Gud og Djævelen sad overfor hinanden ved et lille cafebord i en travl storby et sted i verden. De kiggede skælmskt på hinanden som om de begge ventede på, at den anden ville sige noget. Men ingen af dem åbnede munden. Der var komplet tavshed imellem de to og kun larmen fra biler og forbipasserende mennesker med mobiltelefoner var at høre.
   Aftalen imellem dem havde været undervejs længe; nogle tusinde år for at være nogenlunde præcis. Denne dato havde været fastsat siden de indgik deres væddemål og nu var regnskabets time omsider kommet. Kortene skulle på bordet og der var ikke mere tid at hente.
   Djævelen var som altid ulasteligt klædt. Nystrøget jakkesæt, blød hat og pudsede sko. Kun hans ildrøde øjne afslørede, at han ikke var den gentleman, som han udgav sig for at være. Gud var noget mere afslappet klædt i sine khakishorts, solbriller og en løstsiddende Bermudaskjorte. På fødderne havde han sandaler og han lignede mest af alt en turist, hvilket han velsagtens også var.
   Bag Gud stod Michael og Gabriel. De var klædt på som hemmelige agenter i lange frakker og med solbriller og headsets; klar til at slå til med de flammende sværd, som de gemte under frakkerne, skulle uheldet være ude. Bag Djævelen stod dæmonerne Samael og Abaddon, der også var klædt som agenter, men hvis ansigter var langt mere hæslige at se på. Samael havde en le under frakken og Abaddon skjulte en skorpionlignende hale bag sin ryg.
   "Nuvel," sagde Djævelen og kiggede sin skaber dybt i øjnene, "skal vi gøre boet op?"
   Gud smilede og fjernede sin store solbriller.
   "Lad os."
   Djævelen tog en enorm kuffert frem fra under bordet og lagde den op. Han åbnede den og indvendigt var der et kartotek med små sedler. Meget små sedler.
   "Dette er alle de sjæle, som jeg med tiden har lokket i fordærv. Jeg får Samael til at tælle dem."
   Dæmonen Samael satte sig omgående ved bordet og talte de mange papirsnipper. Nogle af dem var kun hjørnet af en serviet, hvor et navn stod på, mens andre af dem var hele ark med hundredvis af navne. Men faktum var, at der var mange millioner sjæle i Djævelens samling.
   "Lad os se dit kartotek," sagde Djævelen.
   Gud tog en lille taske frem, som han lynede op. I tasken lå der en bærbar computer som han åbnede og tændte. Kort efter skrev han sit password og snart var han inde i hovedmenuen. Han trykkede på et dokument, der hed "Rene Sjæle" og et dokument på flere tusind sider dukkede op.
   "Man er nok moderne," smilede Djævelen og tog et drag af en cigaret.
   "Jeg bliver nødt til at følge med tiden, når tiden er noget jeg selv har skabet, ikke sandt?"
   "Formodentligt," svarede Djævelen og irriterede sig sagte over, at han ikke også havde anskaffet sig en computer. "Har du et tal?"
   Gud rømmede sig en anelse forlegent.
   "Der må jeg nok indrømme, at jeg ikke var helt hurtig nok," svarede han, "jeg glemte at føre antal på, da jeg indskrev navnene i computeren ... jeg lader Michael tælle dem op."
   Michael satte sig og talte hvert enkelt navn, der stod på den alenlange liste.
   "Skal vi gennemgå reglerne igen, mens vi venter?" spurgte Djævelen."
   "God ide," svarede Gud og tog en tår af sin milkshake,
   "Okay," begyndte Djævelen, "lad os se ... jeg får alle de sjæle, som jeg kan få til at begå brud på Dine Ti Bud, ikk'?"
   "Hov-hov," sagde Gud, "nu snyder du ... vi blev enige om, at nogle af budene var lidt tåbeligt formuleret, så de frafaldt, husker du?"
   "Genopfrisk min hukommelse."
   Gud sad et øjeblik og mindedes sine bud.
