Det var så absolut intet storslået ved krukken. Den var ujævn, skåret og proppen i halsen var groet fast. Tyven kunne ikke i sin vildeste fantasi forstå, hvorfor den mystiske mand med de røde øjne havde betal ham fyrsteligt for at stjæle den. Faktisk var han ret sikker på, at hans honorar var væsentligt højere end krukkens værdi. Men han var tyv, så han stillede ingen spørgsmål.
   Manden havde opsøgt Tyven på en kro, hvor byens bærme holdte til. Et sted for lurvede personer, der frasagde sig alle skrupler, når der var hurtige penge i horisonten. Stedet, hvor borgerskabet gik hen, når de skulle bruge folk til at udføre deres beskidte arbejde.
   Tyven havde drukket whisky af flasken, da han var blevet antastet af manden med de røde øjne. Han lignede en aristokrat, men talte som en svindler. Hans øjne var forræderiske og gennemtrængende, mens hans smil var venligt. Tyven havde haft en fornemmelse af, at han ikke kunne stole mere på manden end han kunne stole på et udhungret rovdyr, men han havde gjort det alligevel. Og det var inden gagen var blevet diskuteret.
   Tyven følte sig utryg i mandens selskab. Han var vant til at omgås lumske personer, men der var noget sjældent sælsomt ved denne mand og han følte, at de var milevidt fra hinanden hvad angik syndige gerninger. Tyven stjal og det skammede ham ikke. Han havde ikke haft andre valg, da han var blevet arbejdsløs. Han havde endnu ikke gjort nogen fortræd på sine togter og han håbede heller ikke, at han nogensinde ville komme til det, men manden med de røde øjne forekom ham at være ganske uanfægtet af, om det ville koste liv at få udført opgaven.
   Og opgaven var simpel.
   "Hent en krukke til mig i museets græske afdeling", havde manden befalet. "Gør, hvad der skal til, jeg bekymrer mig ikke om Deres metoder."
   Det drejede sig om en gammel lerkrukke af den slags, som grækerne brugte til at opbevare vin, korn og andre provianter i. Den var stor og tung og det ville kræve kræfter at bugsere den ud af museet uden at blive set. Men Tyven var ikke tyv for ingenting. Han havde i adskillige år fuldkommengjort sit erhverv og han var ligeså hastig som han var snedig. Han var lommetyv, indbrudsmand og landevejsrøver og ingen gjorde arbejdet så godt som ham. Med en flaske whisky i sit system var han stadig i stand til at negle tegnebøger fra folks lommer og ingen kunne gøre sig "usynlige" som ham. Han havde i den grad perfektioneret sin profession.
   Honoraret for indbruddet var yderst gavmildt. Faktisk ville det betyde, at Tyven ville kunne trække sig tilbage og aldrig mere bekymre sig om penge, men om han ville gøre det var noget helt andet. Han elskede trods alt at være den bedste indenfor sit felt.
   "Hvad skal De bruge krukken til?" spurgte Tyven, selvom det ikke indgik i hans jobbeskrivelse at stille spørgsmål.
   "Det er min egen sag," svarede manden, "det eneste De skal bekymre Dem om er, hvordan De får den afleveret til mig."
   "Javel."

Tyven havde strejfet omkring museet i dagevis for at danne sig et overblik. Han havde endog betalt for nogle guidede ture indenfor bygningens vægge, så han kunne notere sig eventuelle svagheder og sikkerhedsbrud. Han studerede vagternes adfærd og hvor de gik hen, når de forsvandt fra rummene og korridorerne. Intet, der foregik på museet gik Tyvens næse forbi og han var inden længe rede til at lægge en plan.
   Han sad i sit beskedne kammer og vurderede, hvordan han bedst muligt kunne få fat i krukken. Der var flere forskellige muligheder, men han havde for vane at bruge den mest snilde metode, når han var på rov. Hvis han kunne undgå at involvere andre mennesker gjorde han det og kunne han slippe af sted med at være ubevæbnet var det bestemt at foretrække. Han kendte nogle i miljøet, der gav pokker i etik og moral og uden tøven sårede eller dræbte folk, der kom i vejen for dem. Han var på ingen måde ligesom dem.
   Han var efterhånden kommet frem til en plan, der sandsynligvis ville virke. Intet var sikkert, men han havde en god fornemmelse med den fremgangsmetode, han nu en gang havde valgt. Den var simpel, men ofte var det simple også det mest effektive.
