"For Fanden Karen, hvad skete der?" spurgte Jesper, og trak flasken til sig og bundede. "Hvordan endte vi her?"
   "Du endte her." Hun tav lidt. "Jeg vil hjem nu. Nu har du bundet, det var det, der var aftalen." Hun rejste sig for at gå og så spørgende ned på Jesper, der blev siddende på træbænken.
   "Én til," råbte han til tjeneren, og pegede ned på den nu tomme flaske. "Nej, to for resten."
   "Jeg skal ikke have noget. Jeg går nu."
   "Ja, ja. Skrub du bare hen til dit skide kontor og forlad mig..." Karen vendte om og begyndte at gå. Billiardspillerne i baggrunden stoppede op et øjeblik.
   "Nej, undskyld, du må ikke gå, jeg er bare fuld," sagde Jesper mod hendes ryg. Han sad stille lidt og stirrede håbløst på sine hænder, trods det røg en fedtet hårtot ned i panden, hurtigt tvang han den tilbage med en automatisk håndbevægelse.
   Karen drejede om igen, hun var ikke god til at være konsekvent. Han var blevet langhåret siden sidst, tænkte hun. Han var nok ikke blevet klippet i de to år, de ikke havde set hinanden.
   "Du trænger til at blive klippet," sagde Karen og satte sig over for ham igen. I mellem dem var nu kun to år og et robust egetræsbord med en, visse steder, mærkeligt skinnende overflade. Karen pillede med sine lange negle ved et af de skinnende områder, og spekulerede over, om det var lakken, der var slidt af, eller om pletterne kom fra årtiers indtørrede ølsprøjt. Overfladen føltes fedtet, og hun lagde sine hænder ned i skødet. "Vi kunne gå til frisøren. Jeg skal nok betale," fortsatte hun.
   Jesper rystede på hovedet og vendte sig om mod tjeneren for at hjælpe ham af med øllene på hans bakke. De var endnu kolde, og man kunne se hans fingeraftryk på flasken, da han slap den ene øl foran Karen.
   "Ønsker De et glas?" Spurgte tjeneren henvendt til Karen.
   Karen nikkede, hvorefter tjeneren tog et glas fra sin bakke og placerede det ved siden af den øl, der alligevel var blevet hendes.
   Tjeneren forsvandt igen ind i cigarettågen, hvor han var kommet fra, og Jesper satte sin øl mod munden. Han drak, mens Karen langsomt hældte sin flaskes indhold over i glasset.
   "Vi kan godt gå til frisøren, hvis du gerne vil have det," sagde Jesper, og satte flasken ned på bordet igen, "vi kan gå nu, hvis du vil. Eller vil du drikke ud først?"
   "Nej, lad os bare gå," svarede hun og rejste sig endnu en gang op. Jesper masede sig samtidigt ud mellem bordet og bænken. Der var snævert, selv for Jespers ranglede krop, og som var de et sekund identiske, grinede de stille over de ølmaver, der i tidernes løb havde sat sig fast netop der.
   "Jeg kender en god frisør kun en gade herfra," sagde Karen, da de stod ude på gaden.
   "Fint, så tager vi hende," svarede Jesper, og de begyndte at gå. De gik side om side, men med et mellemrum så folk troede de enten ikke kendte hinanden eller var et par, der netop havde skændtes. Der var ikke megen trafik, det var tirsdag formiddag, en sløv, varm formiddag.
   "Hvordan har han det?" Spurgte Jesper.
   "Er du ikke ligeglad?" Svarede Karen.
   "For fanden. Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad," næsten råbte Jesper. En fodgænger på det modsatte fortov vendte hovedet mod dem. Han bevægede sig tættere på Karen, og sænkede stemmen. "Jeg vil gerne se ham... jeg vil... jeg vil gerne have et forhold til ham."
   "Nej, Jesper. Han er næsten fire nu, han begynder at kunne huske folk, og frem for alt savne folk. Det går ikke."
   "Jeg har mine rettigheder."
   Karen rystede på hovedet. "Du mistede allerede din del af forældremyndigheden på din første..." hun ledte efter et ord... "sviptur."
   "Det kan du ikke mene, jeg har jo sagt..."
   "Jo," afbrød hun ham bestemt og tydeligt, som var det noget hun havde indøvet. "Jeg er ked af det, men det er slut, og hvis du vil Jonas hans bedste, så holder du dig væk."
   De gik lidt, 50 meter længere henne af gaden lå en frisør, der reklamerede for billig permanent og dameklipning.
   "Klipper hun herrer?" Spurgte Jesper
   "Jeg kender hende, det er ikke noget problem."
   "Du bliver nødt til at tro på mig. De kom igen, for et år siden. Jeg bad ikke om det den her gang, de kom bare. Jeg var lige blevet sat fri, kan du ikke huske jeg havde lige ringet til dig? Og så var jeg væk igen. Sådan ville jeg aldrig gøre." Udbruddet kom pludseligt. Han kunne ikke længere klamre sig til håbet, som han havde gjort de sidste par dage. Han var desperat. En sidste sølle redningsaktion før jorden gik under, for det gjorde den, hvis han ikke kunne få lov at se Jonas.
   "Stop det Jesper, jeg gider ikke høre på det," sukkede Karen og drejede af og gik hen i mod frisørens dør, men lige inden hun ville tage i håndtaget, vendte hun sig om og tilføjede: "Du holder din mund derinde. Jeg vil ikke være til grin over for mine bekendte." Hvorefter hun vendte sig om igen, skubbede døren op, gik ind og efterlod den halvåbne dør 10 cm fra Jespers hoved. Han nåede lige at gribe den, før den ramte hans næse, og han fulgte efter Karen ind i en stank af balsam og hårlak.
