KAPITEL 10


Mathilda var dybt forundret over, hvem den unge mand var og hvad der fik ham til at træde ind på Drew Slottet. Edric lod umiddelbart ikke til at kende ham, og han lignede bestemt ikke et familiemedlem. Faktisk var hun i tvivl om, hvorvidt Drew havde familie andre steder i landet, og der havde aldrig været besøgende i den tid, hvor hun havde været tilfangetaget.
   Manden i døråbningen var ikke meget ældre end hende selv, men hans vejrbidte ansigt gav ham en aura af, at han allerede havde oplevet mere end de fleste oplevede på et helt liv. Han mindede hende om nogle af de kunstnere, der figurerede i hendes hjemby - fordrukne, melankolske og på evig jagt efter det, der kunne hele deres blødende hjerter.
   Hans halvlange mørkebrune krøller var strøget tilbage med vilkårlig hånd, og det viltre hår bar præg af, at han havde haft fart på. Selvom han stod stille var det som om håret bølgede i kraftig modvind, og Mathilda greb sig selv i at ønske, at hun kunne køre en hånd igennem den kraftige ukæmmede manke. Manden havde ugegamle skægstubbe og brune øjne, og han havde et smil som en charlatan.
   Mathilda havde et talent for at aflæse menneskers ansigter, og havde haft det siden sin tid på gaden. Hun kunne som regel se, hvilke folk man kunne stole på, hvorfor hun forbandede sig selv for ikke at have afkodet abbedens motiver fra starten. Men hvor god en menneskekender hun end så sig selv for at være, var det anderledes med Ambrosius og familien Drew. Deres blikke var mystiske og omskiftelige, og det tog hende tid før hun var i stand til at tyde deres luner. Ambrosius halvsmilende udtryk, der signalerede at han altid var på rov og svælgede i sin magt, Audreys alvorlige øjne, der forsøgte at spidde hende som mændene gjorde det, og ikke mindst Edrics lidt brødetyngede blik, der altid havde haft en flig af forvirring og skam. Hun kendte deres ansigter og hun vidste, at ingen kunne stole på dem. Hvordan kunne jeg være så blind?
   Men den unge fyr i døren havde en udstråling, som hun ikke havde set i årevis. Hans ansigt var venligt og Mathilda ville uden tøven kalde ham smuk. Nok så han bange ud bag sin charlatanmaske, men anspændtheden til trods var der ingen tvivl om, at denne mand ikke var kommet ad tilfældighedernes vej - han var her af en årsag.
   En pige ved navn Liz blev hidkaldt af Edric og forsvandt udenfor, og kort efter trådte den fremmede ind i slottets hall. Han havde ikke stået på løberen i mange sekunder før al snak og støj forstummede, og alle blikke vendte sig mod ham.
   Det var som at stå i midten af en skelsættende begivenhed. Noget, der definerede fremtiden for alle de tilstedeværende. Som en folkemængde på en slotsplads, der kollektivt finder ud af, at landets majestæt er gået bort. Der var fuldstændigt lydløst, og havde Mathilda stået tættere på den unge fremmede ville hun tro, at hun kunne høre hans forvirrede tanker dunke dybt i hans kranie. Hans konfuse blik panorerede over de måbende piger, men da han nåede til Mathilda gjorde han holdt. Hans øjne fangede hendes og hun mærkede sit hjerte springe et slag over. Han tiltede sit hoved en smule og kneb øjnene sammen som forsøgte han at genkende hende, men Mathilda var sikker på, at hun aldrig havde mødt ham før. Hverken før eller efter sine forældres død havde hun plejet omgang med folk, der færdedes hvor gaderne var pæne og husene velholdte. Der hvor hun kom fra havde man rotter som kæledyr og gaderne lignede et latrin for kæmper. Den fremmede var utvivlsomt af en bedrestillet familie. Måske var det ikke genkendelse han ledte efter i hendes ansigt? Hans strejfende blik slap hendes og han lod ikke til at kunne finde ro i virvaret af tavse piger, der stirrede forventningsfuldt på ham. Kort efter gjorde Edric tegn til, at de skulle genoptage deres forehavender, og straks bad han sin gæst om at følge med ham. Inden længe forsvandt de ind i pejsestuen.
   "Gad vide, hvem det var?" hviskede Sara.
   "Ingen anelse," svarede Mathilda og stirrede fortsat mod pejsestuen i håb om, at den fremmede ville vende tilbage til hallen.
   Der var noget ved ham, der havde fået hendes indre flamme til at blusse op. En fornemmelse af, at denne mand kunne være hende til hjælp, hvis han blev hængende på slottet et par dage. Hvis han blev hængende. Det ville ikke undre hende, om familien Drew fik drevet ham på flugt på den ene eller den anden måde. Hvis han bare var lidt kløgtigere og mindre blåøjet end hun havde været, ville han omgående kunne se, at de var farlige og beregnende, og hvis det ikke var nok ville Deirdre med stor sandsynlighed få ham til at løbe skrigende bort. Mathilda hørte hendes stemme for sit indre øre.
