En mand var blevet forladt. Han kæreste ville ham ikke længere og han var sunket sammen til det rene ingenting. De sidste to år af hans liv flimrede for hans øjne som en slidt filmrulle og han hørte fordums samtaler som foregik de ved siden af ham. Han ville kæmpe, men hans elskede havde gjort det klart for ham, at det ingenting ville nytte.
   Han sad dagen lang i den stue der en gang havde været deres, men som nu var forvandlet til en kold celle, hvor planter døde og kun bakterierne trivedes. Hver eneste millimeter mindede ham om et liv, der syntes at være foregået for årtusinder siden, men som havde været virkeligheden forrige uge. Alting var fedtet ind i minder, som han desperat forsøgte at slippe af med. Han lindrede smerten med alkohol og virkelighedsflugt, men han vidste, at han snart var nødt til at se realiteterne i øjnene. I sit stille sind bad han guderne om at gøre ham blind.
   Med en rygende cigaret i det overfyldte askebæger og en whisky i hånden spekulerede han over, hvordan han bedst kunne slippe af med sine indestængte følelser, der boblede i ham som kolber i en gal mands laboratorium. Det var blot et spørgsmål om tid, før de forkerte kemikalier ramlede sammen og skabte en reaktion, som ingen ønskede at se.
   Og hvad kunne han gøre for at forhindre det? Det ville ikke hjælpe at blive siddende i sofaen og svælge i tanker, der i sidste ende gjorde ham trist og modløs. Han blev nødt til at gøre noget selv! Han blev nødt til at være sin egen lykkes smed og drage i krig mod de følelser, der ulmede i ham.
   Men hvordan? Han kunne finde en ny kvinde i sit liv, men lige nu ønskede han ikke at mærke et andet menneskes nærvær, med mindre det var hende, der ikke længere ville være nær ham. Han kunne finde et andet forum, hvor han kunne udkrænge sine følelser og tale med andre, der havde været det samme igennem, men han havde ikke lyst til at sørge i selskab med mennesker, der nok var ligeså sørgelige som ham. Han kunne også rejse væk fra sit land og starte helt forfra med at skabe sig et liv, der var rent faktisk var værd at leve. Vaske fortiden af sig og bilde sig selv ind, at man var en anden person. Men ingen af delene ville fjerne det bor, der ustandseligt gravede sig dybere og dybere ind i hans hjerte og truede med at gennemtrænge hans sjæl og væsen. Mest af alt ville han ønske, at han aldrig havde mødt pigen og ikke havde forelsket sig i hende.
   Og så fik han en ide. Omsider afgjorde han, hvem der skulle være offer for raseriet, der buldrede som et maskinrum i hans bryst. Hvem han med retfærdighed i sindet kunne hævne sig på og lade bøde for de pinsler, der var pålagt ham.
   Han ville dræbe guderne. Han ville dræbe de tre guder han kendte til, der havde noget at gøre med kærlighed. Dem, der var skyld i, at han overhovedet var i stand til at elske. Hvis de ikke længere var her kunne det være, at hans evne til at elske ville fordufte sammen med mindet om hende. Så han pakkede en kuffert og drog ud i verden.

Der var gået nogle få dage, da han fandt vejen til Asgård. Efter et iskoldt regnvejr opstod der en regnbue og via den vandrede han til det højeste sted i verden. Han tog ingen notits af sine omgivelser, mens han med had i sindet ledte efter boligen Folkvang, hvor Freja boede. Da han omsider fandt den sparkede han døren ind og blev mødt af lumre dufte og æterisk musik, der sikkert havde til hensigt at berolige ham.
   Freja sad i en bunke farvestrålende puder. Puderne var plettede med små, flydende guldklumper og det samme var hendes kinder. Hun kiggede op på ham og afslørede en skønhed, der overgik al fornuft. Om så alle poeter i verden satte sig sammen for at beskrive hende, ville de aldrig kunne retfærdiggøre, hvor smuk hun i grunden var.