   "Hej med dig," sagde Karen smilende til ekspeditricen bag disken.
   "Hej Karen, det er længe siden" svarede hun.
   "Ja, du ved babysitters - de er en uddød race efterhånden."
   "Haha, ja, det er hårdt at være enlig, men hvad bringer dig her, burde du ikke være på arbejde?" spurgte ekspeditricen.
   "Det er derfor jeg er her, jeg skal lave en undersøgelse om hjemløse alkoholikeres forhold til kommunen," svarede Karen. Hun bøjede sig ind over disken og fortsatte i en lavere tone, "de er ikke så glade for at snakke med os, og staklen ville gerne klippes. Du ved noget for noget, så jeg tænkte om du ikke havde en ledig elev, der har mødt med lidt for mange tømmermænd på det sidste?"
   Så godt kendte de altså hinanden, tænkte Jesper. Karen havde ansvaret for kulturelle arrangementer, eller det havde hun haft. Meget kunne være sket, måske var det bare ham der ikke længere kendte hende.
   "Haha, du kan læse mine tanker. Et kvarter, så er hun ledig." Svarede ekspeditricen.
   "Tak skal du have," svarede Karen og vendte sig om og trak Jesper med over i et hjørne, hvor der var anrettet med en sofa og et bord med dameblade. "Sæt dig ned, hun har en ledig stol om et kvarter."
   Jesper satte sig ned i den lave kurvesofa og Karen i en stol overfor. Hun tog et farverigt blad op fra bordet og begyndte at bladre mekanisk i det.
   "Jeg er sgu ikke døv, at du ved det," udbrød Jesper, han ventede lidt på respons, men opgav. "Kan du se det her modermærke?" spurgte han og pegede på et sort mærke på størrelse med toppen af en lillefinger på hans højre kind. Det var tydeligt, men så naturligt ud. Karen undrede sig over, at hun ikke mindedes det.
   "Du undrer dig nok over, at du ikke har gnavet på det som på alle mine andre mærker." Hendes tankerække stoppede et øjeblik, hun kiggede på ham med store åbne øjne, hendes mund var ikke længere kækt smilende. Det var for hårdt sagt, han fortrød lidt, men han var vred. Det hele var så håbløst. Hun var håbløs, ville ikke forstå.
   "Jeg er jo bare en hjemløs alkoholiker, som du desværre er nødt til at samarbejde med."
   Karen kiggede ned i bladet og lod som om hun læste.
   "Jeg kan bevise det den her gang," fortsatte Jesper, "det her lille mærke gør, at jeg blot ved tankens kraft kan høre alt indenfor en radius af 50 meter. Jeg kan zoome ind på en hvilken som helst samtale eller tankerække, jeg ønsker at høre. Desværre tænker mennesker aldrig på andet end ligegyldige ting."
   Karen så op på ekspeditricen ved disken, hun kiggede ned på dem. Karen sendte hende et sigende smil, og ekspeditricen sendte et par forstående øjne tilbage. Fuldemandssnak.
   Jesper så fra den ene til den anden.
   "Du skal sateme ikke lave den på mig," sagde han. "som om jeg er en af dine meningsmålingsstakler. Der er sgu ikke noget galt med mig, og det ved du godt."
   "Hvor er de kære de små prinser," sagde Karen højt, hun vendte bladet mod Jesper og placerede en lang negl på den enes hoved, "syntes du ikke?"
   "Der er kun én prins i den her verden," hviskede Jesper tilbage.
   Ekspeditricen kom ned mod dem, der var et godt stykke mellem disken og sofaarrangementet, salonen var større og mere rummelig end sædvanlige saloner. Den var gennemført hvid og lyserød, kun brudt af stolene af stål, dåserne med hårlak og spejlene.
   "Så er Clara klar til dig, følg du bare med herop," sagde ekspeditricen og forsøgte at smile sødt til Jesper, men det lykkedes ikke, for hun væmmedes, og det endte med at hendes mund foretog nogle groteske trækninger. Hun viste ham hen til en vaskestol, hvor en tynd, lav pige med rander under øjnene stod klar.
   Jesper satte sig i stolen. Han tog hænderne om bag nakken, fik det lange hår placeret i vaskekummen bag sig og lænede hovedet tilbage.
   "Det bliver nu underligt at få alt det hår af. Det har været en del af et eksperiment forstår du," sagde Jesper til Clara, der bag ham var ved at finde den rette vandtemperatur, "eller det forstår du nok ikke," tilføjede han, mens han mærkede lunkent vand rende ned af nakken og pressede ryggen hårdere mod ryglænet for at stoppe det. "For resten, hvis jeg må give dig et godt råd?" Han ventede på et svar, den rødøjede Clara nikkede. "Hvis du ikke vil have med flere af min slags at gøre, så sørg for at få lidt søvn mellem torsdag nat og fredag morgen."
   Clara stirrede ned i kummen på Jespers hår, som ledte hun med sit liv på spil efter noget.
   "Hvor er det sødt, din lille hjerne ved ikke, hvordan den skal redde sig ud af denne pinlige situation, hvor er det menneskeligt. Supernuttet, var det ord, du selv ville have brugt. Og ja, jeg skal nok holde min mund nu, så du ikke bliver endnu mere utilpas. Og så glæder det mig i øvrigt, at jeg bliver til så stor morskab for dig og dine veninder i eftermiddag." Sagde Jesper.
