være klogt at sidde tilbage.
   Jeg rejste mig op, du blev siddende, du lignede et stædigt barn, sådan med armene over kors. Et øjeblik forsvandt al min kærlighed til dig, det var frygten min elskede.
   Du så forurettet på mig. "Jeg troede du var anderledes." Du næsten hviskede. Jeg lo, jeg ville le situationen væk, men jeg var ikke længere sjov. Der var ikke noget specielt ved mig, jeg var bare en mindre perfekt udgave af dem, der normalt forfulgte dig.
   "ÉT LAND," råbte manden endnu højere end før. "ÉT LAND, ÉN KULTUR, ÉT MENNESKE, SAGDE DE." Han fægtede med armene, så hans lem igen begyndte at køre i cirkler. Jeg syntes, jeg kunne lugte sved fra hans armhuler blive kastet ned til vores bord, daggammel sved, som jeg kendte det fra mig selv efter lang og varm dag, men det var selvfølgelig indbildt, intet kunne komme igennem dragten.
   "ÉT FIK DE," han rakte en pegefinger op i luften, for at understrege sine ord og holdt en kunstpause inden han fortsatte. "Men er det et menneske?"
   Ud af øjenkrogen anede jeg nu en gruppe mænd og kvinder, der hurtigt banede sig vej mellem borde og stole. Beskyttere.
   "Nonsens," råbte jeg, så højt jeg kunne.
   Manden havde set dem, og du havde set dem, men du blev siddende, lyttende til hans ord. Jeg løb om til dig og tog din arm og et sekund stod verden stille, og der var kun dig og mig og ingen frygt. Jeg forestillede mig din bløde hud og et sæt ubehandskede hænder (mine), der kærtegnede et modermærke. Men det eneste jeg kunne mærke var selvfølgelig dragtens glatte og letklistrede overflade.
   "La' vær'." Du trak din arm til dig. "Jeg vil høre," sagde du, men jeg tog fat igen og rykkede til. Bordet manden stod på var omringet. Han kiggede nu desperat rundt for en udvej, hans øjne var vidtåbne og hans bryn sad langt oppe i panden. Han var bange nu. Der var kun os og en gruppe ved udgangen tilbage i cafeen. Rundt om ham blev der ventet på hans næste træk. Kniplerne var trukket fra en usynlig lomme og hang nu i luften, som et fakkeloptog uden ild. Pludselig tog han hænderne til sin nakke, og som om han ville afføre sig sin egen hud, krængede han hans hoved af, eller sådan så det ud. Så, så vi det, han var sort, eller ikke sort som farven, men det var hvis det ord, man brugte. Jeg havde hørt om fænomenet, men jeg havde aldrig set det, heller ikke ansigtsmasken, som regel kunne kulør klares med sminke. Han gjorde mig bange, han så farlig ud, som noget jeg engang havde set i et mareridt. Han krængede dragten ned om skuldrene og forsøgte at trække en arm ud af ærmet, men det var for stramt. Nede fra udgangen lød der højrøstede råb. En beskytter var begyndt at kravle op på bordet. Han fik et spark og fløj tilbage i kredsen. Det var som om kamplysten kom tilbage i ham med sparket. Han brølede noget uforståeligt.
   "JEG ER FRI." Han sprang og fløj over muren omkring ham. Jeg rykkede igen i din arm, men du blev siddende. En højtravende knippel stoppede hans flugt, og han skreg, som var han virkeligt ramt af flammer, måske, man kunne aldrig vide. Han ramte jorden, der lød et knæk, jeg ved ikke om det var knogle eller træ. Jeg tog et skridt tilbage, selvom han ikke var nær os. Pludselig lugtede jeg sved, så kraftigt havde jeg aldrig oplevet det før. Jeg kom til at tænke på talemåden - angstens sved, de sagde det ofte på film, men det havde ikke givet mening før nu.
   "JEG ER FRI - I ER SLAVER." Lød det nede fra gulvet. Jeg kunne ikke længere se ham. De havde kastet sig over ham.
   En beskytter der stod i udkanten af bunken, så nu direkte på os. Han tog et skridt mod os, men kampen foran ham spærrede, og han måtte vende om og gå rundt om bordet. Gu´ ske tak og lov, ville jeg have sagt, hvis det ikke havde givet bøder, men det var det, jeg tænkte. Du havde også set ham. Jeg tror, du blev skræmt. Måske tænkte du på, hvad der stod på spil, hvis vi blev fanget, og du blev genkendt. Det var hvad jeg gjorde, og jeg havde ikke nær så meget at miste som du. Så løb vi. Pludselig var det dig, der trak i min arm. Mængden i døren var forsvundet. Vi løb ned af gaden, og det virkede som en evighed, før vi endeligt ramte den menneskefyldte hovedgade. Jeg så tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen. Forhåbentligt kunne han heller ikke genkende os, ens som vi var i mængden.