   "En dag skal jeg giftes med en rig og smuk mand, og måske bliver jeg prinsesse eller dronning ... det har min mor selv fortalt mig."
   Deirdres forkvaklede verdenssyn var legendarisk på slottet, og hun havde altid været en kilde til underholdning. Vel at mærke, når hun ikke var til stede. Hun fablede ofte om denne unge rige mand, der var prins eller søn af en sultan og kunne dukke op, når det skulle være. Hendes mor havde fyldt hendes hoved med historier om denne fiktive mand, som hun var skæbnebestemt til at blive gift med, og Deirdre åd det hele råt. At end ikke verdens fattigste bondedreng ville finde hende tiltrækkende, havde Audrey naturligvis undladt at fortælle hende.
   Mathilda var sikker på, at Deirdre ville gå helt i selvsving, når hun fik nys om, at der befandt sig en ung mand på slottet. Hun ville med stor sandsynlighed også fortælle vidt og bredt om, hvordan hendes skæbne endelig blev opfyldt og at hun nu skulle ud at se verden med sin elskede. Og hun ville utvivlsomt fortælle det med hånlig nedladenhed. Mathilda godtede sig en smule ved tanken om, at den dumme tøs ville blive slemt skuffet. Og i samme øjeblik kom hun trampende ud af køkkenet med et stykke afgnavet ost i hånden. Hun stoppede op i midten af hallen, satte hænderne i siden og skuede på pigerne, der knapt ænsede hendes tilstedeværelse.
   "Frokost," sagde hun højlydt, "vi skal have frokost ... hjælp dem i køkkenet."
   Hun pegede på fire af dem og de blev henvist til køkkenet. Mathilda var en af dem. Hun lagde sin klud tilbage i spanden og vendte øjne af Deirdre, da hun kiggede væk. Hendes små ordfattige kommandoer gav Mathilda lyst til at råbe af hende og fortælle hende, hvor dum og enfoldig hun var, og hun havde mest af alt lyst til at tage hende i hoved og røv og kaste hende udover trappen. Hvis hun da overhovedet kunne løfte den fede møgunge. Hun pakkede sin hævngerrige tanker væk og gik i retning af køkkenet. Deirdre gik i retning af pejsestuen og Mathilda ærgrede sig over, at hun ikke kunne være en flue på væggen, når den fremmede så hende.

Køkkenet var identisk med pejsestuen. Om ikke andet i form og størrelse. Der var altid stress og forvirring i køkkenet, og Mathilda brød sig ikke synderligt om at have køkkentjans. Hun havde det bedst, når hun ved sjældne lejligheder skulle rengøre pejsestuen, for der var en helt anden stemning derinde. Der var ro i pejsestuen, for derinde blev man ikke råbt af, og selv Deirdre talte med dæmpet stemme. Pejsestuen var Edrics rum og alle vidste det. Den fåmælte kæmpe foretrak stilhed, så når han ikke var på jagt brugte han det meste af sin tid i selskab med sine trofæer. Hvis Edrics pejsestue havde befundet sig på et hvilket som helst andet slot, ville Mathilda givetvis have fundet det hyggeligt.
   I midten af køkkenet var der et bord. Et aflangt bord, hvor pigerne stod rundt om og snittede grøntsager, skrællede kartofler og anrettede måltiderne. Fra det lavstammede loft over bordet hang der potter og pander, samt kurve med løg, gulerødder, hvidløg og rødbeder og hvad der ellers kunne findes af grønt i urtehaven. Knive, træskeer, sleve og andre redskaber var anbragt i små tinvaser på bordet, så man altid havde dem ved hånden, og langs væggene var der kedler, krukker med mel og sukker og lange hylder med alskens krydderier og urter. Den store hvidkalkede stenovn fyldte hele endevæggen, og varmen derfra gjorde ikke arbejdet i køkkenet nemmere.
   Mathilda blev sat i gang med at skrælle kartofler sammen med et par af de andre, der tilsyneladende undrede sig over, hvorfor Audrey var styrtet ud af køkkenet.
   "Hvad er det der foregår?" spurgte en af dem.
   "Jeg ved det ikke," svarede Mathilda og gik i gang med sin første kartoffel, " ... en eller anden ung mand."
   De to piger stoppede med at skrælle og stirrede spørgende på hende. Mathilda fortsatte.
   "Jeg aner ikke, hvem han er eller hvorfor han er her, men Edric tog ham med ind i pejsestuen ... jeg er ret sikker på, de ikke kendte hinanden."
