Vi er i køkkenet. Derovre sidder Marie under lampeskærmen, dybt begravet i en krydsogtværs. Hun er lige nu i gang med en fisk på ni bogstaver. Svaret vil hun ikke selv nå frem til.
   Mikael står og vipper bæltespændet frem og tilbage mod bordkanten ved håndvasken. Han måler græssets længde igennem vinduet, det skal slås inden længe, og det kan allerede nu afsløres, at græsset faktisk vil blive slået inden dagen er omme.
   Marie løfter hovedet eftertænksomt og rynker næsen et par gange. "Skal vi tage laks i aften?"
   "Jo, det kunne vi godt." En spurv har fanget Mikaels opmærksomhed, han beundrer dens færd henover græsset, men med en vis trang til at forskrække den, til at se dens hurtige bevægelser, vingernes vilde og voldsomme basken.
   "Tager du fisken med hjem fra kontoret?" spørger Marie, stadig med rynket næse, hun er ikke kommet videre. Laksen er udmærket, men laksen er alligevel en undskyldning, en måde hvorpå Marie kan sige til sig selv, at noget også kan lykkes, at ting kan gå op i en højere enhed. Men laksen er stadig langt fra de ni bogstaver.
   "Hvad mener du?"
   "Jeg mener, kører du forbi brugsen og tager fisken med hjem?"
   "Nå - ja, det gør jeg. Hvornår spiser vi?"
   "7 som vi plejer. Vær her senest klokken 6."
   "Spurven bliver siddende," hvisker Mikael, der har skudt næsen helt ind i vinduesruden. Han har fået øjenkontakt med fuglen, de kigger lige nu ind i sjælen på hinanden. Mikael er både helt rolig og aldeles utryg.
   "Laks, brugsen, klokken 6," opsummerer Marie, mest for sig selv, for ligesom at færdiggøre tankerækken og for at kunne vende tilbage til krydsordsfisken.
   "Nu er den fløjet," sukker Mikael. "Men jeg skal vist også til at komme afsted."

Syv timer senere parkerer Mikael sin Fiat foran brugsen, han har fanget en handicap-plads, men det rører ham ærlig talt ikke. Mikael sad i kørestol i et halvt år i slutningen af folkeskolen, brækket ben og sådan, det måtte vel være nok. Han træder ud af bilen, smækker fordøren i og bevæger sig mod skydedøren til brugsen. Nu stopper han brat op. Vejen er spærret af en due. Duen er tydeligvis på afveje, den ser ikke ud til at vide, hvad den laver. Mikael står forstenet, duen var jo ikke en del af planen, og nu føler han pludselig, at han selv er på afveje. Tiden går i stå i mellem mand og fugl, og sættes først atter i gang i det en udvandrende kunde sparker luft under vingerne på dyret, der, med nogle noget tvivlsomme slag, får transporteret sig over på den anden side af blomsterpotterne. Mikael samler sig og træder ind gennem døren.
   Nu er vi i slagterafdelingen. Der står Mikael og prøver kræfter med sin hukommelse. Foran ham ligger to meters forskellig fisk, der hver i sær tilbyder sig fra en bund af is, de stirrer på ham med tomme øjne, og Mikael stikker hænderne i lommen, roder fortvivlet rundt. Det er ikke skrevet ned. Mikael sonderer terrænet og falder pludselig til ro ved synet af en flot, stor rødspætte. Den ligesom vil ham mere, end de andre, og det er den sidste, der er tilbage af slagsen. Men Mikaels kortvarige idyl rystes af en glat hånd, der sniger sig ind under hans arm.
   "Jamen sig mig dog, om det ikke er Mikael Holm i egen høje person?" Helle har sneget sit smalle ansigt frem foran Mikael.
   "Åh - hej Helle! Jeg står lige og skal købe fisk."
   "Har konen for travlt?"
   "Jeg handler nu ofte ind, du ved, på vej fra kontoret."
   "Og er valget så også dit, Mikael?"
   "Ja, den står skam på makrel."
   "Nå - det tør du godt efter al den snak om Nordsøen?"
   "De smager vel alle ens."
   "Åh, Mikael," klukker Helle, "du har ikke forandret dig. Hils konen, okay?"
   Mikael nikker kontant, og vender så atter blikket mod fiskesortimentet.
   "Ta' torsken," hvisker Helle, før hun tripper væk på de højhælede.
   Mikael anvender det horisontale blik, prøver i en glidende nakkebevægelse at få alle nuancerne med, men ender med at kigge fortvivlet op på den fiskekyndige, der er dukket frem bag disken. Manden sender Mikael et skvulp med skuldrene, og Mikael sukker. "Jeg tager torsken. Pak den godt ind."

Mikael tager fat i håndtaget og åbner døren så lydløst, han kan, han er godt klar over, at han er en smule sent på den. Mikael ligner en mand, der tror at han kan snige sig ubemærket ind og foregive, at han allerede kom hjem for lidt siden, og måske bare har været på toilettet.
   Marie står parat op ad karmen til køkkenet og springer nu dramatisk ud i entreen. "Du kommer for sent!" råber hun fornærmet.
   "Nå, ja - en ti minutter gør vel ikke -"
   "Ti minutter! Ti minutter gør en verden til forskel! Her - kom med fisken!"
   Mikael tager nervøst fisken op af indkøbsposen, han tør næsten ikke at overvære denne scene. Marie rækker frem efter den indpakkede fisk og har allerede vendt sig om og er gået tilbage i køkkenet, før Mikael når at se sig om. Han holder vejret, afventer situationen - bare lige i et øjeblik. Der kommer kun en masse skramlen fra køkkenet.
   Så råber Marie: "Den skide kat har været ovre og fægte med fuglekuglerne igen."
   "Jeg kigger på det," råber Mikael, der allerede er ude af døren igen.

Mikael sidder nu på hug ovre ved de ødelagte fuglekugler. Det er ikke første gang, at katten har været ude på ballade. Katten vil jo ikke spise fuglemaden, når det kommer til stykket, det er i ren og skær frækhed. Mikael sidder i lang tid med en itureven fuglekugle i hånden og ligner det mest ensomme menneske i verden. Han tager endda håndryggen op til øjnene og tørrer en enkelt gang, der midt i mørket.

Mikael træder ind i køkkenet, han er stadig lidt rød i hovedet. Han trækker stolen ud og sætter sig ned foran den anrettede fisk, falder en smule sammen i stolen, ranker så op i ryggen og tager en dyb indånding. Marie sætter sig også ned og rækker ud efter Mikaels tallerken. Hun giver først ham en portion, derefter sig selv. Nu sidder Marie og Mikael i køkkenet og spiser i stilhed.
   Fisken er væk. Marie kigger på Mikael. "Det var da os' noget værre noget med de fuglekugler."
   "Jeg rendte ind i Helle i brugsen," udbryder Mikael.
   "Nå."
   "Hun hjalp mig med fisken."
   "Nå, gjorde hun det?"
   "Jeg stod ellers ved rødspætten, der var kun én tilbage af slagsen."
   "Rødspætte?" Marie skyder sine øjenbryn i vejret. Straks er hun ovre ved aviserne og roder hele bundtet igennem. Mikael slæber sig langsomt ud af køkkenet.

Mikael kan næsten ikke ses, men han kan høres. Den mekaniske stoppen og starten, den skærende larm i mørket, det er Mikael, dybt inde i mørket. Nu er det kun ham og græsset, og græsset kan han slå.