Han stod på taget af en skyskraber. Vinden i dette luftlag var insisterende og konstant som strømmene i havet. End ikke et enkelt øjebliks fred ville vejret tillade ham. Han havde svært ved at stå fast, men det bekymrede ham ikke; han skulle alligevel dykke ned i storbyens altopslugende gab inden længe. Byen havde fortæret hans psyke over årene og nu var det på tide, at han lod den få sit legeme.
   Hans øjne var sorte af sorg og han kunne fornemme de imaginære gribbe kredse over ham; afventende, men forberedte på at pille kødet fra hans knogler. Han kunne dem skrige på at sprog, som han nok aldrig kom til at forstå.
   Under ham ventede den neonoplyste by og den knurrede af ham som en truet ulv og lod ham vide, at han blot var endnu en ligegyldig person i en endeløs række af fortabte sjæle. Han kunne mærke byens centrum pulsere som et hjerte med gaderne stikkende ud som vener; fyldt med det blod, der fra tid til anden måtte spildes som en offergave til dette frådende monster.
   Han kunne ikke længere genkende sig selv. Engang havde han været fuld af vigør, men det var længe siden han overhovedet havde talt med et andet menneske. Han følte sig som et falmet smykke; en gammel dames elskede broche, der med tiden har mistet sin glans og henfalder i glemselen bagerst i en skuffe. Som en sommer på hæld. Som det sidste blad på en rose, der forsøger at holde fast, men med tiden må sande, at selv blomster mister deres skønhed. Han var ikke andet end det døende ekko af et nedbrudt menneske.
   Tiden var løbet fra ham. Han kunne hverken ændre sin fortid, nutid eller fremtid og han kunne på ingen måde ændre på tidens hastighed, hvor end han gerne ville. Tiden er egenrådig og den ville aldrig blive hans ven. Han fandt det tragikomisk, at tiden i de gode stunder flyver forbi inden man når at værdsætte den, mens den i de ulykkelige tider slæber sig af sted som en døende soldat, der forsøger at komme væk fra krigszonen. Han havde ikke længere i sinde at flygte; han ville havde det overstået.
   Han trådte et skridt nærmere afgrunden. Han kiggede ned og så bilerne passere hinanden som en sværm af ildfluer. Alt virkede formålsløst og hans instinkt fortalte ham, at han ikke var den eneste i verden, der rejste igennem livet uden at vide, hvor han skulle hen; størstedelen ad myrerækkerne under ham vandrede i blinde.
   Han var klar. Klar til at lade sig falde ned i storbyens svælg og forsvinde for evigt. Ingen ville alligevel savne ham. Ingen vidste, hvem han var og hvorfor skulle man bekymre sig om noget, som man ikke ved, eksisterer? Han trådte et skridt nærmere.
   Og pludselig kunne han se hele verden.
   Han kunne se kolonner af sneklædte trækroner, der bevidnede at smukke ting kan blive smukkere. Han kunne se bjerge knejse i stolt majestæt med tinder så høje, at de næsten nåede til Himmelen og han så de blå og grønne oceaner flyde sammen og han forstod nu, hvorfor ingen poeter i historien nogensinde havde været i stand til at retfærdiggøre havets skønhed.
   Han kunne se elskende par plukke stjerner fra nattehimmelen og navngive dem efter hinanden. Han så fædre lære deres sønner at fiske i søer så store, at man skulle tro det var klodens øjne og han kunne se venner, der kendte hinanden bedre end de kendte sig selv.
   Han så dovne løver ligge på savannen og antiloper, der ubekymret passerede dem i varmen fra middagssolen. Hunde og katte i munter leg; uvidende om at de var hinandens værste fjender og vilde heste, der i kapløb med vinden galoperede igennem frugtbare bjergdale.
   Han kunne høre bedstefædre fortælle historier om pragt og heltemod, der stadig vil blive husket om tusinde år og han hørte barnelatter runge i alle verdens stuer. Han så blomsterfrø flyve i luften, mens de ledte efter et godt hvilested, hvor de kunne vokse sig store. Små bække trillede igennem landskabet og der slog det ham, at selv floder har været børn.
   Han så nyt liv komme til verden. Nybagte forældre, der først nu forstår, hvad lykke betyder og hvordan det føles. Han kunne høre alle de elskende, alle familierne og alle vennerne sige til hinanden:
   Jeg elsker dig.
   Og i det øjeblik trådte han væk fra kanten. Han kunne høre en sagte hvisken i sit øre og han lyttede opmærksomt:
   Hvis blot du kigger efter, er der altid noget at leve for.