   "Tror du han er politibetjent?" spurgte den samme pige forventningsfuldt.
   Mathilda kendte ikke pigernes navne, da de aldrig før havde talt sammen. De to piger var en smule yngre end hende selv og havde kun været på slottet i den halve tid.
   "Nej," svarede hun, og smed en kartoffel i gryden med vand, "jeg tror bestemt ikke, han er politibetjent. Hvis jeg skulle gætte ville jeg tro, han er adelig, men jeg er ikke sikker. Jeg så ham kun kort."
   "Adelig!" udbrød den pige, som Mathilda anslog til at være yngst af de to, "tror du han er prins? Eller måske konge?"
   Mathilda fnøs lidt mere hånligt end hun mente det.
   "Ærligt talt tror jeg ikke, at hverken konger, dronninger, prinser eller prinsesser bekymrer sig om, hvad der foregår helt heroppe ... vi er i ingenmandsland, og det ville komme bag på mig, hvis der lever folk, der kender til Drew Slottet. Det er bittert at indse, men jeg er bange for, at vi befinder os uden for landets lov og ret."
   De to piger kiggede på hinanden og skrællede videre uden at sige et ord. De var tydeligvis ikke vant til at få realiteterne kastet så nøgternt i hovedet, men sådan var det ofte med de "nye". De ældre piger beskyttede dem med opmuntrende historier så længe, som de kunne, men på et eller andet tidspunkt gik virkeligheden op for dem. Mathilda tænkte, at hendes servering af den barske virkelighed var lettere at kapere end måden, hvorpå hun selv havde opdaget det.
   "Men hvem ved," sagde hun og brød stilheden, "måske har du ret ... måske er han konge eller prins, og måske er han her for at befri os alle sammen."
   Mathilda troede ikke selv på sine ord, men hun fandt ingen grund til at ødelægge pigernes håb og forventninger. Deres falmende optimisme var det eneste, som de havde tilbage og hvem var hun at tage det fra dem. Hvis de ville sætte deres lid til eventyr om heroiske prinser, der kom for at redde dem var det deres sag, men personligt regnede hun ikke med noget. Hun håbede, at den fremmede kunne være til hjælp, men hun regnede så sandelig ikke med det.
   Det eneste hun kunne regne med var sig selv, men hun vidste også, at hun snart måtte skride til handling, hvis hun skulle få sin hævn, for på et eller andet tidspunkt ville treenigheden få held med at slukke flammen i hende, og så ville hun ikke være andet end et dødt hylster af hud og knogler. Hun havde set de piger, der var blevet knækket og det var tydeligt, at de ikke længere havde så meget som antydningen af livsmod og kampdygtighed i sig. Mathilda nægtede at ende sådan.
   Hun overvejede ofte, hvordan hun kunne få sin hævn, og en overgang sov hun sågar med en kniv under sin hovedpude. Hun havde haft til hensigt at angribe dem alle tre, når de mindst ventede det, men hun havde aldrig brugt våben før, så hvis hun stak kniven i Audreys mave som det første, ville hun blive slået i gulvet af Edric eller abbeden inden hun nåede at trække den ud. Uanset hvem hun angreb først, ville hun under alle omstændigheder blive overfaldet af de to andre. Hun havde også overvejet at angribe dem enkeltvis, men igen kom hun frem til, at de alle tre var større, stærkere og langt mere voldelige end hun var.
   "Hvem melder sig til at servere?" spurgte Christie, en ældre pige, der havde til ansvar at få køkkenarbejdet til at fungere. Der var ingen, der nåede at melde sig inden døren bragede op, som var den blevet åbnet med et kraftigt spark.
   Ind væltede Liz, pigen, som Edric havde kaldt på kort forinden. Hun var nøgen fra livet og ned, og hendes bluse var revet midtover og hang på hende som en uknappet skjorte. Hendes kyse sad skævt og hun havde et rådvildt blik i sine våde øjne, der flakkede imellem dem alle og skreg på hjælp. De store røde krøller, der plejede at give illusionen af, at Liz var en omvandrende fakkel var klistret fast til hendes ansigt i filtrede lokker, og hun rystede af skræk, mens hun kæmpede for at blive stående på sine vakkelvorne ben.
   "Hjælp mig," fremstammede hun som en, der ikke har drukket vand i dagevis inden hun kollapsede på sine knæ.
   Inden hun faldt om nåede Mathilda at bemærke, at Liz havde røde kradsemærker over brystet og hun vidste med det samme, hvem der stod bag. Hun greb et forklæde fra en knag på væggen og skyndte sig hen for at dække hende til og fjerne det svedige hår fra hendes ansigt. Resten af pigerne stod som forstenede og stirrede på dem begge med vantro, men uanset hvor meget Mathilda stirrede igen, var der ingen der rørte sig.