   Tyven var ved at skitsere en tegning over etagen, hvor krukken befandt sig, da hans tanker begyndte at vandre. Han tænkte tilbage på den gang han havde et rigtigt arbejde og var en god borger. Han betalte sin skat, han passede sit arbejde som lærling hos landsbyens grovsmed og han havde en kvinde, der elskede ham. Tingene havde set lysere ud, da han havde været en ung mand.
   Men alt ændrede sig for snart tredive år siden. Hans mester blev syg og døde som følge af sygdommen og tilbage stod den unge mand med intet andet end en lærlings viden om at drive en smedje. Han var langt fra udlært og den nærmeste grovsmed var længere væk end lærlingen nogensinde havde rejst, hvilket betød, at han måtte finde sig et andet erhverv.
   Der var ingen lærepladser tilbage i byen. I hvert fald ingen, som han kunne bestride. Han havde ikke hjernen til at arbejde med regnskab og han havde ikke de sociale kompetencer til at være købmandskommis. Det bekom ham at være grovsmed, da det var en profession, der beroede på, at han var god med hænderne og tilmed tillod ham at passe sit arbejde i ly af tonerne fra den larmende smedje.
   Den unge mand var forvirret og fortvivlet. Han havde brug for penge til at forsørge sin unge elsker, men uden udsigt til fast arbejde var det en svær opgave. Det tærede på deres kærlighed og der gik ikke mange måneder, førend lærlingens lediggang havde ført kvinden lige lukt ind i en anden mands arme. Han bebrejdede sig selv for at have forspildt sin chance og han gjorde ikke noget forsøg på at vinde hende tilbage. Han vidste, at det ville være en forgæves færd og inderst inde vidste han ligeledes, at hans elskede fortjente et bedre liv end det, han var i stand til at give hende. Derfor besluttede han sig for at rejse ud af den lille landsby, hvor han boet helt sit liv.
   I en rum tid rejste han fra by til by for at søge arbejde, men oftest skulle der kun bruges arbejdskraft i nogle få uger og når arbejdet var fuldendt fik han sin beskedne løn og var fritstillet til at rejse videre. Dette var ikke holdbart og det afkræftede lærlingen at han ikke kunne finde sit ståsted i livet og efter noget tid begyndte han at finde trøst i spiritussens opløftende tåger. Han droppede helt at arbejde og tiggede sig igennem hverdagen, så han kunne få råd til den næste flaske whisky og de fleste af hans aftener foregik på værtshuse og gyder, hvor han kunne sove sin brandert ud.
   Der var gået nogle få år som landevejsridder, da han ankom til storbyen. For de fleste mennesker ville storbyen forekomme dem at være skræmmende, men den tidligere lærling lod sig ikke mærke af det. Det eneste han havde i sinde var, at finde en beverding, hvor han kunne købe sig en flaske whisky for de penge, han havde tigget på vejen dertil. Han bekymrede sig ikke videre om alle de muligheder byen havde at tilbyde ham.
   Han fandt en skænkestue ved havnen. Et lille, tilrøget sted, hvor folk kiggede mistænksomt på ham, da han gik ind. Klientellet herinde var alle sammen fordækte typer, der alle så ud til at have hemmeligheder, men et liv på landevejen og en hang til whisky havde fået den farende svend til at se ligesådan ud. Selvom stamgæsterne var en anelse på vagt overfor ham var der ingen tvivl om, at han passede ind. Uden at fortrække en mine gik han op til bardisken, købte en flaske whisky og satte sig ved et tomt bord i hjørnet af det mørke lokale. Han stillede sin vadsæk fra sig og skænkede sig en dram.
   Der gik ikke længe før en skægget mand kom hen til ham. Han lænede sig indover bordet og fortalte med lav stemme, at ham og hans folk manglede en sidste mand til at udføre en opgave. Hvad opgaven gik ud på nævnte han ikke, men den kommende tyv takkede ja til udsigten til at få lidt penge på lommen. Han nåede kun et enkelt glas mere inden det fire mand store selskab gav tegn til, at det var på tide at komme af sted. Han tog sin flaske under armen og fulgte med de skumle typer ud i natten.
   Han fulgte dem ned til en båd ved havnen. De hviskede lidt til hinanden, men det lod til at de alle vidste, hvad der skulle ske. De fortalte ham i korte vendinger, at det var hans opgave at holde vagt og alarmere dem, hvis der kom nogen forbi og det begyndte så småt at dæmre for ham, hvad han var ved at tage del i.