   Clara gloede nu om muligt endnu mere intenst på Jespers hår, der svømmede i vasken, som kunne hun få det til at forsvinde. Hun mumlede noget, og Jesper flyttede sig over i en anden stol over for spejlerækken.
   Karen sad endnu på sofaen og kiggede fortsat i sit blad. Det var varmt inde i salonen og den ulidelige stank af parfume, irriterede hende. Hun så over på Jesper og hans hår, der nu hang langt og tungt ned af hans skuldre og stolens ryglæn. Måske det mest var ham, der irriterede hende. Han havde været væk i to år. De havde mødtes til frokost på en cafe, udvekslet kys til farvel, og så var de gået til hver sin side til hver sin arbejdsplads. Han var ikke taget på arbejde, men forsvundet og havde efterladt den dengang 2 årige Jonas og hende tilbage. Hun havde søgt efter ham på værtshuse og hospitaler, så havde hun meldt ham savnet, men politiet kunne heller ikke finde ham. Ikke engang hans lig, som hun til sidst desperat næsten havde håbet på, for vishedens skyld. Efter flere måneder var hun begyndt at forestille sig ham på en tropeø kiggende på stjernerne sammen med smukke mørkglødede kvinder. Han havde ringet efter knap et år. Han havde lydt afklaret, han havde vel udlevet, hvad det var han skulle. Hun havde regnet med, at han nu var klar på at være far og ægtemand igen. De havde mødtes på en lille cafe, men han havde været så fuld, at hun havde måttet bestille en taxa og tage ham med hjem. Han havde snakket om aliens og bortførelser i et væk. Gad vide, hvad han ellers havde været på den dag, havde hun tit tænkt. Måske han ikke havde set stjernerne på den uendelige sydhimmel, men stjernen i bunden af en tom flaske, der løftes mod lyset for at få den sidste dråbe ud. Hun havde kørt Jonas i vuggestue næste dag og var taget på arbejde, men da hun var kommet hjem, var han forsvundet igen. Ikke engang en seddel eller et telefonnummer havde han efterladt. Hun var blevet rasende, havde afleveret Jonas ved hans mormor og taget rundt på alle byens værtshuse, mere for at komme til at skrige af ham end at finde ham. Hun havde ikke fundet ham, han var lige så pist væk som sidste gang. Hun var taget hjem og havde fjernet alt, hvad der var af billeder og minder om ham. Hvis han ikke ville være far, så skulle han få lov at slippe, havde hun tænkt, og nu sad han der i stolen og blev klippet på hendes regning, bare for at han kunne forsvinde igen bagefter.
   "Må jeg ikke i det mindste se ham?" Råbte Jesper pludseligt fra stolen. Karen kiggede forskrækket op fra sit blad, han sad stadig i stolen med ryggen til hende. De andre kunder i salonen kiggede fra ham til hende uforstående og nysgerrige.
   Hun kunne måske lade som om, at hun ikke kendte ham, men de fleste havde set hende komme ind sammen med ham, og om lidt ville de se hende betale hans regning. Hun rejste sig fra sofaen, lagde bladet fra sig på glasbordet foran hende og gik hen til frisørstolen, imens hun så hans spejlbillede blive større og større, hun ville i hvert fald ikke råbe tilbage. Dette var mellem hende og ham, resten af verden havde værsgo’ at blande sig udenom. Men få skridt fra Clara hørte hun igen Jespers stemme omme fra stolen. Hun kunne se hans mund bevæge sig i spejlet. Han råbte højt, selvom om han også havde kunnet følge hendes fremmarch i spejlet.
   "Vi snakker om det senere," råbte han. Han kiggede direkte ind i spejlet, kun hans pupiller var drejet mod Karen.
   "Du er vel også ved at være færdig," sagde han til Clara.
   "Ja, næsten," svarede hun, og lagde saksen på bordet. "Jeg skal lige tørre dit hår."
   "Lad vinden om det, den er jo hverken ioniserende eller 400 grader varm."
   "Det bliver altså ikke billigere."
   Jesper rejste sig, det lange hår dryssede ned om skuldrene og ved et par bevægelser med ryggen videre ned på gulvet. Han førte hænderne til nakken og rev frisørslagets velcrolukning fra hinanden. "Værsgo," sagde han og gav det til Clara, "og tak for god behandling." Han gjorde et kraftigt nik med hovedet, "og fortsat god dag."
   Jesper gik mod kassen, Karen bevægede sig mod samme i destination, i tvivl om hun virkelig skulle betale for tossen eller rende sin vej. Ekspeditricen stod ved kassen og kiggede i en kalender, hun havde overvåget dem intensivt og ikke særligt diskret, i det meste af den halve time klipningen havde taget.
   "En hårvask og en almindelig klipning – elev. Så skal jeg bede om 200 kr. - eller jeg skal måske sende regningen til kommunen?"
   "Nej. Bare giv mig kvitteringen, så skal jeg nok ordne det selv."
   Ekspeditricen slog beløbet ind på kasseapparatet og gav Karen kvitteringen.
   "Vi må lige finde ud af noget en dag," sagde hun.
   "Ja. Bestemt," sagde Karen, og løftede hånden til hilsen, inden hun vendte sig om og gik mod døren. Jesper lavede endnu et kraftigt nik og fulgte efter Karen.
   En frisk uparfumeret brise mødte dem. Vejen var øde, til gengæld var fortovene fyldt op med frokosthungrende mænd og kvinder.
   "Hvorfor siger du det ikke bare, som det er?" Spurgte Jesper, da døren ind til salonen havde lukket sig bag dem.
   "Siger hvad?"