   "Så gør dog noget!" skreg hun frustreret og lagde en arm omkring Liz i et forsøg på at berolige hende og stoppe de heftige åndedrag, der truede med at skubbe den sidste luft ud af hendes lunger.
   Og pludselig gik det op for hende, at hendes hysteriske nødkald muligvis havde alarmeret de forkerte personer. Personer, der ikke ville komme Liz til undsætning. Hun lænede sig derfor tilbage på sine knæ, så hun kunne nå håndtaget til døren og åbnede den på klem for at se, om Audrey eller Edric havde hørt hende inde i pejsestuen.
   Ingen af dem var at se i hallen, men pigerne derinde havde uden tvivl bemærket hende. Mathilda gættede, at de alle havde set Liz komme ind på slottet, men de havde sikkert været ligeså passive som pigerne i køkkenet. Man var alene i verden, når man var i problemer på Drew Slottet. De fleste i hallen forsøgte at lade som ingenting og fortsatte med at gøre rent, mens nogle få forsøgte at få et smugkig af, hvad der foregik.
   Mathilda vidste udmærket, hvorfor der blev udvist så stor passivitet. Det var ikke fordi der var en modvilje i at hjælpe en pige som Liz, men snarere fordi de alle vidste, at de selv kunne blive ofre, hvis de blandede sig. Hun var sikker på, at deres hjerter knustes ved synet af den hyperventilerende pige, men det var klogest at vende det blinde øje til, hvor ondt det så end gjorde. Mathilda havde ikke meget at miste, så det var lettere for hende at hjælpe til, men fortrydelsen satte sig snart som en klump i halsen, da hun igennem dørsprækken fik øje på en skygge, der voksede på gulvet ved den åbne indgang. Skyggen blev længere og smallere og hun vidste, at det sidste menneske, som nogen af dem havde lyst til at se, snart ville træde ind på slottet.
   De nysgerrige piger i hallen skyndte sig at vende sig væk fra den fnysende mand, der trampede ind på slottet, og Mathilda slap døren, så den lukkede i.
   "Han er her," hviskede hun og var splittet imellem at blive hos Liz eller rejse sig og lade som ingenting, " ... hold døren for mig."
   Ingen af pigerne gjorde noget og hendes magtesløshed manifesterede sig som knyttede næver, som hun havde lyst til at lade regne nedover de handlingslammede tøser, der tog sig til munden og knugede deres forklæder med nervøse hænder. Mathilda var alene om at beskytte Liz, og hun var ikke i tvivl om, at det klogeste ville være at rejse sig og lade hende i stikken. På den anden side vidste hun, at hendes selvhad ville eksplodere, hvis hun forrådte sin lidelsesfælle, og hun ville under ingen omstændigheder føle overfor sig selv, som hun lige nu følte overfor de øvrige piger.
   I en beslutsom, men tankeløs vending skyndte hun sig at presse sin ben op mod døren og støttede med armene mod det hårde klinkegulv,
   "Så tag hende dog!" snerrede hun af de piger, der stod nærmest, men den eneste, der reagerede var den unge pige, der troede på eventyr.
   Pigen nåede at tage et forsigtigt skridt i retning af Liz, men i samme sekund lød et brag fra døren, der blev skubbet så hårdt mod Mathildas fødder, at smertelige jag for op igennem hendes skinneben og forplantede sig i hende knæ. Hun skubbede igen af alle sine kræfter og bed smerten i sig, men endnu en gang blev døren forsøgt åbnet. Pigen, der havde været parat til at komme dem til undsætning var trådt om bag Christie, og Liz sad stadig på alle fire og gispede efter vejret. Endnu et kraftigt puf blev sat ind mod døren og flere stød skød op igennem Mathildas ben. Hun bed hårdt sammen og kunne høre sine kæber knage, og ud af øjenkrogen så hun, at Liz kollapsede helt og blev fladet ud på gulvet. Hendes ansigt havde ramt klinkerne så dumpt, at hun blødte ud af mundvigen og på gulvet lå der en flækket tand. Blodet løb langs fugerne i gulvet som en rød bæk og selvom Mathilda fra starten vidste, at denne kamp var til ingen verdens nytte var det først nu, at hun sandede at kampen var tabt. Tre bank lød mod døren.
   "Luk mig ind," hørte hun abbeden sige på den anden side.
   Hans stemme var ikke nær så voldsom og insisterende, som hans forsøg på at åbne døren. Han talte roligt og sleskt som han plejede, men Mathilda ville ønske, at han for en gangs skyld ville miste besindelsen, og lade monsteret komme frem i ham. Hun ville se ham eksplodere i raseri og vanvid i stedet for altid at skulle finde sig i hans slimede manipulation, for hun vidste, at der fandtes en galskab indeni ham, som han ville have svært ved at kontrollere, hvis han først gav slip.
