De havde mødt hinanden et utal af gange; Filosoffen og Den Tolerante Mand, men de var hverken venner eller fjender. De var derimod tæt knyttede via et sindrigt eksperiment, der havde til formål at komme klodens problemer til livs og en gang om måneden mødtes de til en konsultation.
   Filosoffen var hjernen bag eksperimentet og Den Tolerante Mand var resultatet. De var begge tilfredse med forløbet på nuværende tidspunkt, men det blev først for alvor spændende, når eksperimentet skulle udvides og menneskeheden ville blive ophøjet til Homo Tolerabilius. Det fremprovokerede, men strengt nødvendige næste skridt i evolutionen. Om ikke andet var det hensigten med eksperimentet.
   De sad på en bænk i noget, der en gang havde været en smuk park i byens centrum. Beklageligvis var alle træerne blevet fældet og antændt af en nyreligiøs bevægelse, der havde set sig bitre på "korrumperende skønlitteratur", hvorfor de havde sat sig det mål at frarøve bogtrykkerne muligheden for at producere bøger. Og nu lå træerne spredt over parkens græs som forkullede lig med forkrøblede lemmer. Et visnende minde om noget, der en gang havde været smukt. Bevægelsen var for øvrigt forsvundet kort tid efter, da kun nogle få, desillusionerede menneske fandt interesse i foretagendet.
   Og nu sad de her, Filosoffen og Den Tolerante Mand. De mødtes altid på denne bænk. Ingen af dem vidste præcis hvorfor, men måske fordi de var i fred her, måske fordi stedet mindede dem om, hvad det var de kæmpede for?
   "Hvordan skrider det frem?" spurgte Filosoffen.
   Den Tolerante Mand åbnede og lukkede sin højre hånd, mens han stirrede på den, indtil han åbnede munden for at svare.
   "Det går nogenlunde," sagde han uden at kigge Filosoffen i øjnene, "men jeg har lidt problemer med mine jødiske hænder ... de er meget ivrige efter at gribe fat i ting og ikke meget for at give dem fra sig igen. Min ateistiske hjerne forsøger at få dem til at reagere, men der er ingen rigtig forbindelse. Jeg tror De bliver nødt til at regulære lidt på nervetrådene, så jeg ikke får alle de udfald."
   "Det burde kunne lade sig gøre," svarede Filosoffen, "skal jeg gøre det nu?"
   Den Tolerante Mand rystede på hovedet.
   "Jeg foretrækker at gøre det i Deres dagligstue, som vi plejer," svarede han. "Der er for øvrigt også et par andre ting, der kræver justeringer."
   "Ja?"
   "Mine kristne ben har en tendens til at ville i hver sin retning, hvilket er ret problematisk, når jeg skal nå noget eller blot vil nyde en spadseretur ... det ene ben vil til venstre og det andet til højre. Det forekommer ikke hele tiden, men det er som om det ofte sker, når der er noget vigtigt på færde."
   Filosoffen kløede sig på hagen.
   "Jeg tænke nok, at det ville ske," mumlede han til sig selv, "det er risikoen med religionstransplantationer." Han kiggede på Den Tolerante Mand. "Ellers noget at indberette?"
   "Tja," svarede han, "jeg har da også nogle problemer med mine muslimske fødder ... det sker nogle gange, at de ikke vil rokke sig ud af stedet. Uanset, hvor mange kræfter jeg lægger i, er de fra tid til anden for fast besluttede på at blive stående. Kombineret med problemerne med mine kristne ben kan du nok forstå, at jeg ofte er i konflikt med min krop."
   "Jeg havde faktisk overvejet, om det ikke var en dum ide at sætte muslimske fødder på kristne ben, men jeg tog chancen ... måske mormonske fødder havde været mere passende?"
   "Muligvis," svarede Den Tolerante Mand.
   "Det ser vi på næste gang," sagde Filosoffen. "Slutteligt; hvordan fungerer din interaktion med de menneske du møder?"
   "Ja, nu gav De mig jo et afrikansk ansigt, så det må De selv tænke Dem til ..."