"HVAD?!" Julies øjne flakkede fra moren til faren. "Flytte? Hvorfor?" "Far har fået et nyt job lille skat. I Ålborg. Vi er nødt til at flytte med. Vi har fundet det yndigste lille hus og.." "Jeg er ligeglad! Jeg vil ikke flytte!" hun mærkede gråden som en hård klump i halsen og tårerne var ved at finde vej til øjenkrogen. "Lille skat.." "Hold op med at kalde mig det!" sagde hun vredt og hendes stemme skælvede en smule. Hun så at moren fik et hårdt, såret udtryk i øjnene. "Fint. Men det er allerede besluttet Julie. Vi skal pakke i dag og vi flytter på lørdag." "Jamen det.. Det er jo om to dage," hviskede hun. Hun følte hvordan, hele verden faldt sammen omkring hende. Hun ville sige noget mere men ved synet af sine forældre, kunne gråden pludselig ikke holdes tilbage længere og hun drejede omkring op ad trappen til sit værelse, hvor hun smækkede døren og smed sig på sengen.
   Hun vidste ikke, hvor længe hun havde grædt. Minutter, timer? Det var egentlig ligegyldigt. Hendes øjne var tømt for tårer og tilbage var kun følelsen af tomhed. En kvalmende fornemmelse i maven, der ikke var til at holde ud. De skulle flytte. De skulle virkelig flytte. Til Ålborg. Fra Sjælland til Ålborg. Det var egentlig ikke så meget, det at de skulle flytte. Det gjorde hende ikke noget. Det var mere dem hun skulle flytte fra. Alle hendes venner og veninder. Dem hun havde kendt lige fra børnehaven. Dem hun var vokset op sammen med og dem hun havde delt alle sine hemmeligheder med. Og så var der Noah, hendes kæreste. Det gjorde ondt at tænke på ham. At tænke på at hun nok aldrig fik hans dejlige øjne og flotte krop at se igen. Og ej heller skulle hun høre hans stemme, når han sagde hun var smuk og at der ikke var andre som hende. Aldrig mere skulle hun mærke hans bløde læber mod sine. Hun sukkede og en skælven gik gennem hendes krop. Hun trak mobilen op af bukselommen og trykkede hans nummer ind. Hun blev nødt til at ringe til ham.

"Hvad var det, du ville tale med mig om?" spurgte han leende. "Du lød så alvorlig." Hun forsøgte at smile til ham, men det ville ikke rigtig lykkes. De gik nede i parken, der var næsten helt affolket. Kun et ældre ægtepar og en mand med sin hund var at se. "Jo ser du.." startede hun, men gik så i stå. Hvordan skulle hun dog sige det? Det gjorde så ondt på hende selv. Hvordan ville han ikke tage det? "Er.. Er der noget galt?" spurgte han og stoppede. Han så pludselig lidt usikker ud. Han fjernede den arm der havde ligget om livet på hende og stillede sig, så de stod mod hinanden. Hun kiggede direkte ind i hans smukke, dybblå øjne og drejede så hovedet for at undgå det borende nærmest bebrejdende blik. "Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det," hviskede hun. Hun kiggede på ham og mødte hans blik. Det var sløret på grund af tårerne i hendes egne. "Jeg kan ikke være sammen med dig mere Noah," sagde hun så. Først så det ud som om, han ikke rigtig forstod, hvad hun havde sagt. Så dæmrede det for ham. Hans øjne flakkede og han trådte et skridt tilbage. "Hvad? Jam.. Nej jeg forstår ikke. Hvorfor? Er det noget jeg har gjort? Har jeg gjort noget.." han tav et øjeblik. Så spilede han øjnene op i rædsel. "Der er en anden ikke? Du har fundet en anden. Hvem er det? Kim? Nicklas? Hva'?! ... Så svar mig dog forhelvede!" råbte han panisk. Hendes hjerte fyldtes med sorg og rædsel over den voldsomme reaktion og hun stod som naglet til jorden, mens Noah drejede rundt, tog sig til hovedet og bandede igen og igen. "Noah?" sagde hun så. Han hørte hende ikke. "Noah?" hun prøvede lidt højere, men han hørte hende stadig ikke. Stod bare og forbandede sig selv langt væk, at han ikke havde set det noget før. "Noah?!" Han stoppede, drejede rundt og kiggede på hende med foragt i blikket. "Du gav mig ikke lov til at tale færdigt," sagde hun spagt. Blikket i hans øjne ændrede sig straks. Åh, hvor hun følte med ham. "Jeg.. Jeg har altså ikke fundet en anden. Du burde vide, at der ikke er andre end dig," sagde hun og mærkede gråden presse rigtig på og forhindrede hendes stemme i at blive højere end en hvisken. "Jamen så forstår jeg ikke Julie. Hvorfor kan vi ikke være sammen?" Det spørgende blik, den forvirrede stemme fik hende atter til at bukke under. Hun lagde hovedet på hans skulder og han lagde sine arme omkring hende.
