Hun har besluttet sig for, at i dag skal det være. Vil ikke længere ligge på dette hospital til grin for sig selv og for dem. Enten skal hun sendes hjem, eller også skal de gøre et eller andet.
   De må give hende troen tilbage, eller sende hende hjem. Der er efterhånden gået flere måneder med flere og værre anfald.
   Det er lang tid siden, hun har været så klar i hovedet som nu, men hun ved at måske allerede om en time eller mindre, vil hun være væk igen. Lige nu kan hun se det sindssyge i hendes handlinger, men om en time, vil det være det mest logiske i verden.
   Endelig kommer han, overlægen, i sin hvide kittel og med hendes journal i hånden.
   "Hvordan har vi det så i dag?" spørger han, selvom han udmærket godt ved det. En halv time før har sygeplejersken og psykologen været derinde og skrevet rapport. Hun er et specielt tilfælde, der er ikke set noget lignende i flere år, og desværre er de tidligere tilfælde først blevet opdaget, når patienten har begået selvmord.
   Hun er yderst interessant i forskernes øjne, har psykologen fortalt.
   Overlægen lyser hende ind i øjnene med sin lygte, kigger træt på hende, og begynder at gøre mine til at gå.
   "Nu må vi se hvad der sker," siger han, men i det samme krænger hans stemme over til en lys damestemme, han tager sig til halsen, og drejer på knappen lige over kravebenet. Ha, beviser er der nok af, de har måske lokket hende i en fælde her og nu, men snart skal hun vise dem.
   Overlægen går igen, hans stive led knirker, de trænger til olie, tænker hun.
   Han trænger til et eftersyn!
   Hun ligger lidt og kigger op i loftet, lidt savl render ned af mundvigen, men hun lægger ikke mærke til det, smiler bare saligt. Hun kender sandheden, og hun vil afsløre den. For hvem ved hun endnu ikke. Hvem er ikke med i komplottet? Hvem er bare en simpel slave? Og hvem sidder og trykker på knapperne?
   Langsomt falder hun i en dyb søvn, hun drømmer om universet:
   "Uendeligt - fantastisk, men realistisk," fortæller hendes fars stemme hende i drømmen, hans rolige stemme bringer troen tilbage, og natten igennem sover hun lykkeligt.
   Hun vågner langsomt, tror et øjeblik hun er hjemme på sit eget værelse igen, men skeler rundt, og ser kun de hvide sterile vægge. Hun kommer i tanke om drømmen, endnu et forsøg på at bringe hende tilbage i folden, få hende overbevidst igen. Det er fejt trick at bruge hendes fars stemme, hun savner ham forfærdeligt. Selv en død mands stemme kan de fremstille. Selvfølgelig kan de det.
   "Din mor må komme når hun har orlov fra fængslet," siger de, men nej, aldrig, det er jo hendes skyld det hele.
   De skyer ingen midler, endnu var det et sølle forsøg, hun ved de har langt være metoder, end at kontrollere hendes drømme.
   Hun har ikke lang tid at løbe på, snart vil de bruge hårdere måder.
   Hun forsøger at løfte armen:
   "Ha, de idioter."
   Læderremmene hænger løst fra sengens sider, endnu har de ikke bundet hende til sengen. For en sikkerheds skyld, plejer de at sige.
   Pludselig bliver hun i tvivl, måske de netop have hende til at udnytte friheden, hvis hun forsøger at afsløre dem en gang til, er det slut. Hun må narre dem. Det er katten efter musen, hun må finde et lille hul som kun hun kan komme igennem. Noget de ikke har tænkt på, men hvad?
   Hun får lyst til at skrige, paranoiaen hænger hende langt ud af halsen. Hvem kan hun stole på? Ikke engang hende selv er hun sikker på.
   Foreløbig må hun se tiden an. Spille med, og vente på at en rutine opstår. Alt skal planlægges, alt skal være præcist, og de må intet unormalt sanse. Hun må væk fra kameraernes søgelys, eller har de kameraer der følger alle? Eller er det kun dem de tror, har konstruktionsfejl eller kortslutninger.
   Hun er bange, angsten følger hende sammen med kameraerne, de er overalt, overvåger hver en bevægelse hun gør, men hvor dybt kan de se? Kan de læse hendes tanker? Er det deres radiosendere der styrer hendes drømme?
   I fem uger spiser hun sin spinat og sluger sin levertran. Det går fremad mener de, men tror de på hendes skuespil? Eller venter de bare på at hun slår til, så de kan slå hende ned?
