I en verden, hvor Den Dumme er konge og hvor Den Smukke er prins,
Rider jeg roligt på min stridsvogn.
Jeg ser verdens bærme regere og jeg indånder den konstante stank af menneskeligt råd,
Ser tåber, der danser til tonerne af den tonedøves musik,
Hører skrig, der henkastes som rejsende lyde fra skoven.

Jeg har min galge, min guillotine, min gabestok,
Jeg skuer efter De Fordømte.

Træer vælter,
Søer udtørrer,
Byer falder,
Himmelen græder.

Den Mægtige Kejser knejser ikke mere, men knæler for den Babylonske Hore, der troner med forfaldent kød ved sin fod, som den prinsesse hun er.
Den Tapre Kriger kæmper forgæves;
Den Smukke lader blot sine lyser lokker falde.
Vismanden får prikket øjnene ud;
Den Dumme brænder hans ejendele.

En syndflod af tomme kranier vælter min vej og jeg sætter min vogn i gang.
Skeletter stables som paladser bag min ryg,
Koldt og frygtindgydende.
Tårne dannes af knækkede rygrade,
Vakkelvornt og truende.

Den milde duft af frelse forsvinder, som jeg ser byer falde og metropoler opstande.

Jeg hejser min Galge til ære for Kongen,
Spænder min guillotine til ære for Prinsessen,
Åbner mine gabestok til ære for Prinsen.

"Shh," hvisker jeg sagte.

"Kan I høre jeres endeligt komme nærmere?"