   De havde stået sådan et stykke tid, da Julie endelig holdt op med at græde. Hun så at hun havde gjort Noah's trøje helt våd oppe ved skulderen, men enten havde han ikke opdaget det, eller også var han ligeglad. Det var Julie, der først sagde noget. "Vi skal flytte," sagde hun tonløst. "Til Ålborg." Noah så lige så forvirret ud, som hun havde følt sig, da hun fik beskeden. "Jamen hvorfor? Det ligger jo flere 100 km. herfra," sagde han. "Min far har fået et nyt job, og vi skal flytte med. De har allerede købt et hus og vi skal flytte på lørdag." "På lørdag?! Jamen det er jo om kun to dage," sagde han. Julie snøftede. "Jeg ved det. Men de skifter aldrig mening. Så det er altså derfor, vi ikke kan være sammen mere. Det vil ikke være fair for nogen af os. Farvel Noah. Jeg elsker dig virkelig," sagde hun og vendte om. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, selvom det nok havde lydt lidt lamt. Hun havde lyst til at kigge efter ham, men noget holdt hende tilbage. Hun kunne ikke høre nogle skridt, så han flyttede sig åbenbart ikke. Hun var næsten nået ned hvor stien drejede, godt 200 meter fra hvor hun havde forladt Noah, da hun hørte løbende skridt bag sig. Hun vendte sig om og så ham komme løbende. Han nåede ikke at stoppe i tide, så han greb fat i hende, så de drejde 180 grader. De stod over for hinanden. Hun forvirret; han med hurtigt åndedræt og tårer i øjnene. Hun følte det som om, tiden stod stille. Intet rørte sig og intet hørtes ud over hendes eget og hans åndedræt. "Jeg elsker også dig Julie," sagde han og kyssede hende. Bølger af lykke brusede igennem hende, mens hendes læber rørte hans og hun ønskede, at kysset aldrig ville ende.

"Jeg tænkte på.." De var på vej hjem, hånd i hånd, fra parken der nu henlå i tusmørkets skær. Det var stadig lunt og to solsorte trillede over hovederne på dem. "Hvis det ikke kan være anderledes, kan vi vel stadig være venner? Vi kan vel godt skrive sammen ikke?" Hans stemme lød trist, men Julie kunne høre at der var en snert af håb i den også. Hun tænkte lidt over, hvad hun skulle svare. Hun ville jo helst stadig gerne komme sammen med ham. "Jeg ved ikke," sagde hun tøvende. "Måske bliver det for hårdt? Jeg mener, hvis vi skriver med hinanden, bliver vi jo ved med at blive mindet om hinanden. Måske bliver det for svært at komme videre?" Hun kiggede på ham, men han kiggede væk. "Du har jo nok ret," sagde han og Julie hørte, at han prøvede at skjule et snøft. "Men måske," sagde hun og prøvede at redde den. "Måske hvis vi venter et par måneder med at skrive. Så er vi måske kommet videre?" sagde hun håbefuldt. Han trak på skuldrene. "Jaa måske." Hun vred hjernen for at finde på mere at sige, men opgav til sidst. De gik resten af vejen i tavshed.

Det var lørdag og klokken var omkring to, da de sidste ting var pakket. Julie kiggede med vemod på det lille parcelhus, der havde været hendes hjem ligeså længe hun kunne huske og længere endnu. Hun prøvede at indprente sig alle detaljerne. Det hvide stakit, den lille urtehave hvor hun som lille havde plukket jordbær. De små æbletrær med de sure æbler man alligevel altid skulle smage. Hun kiggede op mod det øverste vindue, der havde sikret hende en god udkigspost ud over resten af kvarteret. Hun kiggede på alt det, der kendetegnede hendes nogengange uretfærdige (ifølge hende selv) men trods alt gode barndom og de få teenageår, hun havde haft indtil nu. Hun kunne stadig ikke helt forstå, at de skulle flytte væk fra alt og alle hun kendte, og vendte sig væk for ikke at blive alt for sentimental. Det er jo bare et hus, prøvede hun at bilde sig selv ind. Det lykkedes ikke helt. "Er du klar Julie?" hendes mor kom ud fra huset. "Ja mor." hun kiggede på uret og hendes hjerte sprang et slag over, da hun så at den var 14:20. Han lovede at være her klokken to, tænkte hun. Hun kiggede sig omkring i håb om at se Noah komme slentrende hen ad vejen, men der var ingen at se. "Julie, vi kører lige om lidt!" råbte hendes mor inde fra huset. "Jamen Noah er ikke kommet endnu," råbte hun tilbage. "Hvis han ikke er her om fem minutter, så kører vi altså." Der gik panik i hende. Hvad hvis han ikke nåede det? Var der sket noget? Havde han glemt hende? De værste ting nåede at passere gennem hendes tanker og de mest skræmmende billeder ligeså, før hun endelig så ham komme løbende hen ad vejen. Hun gik ham hurtigt i møde.