   Jeg trak dig ind i et stormagasin. Jeg greb en kurv og tog dig under armen, som ægtefolk, mand og kone. Jeg nød fornemmelsen. Et øjeblik glemte jeg, at vi skjulte os. Jeg forestillede os udefra. Vi så godt ud, jeg var stolt. Jeg lagde æbler i kurven og gik videre. Du fulgte med, som var vi én organisme. Men hurtigt vendte frygten tilbage. Hele tiden forventede jeg dette prik på min skulder, der ville sætte vores liv tilbage til nulpunktet.
   Vi stoppede op.
   "Hvilken smag?" Spurgte jeg og pegede på hylden med proteinpulvere, mens jeg skævede til hyldernes nypudsede stålkanter. Men bag mig var der bare tåget af solgyldne kroppe.
   "Vi er jo slaver." Du mumlede, som smagte du på ordene. Jeg gik i stå, så grinede jeg og tog en pakke med jordbærsmag og lagde den ned i kurven.
   "Slaver," gentog du, "tvinger de os måske ikke til at løbe, og til dette?" Din stemme havde fået mere kraft. Du trak ud i din dragt, men du kunne næsten ikke, det var som det skulle være, der var ikke noget at skjule, der var ikke noget, der skulle fyldes ud med vat. Jeg lo endnu højere, men jeg kunne ikke få det til at lyde ægte.
   "Hold nu op." Jeg hviskede. Jeg smilte bredt, men lukkede hurtigt munden igen. Jeg havde ikke tænder til at gå rundt og smile.
   "Chokolade, siger du," næsten råbte jeg og lagde endnu en pose ned i kurven.
   Du klemte min hånd, og jeg så op fra kurven. Du trak vejret dybt, og dine øjne var røde. I din sårbarhed var du så smuk som aldrig før, hvem der kunne redde dig.
   "Kom vi går hjem, du er bare overtræt." Jeg lagde en arm på din hofte, som om det var det mest naturlige, at du skulle med mig hjem. Jeg tror min hånd rystede.
   Jeg førte dig hurtigt hen mod kassen, det så mest naturligt ud, tænkte jeg - man måtte følge strømmen, men mest af alt havde jeg lyst til at flyve væk med dig, tage dig i mine arme og lade dig græde ud ved mine skuldre. Det var ikke for ingenting, at romantiske komedier kom ud af min computer, som var den et samlebånd. Men dette var virkeligheden. Vi stod tæt i køen, jeg kunne mærke en blanding af mindst et dusin parfumer i min næse. Ved min skulder trak du vejret i korte stød, en mand foran os vendte sig om, og du forstod og tav. Du ville ud, men den eneste vej var gennem køb af varer, gennem kasselinjen.
   Endeligt ude af butikken så vi med lettelse at himlen over os, var mørklagt af sorte skyer (stjerner fandtes hvis kun i mine komedier). På løbestierne var folk allerede ude og forbrænde aftensmaden. Jeg frygtede, at de havde set os inde i butikken, havde skygget os og nu var en del af den mængde, der forlod bygningen gennem svingdørene. Jeg hilste mørket velkommen. Her havde man da en følelse af at kunne gemme sig, men det var selvfølgelig blot en illusion - en fantasi fra en desperat hjerne, der bare ville have det hele til at vare lidt længere. Sigtbarheden var hverken længere eller kortere end ved dagslys. Gadelygter, lejligheder, reklamer osv. oplyste hver en flise vi gik på.
   Et billboard lyste et kryds op. Det fangede min opmærksomhed, eller modellen fangede min opmærksomhed. Jeg havde set hende før. Smilehullets dybde og den måde hun løftede det ene bryn en anelse. Det lyder nok dumt at jeg måtte stå og overveje, før jeg genkendte dig, men det var som om, det ikke rigtigt var dig. Kroppen var selvfølgelig din og ansigtet - selvfølgelig, men det var som om ansigtet og kroppen - især kroppen - også var mange andres. Den krop jeg så hver dag, når jeg tændte min computer eller gik på gaden, eller så mine film i biografen.
   Du så at jeg havde genkendt dig.