   "Du kan jo ikke fordrage hende - vi må lige finde ud af noget en dag," imiterede han ekspeditricens falset stemme.
   Karen trak på skuldrene, "det var det nærmeste sted, og jeg havde også regnet med at hun ville give mig rabat."
   Jesper brød ud i et smil, "det er fandeme typisk dig."
   "At hvad?"
   "Rabatter mig her og der, man kan ligeså godt få, hvor man har mulighed for det, plejede du at sige." Han grinede lidt. Karen så ned.
   "Du må holde op med det der.... det der laden som, om du kan læse andres tanker, de tror du er sindssyg," sagde Karen.
   "Jeg kan læse deres tanker, men tro mig der bliver ikke tænkt ret meget interessant."
   "Jesper, hold nu op."
   "Tror du ikke på mig?"
   "Hvad tror du selv?"
   "Det passer, jeg bevidste det da for dig lige før," sagde Jesper og fægtede med armene for at understrege hans ord.
   "Hold nu op Jesper, det var jo bare gætteri, godt gætteri – du har altid været god til at læse mennesker, men det er gætteri, hvorfor kan du ikke bare indrømme det?"
   Jesper kiggede ned, men hans blik blev trukket mod en flok på det modsatte fortov. En børnehave på tur, to og to, med en pædagog i midten og i hver ende.
   "Er han i blandt dem derovre?" Spurgte Jesper og vendte hovedet for at følge dem idet de drejede ind i en park.
   "Hvis du kan tankelæse, har du vel også laserøjne og kan se om din søn er i blandt dem. Hvis du da kan genkende ham," svarede Karen.
   Jesper kiggede ned igen, Karen hev ham om et hjørne og op ad en lille vej. De gik i stilhed i gåsegang. Karen forrest. Hun drejede til venstre og Jesper fulgte efter, en række gule rækkehuse mødte dem.
   "Her er da... sødt," sagde Jesper, "sådan lidt kartoffelrækkeagtigt, du ved."
   Karen kiggede på ham med et træt blik, "spar mig for din ironiske tone, der er ikke råd til andet."
   "Det var ikke ironisk, her er sgu da vældig sødt."
   Karen svarede ikke, åbnede bare den hvide havelåge og fulgte en række cementfliser op til hoveddøren. På begge sidder, var der to-tre kvadratmeter græs og en ligusterhæk, der adskilte grunden fra naboens. Hun låste døren op, og trådte ind i en lille gang. Jesper fulgte efter, og lukkede døren efter sig. De stod tæt i gangen, Karen gik ind i stuen, Jesper ville følge efter, men hendes blik stoppede ham. Hun betragtede ham et øjeblik som en håbløs plet på en ny kjole og sagde: "Jeg har lige støvsuget," og pegede på hans beskidte kondisko, de samme han havde forladt hjemmet i to år tilbage. Han hjalp den ene sko af med foden og så omvendt, og bøjede sig ned og satte skoene ind til siden.
   Karen gik ind i stuen, hendes hæle klikkede mod det laminerede trægulv. Jesper listede efter, hun gjorde en håndbevægelse mod en lille tre personers lædersofa, der stod op mod en væg. Ved væggen overfor stod et sort lille 14 tommers tv, og foran stod et bord af glas og stål. Det var så lavt at et magasin, der hang med den ene side ud over bordet næsten rørte ved jorden. Det så sjusket ud, ville hun have sagt, hvis det var Jesper, der havde placeret det der.
   Jesper satte sig i sofaen og han sank ned. Karen så ned på hans strømper, der var flere huller i dem, de var grå, men havde engang været hvide, og fra dem strømmede en lugt af gammelt sved hurtigt væk og ud i rummet. Den samme historie som med kondiskoene.
   "Jeg har desværre ingen strømper, du kan passe," sagde hun, og gik ud i køkkenet.
   Jesper kiggede sig omkring, farven sort gik igen. På væggen hang en sort ramme dobbelt så stor som Tv’et med et billede af Jonas, han var mindst 3 på billedet. Han havde forladt en baby og var kommet hjem til et barn, der nu hang deroppe og smilede, så alle de små hvide mælketænder var ved at falde ud af billedet.
   Jesper tog sig til maven, det spændte og gjorde ondt. I dag var han 4, slog det ham, han havde haft fødselsdag for en måned siden. Han havde set datoen på en avis i baren, kun dagen og måneden, året var han sprunget over, i håbet om at det kunne være en trykfejl. Men billedet beviste at tiden ikke var gået i stå da han forsvandt.
   Første gang de tog ham op, var det, der havde ærgret ham mest, at han ikke var en af den slags, der har deres pung på sig, hvor end de går hen. For den var fyldt med billeder af alt og alle, selv hunden og huset havde han et vidnesbyrd på. Han havde bedt om et enkelt telefonopkald, eller bare en sms, men de havde påstået, at de ikke havde teknologien til det.
   Efterhånden var han næsten blevet i tvivl, om han overhovedet havde en søn og en kone, om han overhovedet var jordboer. Måske han bare var en skizofren alien. Så havde de ladet ham gå, sat ham ned på en mark en regnfuld dag, 30 km fra Hamborg, fandt han senere ud af. Han havde troet det var for evigt, og at de var færdige med ham. Han var taget hjemad. Han havde ringet i forvejen, hun havde lyt lidt skeptisk i telefonen. Jonas var der heller ikke til at tage i mod ham, han var hos hendes mor, forklaringen blev ikke uddybet, og han havde ikke turdet diskutere det, for han vidste, at det var ham, der skulle krybe den dag.