   "Luk ham ind," hviskede en pige, som Mathilda ikke nået at sætte ansigt på før abbeden talte igen.
   "Jeres veninde er meget syg," fortsatte han, "og hun har brug for min hjælp ... vær venlig at lukke mig ind."
   Modvilligt trak Mathilda sine ben op under sig og skævede til Liz, som hverken var syg eller havde brug for abbedens hjælp. Hun havde brug for langt mere hjælp end Mathilda kunne give hende, men det var sikkert og vist, at den hjælp ikke skulle komme fra abbeden. Døren blev åbnet og Mathildas største fjende stod i døråbningen og smilede til hende.
   "Piger," sagde han og lænede sig op ad karmen, mens han strammede rebet, der holdte hans kutte lukket, "når jeg gerne vil ind i køkkenet, skal I ikke forsøge at holde mig ude."
   Han smilede overbærende og stak Mathilda et henkastet blik, der lod hende vide, at han havde noteret sig, hvem der havde holdt døren lukket, men hun blev ikke mere bange for ham af den grund.
   "Jamen, lille skat," sagde han, knælede ved Liz' side og samlede hendes tand op fra gulvet.
   Abbeden lagde tanden i sin lomme, og tørrede hendes blodige mundvig med sit ærme. Dernæst tog han fat i hendes arm og slyngede hende over skulderen som et nedskudt dådyr, og rejste sig op.
   "Hende tager jeg," sagde han iskoldt og skulede rundt i lokalet, " ... fortsæt."
   Med disse ord vendte han sig mod døren, og som han passerede Mathilda trådte han hårdt ned på hendes fod.
   "Undskyld, kære," sagde han med et smil, men Mathilda var fuldt klar over, at det ikke var et uheld. Øjeblikket efter forlod han køkkenet og døren gik i bag ham.
   De måbende piger stirrede på Mathilda og så ud til at forvente, at hun ville tale, men hun gjorde ikke andet end at rejse sig og sende dem anklagende blikke. Hun vidste godt, at de hverken kunne gøre fra eller til overfor abbeden, men ingen af dem havde gjort forsøget, og det var det, der skuffede hende og gjorde hende rasende. Hun børstede sit forklæde og sit skørt og gik uden et ord tilbage til kartoffelgryden og fortsatte, som om intet var hændt.
   "Hvad gør han ved hende?" spurgte en af de yngste piger, der stadig var så overbeskyttet og uvidende, at hun sikkert forventede at komme hjem til sin familie igen. Hendes øjne var våde og hendes underlæbe dirrede.
   "Det er der ingen, der ved," lød det dyster bagerst fra køkkenet, og alle blikke vendtes i retning af stemmen.
   Stemmen tilhørte Fiona, en af de piger, der havde været på slottet i længst tid. Mathilda mente at vide, at hun havde været her i over ti år, men på trods af at hun så slidt og udkørt ud, var hendes øjne endnu ikke døde. Hun havde med stor sandsynlighed fået lov at gå fri af triumviratets perversioner, og tjente "kun" som en del af husholdningen. Opslidende arbejde, tyranni og evig påpasselighed havde det med at udmatte mennesker, men det var ikke helt det samme som de brutale voldtægter, som Mathilda måtte ligge krop til. Fiona fortsatte.
   "Rygterne er mange," sagde hun uden at kigge op, "og jeg har hørt adskillige historier siden jeg kom herop for efterhånden mange år siden."
   Mathilda kendte til mange af historierne og i flere af fortællingerne havde hun selv haft hovedrollen. Hun havde dog stadig aldrig sat fod i klosteret, og det var der, at mysteriet for alvor tog form. Hvad der helt præcist foregik og var foregået i abbedens residens, var der ingen der havde været i stand til at fortælle. Hun lod Fiona fortælle historien og lyttede, mens hun fortsatte med kartoflerne.
   "Ingen ved det," sagde Fiona, lagde sin grøntsagskniv fra sig og kiggede op, " ... for ingen af dem, der har befundet sig derovre i længere tid, er nogensinde vendt tilbage."
   Der lød et kollektivt gisp fra flere af de unge tilhørere, og Mathilda måtte erkende, at det løb hende koldt ned ad ryggen.
   "Jeg fik fortalt historier af de piger, der var her før mig," sagde Fiona, " ... piger, der ikke længere er her. Piger, der forsvandt fra den ene dag til den anden uden at Audrey eller Edric så meget som påtalte det dagen efter ... da jeg kom florerede der en masse historier imellem os, men de historier er blevet tvunget i glemmebogen, og kun få af os kender dem den dag i dag. Vil I gerne vide, hvilke fortællinger, der florerede imellem os tidligere?"
