Han forventede ikke at overleve natten over. Han kunne mærke hver en celle i sin krop give op, en efter en. Det var egentligt ikke en ubehagelig fornemmelse, men snarere en følelse af overvældende træthed, som han under ingen omstændigheder kunne bekæmpe. Som om hele hans krop var ved at falde i søvn, mens hans sind var lysvågent. Det var en særegen følelse, men han havde nu heller ikke forventet, at døden ville føles som noget andet.
   Det bløde linned på hospitalssengen aede ham på ryggen. Hans sanser var på en eller anden måde skærpede og han havde fornemmelsen af at være indsvøbt i silke. Det fineste, kinesiske silke, som han kunne forestille sig. At det var ganske almindeligt bomuldsbetræk, som han lå med skænkede han ikke en tanke. Det var sensationen i stoffet, som det drejede sig om og ikke selve tekstilet.
   Han kunne dufte sin søn i rummet, men han var for svag til at åbne øjnene og se ham. Han genkendte ligeledes duften af sin datter og på den måde vidste han, at det, der var tilbage af hans forfulgte familie var til stede. Hans elskede børn var der for at tage en sidste afsked med deres gamle far. Han ville give alt i verden for at se dem en sidste gang inden han drog til himmels eller hvor han nu skulle hen.
   Han kunne høre folk, der gik forbi ude på gangen. Hurtige skridt, der vidnede om travlhed eller desperation og tunge skridt, der vidnede om sørgmodighed eller lettelse. Han følte ikke behov for at sætte sig ind i de forbipasserendes situationer; han havde selv nok at se til.
   Han begyndte at spekulere på, hvordan det ville føles, når døden indtraf for alvor. Den nuværende fornemmelse i hans krop var bare hans system, der roligt lukkede ned, men hvordan ville det føles, når det sidste stik blev trukket ud? Ville han overhovedet være klar over, at han døde? Ville han blive badet i smerte? Han havde badet i smerte det meste af sit liv, så han var forberedt, skulle døden være ubarmhjertig i sin behandling af ham. Måske ville det vitterligt bare være som et lys, der bliver slukket. Ophørt, men for hans vedkommende ikke til at tænde igen.
   Han havde for længst indfundet sig med, at hans tid var ovre, men det var ikke ensbetydende med, at han nød det. Der var stadig ting, som han ikke havde nået at få gjort, ting, der måtte gå i graven med ham. Ingen andre end ham kunne sætte tingene på plads og nu var han snart ikke mere. Han havde elsket sine børn og sin hustru det bedste han kunne og han havde formået at give dem et liv, som de var tilfredse med, men fortidens rædsler havde hjemsøgt ham i drømme, såvel som i virkeligheden. Krigens gru havde givet ham så dybe emotionelle ar, at han kun tilnærmelsesvist havde fungeret som et helt menneske. De uhyrligheder, som han havde overværet og selv været en del af kunne han ikke undslippe og de havde klistret til ham som fluer på et spindelvæv lige siden han formåede at undslippe en skæbne, som han i sine egne øjne ikke havde fortjent.
   Og nu lå han her, døende. Han havde ikke nået at råde bod på sin fortid og han havde aldrig fået den oprejsning, som han hele livet havde drømt om. Det eneste der var i vente for ham var ingenting. Han havde ikke mere at se frem til. Tomheden i hans hjerte voksede støt og hans anger føltes større end nogensinde før.
   Hans tanker vandrede atter ad fortidens stier. Han havde ikke gjort nok for at redde de stakkels mennesker, der på en eller anden måde havde været hans venner. Han havde set dem slide sig selv ned til hud og knogler og han havde set dem blive ydmyget og behandlet som laboratorierotter. At han ikke var skredet til handling pinte ham, men han havde altid sagt til sig selv, at det i så fald ville være gået udover ham selv. I dag ville han med glæde have byttet sit eget liv, hvis bare det havde reddet et par stykker af de andres.
   Han huskede med gru, hvordan han blot havde skuttet sig, da officeren havde spurgt ham, om han havde noget at tilføje, da han var tæt på at lægge sig imellem de hærdebrede vagter og den stakkels mand, som de hentede i stenbruddet. Hvordan han følte sig afvæbnet i en sådan grad, at han resten af livet aldrig havde følt sig tilstrækkelig. Han burde have lagt sig imellem dem. Ganske vist ville det have kostet ham livet, men så kunne han da om ikke andet være gået i døden med et rent hjerte og ikke dette svagt pumpende organ af mørke og skamfuldhed, der snart ville stoppe med at dundre i hans bryst.
