Odin var godt og grundigt træt af sin nuværende situation. I tidernes morgen havde han været hele Nordens Alfader, men til sidst blev det tunge ansvar som gud for uoverkommeligt og han havde trukket sig tilbage for kun at arbejde en enkelt dag om året. Med tiden havde han måttet sande, at dette havde været et gebommerligt fejltræk.
Ingen tilbad ham som Odin længere og han var gået fra at være almægtig til blot at være en figur i en mytologi, der mestendels blev betragtet som et eventyr i dagens verden. Der var stort set ingen tegn på, at han nogensinde havde eksisteret bortset fra, at hans navn var blevet brugt til at døbe nogle veje og en fynsk by, som mest var kendt for at være hjemstavn for en afdød forfatter. Han var ikke blevet fejret i mere end 800 år og Slaget ved Lena syntes ham at være alt for længe siden. Jovist var der nogle, der stadig bad ham om tjenester og sågar sendte breve, men hvor var de menneskeofringer, som han plejede at modtage, når nogen skulle have hjælp? Odin brød sig ikke synderligt om nutidens dovenskab.
Med sin nuværende position i mytologiens verdens forekom det ham, at hans mange selvofringer i tidens løb var omsonste. Hvorfor havde han hængt i Yggdrasil i ni dage og nætter for at opnå visdom, uden mad og drikke og med et spyd igennem kroppen, når han alligevel ikke var mand nok til at klare opgaven? Hvorfor havde han ofret sit ene øje i Mimers Brønd? Skulle han være ærlig havde han fortrudt alle disse handlinger og havde han vist, hvor det hele bar hen, havde han mandet sig op og taget imod opgaven som guddom med oprejst pande.
Han havde på sin vis klaret sig storartet i mange år. Han havde hjulpet folk og tildelt dem gaver, men dengang fik han mere ud af det end åndssvage breve og tegninger lavet af farveblinde børn. Hvis han ikke havde været sådan en kryster, havde han stadig siddet på sin trone i Valhal og drukket mjød og spist kød fra grisen Særimner sammen med alle de slagne krigere. I dag måtte han nøjes med et rodet værksted, som flød med ligegyldigt bras, der havnede i en skraldespand, så snart det var blevet leveret.
Han savnede sin hustru Frigg og ikke mindst alle sine børn. Hugin og Munin havde han ikke længere og Gere og Freke var for længst forsvundet bort i glemselen. Det eneste han havde tilbage fra sit gamle liv var Sleipner, men hans gamle hingst var efterhånden så gammel og brugt, at den ikke en gang kunne trække en kane. Han mindedes med glæde de dage, hvor han red over bjerge og have på sin trofaste ganger.
Odin måtte også sande, at han havde lagt sig en del ud i årenes løb. Eftersom han arbejdede så lidt som han gjorde, var der ingen overraskelse i, at han lidt efter lidt var blevet en stor tyk mand og hans skikkelse i dag indgød mere hygge end ærefrygt. Han var desuden blevet en noget usoigneret mand, der hverken tænkte på at barbere sig eller skifte tøj. Ingen så ham nogensinde i andet end hans lidt for magelige bukser og hans store frakke, der blev holdt sammen af et alt for stort bælte. Når han kiggede sig i spejlet så han ikke længere den mand, som han en gang havde været. Han så en overvægtig(læs: fed) gamling, hvis tilhængere var lidt for unge og naive til at han helt kunne tage det seriøst.
Uanset hvor meget han afskyede sit nuværende liv kunne Odin ikke bare flygte fra det. Han havde svoret en ed og denne gang havde han ikke i sinde at pakke sine ting og gå. Så i stedet pakkede han en sæk og fløjtede efter sine ni gangere.
Han sukkede ved udsigten over alt det arbejde, der lå foran ham. Han hadede denne dag!