Den tidlige sommer i maj havde snart længe bredt sine blide og bløde englevinger over haven og markerne. De tre hvide skorstene stod som forvoksede paddehatte i stråtagets rygning og rakte ind i den hvidblå himmels uendelighed. Syrenerne duftede allerede om kap med det nyslåede græs, og fuglene fyldte hvert et hjørne af den noget forvildede have. Dovenskaben bedte sig i krop og sjæl - det var svært at tage sig sammen til noget som helst andet end bare at nyde dagen og livet.

Kaffekruset var tomt nu, og smedjens esse ventede stadig svagt ulmende. Han rejste sig langsomt fra græsset, gik gennem haven og ind i sin trygge smedje. Det slidte skødeskind kom på og blæseren blev startet på ny. Duften af det gloende kul og varme jern bredte sig, yndlingshammeren og begge ambolte fik et kærligt stryg af sorte hænder. Arbejdet på det store kors fortsatte.

Ind imellem, når korset lige skulle køle lidt, så arbejdede han med et par potteplanteophæng i eget design. Arbejdet gled ganske godt i dag, synes han da selv. Jernet var næsten usædvanlig villigt til at lade sig forme efter smedens hoved, og tingene dukkede langsomt; men sikkert frem fra jern og varme. Klangen fra den lille ambolt var helt ren, og også den store ambolt sang, så det var en fornøjelse, når hammerslagene formede vilje og ønsker til smukke og praktiske former.

Halvporten ud til vejen var åben. Trafikken gled temmelig jævnt og hverdagsagtigt af sted derude. Skolebørnene var på vej hjem, kunne man høre på deres snakken og uendelige og monotone mobilsnakken. Det hændte af og til, at tilfældige forbipasserende lige stak hovedet ind i smedjen for at se, hvad der foregik; men i dag havde der ikke været nogen overhovedet. Det spekulerede han ikke synderligt over, for sådan var det også somme tider.

Et lille stykke forbi smedjen standsede en bil med en lidt hård opbremsning. Der blev dog hurtigt kun hverdagslydene tilbage igen akkompagneret af glade hammerslag mod blødt og bøjeligt jern på amboltene. I det hele taget var der en hel del trafik på vejen forbi smedjen. Det havde der måske altid været; hvilket bare irriterede ham lidt i dag. Trafikken havde også altid givet både forretning og besvær. Sådan skulle det åbenbart være her på stedet.


Der stod hun
   Men blomsterkransen
   Fra grøftekanten
   I sine slanke hænder.


Uventet stod hun med ét i det skarpe modlys der lige foran ham i smedjen. I hænderne holdt hun en flettet blomsterkrans fra grøftekanten, og med sine slanke hænder rakte hun den tavst frem imod ham. Trods modlyset i værkstedet, mødte han et særegent intenst blik. Hendes gråblå øjne holdt ham fast. Hun smilede; men øjnene var alvorlige, som hun stod der foran ham. Det var som ville hun sige noget; men hun sagde ingenting. Hvor gammel mon hun var? - Et sted i tyverne vel sagtens, måske 30? Han kunne sådan set have været hendes far, fløj tanken gennem hovedet på ham. Det lange lyse hår var kraftigt og samlet i en blød fransk fletning, der faldt ned over hendes hvide skjortebluse og brystets fuldendte runding. De trekvartlange bukser, slacks eller hvad det nu var, kvinder kaldte sådan nogle, var sorte. Hun havde bare tæer i slidte romersandaler. Smuk var hun også, nok noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. Hun var vel på en måde den manifestation af kvinden, sådan som Adam måtte have mødt sin Eva? - Nåede han lige at tænke.


Hun bare stod der
   Pludselig og uventet
   Smuk og smilende
   Med sommeren i øjnene


Han følte nærmest, at fødderne i de godt udtrådte og skæve træsko groede fast i smedjens slidte og støvede gulv. Det var, som havde han slået rødder gennem både gulvet og tiden. Lige nu var der næsten helt stille. Udenfor slog en lærke sine melodiske triller i glade spiraler på den lyse forsommerhimmel. Humlebiernes trygge summen ved den åbne halvport virkede næsten forstyrrende på øjeblikket. Mens han så sig rundt i sin gamle smedje med det sortsværtede loft, spindelvævene, det tilsyneladende roderi i hjørner og kroge, så var det som om kvindens påtrængende tavshed forlangte hans fulde opmærksomhed. Det var som at blive trukket bort fra noget trygt mod sin vilje; men det var på sin egen vis dragende og uimodståeligt. Tiden eksisterede ikke længere, alligevel stod han stadig med hammeren i sin højre hånd. Han vidste ikke, hverken hvor han skulle gøre af den eller af sig selv. Han anede ikke sine levende råd lige i dette øjeblik.


Hvorfra hun kom
   Ved jeg ikke -
   Hendes navn måtte være
   Velklingende smukt,
   Så langt rakte
   Min tanke i det mindste.


Blomsterkransen, som den unge kvinde rakte frem imod ham, var flettet af mange forskellige græsser fra grøftekanten. Der var også mælkebøtter og blå cikorieblomster. Det slog ham med ét, at der ikke længere voksede cikorie foran hverken smedjen eller det gamle stuehus. Det havde der gjort for mere end halvtreds år siden, for den gang havde han selv plukket af dem til buketter til sin farmor, huskede han. Nu voksede de vist nok lidt længere ude ad landevejen; men altså ikke lige her. Mærkeligt at få den tanke og erindring lige nu.