   "Jeg ved, hvad du går igennem," sagde hun med gråd i stemmen, "og jeg ved, hvorfor du er kommet. Du er ikke den eneste, der sørger over fortabt kærlighed. Kærlighed er hårdt arbejde og konklusionen er ubarmhjertig, hvis ikke du kæmper mens tid er."
   Han svarede hende ikke, men fokuserede på det funklende halssmykke, der hang tungt om hendes hals en som løs galge. Han gik hen til hende og tørrede guldtårerne væk fra hendes kinder. Dernæst greb han hårdt fat om halskæden og strangulerede den underskønne gudinde, mens hun gispede efter vejret og forsøgte at fjerne hans hænder. Men hadet i hans hjerte gjorde ham stærkere. Da hun åndede ud slap han smykket og lod hende falde tilbage i sin trone af guldplettede puder. Han lukkede hendes døde øjne og forlod Folkvang og Asgård.
   Næste stop var Grækenland og Olympen. Han rejste dertil med fly, men vandrede den lange vej ud til bjerget som han besteg med intet andet end sine bare næver. Da han omsider fandt templet, hvor Afrodite residerede, gik han med rolige skridt indenfor.
   Massive søjler knejsede på hver side af ham, mens han gik ned igennem en lang, dekoreret hal. Han ænsede ingenting, men skridtede målrettet ned ad gangen, mens han allerede overvejede, hvem han skulle slå ihjel næste gang. Han fandt Afrodites bolig, da en usynlig kraft begyndte at trække i ham. Han var ikke i tvivl om, at det var hendes tiltrækningskraft, han kunne mærke, men han kæmpede for ikke at give efter.
   Afrodite lå i en bred himmelseng, da han kom indenfor. Hun var nøgen, bortset fra et fint vævet guldkorset, der glimtede som morgendug under solens stråler. Hun var et fysisk pragteksemplar. Hun var smukkere end Freja og alt ved hende signalerede fuldendthed. Hun var en perfekt skulpteret model og der var ingen tvivl om, at hun selv viste det.
   "Kom her," hviskede hun tillokkende, mens hun klappede på sengen.
   Han var i vildrede. Han havde lyst til at ligge med hende, men han havde endnu ikke glemt sine intentioner. Han kunne i dette øjeblik ikke forestille sig noget bedre, end at tilbringe en nat i Afrodites seng, men et eller andet i ham holdt ham tilbage. Havde han da bare mødt hende på et andet tidspunkt.
   Hans selvsikkerhed var forsvundet. Han var ikke længere så sikker på, at han kunne retfærdiggøre sine handlinger; at dræbe et så smukt væsen som Afrodite ville være det samme som at udrydde alle blomster på kloden. Han kunne ikke.
   "Kom," sagde hun igen og med forsigtige skridt gik han hen til hende.
   Han satte sig på sengen, men kiggede bort fra hende, mens han kunne mærke hendes nænsomme hånd stryge ham op og ned ad ryggen. Hendes bløde fingre legede med hans hår og begæret steg i ham som Hydraen fra søen. Hans indre var et buldrende inferno af utugtige følelser og han vendte sig nu mod gudinden og mødte hende i et langt og inderligt kys.
   Tiden stod stille, al smerte ophørte og kun lys og eufori var til stede. Der var intet andet end dem i universet og blodet skyllede igennem hans krop som brusende floder af uforfalsket lykke.
   Afrodite trak sig tilbage og smilede til ham. Derpå vendte hun ryggen mod ham, kiggede tilbage over sin skulder og hviskede kælent:
   "Vil du løsne det for mig?"
   Han gik omgående i gang med at løsne korsettet fra hendes krop og mens han gjorde det, lukkede han øjnene.
   Den gamle film flimrede atter for hans øjne og billedet af kvinden han elskede brændte sig igen fast på hans nethinde. Han ville stadig hellere have hende, end at tilbringe en evighed sammen med Afrodite. Der var ingen tvivl.
   Han tog fat i snorene på korsettet, pressede sine fødder mod gudindens ryg og skubbede med alle sine kræfter, så snøren strammedes. Hans øjne var stadig lukkede, for han vidste, at han ville fortryde, hvis han så Afrodites pragtfuldhed igen.