   Men han havde været egoistisk. Han havde tænkt på sin egen overlevelse. Han havde ofte fortalt sig selv, at enhver anden ville have gjort det samme, men han havde alligevel skammet sig fra den dag han blev frigivet og til nu, hvor han så småt kunne mærke døden ånde på ham.
   Han mindedes, hvordan han en gang havde overhørt og set en fange tale dårligt om Føreren. En officer havde hørt ordene, men ikke set, hvem der udtalte dem, hvorfor befalingsmanden havde bedt ham om at udpege synderen. Med dirrende hænder havde han peget på den skyldige og først i det øjeblik havde han genkendt ham som ejeren af en butik, hvor han som barn havde handlet købmandsvarer for sin mor. Den gamle, udbrændte mands tomme blik havde indprentet sig i hans sind for stedse og selv nu, med døden ved sin side kunne han se de øjne, der skreg langt væk af fortabelse og et udtryk af at have opgivet. Han håbede inderligt, at han fik chancen for at møde manden i Evigheden, så han kunne give ham sin uforbeholdne undskyldning og måske opnå en eller anden form for frelse. Men han tvivlede. Han forventede ikke, at han ville få en varm velkomst, hvor end han så skulle hen.
   Han følte sig stadig mere udmattet. Overvældet af træthed og på nippet til at give op. Han havde alligevel ikke mere at klynge sig fast til. Han havde accepteret, at han ikke ville få sine børn at se igen og med den accept var der ikke mere for eller til ham på denne jord. Men døden ville ikke indtræffe, selvom han bad den velkommen. Det var som om, der var noget, der holdt ham i live, så han kunne tænke lidt mere over de ting han havde gjort. Som om nogen eller noget ikke mente, at han havde angret nok. Men hvilket omfang af anger ville kunne stå mål med det faktum, at han havde forrådt Guds eget folk?
   Han kom til at tænke på den dag krigen sluttede. En dag, der burde have været den lykkeligste i hans liv. Ikke desto mindre var han gået sin frihed i møde som en splittet mand, et nedbrudt menneske, der udmærket vidste, at han havde fortjent at dø sammen med de af hans tidligere venner, som han ikke havde formået at hjælpe. Mens det meste af Europa fejrede krigens afslutning havde han siddet alene ved havets bred og følt sig som det mest nederdrægtige menneske i verden. Han havde ønsket, at havet ville sluge ham, men ikke en gang det fandt han sig selv værdig til. Hans lod var, at han skulle vandre resten af livet med en byrde, der lige dele var selvforskyldt og pålagt ham. Han havde lært at leve med det, men aldrig lært at tøjle det.
   Hans tanker fløj videre til nogle af de få gode øjeblikke han havde haft i sit liv. Den første gang han havde set kvinden, som han endte med at gifte sig med. Hendes smukke, sorte hår, der havde omkranset hendes fine ansigt, der bar let præg af, at det var sommer. Hendes brune øjne, der som det eneste i tilværelsen kunne give ham en lille smule sjælefred og hendes smil, som hans datter heldigvis havde arvet fra sin mor. Han huskede deres første dans, deres første kys og ikke mindst dagen, hvor hun gav ham sit ja, på trods af, at han i sine egne øjne aldrig havde fortjent en pige, der var så smuk eller god. For hun var god. En god hustru og en god mor, for det første, men gennemgående også et godt menneske. Hjælpsom, venlig og imødekommende, typen, som alle kunne lide. Ikke alene på grund af hendes åbenlyse skønhed, men i lige så høj grad fordi hun var et elskeligt menneske. Han savnede hende af hele sit væsen og livet havde for alvor mistet sin glans den dag hun døde. At han havde skullet leve 10 år uden sin hustru så han som en del af sin straf.
