Jeg sidder på Barrys Pub i hjertet af Randers. Det dunkle stamsted, hvor støvede fodboldbannere buer fra loftet og spejlet bag baren er pyntet med udenlandsk valuta. På nogle af sedlerne er der skrevet små hilsener fra de rejsende, der med tiden har lagt vejen forbi Randers' bedste bud på et traditionelt engelsk udskænkningssted. Spejlet bag bardisken er velsagtens deres svar på en gæstebog.
   Ølhanerne drypper skum og deres finere spiritus på glashylden samler støv. Dette er et sted for øldrikkere og jeg er den eneste, der fra tid til anden bestiller whisky og cognac. Det har jeg også gjort denne gang. Foran mig står der en halv liter Guiness, der fråder som en rabiat køter og truer mig til at drikke den. Som makker har min tunge lagerøl en Lagavulin 16 - en whisky jeg aldrig bliver træt af at drikke. Faktisk har jeg efterhånden slugt adskillige flasker af lige præcis denne årgang, og det tulipanformede glas foran mig er langt fra det sidste, som jeg kommer til at tømme.
   Det er en sløv aften, men det er tirsdag, så jeg forventer ikke andet. Der sidder et par fyre i en af de mørke båse bag mig og følger halvhjertet den uinteressante Euro League-kamp, der udspiller sig på skærmen oppe under loftet. De har mere travlt med at snakke om seksuelle eskapader, men det er også et væsentligt mere spændende emne, end fodboldkampe imellem Europas andenrangshold. Selv jeg gider ikke en gang at følge med. Jeg smuglytter til deres historier om kvinder, mens mit blik konstant sejler hen mod døren.
   Jeg kigger på min øl, der stadig viser tænder og vil ind i mig og da jeg nødigt vil komme på tværs af mit livs anden kærlighed sætter jeg glasset for munden og tager en slurk. Ikke en tår - en slurk. Jeg må vise, hvem, der bestemmer. Jeg sniffer dernæst til min whisky og den røgede duft går rent ind. Den kraftige dunst af tjære, reb og brændt egetræ er som at få et skud adrenalin direkte i hjertet. Jeg indsnuser duften som en pervers mand ville indånde et par daggamle kvindetrusser - dybt, intenst og med halvt lukkede øjne. Jeg bliver ikke decideret liderlig af det, men det sender stadig skælvinger igennem min krop. Jeg venter med at tage min første tår - lader drammens aroma forplante sig i mig inden vi bliver et.
   For enden af lokalet er der en lille rygestation. Et hjørne med et lille bord, der er dækket af aske og kvaste skodder. Der er egentligt et indbygget askebæger i bordet, men de udbrændte cigaretter stikker op derfra som vilkårligt placerede bacontern på en forloren hare. Der er udluftning, men det ændrer ikke på, at der stinker af røg og overfyldt askebæger. Ikke desto mindre er det i dette hjørne, hvor jeg føler mig mest tilpas. Jeg må ikke ryge mine smøger i baren, så jeg har ikke andre valg end at stille mig blandt resten af bærmen for at få dækket mit behov for forurenede lunger. Der var en gang, hvor jeg havde i sinde at stoppe med rygningen, men de tanker er for længst blevet elimineret. Jeg forlader min plads i baren og går op for at ryge.
   Jeg læner mig op af bordet, der har samme højde som bardisken. Jeg føler mig udstillet af spotlyset over mig, der oplyser røgen og i den grad illustrerer, hvor usundt det er at opholde sig her. Jeg bilder mig selv ind, at røgtågen kaster en smule mystik over det hele, men sandheden er snarere, at den tætte luft markerer mit vejrbidte ansigt og får mig til at se ligeså hærget ud, som jeg føler mig. Jeg vælger at stille mig, så jeg kan holde øje med dørindgangen.
   Der står en mand ved min side og han suger på sin smøg, som var det hans sidste gang. Måske har han travlt, måske er det vitterligt hans sidste cigaret. Han ænser mig ikke et blik, men min trancelignende tilstand indbyder heller ikke til smalltalk. Mine øjne er fikseret på døren - tænk sig, hvis jeg blinkede en gang for meget og gik glip af det, som jeg venter - og har ventet - på. Jeg tager ingen chancer. Da manden har røget færdig maser han skoddet ned blandt de andre stumper og er nødt til at børste aske af fingrene.
   Der sidder et par midaldrende kvinder i den ende af baren, der ligger tættest på toiletterne og to mænd i arbejdstøj spiller dart bag dem. De er tydeligvis ikke sammen, men dartspillerne er givetvis ude på at imponere kvinderne. Kvinderne har dog næppe opdaget, at de er lige bag dem. Den ene rører rundt i en irsk kaffe og den anden drikker almindelig kaffe. Kvinden med den irske kaffe stirrer af og til ned i baren med et opgivende blik, mens den anden lægger en trøstende hånd på hendes skulder. Dette gentager sig igen og igen. Det er ikke svært at regne ud, at den ene lider af kærlighedssorger og at hendes veninde har følt sig tvunget til at gøre hende med selskab. Den ene har behov for alkohol til at holde nerverne i ro, den anden har behov for at holde sig vågen. Jeg bemærker, at den triste kvinde har en ring på fingeren, så jeg formoder, at hun er fanget i et kærlighedsløst ægteskab. Eller måske har hun lige opdaget, at hendes mand udveksler ulødige sms'er med en anden kvinde. Jeg finder nok aldrig ud af, hvad der plager kvinden, men hun helt sikkert ikke tilpas. Jeg kigger mod døren.