   De havde aftalt at mødes på en cafe, han var kommet til byen tidligt om morgenen med toget fra Hamborg, han var gået på morgenværtshus, først havde han bare villet spise morgenmad og læse et par aviser, men han havde været nervøs, og bestilte en snaps til maden. Så var en af hans gamle kammerater helt tilbage fra folkeskolen kommet hen til hans bord og havde givet en omgang og spurgt om de ikke skulle spille terninger. Hvorfor ikke, han kunne alligevel ikke koncentrere sig om at læse, avisen havde syntes ham for ligegyldig, og han turde ikke dukke uanmeldt op hjemme ved Karen. Han kendte hende for godt, hun havde brug for at tænke over ting, og hadede overraskelser.
   Kammeraten havde ikke snakket om hans forsvinding, måske han ikke havde hørt om det, eller simpelthen glemt det i den rus han havde gået rundt i det sidste årti, fornemmede Jesper. I hvert fald spurgte han til børnene og konen. Jesper havde bundet og svaret at det gik godt med drengen, og konen var så dejlig som sædvanlig, hvorefter han havde banket tre gange i bordet bare for en sikkerheds skyld. Hans kammerat havde grinet over det med konen, selvom det ikke var ironisk ment, og havde givet endnu en omgang.
   To minutter efter det aftalte mødetidspunkt havde han forladt beværtningen. Han havde næsten ikke kunnet gå, og han havde følt sig som en herrens stor karl, og plabret til alle sider om aliens og bortførelse. Han havde syntes det gik fint, indtil han bestilte sin anden øl på cafeen, hvor han skulle møde Karen. Han havde ikke drukket i over et år, og det slog hårdt alt sammen. Resten kunne han ikke rigtigt huske, han var vågnet forvirret op på sin briks i rumfartøjet uden at vide, hvor lang tid han havde sovet.
   Det var altså ikke en frigivelse, men en orlovsbevilling, som at sende en soldat hjem til familien eller bordellet for at minde ham om, at han er et menneske og ikke en maskine.
   Nogle gange havde han overvejet om hele hans besøg på jorden bare havde været en drøm. Han vidste de kunne gøre sådan noget, han havde selv set kaptajnen tilslutte sig en maskine en gang om måneden når det var tid til en lur. "Sweet dreams," havde en officer forklaret på gebrokkent engelsk og peget på det store apparat, der mest af alt lignede en af disse hjernescannere man bruger på hospitalet, hvorefter officieren havde lagt begge hænder sammen og lagt hovedet på dem, for at illustrere en pude. Han havde ikke tænkt videre over det, havde bare lagt mærke til at officeren ikke vendte håndfladerne mod hinanden, men venstre håndflade mod højre håndryg. Det havde han grinet lidt af, for det så underligt grotesk og forkert ud.
   Han kiggede rundt, han genkendte hverken billeder eller møbler fra deres gamle hus. Huset var solgt, kunne han regne ud, men han havde vel håbet, velvidende at det var urealistisk. Man kom ikke langt med staten som arbejdsgiver i en forstad til Århus.
   Karen kom ind med en termokande og to krus, og satte dem på glaspladen. Porcelæn mod glas gav genlyd i den lille stue.
   "Hvad har du gjort af vores ting?" Spurgte Jesper.
   Karen stod stadigvæk op, det var som hun ikke rigtigt havde lyst til at sætte sig ved siden af ham. Hun gik ind i, hvad der måtte være soveværelset uden at svare på hans spørgsmål. Han så igennem døren, at der kun stod en enkeltmandsseng, en boxmadras, men det var ikke en femårigs værelse, sengen var redt, og der var ikke spor af legetøj.
   Hun kom ud med en hvid træstol, den lignede noget fra et sommerhus, slidt, men sød, nærmest ynkeligt sød, ved siden af det kantede glasbord og den sorte skinnende sofa. Han genkendte heller ikke dette objekt.
   "Vores ting. Mine ting. Hvad er der sket med dem?" Gentog Jesper. Han kendte svaret, men han blev nødt til at spørge alligevel for helt at fatte det og den afmægtige vrede, der lå bag.
   "De er solgt, gør gavn i Rumænien eller brændt."
   "Hvad med mine papirer og billeder?"
   "Brændt. Dem ville de ikke have i Rumænien."
   Det var ment som en fornærmelse, en provokation, en hævnakt, og hun havde drømt om den dag, hun kunne fortælle ham det, siden hun havde tapet den sidste flyttekasse og overgivet den til en taknemmelig chauffør. Hun burde smile nu, sådan et lille ondskabsfuldt smil, men det føltes ikke så godt, som hun havde forestillet sig. Hun satte sig på sofaen ved siden af ham og skænkede kaffe op. Krusene var store, hun havde altid været glad for kaffe, tænkte Jesper og billedet af flammer, der langsomt fængede an i hans studenterhue forsvandt.
   "Du bliver nødt til at tilgive mig," udbrød Jesper, "du bliver nødt til at lade mig se min søn, selvom du ikke vil have mig tilbage."
   Karen nippede til kaffen, men den var endnu for varm til at drikke.
   "Jeg er ikke nødt til noget. Du står som forsvundet – muligvis omkommet ved politiet. Jeg har den fulde forældremyndighed, og den bliver ikke let for en forsvunden alkoholisk mand at få fra mig."
   "Karen, jeg snakker jo for helvede ikke om juridisk ret, men menneskeret. Du må da kunne forstå, at et barn har ret til at kende sin far."
   "Nej, han klarer sig fint... nu gør han. Han har glemt dig."
   "Du ved godt det ikke passer," Jesper tøvede lidt, før han igen hoppede ud fra klippen. "Det var ikke min skyld sidste gang, jeg ville være blevet."