   "Det er ikke mig, der hænger der," sagde du, som havde du læst mine tanker.
   Jeg forstod dig ikke, og sagde at du var smuk og pragtfuld - fuldstændig perfekt. Og at jeg ville være stolt af at hænge der.
   Du kiggede op på mig, og i det øjeblik tror jeg, at du hadede mig. Jeg forstår dig godt min elskede, jeg var dum, så dum som man ikke har lov at være. Mit hoved var så fyldt med stjerner dengang. Glimtende stjerner der overstrålede en hver form for empati og forståelse. Stjerner som dig, eller netop ikke som dig, men stjerner som din krop, stjerner som fik klicheer til at gå i opfyldelse - for dem, måske ikke engang for dem, i hvert fald ikke for mig, men det var det, jeg troede dengang. Jeg var en fantast.
   Du løb. Du forsvandt ikke, sådan som man burde have lov til, når man løber ned af en gade og himlen over en er mørk. Jeg tror, det var din løbende skikkelse, der endeligt satte gang i noget indeni mig. Jeg løb, jeg løb som havde jeg set skyggen af vores forfølgere. Jeg nåede dig, men først da du stod med nøglen i din dør. Jeg hev efter vejret og kunne ikke sige noget. Du så på mig, som det jeg var - skidt, men så ændredes dit ansigtsudtryk.
   "Det er ikke meget af en form du er i, når du ikke engang kan løbe en kvinde, der er ældre end dig selv op."
   Du åbnede døren, foran dig, og jeg tænkte, at dette var sidste gang, jeg så dig, og at jeg måtte indprente mig dit ansigt. Men så vendte du dig om, og med en hånd gjorde du tegn til mig om at gå ind.
   Vi gik op ad trappen, din trappe, et sted jeg indtil for et par uger siden aldrig havde troet, jeg skulle gå. Jeg hørte døren lukke sig bag os. Det gjorde mig rolig, der var ingen efter os, ingen ville komme løbende op ad trappen lige om lidt med knipler og peberspray, klar til at paralysere os. Du låste endnu en dør op, og vi trådte ind i din entre. Du bød mig med en håndbevægelse at tørre mine fødder af på entreens gummimåtte. Den var hvid, en farve jeg aldrig havde set dette møbel i før, men den stod godt til entreens lyse træ. Det var usædvanligt, men samtidigt præcist som det skulle være i dit hjem - glamourøst. Vi fortsatte ind i stuen. Jeg måtte stoppe op. Intet var, som jeg havde forventet, det var som at gå fra det specielle og anderledes til en ny verden. Det var ikke som noget jeg havde set før, om end det var smukt på sin specielle måde, blev jeg skuffet. Det var som om, det var rumliggørelsen af ingenting. Alt var hvidt. Der var ingen møbler, døre eller vinduer, i hvert fald ikke hvad jeg kunne se af. Rummet virkede lille, lille i forhold til min forestilling af dit hjem (for tro mig, det havde jeg forestillet mig mange gange), selvom det var større end min toværelses tilsammen. Vi tav længe, og så hørte jeg det - stilheden. Så stille at det skræmte mig, jeg måtte bryde den, ånde ind gennem næsen, så hele mit kranie fyldtes af lyden af cirkulerende luft.
   "Min mor troede engang på en gud, du ved før..." Du tav, jeg nikkede, jeg forstod. "Hun sagde der var hvidt i himmeriget. Jeg kan føle mig hjemme her." Sagde du, som for at forklare. Jeg nikkede igen, først senere forstod jeg, hvor bogstaveligt du mente det.
   Du pegede på gulvet, jeg er sikker på, jeg kunne høre luften suse, da du bevægede armen.
   "Tag plads," sagde du og ignorerede min forbløffelse. Jeg satte mig midt på gulvet, som jeg havde fået besked på. Der gik et sekund, så sank jeg ned, jeg blev forskrækket og ville skrige, men så mærkede jeg et ryglæn, der gled op og formede sig efter min ryg. Jeg så op, men du var forsvundet - og så var du der igen.
   "Te?" Spurgte du. Du stod med en bakke med hvide kopper. Det dampede fra dem.
   "Ja tak." Jeg turde ikke sige nej, der var noget beslutsomt i din stemme, du ville ikke trodses lige nu.
   Du satte bakken på gulvet, uden at vandet i kopperne så meget som bevægede sig. Jeg kunne se dine lange muskler bøje og strække. Din elegance var som en balletdansers.
