De sad på en bænk i den skov, hvor de plejede at gå hen, når de ville skjule sig for omverdenen. Et sted, hvor kun træerne lytter med og fuglene leverer lydsporet. Det var deres sted.
   Men denne dag var det anderledes. Deres fristed var pludseligt ikke så smukt som det plejede at være og atmosfæren var trykkende som maskinrummet på en færge. Der var noget forkert ved situationen og han vidste, at hun inden længe ville besudle deres fælles oase. Hun talte til ham.
   "Jeg elsker dig ikke længere."
   Fem ord, som han aldrig havde tillagt nogen dybere mening, men som sammensat blev til den mest modbydelige sætning han nogensinde havde hørt. Ordene rungede i hans hoved som vibrationerne i en kirkeklokke og han forsøgte at fortælle sig selv, at han havde hørt forkert. Han tog hendes hånd, men hendes undskyldende blik fortalte ham mere end de tusinde samtaler de havde haft igennem tiden.
   Han forsøgte at røre hende på en måde, som han vidste hun elskede; som kun han kunne røre hende. Måske ville hun så komme i tanke om, hvorfor hun engang havde elsket ham. Han kiggede hende dybt i øjnene med et blik, der bad om forladelse; hvor end han så havde fejlet.
   Han fremtvang et smil for at minde hende om, hvor lykkelig hun havde gjort ham og hvor lykkelig han plejede at gøre hende, men hun bed sig blot i underlæben og lod sit blik falde på hans bryst. Kunne hendes blik skære igennem det, ville hun have kunnet se hans hjerte dø.
   Han famlede efter de ord, der kunne få hende til at elske ham igen, men de rigtige ord ville ikke ud. Han var mundlam, selvom han spyede meningsløse sætninger ud i en konstant strøm. Han plejede at være god til at formulere sig, men i dette øjeblik blev han forrådt af både sind og mundtøj. Han fortrød de usammenhængende ting han sagde og han vidste, at han senere ville fortryde de ting han ikke fik sagt. Han var fuldt ud klar over, at han de kommende dage ville komme på alskens gode forklaringer og grunde til, hvorfor hun ikke skulle forlade ham, men der ville det være for sent.
   Han knugede hendes hånd og forsøgte at klynge sig til den i et desperat forsøg på at lade sin kærlighed strømme over i hende. Hvis blot han kunne smitte hende med den forelskelsessygdom, som truede med at gøre det af med ham. Han vidste, at det ville tage år, før sygdommen var helt kureret, men desværre var den ikke smitsom. Han ville ikke slippe hendes hånd, for når han gav slip, ville hun være væk for altid. Han skulle aldrig mere mærke varmen fra hendes silkebløde hænder, og det ville være sidste han gang han nogensinde skulle mærke, at de var en. Sidste gang han skulle mærke sin elskede.
   Tanken om at aldrig at vågne op ved hendes side var for meget at bære og han mærkede sine kinder blive våde. Han forsøgte at holde tårerne tilbage, men et knust hjerte er umuligt at skjule. Han skulle aldrig mere dufte til hendes hår, når de omfavnede hinanden og han skulle ikke længere lade sine fingre køre blidt henover hendes nøgne krop, mens hun sitrede at velvære. Han skulle aldrig igen høre hende sige;
   "Jeg elsker dig."
   Han fik det fysisk dårligt ved tanken om alt det, han ikke skulle opleve igen. Det ramte ham som en meteorstorm af følelser, som han ikke kunne leve foruden og i det øjeblik gik det op for ham, hvor meget hun betød for ham, hvor meget hun havde betydet for ham og hvor lidt hun ville komme til at betyde i fremtiden. Han kunne ikke vænne sig til, at hans tanker ikke længere skulle kredse om hende.
   Han ville stadig ikke slippe hendes hånd og dermed give afkald på den sidste rest af håb, der smuldrede imellem hans fingre som tørt strandsand. Han var klar til at kæmpe. Hvis hun bad ham om at hente hende stjernerne på himmelen, havde han gjort det. Han ville gå i krig for hende, men blikket i hendes øjne vidnede om, at slaget var tabt på forhånd.
   Han kunne fornemme enden komme nærmere. De stod på hver sin side af en mørk kløft, der blev dybere og bredere for hvert sekund, der passerede. Dette var øjeblikket, hvor alle hans drømme bristede. Han kunne føle livet ændre sig i en retning som han ikke ønskede. Lys ville blive til mørke, drømme ville blive til mareridt og i sit indre sandede han, at kærlighed ville blive til had. Dette var øjeblikket, hvor én blev til to.
   Det var det dybeste og mest afgørende tidspunkt i hans unge liv. Han kunne se Himmelen falde sammen og han kunne høre englene græde i takt med lyden af hans hjerte, der brast. Dette var hans endeligt; afslutningen på alt det han kendte og elskede.
   Når han vågnede næste morgen ville solen ikke skinne så skarpt. Græsset ville ikke være så grønt og fuglene ville ikke synge så smukt. Skønheden ved livet ville være forsvundet som hendes kærlighed til ham.
   Hun gav slip på hans hånd.