   "Nåh nej... det var jo rumvæsnerne." Karen laver situationstegn med begge hænder, hun brugte kun ironi, når hun var allermest fortvivlet.
   "Jeg går rettens vej. Jeg er en god far."
   "Ja, det bliver ikke noget problem, du forklarer, hvordan du blev kidnappet af rumvæsner, og så holder du dig ædru og tilstedeværende i et års tid. Det er jo intet problem."
   Karen rejste sig, hun gik ud i gangen og ud på, hvad der måtte være toilettet. Hælene knaldede hurtigt henover gulvet, og efterfulgtes af nøglens enkelte klik.
   Jesper lænede sig forover, og hvilede hovedet i hænderne, kaffen havde han glemt. Hvis ens kone ikke ville tro en, hvem ville så? Han havde ikke forestillet sig, at det ville gå sådan, da han for snart to dage siden var blevet sendt ned. Han havde fået forklaret dem at transport tog lang tid på Jorden, og de havde sat ham af bare 20 kilometer fra hans hjem - tidligere hjem. Nu havde han ikke længere noget hjem, bortset fra Jorden. Han var gået ind til byen for at tænke sagerne igennem og blive sikker på, at det hele ikke var en illusion. Denne gang havde han beviser, denne gang kom han tilbage med et teknisk vidunder, der kunne mere end NASAs samlede computerkapacitet, men som ikke fyldte mere end et modermærke. De havde fundet det gevaldigt smart, at mennesket allerede var udstyret med brune pletter på kroppen, så man uden videre kunne installere, hvad man nu havde brug for, uden at det blev lagt mærke til. Ikke fordi det var hemmeligt, at man kunne læse hinandens tanker. Tanker havde han oplevet som værende hvermandseje.
   Han havde forestillet sig, at hun ville grine lidt, når han fremviste hans nye dingenot eller legetøj, sådan som hun plejede at gøre, når han kom med et af sine rumskibsbilleder. Bortset fra at dette var noget mere overbevisende end slørede sorthvid fotos. Hun ville tro ham efter en række beviser, havde han tænkt. Han vidste ikke helt hvorfor, hun ville tro ham, for hun havde aldrig troet på nogle af hans billeder, men han havde bare haft på fornemmelsen, at hun ville og tilgive ham. Og de ville kunne spole tiden tre år tilbage, og begynde der. Men hun troede ikke på ham, og hun ville nok aldrig komme til det medmindre hun fik enten skibet eller dets besætning at se, og selv da ville hun tvivle, ligesom han selv havde gjort de første uger om bord.
   Det var ikke den samme Karen, det var en nedbrudt og træt Karen, der lå en tyk slimsæk af fortvivlelse henover hende. Det var også klart nok, hun havde været igennem meget, de sidste par år og livet havde langt fra været så sjovt, som det plejede. Han havde selv kunnet mærke det indtil en dag kaptajnen, og lederen af udforskningen af Jorden, havde vist ham en pille og puttet den i hans løgsuppe. (De havde importeret, eller stjålet var hvis et bedre ord, mad fra Jorden, deriblandt to tons løgsuppe fra en fransk fabrik.) Siden da havde han kunnet se lysere på tingene, savnet var gledet ud i periferien. Han levede i nuet, kunne man sige, og han havde i lang tid ikke tænkt længere frem end et par dage.
   Denne gang havde de sendt ham ned ved en form for ceremoni. Han forstod ikke deres sprog, og kunne derfor heller ikke læse deres tanker, men kaptajnen havde afsluttet med at give ham en lille dåse af et ukendt materiale med ti små piller i hvert sit lille rum. Det var ikke nødvendigt at stille spørgsmål, og den eneste kommentar kaptajnen havde knyttet til gaven var "carefull." Af logiske årsager (det sprog en sjettedel af befolkningen snakker, må være foretrukken) havde besætningen inden afrejsen lært sig flydende kinesisk, derfor havde stort set alt kommunikation foregået med en meget høflig computer. Hvorfor de ikke havde udvalgt sig en kineser måtte stå hen i det uvisse, i det hele taget havde mange ting været ulogiske, og det havde forekommet ham, at det var en meget ubetydelig og lille ekspedition, de var ude i.
   Han tog den lille æske frem, den havde en dyb lilla farve, men det var som om, at der under det lilla var noget mere, som et lilla hav fyldt med svømmende organismer. Han lagde den i håndfladen og den sprang op. Men hvad nu hvis der er bivirkninger? Tænkte han. Hvad nu hvis den lille brune pille kun virkede i løgsuppe, mens man befandt sig, i forhold til Jorden, på månens bagside. Hvorfra skulle kaptajnen vide om pillerne virkede på Jorden, han havde aldrig sat sine tre ben der?
   Jesper forsøgte ar huske, hvad de havde lært ham ombord, efter de havde installeret det lille modermærke. Han havde intet mærket, det var som et myggestik, det kløede og svulmede op bagefter, men det blev afhjulpet af noget lokalbedøvende. Det var i øvrigt den eneste gang, de havde rørt ved hans krop. Det var som om den biologiske forskellighed ikke interesserede dem.
   De havde brugt lang tid på at lære ham at koncentrere sig, så han ville blive i stand til at manøvre mekanismen. Det var som at meditere, det havde han forsøgt at lære før, men han var ikke kommet længere end et ohm og et par korte grynt inden han bukkede forover af grin. De kunne med lethed læse igennem væggene, men det var ham umuligt. Hans ofre, som han kaldte dem, måtte befinde sig i det samme rum og helst ikke mere end 10 meter væk.