   Lev i lykkelig uvidenhed eller bo i skyggerne af sandheden, tænkte Mathilda, og fandt det passende, at Fiona gav de yngste et valg - for de fleste mennesker er det lettere at leve med uhyrligheder tæt på, hvis man lukker øjnene for det.
   Alle piger var naturligvis klar over, at ikke alt var som det skulle være på slottet, men ikke alle kendte til omfanget. Skræmmekampagner og formaninger om at træde varsomt og aldrig være alene var daglig kost, men beretninger om slottets, familiens og abbedens fortid var ikke noget, der blev talt om. Ingen af dem kunne andet end at gisne om, hvordan familien var gået i forfald, og ingen havde lyst til at blive grebet i at sprede løgne. Derfor tiede de.
   Men nu så det ud til, at tavsheden omsider blev brudt. Omsider var der én, der turde tage bladet fra munden, og Mathilda spidsede ører i ligeså høj grad som alle de andre, selvom hun gjorde et stort nummer ud af virke vred og uinteresseret. De øvrige piger stod med åben mund og lignede får, der venter på at blive klippet og ikke en af dem bad Fiona om at holde sine fortællinger for sig selv.
   "Det jeg har hørt," hviskede Fiona og vinkede dem nærmere, så de alle stod langs bordet, " ... er, at abbeden - eller Ambrosius, hvis nogle skulle være i tvivl - har været på slottet længe ... meget længe. Det siges, at han som 20-årig første gang trådte fod på klosteret, og det skulle efter sigende være 50 år siden. Klosteret fungerede som et dobbeltkloster, så der var både munke og nonner - noget, der bekom den unge Ambrosius ganske fint, da han åbenbart havde svært ved at holde fingrene fra sine medsøstre ... den uregerlige liderbuk blev forvist fra klosteret efter nogle år, og alt var i skønneste orden ... indtil han vendte tilbage og tiggede om at blive taget ind igen. Den daværende klosterforstander forbarmede sig over den nedbrudte mand, der tryglede om muligheden for at få genoprettet sit forhold til Herren, men Ambrosius havde altid været en ulv i fåreklæder, og intet havde ændret sig ... "
   Mathilda måtte erkende, at hun aldrig havde hørt historien om den unge munk Ambrosius, og hun var nødt til at lægge skrællekniven fra sig, så hun kunne lytte ordentligt i stedet for at foregive, at kartoflerne interesserede hende mere.
   "Efter sin genkomst," fortsatte Fiona, "levede Ambrosius så gudfrygtigt, at han så småt vandt munkenes og nonnernes tillid tilbage, og langsomt, men støt blev han et forbillede som de andre spejlede sig i ... men den unge munk havde en anden dagsorden. Og ikke mindst tålmodigheden og nederdrægtigheden til at føre den ud i livet ... "
   Mathilda bemærkede, at alle holdte vejret i spænding og hun var ikke bedre end dem. Hendes fingre legede nervøst med hinanden og de dybe pulseringer fra hendes bryst bredte sig som vibrerende vandringe i hele hendes krop.
   " ... den gamle klosterforstander var den første, der forsvandt ... fra den ene dag til den anden var han væk og ingen begræd hans forsvinden mere end Ambrosius. Der gik ikke længe, før han selv blev udpeget som klosterforstander, og de første år som abbed brugte han på at udføre sit mesterstykke ... stille og roligt blev der tyndet ud i klosteret. Nogle forsvandt for aldrig at blive set igen, andre blev syge og døde i febervildelser og nogle få mistede livet ved mystiske ulykker, der bar præg af vold. Først munkene, dernæst nonnerne ... og snart var der ikke andre tilbage end abbeden selv. Hver og en af hans brødre og søstre var udslettet, og han havde klosteret helt for sig selv ... hvad der skete i årene efter, er der ingen der ved noget om, men faktum er, at abbeden på en eller anden måde fik tilranet sig magten over Drew Slottet, så han kunne boltre sig som det passede ham."
   Fiona lænede sig indover bordet og sænkede stemmen yderligere, som skulle hun til at fortælle dem alle den mørkeste hemmelighed, som de nogensinde havde hørt.
   "Rygterne går på," fortsatte hun, " ... at familien Drew står i gæld til ham, og derfor har givet ham frit lejde til at gøre, som det passer ham. Hvilken gæld har jeg ikke engang hørt gisninger om, men en ting er sikkert - han har et horn i siden på dem, som han har presset så langt ind, at de er faldet på knæ for ham."
   Fiona satte en finger for munden som tegn på, at de skulle holde fortællingen for sig selv.
   "Jeg vil hjem," snøftede den yngste af de to piger fra før, " ... nu."