   Han tænkte naturligvis også på sine børn og de utallige glædesstunder, som de havde forårsaget. Deres fødsler, der begge gange havde bevirket, at hans sjæl var blevet helet bare en kende. Endnu en grund til at leve videre og få det bedste ud af livet. Deres udflugter, familiemiddage, dagen, hvor hans søn havde fået sin universitetsgrad i Entomologi, dagen, hvor hans datter var færdiguddannet som bedemand og ikke mindst dagen, hvor hans søn havde begavet ham med sit første barnebarn. Med hensyn til hans familie havde han altid haft en grund til at leve, men så snart de ikke var hos ham var han atter blevet grebet af skændsel og fortabthed.
   Han havde altid været parat til at gøre hvad som helst for sine børn og han havde da også gjort alt det han kunne. Der var dog en gennemgående hændelse, der havde fulgt hans familie igennem hele livet. Hvor end de kom hen var der altid nogle, der fandt ud af, hvem han var og hvad han havde gjort og ofte var det gået udover hans stakkels børn, der ingenlunde havde noget med deres fars fordømte fortid at gøre. Det havde pint ham, men han kunne ikke løbe fra det og han vidste, at der ikke fandtes undskyldninger nok i verden til at få folk til at forstå. På grund af dette havde han flyttet sin familie mange gange indtil de en dag faldt til ro og kunne koncentrere sig om at leve deres liv.
   Hans liv havde været fyldt med glædelige højdepunkter, men alle disse vidunderlige stunder var alligevel blevet overskygget af de få år, der var krig. Tænk sig, at hele hans lange liv var blevet fordunklet af en kort, men skæbnesvanger tid. Han var aldrig kommet ovenpå på trods af en god og omsorgsfuld familie og han havde aldrig kunnet lade være med trampe videre i de fortærskede episoder, der havde udgjort hans liv. Han havde hele tiden mindet sig selv om, hvad han havde gjort, for Gud forbyde, at han nogensinde skulle fortrænge det!
   Og nu, på sit dødsleje var følelserne endnu stærkere end de nogensinde havde været. Der var ikke noget til at distrahere hans selvdestruktive tanker. Han kunne se ansigterne på alle de mennesker han havde bedraget og han kunne lugte og smage sveden fra de udhungrede mænd, der dagen lang arbejdede uden noget egentligt formål. Han kunne føle væmmelsen ved at have set den ene efter den anden dø af udmattelse, slidt op. Den harske stank af endnu ikke tildækkede grave. Synet af de utallige små børn, der med spørgende blikke søgte svar på, hvor deres forældre var blevet af. De vejrende flag, der sendte chokbølger af rædsel igennem ham, hver eneste gang han så dem. Horderne af uforstående mennesker, der som kvæg blev kørt ind i lejren og overladt til folk, der ikke ønskede dem andet end død og smerte. Hans påtvungne erhverv som dommer over liv og død. Alle disse hændelser spillede i hans hoved, som en makaber film om hans liv. En film, som han så igen og igen.
   Han formodede, at tårerne trillede ned ad hans indsunkne kinder. At hans familie kunne se, at han lå og græd. Han ville hellere, at de ville få indtrykket af, at han efterhånden havde fået fred, frem for at de skulle tro, at han lå i dyb, fysisk smerte. Der var ingen fysisk smerte i hans nuværende tilstand, kun psykisk, selvpåført tortur.

Han kunne ikke længere dufte sin søn eller sin datter og han kunne heller ikke mærke den behagelige følelse af det bløde linned, der kærtegnede hans nøgne ryg. Lydene fra lokalet og gangen var ophørt og hans tankestrøm var ikke længere så voldsom, som den havde været tidligere.
   Han vidste, at døden var ham faretruende nær. At hvert øjeblik kunne blive hans sidste. Han forsøgte med al sin magt at indhalere den familiære duft af sine børn en sidste gang, men efter alt at dømme var de ikke længere tilstede. Han ville give alt, hvis blot han kunne dufte dem igen, som et sidste minde om sit jordiske liv. Alt! Men lige nu havde han ingenting og snart ville han blive til ingenting.
   Han håbede at kunne mærke et sidste strøg over hånden som tegn på, at hans familie var hos ham. Et sidste klap på skulderen for at have været en god far og bedstefar. Et sidste klem for at fortælle ham, at de elskede ham og ville savne ham.
   Men ingen af delene kom. Hverken duft eller kærtegn. Han var alene på sin sidste rejse og med tungt sind steg han ombord på båden, der skulle sejle ham til den endelige destination. Stedet, hvor han ville møde sin dommer.