   Karen havde været derude længe, det var ikke et godt tegn.
   Han rørte hurtigt ved et af pillehullerne, og trak fingeren til sig. En lille brun plet hang fast på hans pegefinger. Han dyppede fingeren i kaffen, og den brune plet blev byttet ud med en næsten sort dråbe.
   "Hvad fanden laver du?" Karen stod i døren.
   Han stak hurtigt fingeren i munden, og slikkede dråben af.
   "Jeg kunne ikke huske, om jeg bedst kan lide med eller uden sukker."
   Karen rystede på hovedet, hendes øjnes blodårer var fremhævede og røde. Hun tog koppen til sig, og satte sig på stolen overfor ham.
   "Du skal gå nu," sagde hun, og tog en slurk kaffe, hendes ansigt fortrak sig, den var blevet kold.
   "Må jeg ikke få lov at drikke ud?" Spurgte han.
   "Nej. Du skal gå nu."
   "Man drikker da altid ud, andet er da uhøfligt. Skål." Forsøgte han og hamrede sin kop mod hendes, så voldsomt at kaffen skvulpede over.
   "Nu Jesper."
   "Jeg kan vel lige få lov at låne toilettet." Hun kiggede på ham, som var han noget slimet, hun netop havde trådt på og både havde ondt af og var ligeglad med på samme tid.
   "Fem minutter, så ringer jeg til politiet," svarede hun og rejste sig og tog kopperne op. Han rejste sig samtidigt, og kantede sig ud mellem bordet og sofaen. Hun gik mod køkkenet med kopperne og han mod gangen og toilettet. Hun havde taget stiletterne af, og han kunne ane hendes fødder igennem de hudfarvede nylonstrømper.
   Han låste døren bag sig, og satte sig på toilettet. Han skulle ikke tisse, kaffen havde han ikke rørt, og øllene var der endnu plads til. Toilettet var beklædt med rødbrunt linoleum, forestillende fliser med revner skabt af tidens slid. Det skulle forestille en dyr rustik italiensk sten, gættede han.
   Hvor længe kunne han mon trække den ud? Han var bange for, at hun virkeligt havde tænkt sig at tilkalde politiet.
   En slurk, en lille én, var det nok? Han tvivlede. Han rejste sig og trak ud i toilettet og vaskede sine hænder. Han gjorde sæben godt våd, hun skulle ikke kunne fortælle Jonas, at hans far hverken var til at stole på eller renlig. Han blev pludselig irriteret på hende, hun havde magten til at gøre det hele godt igen, men ville ikke.
   Han låste døren op, og listede ind i stuen igen, han ville bare sige farvel, det nyttede jo ikke noget, hun ville end ikke prøve. Et øjeblik så han for sig, hvordan hun stod med en brødkniv klar til at hugge.
   Hun stod ikke bag døren klar til at dolke ham. Hun sad på stolen med hovedet lænet bagover ryglænet og munden stående åben. Han sprang de sidste meter fra døren indtil stuen hen til stolen, hvor hun mere lå end sad. En karklud lå på sofabordet, der var stadig kaffestænk på glaspladen. Hendes brystkasse bevægede sig op og ned i små langsomme bevægelser - men de var der, han havde endnu ikke slået hende ihjel.
   "Karen," sagde han og rørte forsigtigt ved hendes skulder. Han sagde hendes navn højere og pressede et par fingre ned i hendes skulder, men hun reagerede ikke. Hun sov dybt.
   Havde han selv sovet. Han kunne ikke huske det. Efter han havde spist løgsuppen, hvad da og hvor meget nåede han egentligt at spise? Hele tidsrummet fremstod uklart og tåget. Måske han havde sovet lidt, måske et par minutter, for da han var vågnet, stod der stadig en skål varm løgsuppe foran ham, og han sad ved bordet..
   Han kunne ikke lade hende sidde der, hun hang for meget til den ene side. Han måtte have hende ind i seng. Han lagde en arm om hendes skulder og hånden ind under armhulen, så han kunne få ordentligt fat. Den anden arm smøg han ind under hendes knæhaser og løftede op, men idet hun ikke længere støttede på stolen, blev han klar over, at han aldrig ville komme ind i soveværelset. Han fik bakset hende over på sofaen, hendes fod ramte glaspladen, idet han løftede hende væk fra stolen, men hun reagerede ikke. Han satte hende på sofaen, hun faldt til højre, han lod hende, og gik ned til den anden ende af den lille trepersoners og rettede hendes ben ud. Hendes fødder stak ud over armlænet, en maske var løbet, der, hvor den ene fod havde ramt glaspladen.
   Han satte sig over på stolen. Hun var smuk, når hun sov, hun var altid smuk. En brun hårtot dækkede hendes ene øje, han gik over og løftede den op til de andre. Hendes hår var blødt og kraftigt, som han huskede det, men nu kunne han se enkelte grå strå i mængden. Det gjorde ikke noget. Hun ville blive smuk som gammel med smilerynker og kridhvidt bølgende hår, tænkte han.
   Jesper tog karkluden og tørrede kaffepletten af, den var næsten størknet nu. Han bar karkluden og termokanden ud i køkkenet. Han var sulten, men han vidste ikke, om han turde begynde at lave mad, hvis hun nu vågnede, og der intet var sket. Hun havde trods alt truet med politiet. Han var stadig i huset, havde forbrudt sig imod hendes regler. Han havde en god fornemmelse, men det var ikke første gang i dag, og situationen havde ikke formet sig, som hans gode fornemmelse havde fornemmet, og det ville nok ikke hjælpe, at han stjal hendes mad. Hans mave rumlede. Han kunne lave en portion til hende også. Han var en god kok, mente han, men han havde ikke lavet mad i to år. Han åbnede køleskabet, der var ikke meget - en pakke fars, der stod til optøning, mælk, smør og rugbrød. Han tog kødet ud, det var oksekød, en god hakkebøf, det var år siden han havde fået en god bøf, kød i det hele taget.