   Bartenderen keder sig i aften. Han bladrer igennem stedets musikudvalg, men intet ser ud til at imødekomme hans smag. Han kender mig og jeg kender ham. Da jeg begyndte at frekventere Barrys mere end jævnligt talte vi en del sammen. Jeg delagtiggjorde ham i mine tanker og drømme, men med tiden er han blevet træt af at høre lytte til mig. I starten var jeg en romantiker med stjerner i øjnene, der forsøgte at leve i en kærlighedssang, men nu er jeg blevet reduceret til endnu en stamkunde, der kun kan tale om de samme fortærskede emner igen og igen. Han er stadig høflig, men jeg ved, at han ikke gider høre på mine kvaler længere.
   Jeg færdiggør min smøg og sætter mig atter i baren. Jeg sipper til min øl - mest for at rense mine smagsløg og tager derpå endnu en indånding af min whisky. Duften er stadig kraftig og følelsen, der følger med får mig til at kaste et blik over på de to kvinder for enden af baren. Jeg ville ønske, at tanken om kvinder kunne beruse mig som duften af whiskyen gør det, men der er intet at komme efter. Jeg er følelsesløs, hvad det angår. Jeg fjerner hurtigt mit blik og kigger op mod døren.
   Jeg drikker omsider af whiskyen og den tyktflydende væske sætter sig på min tunge og har ikke sinde at give slip. Jeg hvirvler den i min mund som et introvert tungekys - noget som kun jeg kommer til at nyde. Den prikker som nåle i mine smagsløg og hægter sig fast bagerst i min gane, da jeg synker den og da jeg mærker dens kraft sprede sig i min krop er jeg nødt til at undertrykke et dybt suk af veltilfredshed. Jeg føler mig varm indvendig og bag mine lukkede øjenlåg fremvises der en lille film af mig, der sidder foran pejsen i en beskeden fårehyrdehytte i det skotske højland, mens vinden raser i mørket udenfor og bølgerne slikker insisterende på de lodrette klippevægge ved havet. Silhuetten af en kvinde figurerer i baggrunden.
   Da whiskyen har gjort sit indtog og fået mig i et mere afslappet lune, lader jeg igen mit blik vandre. Det er i sandhed en sløv aften. Dartspillerne, de to kvinder, mændene, der ser fodbold, men hellere vil snakke om sex og jeg er de eneste gæster denne tirsdag aften. Jeg genkender ingen af dem, selvom jeg sikkert har været i rum med flere af dem før. Jeg ænser sjældent de mennesker jeg er iblandt. I hvert fald aldrig længe nok til, at jeg kan huske deres ansigter. Der er kun et ansigt jeg kan og vil huske, men jeg er bange for, at der efterhånden er gået så lang tid, at mit indre billede er blevet forvrænget.
   Mændene i båsen bag mig er ved at rejse sig og fodboldkampen er forbi. De nikker til bartenderen inden de trækker i deres frakker og forlader stedet. Jeg kigger på mit ur og erfarer, at klokken snart er 23. Jeg har været oppe i snart i ti timer - ædru i en halv. Jeg satser på, at der også er en dag i morgen. Det varer ikke længe før bartenderen ringer med klokken og så er det - som så mange gange før - min kamp mod uret. Denne tanke efterlader mig ofte i en form for desperation, og mine hænder begynder at svede. Jeg føler mig mere omtåget og whiskyen vender sig mod mig som et fjendtligt fremmedlegeme i min krop. Jeg hyperventilerer, mens jeg skiftevis kigger på mit ur og døren. Ur, dør. Ur, dør. Ur, dør. Og mens jeg kigger på mit ur hører jeg døren gå op.
   Jeg vender hovedet i et ryk så hurtigt, at mine nakkemuskler har svært ved at følge med. En stram muskelsammentrækning i den venstre side af min nakke får mig til at bide sammen i smerte, men min øjne viger ikke fra døren. Jeg vil nødigt misse mit vindue, hvis det skulle opstå.
   I døren står der en kvinde. Hun har langt mørkt hår, der øjensynligt er glattet, så hendes smukke ansigt fremstår mere markant. Hun er høj og slank med smalle skuldre, og havde hun været iført en sort cocktailkjole ville hun have lignet en, der var på vej til fest hos det finere borgerskab. Hun oser af klasse og skønhed, men har alligevel et skær af venlighed og tilgængelighed over sig. Hun er vidunderlig og bliver om muligt endnu smukkere, da hun lyser op i et genkendelsens smil. Et perfekt tandsæt bliver afsløret i et smil og mit hjerte står stille i et øjeblik. Desværre er smilet ikke til mig, men hvorfor skulle det også være det, når jeg aldrig har mødt hende før.
   "Jeg er færdig om et øjeblik, skat," hører jeg bartenderen sige bag mig.
   I samme øjeblik ser jeg de to kvinder fra enden baren forlade Barrys Pub og dartspillerne følger håbefuldt efter nogle skridt bagved. Jeg er den eneste kunde tilbage, så jeg drikker det sidste af min whisky og tømmer den smule øl, der er tilbage. Jeg vil hellere gå frivilligt end at blive bedt om at skride. Det har jeg oplevet nok gange.
   Og da jeg står udenfor i den kolde aftenluft og tænder en cigaret mærker jeg skuffelsen sætte sig i mig. Den skuffelse, der sniger sig ind og overmander mig aften efter aften. Som at have et rovdyr i hælene hele dagen, som man ignorerer indtil man selv begynder at tro på, at det har opgivet forfølgelsen. Men rovdyret slår til - selvfølgelig gør det det - det er trods alt et rovdyr og intet er mere naturligt for det end at forfølge et byttedyr.
   Jeg knapper min frakke, slår kraven op og skutter mig, mens jeg traver hjemad med tunge skridt. Hun dukkede heller ikke op i dag.
   Måske kommer hun i morgen?