... Kridtsilhuetten på gulvet er borte,
Det samme er hans forbrændte sjæl,
Hans før så vilde øjne, er døde og sorte;
Hans hverdag er atter triviel,

Regnen falder tavst, men konstant,
Gadelygter oplyser hans stue,
Han mindes med lede den dag hun forsvandt,
Og hans vrede brød ud i lys lue,

Hans kakkelbord er dækket af snavs og cigaretter,
Tomme flasker og smadret porcelæn,
Radioen i baggrunden hyler og skratter,
Og spiller det samme, gamle refræn,

Den Store, Gule Taxa, larmer i hans hoved,
Skønt stenmænd er døve og blinde,
Han kigger på gulvet og ser stænk af blod;
De allersidste rester af - hende,

Han vender sine øjne i retning af gaden,
Og ser mennesker passere forbi,
De ser alle uskyldige ud på facaden,
Men de bærer alle mørket indeni,

Ingen kan sige sig fri for vrede,
Og forhastede konklusioner,
Ikke alle kan elske, men alle kan hade,
Og lade sig styre af frustrationer,

Jovist, han har syndet, men hvad med de andre,
Er de alle fromme som lam?
Er de kun tynget af bevingede tanker,
Nej! De er akkurat ligesom ham,

De vandrer og smiler som marionetdukker,
Men deres snore er mørnede og løse,
De fører selv hånden og deres øjne lukker,
Når følelser gør dem nervøse,

De bærer alle synd, så meget ved han,
Så hvorfor er det kun ham, der skal lide?
Hver en kvinde og hver en mand,
Har alle en hemmelig bagside,

Og følelserne tager ham, som de har gjort det før,
Og han rejser sig fra sin lædersofa,
Mørket i hans øjne fordufter og dør,
Hans hjerte eksploderer som en supernova,

Fornemmelsen af at leve raser i hans indre,
Han slikker nattens smerte i sig,
Som dommer og bøddel, vil hans kvaler lindre,
Og foregå på hans præmisser,

Med afsavn og længsel forlader han sit hjem,
Og går ud for at følge sit kald,
Hånd i hånd med natten smyger han sig frem,
For at bode for sit eget syndefald.