Der sad en mand med en pen i sin hånd,
Hans agt var at skabe i Kunstens Ånd,
Han havde til hensigt at bryde de bånd,
Der var lagt på hans plettede sjæl,

Hans pen ramte bordet, han skrev nogle ord,
Usammenhængende om død og om mord,
Han skrev om de ting, der skete i fjord,
Og de lå på hans plettede sjæl,

Han prøvede at glemme, men hans sind var intakt,
Hans fortids synder stod stadig ved magt,
Han fortrød de ting han havde gjort og sagt,
For de lå på hans plettede sjæl,

Han kendte sin synd, vidste han havde fejlet,
Det var en helt anden mand, der kiggede tilbage i spejlet,
Han vidste at frelsen for længst var sejlet,
Men ikke med hans plettede sjæl,

Hans sjæl var her stadig med dybe kvaler,
I hans hoved rungede gamle, beklagende taler,
Han ønskede, at han var blevet tømrer eller maler,
For at slippe for sin plettede sjæl,

Her sad her så i sin aflagte kittel,
Mens ord blev til sætning og sætning kapitel,
Hans værk var ved enden, men han manglede en titel,
"Hvad Der Ligger På Min Plettede Sjæl".