   Hendes blik var tomt og hendes stemme var modløs. Selvom hun næppe havde nydt opholdet på Drew Slottet, var det først i dette øjeblik, at det gik op for hende, at alt ville være bedre. Om hun så kom fra gaden, en ludfattig familie eller havde været vant til at knokle i svovldampe eller det, der var værre. Mathilda regnede med, at denne pige ligeledes var et gadebarn, der var samlet op af abbeden, for når man tilfangetager unge piger gør man bedst i at udvælge dem, der aldrig vil blive savnet.
   "Hjem?" fnøs Fiona, " ... jeg kan knapt nok huske andre hjem end dette slot, og uanset hvor vi har haft hjemme før, skal vi ikke gøre os forhåbninger om at se det igen. Har du ikke forstået, at du er fanget? Slottet er et spindelvæv og abbeden og familien Drew er edderkopperne, der sidder i periferien og venter på, at de bliver sultne nok til at æde af os. Der er intet, der haster, for vi sidder allerede ubehjælpeligt fast i deres net af terror og tyranni."
   Pigens snøft udviklede sig til hulk, og hun bøjede hovedet indover bordet. En tåre ramte bordpladen og Mathilda fik lyst til at lægge arm omkring hende.
   "Du kan prøve at flygte," fortsatte Fiona, "det er der mange, der har gjort før ... men hvis ikke abbeden når at indhente dig, ender du sandsynligvis som ulveføde i skoven. Ingen af de piger, der nogensinde har forsøgt at flygte er vendt tilbage med den hjælp, som de lovede, hvis de slap levende igennem. Du er fanget, min ven, det er vi alle ... hvorfor tror du vi bliver buret inde om natten? Det er ikke fordi de passer på os ... "
   Fionas ord rungede i Mathildas ører, og gnisten i hendes hjerte svandt lidt mere ind. Hvordan skulle hun kunne klare sig imod en mand, der havde været i stand til at udslette et helt kloster og slippe af sted med det? Endsige den gale familie, der tilsyneladende stod i gæld til ham?
   "Vi er glemt," sagde Fiona, " ... vi har ingen, der savner os og leder efter os, og Drew Slottet er sikkert også forsvundet i glemselen ude i den store vide verden ... "
   "Hvad med ham den unge fremmede," var der en, der spurgte, "han er da kommet herop?"
   "Hvem han er ved jeg ikke, men han må have forvildet sig herop ved et uheld og på en hest, der kan løbe vinden træt ... jeg gætter på, at han enten er sendt væk inden frokosten skal serveres, eller også er der ingen, der nogensinde ser ham igen ... mit råd til jer - hvis I ønsker at leve og bevare det spinkle håb det er, at slippe herfra, så hold lav profil og vær altid i selskab med andre ... og bliver I sendt i klosteret ved I, hvad klokken er slået og så kan I ligeså godt krydse fingrene og storme igennem skoven. I så selv, hvordan det gik med stakkels Liz ... "
   I kan også kæmpe, tænkte Mathilda, ... lade være med at lade jer terrorisere og tage kampen op! Vi er nok til at starte et oprør.
   Hun holdte sine tanker for sig selv. Hvis hun luftede dem, ville hun sikkert blive stukket i ryggen af en eller anden sladrehank, der troede hun kunne bruge hendes forslag til at komme i god jord hos familien. Rænkesmede var der nok af, hvis det betød at man kunne redde sig selv.
   "Man er sin egen lykkes smed," plejede hendes far at sige, og den devise var ligeså sand nu som den var, da hun boede på gaden.
   Men Fiona havde ret. Enten gav man op eller lærte at leve med det, og man nåede vel et punkt, hvor man ikke længere kunne huske, hvordan ens liv havde været tidligere. Som tiden gik, ville Drew Slottet være det eneste man kendte til, hvor trist det så end var at befinde sig her. På samme måde som folk, der er dømt til at være straffefanger til de dør.
   Der var dog også den mulighed, at man kunne overleve abbeden, Edric og Audrey, men hvem vidste, hvordan deres arvtagere ville blive? Abbeden var en ældre mand, men Mathilda skød Edric og Audrey til at være imellem 40 og 50 år gamle, så de havde sikkert en del år tilbage. Og hvis man så overlevede dem, hvordan ville livet så blive på slottet? Ville Deirdre overtage tyranniet af de nedbrudte piger? Ville den underlige Rad omsider åbne munden og tage kontrol over slottet? Under ingen omstændigheder ville Mathilda komme til at opleve det, for når den tid oprandt, ville hun for længst være væk. På den ene eller den anden måde. Hendes tankestrøm blev stoppet, da den hulkende pige talte til Fiona.
   "Hvordan ved du alt det her?" spurgte hun, og Fiona svarede tonløst.