   Du satte dig ved siden af mig, endnu et ryglæn kom op. Du lænede dig frem og tog en kop og gav mig den, hvorefter du tog en til dig selv.
   "Du ryster," sagde du og lagde din frie arm på min. Jeg kiggede ned i koppen, hvor en brunlig væske nu skvulpede rundt.
   "Det var en hård omgang." Jeg ville have dig til at grine, men i stedet bevægede du læberne, som ville du sige noget, så fjernede du din hånd, og med begge hænder om koppen førte du den til munden. Jeg kiggede ned igen, savnede allerede din hånd. Jeg så op på dig igen, du drak, den brunlige væske løb ind imellem dine tænder. I det øjeblik kunne jeg kun tænke på, hvad det dog var for et vidundermiddel, du børstede dine tænder i. Beskyttere, dig, det hele var væk.
   Du førte koppen ned så den støttede på dit ene lår. "Du skal redde verden." Du satte koppen ned på gulvet, rejste dig hurtigt op, som havde du for meget energi til at blive siddende.
   "Hva?"
   "Du skal gøre os frie."
   Jeg forstod intet, jeg tænkte kun på væsken i min kop, og hvordan den mon smagte - kald mig bare for et dumt får - mæh.
   "Hvordan ..." Fik jeg begyndt.
   "Du er jo forfatter. Du må vække folk." Du slog ud med armene, som var det, det mest simple.
   "Ja, okay, hvad skal jeg skrive?"
   "Det ved jeg da ikke, hvad manden sagde vel, måske vi kunne finde ham, så kunne du skrive ned, hvad han sagde, så kopierer vi det, og deler det ud i byen."
   "Ja, jo." Sagde jeg, men forstod ærlig talt intet. Jeg så på dine tænder, de var så hvide, mine egne var så ækle, og jeg havde endda aldrig drukket noget lignende dette.
   "Jeg tænkte på, hvad hedder din tandpasta?" Du stoppede op, nu var det dig, der ikke forstod.
   "Hva?" sagde du.
   "Din tandpasta. Det må være et godt mærke, siden du kan drikke farvet te." Du stirrede på mig, og igen tror jeg i det øjeblik, at du hadede mig og så alligevel ikke helt, jeg tror, også jeg så ynk. Jeg var forvirret. (Det var fåret igen. Jeg var et får, du var min hyrde, men nu ville du ikke kendes ved mig) Tandpasta var et godt konversationsemne, jeg var oprigtigt nysgerrig, og jeg brød mig ikke om samtalens drejning, vi havde nok problemer.
   Igen så jeg dine benmuskler strække og bøje sig, så lå min tekops indhold ud over mit skød. Jeg mærkede selvfølgelig ikke andet end det lette tryk fra vandet, hvorefter jeg så, hvordan det gled ned af mit bryst og mine lår og farvede det hvide gulv.
   "DU ER JO INGENTING" Du råbte. Jeg tyssede på dig, måske man kunne høre det i lejligheden over os. En klage for uro var ikke, hvad vi behøvede. Jeg holdt en finger for munden og pegede op. Så slog du mig. I ansigtet, så det sved. Jeg tog mig til kinden, og så op på dig, du græd.
   "Elsker du mig?" Du satte dig ned på hug.
   "Ja," svarede jeg. Jeg vidste, jeg elskede dig, og jeg vidste præcis hvorfor, grunden var den samme som alle andres, du var perfekt, og jeg havde elsket dig for første gang, jeg så dig. Nu er jeg blevet i tvivl, måske jeg ikke elsker dig, for selvom jeg kender din største hemmelighed, så kender jeg dig alligevel ikke rigtigt, men jeg tror, jeg elsker dig, jeg elsker dig i hvert fald for, hvad du var den dag.
   "Hvorfor?" Spurgte du. Og jeg svarede, at du var det smukkeste væsen, jeg kendte. Jeg syntes, det lød godt dengang, men du græd bare endnu mere.
   Pludselig tog du dig til nakken. Jeg troede du var ved at få et anfald, så, så jeg, hvad du var begyndt på. Som manden i cafeen, få timer forinden, krængede du din hud af. Et øjeblik forsvandt dine ansigtstræk, så kom din hud til syne. Det var skræmmende, jeg havde aldrig set noget lignende. Dine øjne, røde som dine læber. Din hud var hvid. Det var som om den gik i et med rummet. Du var barberet skaldet, håret fulgte med, da du rev masken helt af. Men værst var dine øjne, dine forfærdelige, umenneskelige øjne. Et monster var du, tænkte jeg, men i dag ... måske det er alle os andre, der er monstre?