   Han kunne høre hende ralle, mens han pressede livet ud af hende og da hun ikke længere kæmpede imod gav han slip og åbnede øjnene.
   Foran ham på himmelsengen lå Afrodite med blodskudte øjne og en blålig nuance i ansigtet. Han kyssede hendes pande og forlod straks Olympen. Hans arbejde her var færdiggjort.
   Efter Olympen rejste han til Venus. Her forventede han at finde den sidste gudinde, som skulle bøde. Det var en lang og sej rejse, men da han endelig nåede frem var han rede til at se hende i øjnene og tage hendes liv.
   Det var som at færdes i Helvede, da han søgte den fjendtlige planet for spor efter gudinden, der boede her. Hans lunger var fyldt med kuldioxid, varmen truede med brænde ham op og atmosfæretrykket fik næsten hans øjne til at eksplodere. Men han var stærkere end det. Han havde viljen til at overleve og end ikke en tur til Solens hjerte ville kunne gøre det af med ham. Han var fast besluttet på at gøre en ende på det hele.
   Han havde flakket omkring i dagevis, da han langt om længe fandt bjerget, hvor Venus befandt sig. Han besteg det, som han havde besteget Olympen nogle dage tidligere og hurtigt fandt han frem til amfiteatret, hvor hun sad på en trone i midten af arenaen. På tronens armlæn lå der et stort, smukt æble.
   Venus lignede Afrodite til forveksling. Den største forskel var, at hun ikke bar et korset som sin græske pendant, men derimod var afklædt helt og aldeles. Hun var fuldstændig bedårende, men hun havde ikke den samme tiltrækningskraft på ham som Afrodite havde haft. Turen hertil havde været for grusom til at han blot kunne glemme, hvad han var kommet efter.
   "Jeg er her for at slå dig ihjel," sagde han roligt og trådte et skridt nærmere.
   "Ja, det ved jeg," svarede Venus med sin forførende stemme, " ... men har du ikke mere lyst til at sidde hos mig på min trone?"
   Han rystede på hovedet og trådte nærmere.
   "Jeg vil give dig Helen, hvis du lader mig leve," tilbød hun med et lidt desperat blik i øjnene.
   "Ellers tak ... det eneste jeg vil have er dit liv."
   "Javel," sagde Venus, "men inden længe vil du sande, at det eneste, der kan læge dine sår ikke kan slås ihjel. Du vil indse, at selv et knust hjerte har dets begrænsninger."
   Uden et ord gik han op ad den lille trappe, hvorpå tronen stod. Så tog han fat i hendes kæbe med den ene hånd og tvang hende til at åbne munden. Herefter tog han æblet, der lå ved hendes side og pressede det ned i gudindens svælg, så det kilede sig fast.
   "Farvel," sagde han koldt, mens han så livet ebbe ud i Venus' vidtåbne øjne.
   Han lod hende sidde på sin trone, men fiskede æblet op og lagde det i hendes hånd.
   "Du er i sandhed den smukkeste," hviskede han til hende og gik ned ad trappen.
   Guderne var døde og kilden til hans kærlighed tilintetgjort.

Noget tid senere sad han atter i sin stue. Der var blevet noget mere ryddeligt og det flød ikke længere med tomme whiskyflasker og overfyldte askebægere. Mange af de ting han havde efterladt inden sin rejse var forsvundet og han indså, at de tilbageværende genstande i stuen alle var nogle, som han havde haft før han havde mødt sin elskede.
   Men minderne var ikke forsvundet med de materielle ting og afsavnet var ikke forsvundet efter gudernes død. Han havde det akkurat ligeså dårligt som inden sin rejse til Asgård, Olympen og Venus, selvom han dog havde fået lettere til smil. Han var også kommet tilbage på arbejde og han startede ikke længere dagen med at drikke.
   Han var begyndt at komme mere ud og hans digte var ikke længere så mørke, som de havde været på det seneste. Han havde genfundet glæden ved beroligende musik og hans vrede var ikke så opfarende, som den havde været tidligere.
   Og snart indså han, at Venus fik ret.