   "Nummer to var ikke i spil ... "
   "Så alle dem, der har misbrugt Dit navn går fri?" spurgte Djævelen og Gud nikkede.
   "Ja, de går fri og ingen af os har ret til at gøre krav på deres sjæle. Lad mig se ... nummer tre er også udelukket."
   "Så du mener ganske enkelt, at alle de mennesker, som jeg har fået til at arbejde om søndagen ikke tilhører mig?"
   "Ganske enkelt," svarede Gud og fortsatte, "nummer ni og ti er heller ikke med i optællingen. At begære sin næstes hustru eller hans ejendele er ikke så slemt, som jeg syntes, da Moses fik tavlerne. Det første bud er heller ikke med i optællingen, for hvorfor skulle du have lov at gøre krav på alle ateisterne og dem, der tror på Julemanden, Tandfeen og Påskeharen. Resten af budene står ved magt."
   "Fair nok," sagde Djævelen, " ... så mordere, tyve, ægteskabsbrydere, børn, der ikke ærer deres forældre og dem, der har afgivet falske vidnebegæringer er mine?"
   Gud nikkede.
   "Ja, det var vist aftalen," svarede han. "Er vi klar til at afregne?"
   "Et øjeblik," svarede Samael og Michael i kor.
   Gud og Djævelen kiggede intenst på hinanden. Der var ikke længe til vinderen blev offentliggjort og de var begge en smule ængstelige. Gud spekulerede på de mange katolikker, som Djævelen havde fået lokket i det grusomste fordærv og de mange mennesker, der hver dag er deres partner utro. Han tænkte på de små drenge, der stjal et stykke tyggegummi og de børn, der forbandede deres forældre langt væk, når de ikke fik deres vilje. Gud fik pludseligt sved på panden.
   Djævelen havde også sine kvaler. Han tænkte på de evnesvage mennesker, der troede så helt og holdent på deres gud, at de var helt urokkelige. Og den slags dumme menneske, var der mange af! Han tænkte ligeledes på dem, som ikke nødvendigvis var troende, men levede et sobert og retskaffent liv uden at komme på sidespor en eneste gang. Han afskyede den slags mennesker! Men når han tænkte tilbage på de sidste totusinde år, havde han alligevel fået skrabet en hel del sjæle til sig. Hvem af de to, der havde fået flest ville blive afgjort indenfor de næste sekunder.
   "Jeg er klar," sagde Samael og kort efter stemmede Michael i.
   "Også jeg."
   På et og samme tidspunkt fremsagde de antallet af sjæle som Gud og Djævelen havde samlet sammen i løbet af de sidste to årtusinder. Det var høje numre og Gud gispede ved tanken om, hvor mange mennesker Djævelen havde korrumperet, men det, der var mest mærkværdigt var, at tallene var ens.
   Gud og Djævelen havde spillet uafgjort.
   "Hvad gør vi så nu?" spurgte Djævelen og irriterede sig over, at han ikke havde vundet væddemålet og dermed den helt utrolige, ubeskriveligt fantastiske og suveræne præmie.
   "Vi mødes her igen om totusinde år," svarede Gud, "samme tid og samme regler."
   "Det er en aftale," svarede Djævelen, der stadig var bitter, " ... og du har ikke planlagt, at Apokalypsen skal finde sted indenfor det tidsrum?"
   "Nej," smilede Gud, "du kan være helt rolig ... Apokalypsen er udsat på ubestemt tid. Jeg formoder, at menneskeheden får slået sig selv ihjel inden jeg når det. Vi ses, Lucifer. Knæk og bræk."
   De rejste sig begge og pakkede deres ting sammen. Mens Djævelen lukkede hængslerne på sin kuffert kiggede han op på Gud, der havde vendt sig for at gå. Gud kiggede tilbage over skulderen.
   "Nok blev det uafgjort denne gang," sagde Djævelen med et diabolsk smil, "men tænk over dette ... hvem af os er den egentlige vinder?"