Hendes øjne skriger som et panisk cirkustelt,
Hendes hvide kjole svæver over klodens minefelt,
Hun løber med vinden for at finde sin antihelt,

Uagtsom, desperat og fallit,

Hendes sorte hår får ravne til at vræle efter mor
Og de blodrøde læber har dybe flænger fra i fjord,
Alt i hendes nærvær skriger advarsler i kor,

Men hendes vilje er mejslet i granit,

Hun må krydse en flod, der bruser over sine bredder,
Og svømme i olie for at forny sine skader,
Med tunnelsyn skal hun finde den hun elsker og hader,

Så hun stadigvæk kan have det skidt,

Men skoven hun møder er dunkel og dyster,
Og selv et målrettet genfærd kan være en kryster,
Hendes negle rasler af, mens hun skælver og ryster,

Og hendes mod har svært ved at holde trit,

Hendes ligblege krop befamles af grene,
Men hun svæver gennem natten som en skamferet svane,
Hun ved at dette togt vil blive hendes bane,

At hendes hjerteblod det er en parasit,

Og hun skriger sin smerte ud i træernes palads,
Usynlige stemmer gør hende utilpas,
Hun løber frygtsomt videre med ankler af glas,

Og hendes jernvilje er ved at være slidt,

Bjergene rejser sig som dagen den gryr,
Men solen er fængslet bag de sorteste skyer,
Og i forurenet dagslys skal hun finde sin vampyr,

For det er længe siden, hun er blevet bidt,

Og hun finder ham siddende med jernhandsker på,
På en klippesats med Døden, (hør hendes hjerte slå),
Han hæver sin næve og gør klar til at slå,

Og hendes kjole griber vinden og det hele bliver hvidt.