   "Det gør jeg heller ikke, men det er, hvad jeg selv har fået fortalt af pigerne, der var her, da jeg selv kom hertil ... jeg har været her længe ... meget længe ... og dengang var Edric noget af en drukkenbolt. Han plejede at drikke sig halvt ihjel flere gange om ugen, og når han drak snakkede han ofte over sig. Flere af pigerne havde lagt ører til historier om slottets fortid, og selvom det var halve fortællinger, der blev snøvlet igennem tåger af brændevin, fik de alligevel stykket det sammen til noget, der mindede om sammenhængende beretninger. Om fortællingerne var sande, skal jeg ikke kunne sige, men dem, der hørte dem, når han sad og mumlede i pejsestuen sagde alle, at han virkede oprigtigt trist og nedslået ... som om han gerne ville lette sit hjerte, men manglede den sidste smule mod, som ikke engang brændevinen kunne give ham ... min veninde - Victoria - overhørte et skænderi imellem Edric og Audrey, hvor hun kommanderede ham til at stoppe med at drikke, og siden den dag har han været den tavse opsynsmand, som vi alle kender."
   Mathilda havde altid haft på fornemmelsen, at Edric ikke var ligeså begejstret for deres natlige udskejelser som abbeden, og han var ikke ligeså koldsindig som Audrey. Måske var han selv underlagt tyranniet? Og måske kunne hun ligefrem appellere til fortvivlelsen i ham, forudsat at den overhovedet fandtes?
   "Hvor er Victoria nu?" spurgte pigen, og Mathildas tankestrøm blev atter afbrudt.
   " ... Victoria er ikke hos os længere, " svarede Fiona med et nedslået blik, " ... hun forsvandt for nogle år siden, og hun var en af de sidste, der rent faktisk havde lyttet til Edrics fuldemandssnak ... siden hun forsvandt, har jeg ikke viderefortalt de historier, jeg selv fik overleveret, for jeg har set mange piger forsvinde sporløst i årenes løb, og jeg vil ikke være den næste i rækken ... derfor minder jeg jer også lige om, at alt det jeg har sagt bliver i køkkenet og aldrig kommer videre."
   Samtlige piger samtykkede med nik, muml og spejlblanke ansigtsudtryk, og Fiona fremstod en smule brødetynget over, at hun ikke kunne holde sin mund. Mathilda var dog glad for, at de yngste piger fik et mere retvisende billede af, hvor farlig det reelt var at være i tjeneste her. Hun skævede til den hulkende pige og tænkte, at hun meget vel ville få svært ved at overleve her. Hun var ung, uplukket, køn og besad den jomfruelige sårbarhed, som abbeden tilsyneladende elskede at ødelægge. Hun havde selv været på nøjagtigt samme måde, men det holdte hun for sig selv. At fortælle en 13-14-årig pige, der i forvejen var dybt fortvivlet og lammet af skræk, at hun sandsynligvis var i førerposition til at blive voldtaget og det der var værre, ville ganske enkelt være for hjerteløst.
   "Undskyld," rømmede Christie sig pludseligt, og alle vendte sig mod hende, " ... jeg ved det er lidt upassende, men vi er altså nødt til at komme videre med frokosten ... "
   Der var ingen indvendinger og alle vendte tilbage til det, som de havde været i gang med inden Liz var væltet ind af døren. Selvom der var plantet dugfrisk frygt i dem alle, var der ingen tvivl om, at der var vigtigere ting at tage sig til, og lige nu var frokosten det vigtigste på slottet, og de var allerede sent på den. Den afslappende eftermiddag, som de var blevet lovet, sejlede efterhånden længere og længere væk ude i horisonten. Mathilda fortsatte med kartoflerne i tavshed, og heller ingen af de andre lod til at være synderligt snaksaglige. Hun håbede, at deres tanker kredsede sig om Liz' skæbne, for det var med stor sandsynlighed sidste gang, at de havde set hende. Mathilda forventede i hvert fald ikke at se hende igen. Trist, men sandt.
   Den turbulente formiddag havde gjort hende ør i hovedet. Normalvis gik arbejdet på slottet sin vante gang i dagtimerne, men denne morgen havde budt på stressende hovedrengøring af hallen, en mystisk fremmed, en forslået Liz og ikke mindst et sammenstød med abbeden. Krydret med historier om selvsamme klosterforstander, samt beretninger om Edrics tidligere drikfældighed, havde rejst nye spørgsmål i hendes i forvejen overarbejdende sind. Hvor blev munkene og nonnerne af? Hvorfor havde abbeden fået frit lejde til at bruge slottet som sin egen legeplads? Hvad var det Edric gerne ville fortælle? Det ene spørgsmål efter det andet opstod i hendes hoved, men slutteligt dukkede der et op, som fik de andre til at forsvinde omgående. Spørgsmålet, der havde startet hendes dag.
   Hvad var det, jeg så i spejlet?