   "Hvor blev du af?" spurgte hun. "Undskyld skat," pustede han. "Men jeg skulle lige ordne noget vigtigt." Lige ordne noget? tænkte hun vredt. Hvad var vigtigt nok til ikke at komme til tiden? Jeg troede han elskede mig, tænkte hun og fik straks dårlig samvittighed. Hvis han sagde det var vigtigt, var det nok vigtigt. Undskyld Noah sagde hun inde i sig selv. "Hrm.. Øøh, jeg har noget, jeg gerne vil give dig Julie." Han så helt forfjamsket ud og hun havde svært ved ikke at komme til at grine. Hun stod afventende, indtil han sagde noget igen. "Øhm.. Værsgo'," sagde han og rakte en lille firkantet gave frem mod hende. Det sugede i maven. Det kunne vel ikke.. ? Hun hev forsigtigt papiret af, som var det lavet at det dyrebareste i verden, og studerede den lille sorte æske i velour, hun nu stod med i hånden. Af en eller anden grund blev hun lidt skuffet. Det var alligevel ikke den. Hun åbnede den forsigtigt og gispede så. "Åh gud Noah det har du bare ikke gjort!" hun havde svært ved at tænke klart, stod bare og stirrede på den sorte fløjlspude, der lå i æsken med bankende hjerte og rystende hænder. Ovenpå den glimtede et lille hjertevedhæng i en lang kæde. Det var af sølv, men hele vejen rundt i kanten glimtede diamanterne. De var ikke store, men de var ubeskriveligt smukke. Hun havde set halskæden for nogle måneder siden, da de var inde og købe en gave til hendes mor. Den lå i udstillingsvinduet og Julie var straks blevet forelsket i den. Hun kunne ikke huske præcis, hvor meget den havde kostet, men den havde været rigtig, rigtig dyr. Hun blev ved med at kigge fra Noah til halskæden og kunne ikke helt bestemme sig til, om hun drømte eller ej. "Hvordan har du dog fået råd til den?" spurgte hun. Han smilede. "Det er ligemeget. Fuldstændig ligemeget. Her.." sagde han og rakte hånden frem. "Lad mig give dig den på." Hun vendte sig om og gyste ved berøringen af det kolde metal. Noah kyssede hende lidenskabeligt på halsen og hun vendte sig smilende om. "Wauw. Hold kæft hvor ser du smuk ud Julie," sagde han. Hun kiggede ned. Hjertet hang lige over kavalergangen og diamanterne reflekterede solens stråler, så det så ud som om, de var i tusindvis af farver. "Tak, Noah tusind tak!" De stod et øjeblik bare og kiggede på hinanden. Julie tænkte, at hun aldrig ville finde en der kunne måle sig med Noah. Han var uerstattelig. Han var.. Hendes tanker blev afbrudt af moren der kaldte. "Så er det altså nu Julie," råbte hun fra siden af bilen. "Jah mor."
   Hånd i hånd gik de hen til bilen og Julie, fandt det meget svært at slippe den igen. "Du glemmer mig aldrig vel?" spurgte hun med grødet stemme. "Aldrig," sagde han og smilede. "Godt. Jeg glemmer heller ikke dig," svarede hun. "Nå.. Men så er det vist farvel?" "Jah," sagde hun sørgmodigt. Hun puttede sig ind til ham for sidste gang, ligeglad med at hendes mor og far sad i bilen lige bag dem. De var alligevel ligeglade med hende. Ellers var de aldrig flyttet. "Jeg ville ønske, jeg kunne blive her." Han kyssede hende på hovedet. "Det ville jeg også Julie." Han slap hende. Hun kunne se tårerne i hans øjne, og hun kunne mærke på sig selv, at hun ikke kunne holde til så meget mere. Hendes følselser kørte på højtryk og hendes hjerte var ved at banke sig vej ud gennem brystkassen. De gav hinanden det sidste kys. Et kys så intenst og fuld af kærlighed at det ikke kan beskrives med noget så simpelt som ord. Hun mærkede en tåre, men var ikke sikker på om det var hendes eller Noah's, og hun var egentlig også ligeglad. Deres læber skiltes vel vidende om, at det her var sidste gang. Julie begyndte at fryse, selvom det var mere end 20 grader varmt. Hun slap endelig hans hånd og følte sig underlig nøgen, nu hvor hun ikke længere havde den i sin. Hun satte sig ind på bilens bagsæde og hørte som gennem en tyk tåge hendes forældre sige at "det var også på tide". De forstod hende ikke. Forstod ikke hendes kærlighed. Bilen vendte og kørte hen ad vejen med flyttebilen foran. Hun vendte sig om og kiggede ud af bagruden. Noah stod og vinkede. Hun løftede hånden og kiggede på ham indtil han ikke længere var at se. Så vendte hun sig om. Hun mærkede en kold, salt tåre finde vej ned over kinden...