   Det hele gik legende let. Næsten for let. Han havde stået på kajen og kigget efter uvedkommende, mens de fire banditter havde båret adskillige tønder ud af bådens lastrum og smidt dem op på en trækvogn, der stod skjult i nærheden. Da vognen var fuld trak de den igennem mørke gyder og tomme gader indtil de kom til et depot, hvor de parkerede den.
   "Tak for hjælpen," sagde den skæggede mand, der først havde bedt ham om assistance, "vi går hver til sit nu, men når vi har fået afsat varerne får du din del af byttet ... du ved, hvor vi holder til."
   Og således blev lærlingen tyv.

Og nu sad han her. Århundredeskiftet var lige om hjørnet og han havde spenderet sit liv på landevejen, i krostuer og på jagt efter det næste tyvetogt. Han mindedes sin kvinde og funderede over, hvad der mon var blevet af hende i årenes løb og om hun havde levet et lykkeligere liv end ham.
   Han tænkte på sin gamle mester og hvordan livet ville have udartet sig, hvis han ikke var blevet syg. Alt ville have set anderledes ud og han fordømte den dag, han var blevet arbejdsløs.
   Men der var ingen nytte i at græde over fortiden. Sket var sket og han havde for længst accepteret, at han aldrig havde været skæbnebestemt til at blive til noget stort. Han havde fundet sin plads på kanten af samfundet og han burde være taknemmelig for, at han endnu ikke var drattet udover. Han havde fået fred med sin rolle som et af Guds glemte børn.
   Han tørrede en tåre væk fra sit øje, pakkede sit habengut og forlod sin kammer.

Krukken var brun og udsmykket med motiver, der alle var af en drabelig natur. Vold og ødelæggelse så ud til at være krukkens tema og Tyven blev ilde tilpas, da han løftede den op i de to håndtag, der sad på halsen. Den var tungere end forventet, men med alle sine kræfter fik han bugseret den hen til vinduet, hvor han ville hejse den ned ved hjælp af sit medbragte reb.
   Mens han løftede den hen til vinduet passerede han et væld af krukker, bowler, statuer og buster, der alle stammede fra det gamle Grækenland. Han vidste ikke meget om græsk mytologi, men kunne dog huske fra sin guidede tur på museet, at der var noget om en smed ved navn Hefaistos. Hvad han havde lavet, havde Tyven dog ikke taget notits af.
   Da han havde sænket krukken forsigtigt ned til på jorden slap han rebet, lukkede vinduet og forlod bygningen den samme vej, som han var kommet ind. Arbejdet var veludført og han skulle nu blot mødes med den mystiske mand og aflevere krukken, så han kunne få sin belønning. Han lagde krukken op på sin medbragte trækvogn og forlod museets område.

De havde aftalt at mødes ved havnen og Tyven kunne se manden på lang afstand. Han sad på en bænk og ventede tålmodigt, men da han så Tyven rejste han sig og gik ham i møde.
   "De gjorde det," sagde han, "jeg er Dem evigt taknemmelig."
   "Taknemmelighed giver mig ikke mad og drikke," svarede Tyven og rakte sin åbne hånd ud.
   "Naturligvis, De skal have Deres belønning."
   Fra sin frakke trak manden en lille sæk, der både klirrede og knitrede. Han overrakte den til Tyven og Tyven åbnede den med det samme for at se sin dusør, der bestod af pengesedler og guldmønter. Han tog en håndfuld op og mærkede de mange penge imellem sine fingre.
   Måske disse penge ville tillade ham at rejse hjem til landsbyen, hvor han kom fra og leve et ordentligt liv? Måske han atter kunne møde sin elskede og vinde hende tilbage, nu han var en holden mand? Hans sind boblede over med optimisme og glæde og det forskrækkede ham en smule, da det var følelser han ikke havde besiddet i årevis.
   Han kiggede taknemmeligt på den mystiske mand, der var i færd med at fjerne proppen fra krukken hals. Det så ikke ud til at være et problem, selvom den med stor sandsynlighed havde siddet der i nogle tusinde år. Med legende lethed trak han proppen op og kiggede på Tyven.
   "Velkommen til det 20. århundrede," sagde han slutteligt med et nederdrægtigt smil på læben.