   Endelig får hun lov at komme ud fra sin stue, og ud i parken. Hun indånder langsomt den friske luft, som nyder hun den. Som om det overhovedet er nødvendigt. Alle er de afhængige af deres små batterier, et roterende hjul sat i gang med en så stor kraft, at det kan køre i helt op til et århundrede, derefter er det på tide at modellen bliver skiftet ud.
   Hun kigger rundt på kulisserne, engang imellem når den enorme projektør rammer parkens 4D træer kan hun se de mange pixels glimte. Hun får lyst til at løbe, ud af den, for hende, planlagte bane, hen og slå pixels ihjel, kortslutte systemet med de bare næver. Hun kontrollerer sig selv, og svarer på sygeplejerskens små spørgsmål, roser vejret, og snakker med om den ligegyldige serie, hele verden var tvangsindlagt til at se i går.
   "Sikke røde kinder du får, luften og solen gør dig godt," siger sygeplejersken.
   "Ja," svarer hun, "det er dejligt."
   Efterårsluft eller luft hvor de har tilføjet en indikator, som reagerer i en svag lyserød farve med deres gummi-hud.
   Endnu en uges tid går hun sin daglige tur med sygeplejersken, hun hilser på de andre patienter, er der mon andre som hende? Eller er de fælder, flere fælder hun kan falde i. Hun tør ikke tage chancen.
   En dag er det tid. Hun er blevet overført til en gruppe, med kun en sygeplejerske til at følge dem ned i parken.
   Hun går ned af den lange hvide gang, til begge sider er der billedskærme, hvor der bliver vist døre. Hun ved at hvis hun bare er hurtig nok, kan hun smadre plasma-skærmen, inden de når at trykke på knappen og skifte til kulisse, men hun har større planer.
   Snart er de ved enden er af gangen, der står en sofa og et lille kakkelbord, ovenover er der et stort vindue. Projektørens lys står lige igennem vinduet, men bliver brudt af det kraftige gitter, sofaen og bordet kaster lange skygger hen ad gulvet.
   "Sikke et dejligt solskin," udbryder sygeplejersken alt for kækt.
   Gruppen drejer hen imod døren, hun går bagerst, sygeplejersken kæmper med dørens lås. Så det nu, hun spurter hen imod sofaen, springer op og hopper af alt den kraft hun har i kroppen op imod gitteret og vinduet. Hendes knytnæve går igennem gitteret og smadrer ruden, i det samme går alarmen i gang, hun falder bagover, lykkeligt svæver hun mod gulvet, det er lykkedes, hun har kortsluttet verden.
   Hendes hoved rammer bordet, hun ruller rundt og falder videre ned på gulvet.
   Der er panik, patienterne skriger og banker på dørene, forsøger at få larmen i deres hoved til at holde op. Vagterne får dem jaget ind på værelserne, mens læger og sygeplejersker render efter sprøjter med beroligende midler.
   Der går lidt tid før de finder hende, hun ligger på de hvide fliser, som Jesus på korset, med blodet løbende ned af sin pande, men hendes tornekrans er skiftet ud med tvivl og mistro.
   De finder hende, livløs og med blod over hele baghovedet. Hun bliver lagt i seng, læderremmene bliver spændt, bare for en sikkerheds skyld. I hendes journal bliver der noteret ord som skizofren, voldsomt udbrud, koma, fremtid?
   Lægerne går til domstolene, og får det "ja" de har ønsket sig. En måned efter ligger hun stadig i sin seng. Speciallæger ankommer i deres sorte porscher og BMW'er. Sidste mulighed, for hendes eget bedste, hvisker de bange til hinanden, mens de vasker deres hænder.
   Bare et lille hvidt snit, så vil det blive okay.
   Hun ligger på briksen, lægerne er klar og sygeplejerskerne venter på ordrer.
   Så bliver der trykket på knappen, og verden går i stå. En kvinde dukker op midt i rummet, hun har travlt, hun vender hende om på maven og lægger et hurtigt præcist snit tværs over nakken. Der er intet blod, gummiet afslører blot en lang sølvfarvet genstand, formet som en telefonledning, hurtigt løfter kvinden ledningen op, lodder en mikrochip under den med en laser, trykker på en gul knap og bevæger laseren over såret, dette forsvinder og så er hun væk igen.
   "Os er der ingen der narrer," griner hun for sig selv.