   Gad vide hvor længe hun sov? Og hvad med Jonas, han kunne vel ikke bare møde op og hente ham, uden at pædagogerne kendte ham, hvis han da kunne finde ud af, hvilken børnehave han gik i. Klokken var et, så han på uret, der hang på væggen over døren. Han kunne give hende et par timer, før han blev nødt til at gøre noget.
   Det var rart. Et øjeblik havde de begge bare tidligt fri. Hun tog en lur, om en time ville han vække hende med kys og så ville de spise, stearinlys og dug på bordet, og måske kærlig sex bagefter.
   Han så sig om i køkkenet, det var hvidt, hvide vægge, låger, skabe, køleskabet, ovnen, bordpladen osv. Det eneste der skilte sig ud, var den sorte transistor, der stod i et hjørne på køkkenbordet. Han lukkede døren ind til stuen og tændte. Den skrattede, men han drejede lidt på en knap og fandt noget brugbart musik. Han kendte hverken sangen eller bandet, men det var fængende og dansevenligt.
   Han havde altid ment at madlavning og musik var en fin kombination. De havde ikke haft musik ombord på skibet, de vidste ikke, hvad det var, fandt han ud af, en dag kaptajnen kom og bad ham lave en ordbog over hans fløjteri. Det var først nu, hvor det ukendte band tvang ham til at moonwalke hen til køleskabet, at han forstod, hvor meget han havde savnet musikken.
   Han gik køkkenskabene igennem et for et, først ved det fjerde fandt han, hvad han ledte efter. En skål, en grøn plasticskål. Det var ikke dem de havde haft i deres hjem, de havde været røde og meget kraftigere. Hun var gået grundigt til værks, endnu havde han ikke fundet en eneste genstand, som han huskede. Det var nyt og neutralt alt sammen.
   Han puttede farsen i skålen sammen med salt og peber og fandt en ske i en af skufferne og en pande fra et skab under bordet. I køleskabet fandt han ingen margarine, kun smør, indtil han kom til at se på en flaskes titel. De havde åbenbart hældt margarinen på en flaske, siden han sidst havde lavet mad. Smart, tænkte han og smilede. Det skulle nok gå. Om lidt vågnede Karen, så spiste de, og så tog de ned i børnehaven og hentede Jonas. Han forestillede sig drengen komme kluntet løbende imod ham i hans små sandaler. FAAAR, ville han råbe, og han ville kvittere med en svingtur. Det hele ville blive godt igen nu. Der var ingen aliens, der lå på lur bag månen, i hvert ikke nogen, der havde udset ham som objekt for nærmere studier og udfylder af deres encyklopædi. De var rejst, og skulle nu hjem og fortælle om deres oplevelser og studier for en befolkning, der var cirka ligeså interesseret i ham, som hans Jorden var i dem.
   Han hældte margarine på panden og tændte for komfuret. Panden blev hurtigt varm, så margarinen og derefter kuglerne af oksekød han én for én puttede på. Han havde fundet bearnaisesovs i en skuffe. Det var bare pulver, men det var der ikke noget at gøre ved. Han kunne ellers bedst lide at lave det fra bunden.
   Det var en god pande, bøfferne brændte ikke på og den stegte godt. Den var bedre end den de havde haft før, den havde været hans mors, og han havde haft den med på kollegium. Den havde trængt voldsomt til at blive skiftet ud.
   Han fandt en ske i en skuffe, det var et flot design, enkle linier, som om hoved og skaft gik i et. Han smagte på sovsen, den smagte som han huskede den skulle smage. Det var alligevel lidt fantastisk, hvad man kunne med lidt pulver og mælk, tænkte han, og gav sig til at fløjte.
   Bøfferne var færdige. Der var mange, rigeligt til fire og de var kun to, snart tre. Han skruede ned for panden, de kunne vel stå et øjeblik uden at brænde på, og gik ud i stuen og satte sig på stolen overfor sofaen. Klokken var halv to, gad vide, hvor lang tid hun skulle sove? Han turde ikke vække hende, hvis det nu svækkede virkningen, hvis der overhovedet var nogen. Han lagde armene over kryds, og tog sig selv i at stirre på hendes ansigt.
   Hun glippede lidt med øjnene, han for sammen, de lange øjenvipper dirrede. Hun snusede ind med den lille runde næse og åbnede øjnene, hun så forvirret ud, men smilede. Jesper grinede lettet, hun fik øje på ham, og så endnu mere forvirret ud.
   "Du er smukkest, når du sover... og når du er vågen," tilføjede han. Han rejste sig, "jeg har lavet mad."
   "Det lyder godt. Jeg er også sulten, har jeg sovet længe?"
   "Nej, en halv time, du var så træt. Du havde jo næsten ikke sovet hele natten."
   "Det er sandt. Jeg føler mig udhvilet nu," sagde Karen og tog tæppet af, hun strakte sig og gabte.
   "Det lugter fantastisk, hvad er klokken for resten?" Spurgte hun.
   "Næsten kvart i to."
   "Så kan vi hente Jonas, når vi har spist, han bliver glad for at komme tidligt hjem i dag."
   "Ja. Det gør han," svarede Jesper.