   Du stoppede op, stod stille. Ned af dine kinder flød stadig tårer, som vand der flyder ned over kalk.
   "Elsker du mig stadigvæk?" Du hviskede. "Gør du?"
   Jeg kunne ikke svare. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jeg tror ikke jeg tænkte. Jeg var tom - min verden var brudt sammen - alt hvad jeg havde troet på, var forsvundet med masken.
   Du hulkede nu - højt og ækelt, du lå på dine knæ og hulkede, snottet flød. Dit ansigt mod gulvet, det var, som havde du fået hugget hovedet af, og der på gulvet lå nu kun din faldne solbrændte krop. Jeg følte afsky.
   "Gør det ondt?" Spurgte jeg. Jeg ved ikke, hvor det kom fra og min stemme overraskede mig.
   "Nej," svarede du og så op på mig, så jeg måtte se væk. "Det smitter ikke. Du skal ikke være bange."
   "Det er jeg heller ikke." Sagde jeg. Jeg var bange, men følelsen blev overdøvet af noget andet, noget jeg aldrig havde følt før overfor andre end mig selv. Vrede - næsten had, men ikke overfor dig.
   Du satte dig op, jeg kunne høre snot i dit svælg, når du trak vejret, men du græd ikke længere. Igen førte du hænderne til din nakke, så begyndte du at arbejde dragten af. Jeg rejste mig op. I mine film hjælper helten altid heltinden hendes dragt på, men jeg blev stående ved siden af tebakken.
   "Luk øjnene," sagde du, og jeg adlød. Jeg kunne høre dragten knage og derefter dine skridt i gulvet hen mod mig. Jeg lugtede noget sødt, jeg aldrig havde lugtet før, som ved mig selv og manden bare bedre, tusinde gange bedre. Så mærkede jeg dine hænder tage fat om mine håndled. Du førte dem, men ikke ret langt, og pludselig mærkede jeg et bryst i hver af mine hænder. Som når et forårsblad ved et uheld strejfer ens kind, når man løber i skoven, og man et øjeblik glemmer, hvad man laver. Sådan var din hud. Jeg følte mig snydt, hvorfor havde jeg før været henlagt til såkaldt elskov med lugten af gummi i min næse?
   Jeg åbnede mine øjne og så ind i dine, så måtte jeg lukke dem igen og mærke lidt mere. Undskyld, min elskede, jeg var ikke klar.
   "Vi skal ud," sagde du. Jeg nikkede, vi skulle jo redde verdenen. Min krop fyldtes med energi. Jeg åbnede mine øjne og tog dig ved hånden, og så løb vi.

Vi nåede ikke langt. Hvem ved, måske havde de hele tiden haft en mand placeret udenfor din hoveddør. Ikke engang til stormagasinet nåede vi, så holdt de omkring os. De blå lys farvede dit hoved og dine skuldre. Et monster, der er sluppet ud af sin fantasi, må betjentene have tænkt præcis som jeg.
   Du råbte som manden. Din stemme havde en kraft, som jeg aldrig havde hørt før, og selvom vi var langt fra centrum, stimledes der sig hurtigt en nysgerrig mur omkring os, men de fik ikke lov at se os. Du råbte, og jeg råbte, og jeg tror nok, jeg var lykkelig, indtil de rev mig fra dig, og jeg måtte slippe din hånd. Vi var farlige forbrydere. De tog mig først, gik vel ud fra, at jeg var stærkest, men et enkelt slag med kniplen, så lå jeg der. Jeg var ikke meget bevendt. Du derimod kæmpede, jeg kunne høre dig, da jeg lå på jorden. Du skreg, så jeg fik lyst til at dø. Jeg husker et sæt håndjerns hårde kanter, og så forsvandt jeg, for først at vågne op igen i en celle, alene, jeg ved ikke hvor lang tid efter.
   Første forhør og jeg brød sammen, der skulle ikke meget til.
   Om jeg var blevet forført af din perfekthed? JA Om det var din ide? JA. Momentan sindssyge? JA. JA. JAH.
   Filmen vi var ved at lave gik fallit. Plakatstrømmen fortsatte selvfølgelig, du var derude, selvom det for mig ikke længere var dig, jeg så på plakaterne.
   En dag mødte jeg dig på gaden, men jeg gik forbi dig, der var ikke andet at gøre. Frygten i dine øjne, det var som at se sig selv i spejlet, med et forstod jeg - vi er slaver - rædselsslagne plakatslaver.
   Det var det, du ville sige.