Da hun rakte mig kransen,
   Vidste jeg ikke
   Mine levende råd,
   Mine fødder slog rødder
   Gennem asfalten.


Han ville tage imod kvindens smukke blomsterkrans og rakte venstre hånd ud efter den. Han fik ikke fat i den med det samme, så han lagde stilfærdigt hammeren på den lille ambolts bane og rakte begge hænder ud efter blomsterkransen i hendes slanke hænder.


Og hånden gik igennem
   Uden tingslig kontakt,
   Læste jeg fortvivlelsen
   I hendes lysende øjne.


Han rørte ved kransen og hans stærke, blide hænder gik lige igennem den uden nogen form for tingslig kontakt, så han forskrækket trak hånden til sig. Han syntes, han kunne læse den aller dybeste fortvivlelse og angst i kvindens lysende gråblå øjne. Det var, som forsøgte hun tavst og med et opbud af al sin indre styrke, at fastholde både sig selv og smeden i øjeblikket. Måske var han alligevel ikke den, hun søgte til forløsning af noget på den anden side tiden. Han ville så gerne bare være venlig og hjælpsom; men det lykkedes ikke rigtigt, kunne han godt mærke.


Jeg var alligevel ikke,
   Den hun søgte
   Til forløsning
   Af en begivenhed
   På den anden side tiden.
   Jeg kunne ikke
   Bringe hende sjælefred
   Og vriste hende fri
   Fra det helvede
   Hun stod midt i.


Aldrig tidligere havde han følt en sådan afmagt og utilstrækkelighed. Han kunne tilsyneladende ikke udfri hende fra det helvede, hun så åbenlyst stod midt i. Helvede har mange former, måtte man jo nok erkende, og han stod bare her bøvet og forvirret.

Kvinden vendte sig langsomt om og gik stille ud af smedjen. Tilbage stod han med en ubestemmelig følelse af rådvildhed og smerte i sit bryst. Han rystede lidt på hovedet, og kom i tanker om, at trods den stærke sol, der faldt ind gennem den åbne halvport, så havde hun slet ingen skygge kastet ind i smedjen, da hun forlod den. Nej, det måtte være hans hukommelse, der spillede ham et puds. Måske den seneste forsyning kul til essen havde for stort svovlindhold eller sådan noget. Så tappede han sig et krus koldt, friskt vand fra hanen over den lille porcelænsvask inde i det mørke hjørne ved siden af det gamle koksfyr, drak det langsomt og gik tilbage til essen og arbejdet og besluttede sig for, at det endnu en gang bare var fantasien, der var løbet af med ham. Det var sket før, ja, sådan set skete det ret ofte. Upraktisk var det; men man kunne vel vænne sig til det. Det var bare som om drøm og virkelighed lige nu og her var flydt sammen på en ny og underlig måde. Der var heldigvis stadig gode gløder i gruben, så med en ny skovlfuld friske kul og blæseren tændt igen, kom der hurtigt gang i arbejdet. Efter nogen tid var kvindens besøg næsten glemt igen, eller måske snarere fortrængt, og virkeligheden var vendt tilbage til hans hyggelige smedje.

Med ét stivnede hans arm og hammeren blev hængende lidt i luften, inden han forsigtigt lagde den på amboltens bane. Hvad var det, der lå dér på det snavsede og støvede gulv foran blokken til den store ambolt? - Det var noget blåt. Da han samlede det op viste det sig at være en enkelt lyseblå cikorieblomst fra pigens flettede blomsterkrans! Smuk, lyseblå og strunkende frisk. Han samlede den op, stod lidt med den i hånden og betragtede den. Der var ingen duft, for cikorie dufter ikke. Tankerne stod stille. Som en anden zombie hældte han lidt vand op i det lille essebæger, lagde forsigtigt blomsten i bægeret og stillede det hen på filebænken ved vinduet. Havde pigen for øvrigt overhovedet sagt et eneste ord til ham, mens hun var i smedjen? Han kunne rent faktisk ikke huske det længere. Han kunne derimod tydeligt huske hendes smukke øjne og intense blik, og at hun ikke havde neglelak på hverken fingernegle eller tånegle. Underligt at komme til at tænke på det nu, hvor hun for længst var gået igen.


Om hun var årsagen
   Eller følgevirkningen
   Fra en tidligere hændelse
   Eller måske en kommende
   På denne landevej
   Får jeg aldrig at vide.


Så fortsatte han sit arbejde. Det gik noget langsommere, end det plejede at gøre, for han spekulerede over en barndomserindring fra smedjen en gang i halvtredserne. Hans farfar og smedesvenden havde stået og fortalt hans far om noget med en københavnerbil og en pige, der var blevet kastet ud gennem forruden nede i det skarpe sving for foden af bakken, hvor de to små veje grenede fra. Doktor Thuesen var blevet tilkaldt fra byen; men det havde ingen nytte været til. Så var landbetjenten kommet og kranbilen fra Zonen, og hans farmor havde serveret kaffe og Mariekiks med smør i haven under det store gamle pæretræ. De mange sommerlige svirrefluer i pæretræets halvskygge, svalernes skrig og skarpe flugt huskede han også, selvom det jo sådan set var ganske irrelevant lige nu. Mere kunne han faktisk ikke huske lige i øjeblikket eller komme i tanker om.

Hvorfor sad han så her på sin skæve taburet i smedjen og forsøgte at komme i tanker om mere fra den tilfældige barndomserindring? Pigen, der var død ved ulykken, var det hende, der havde kørt bilen? Havde hun været passager? Og kunne det sådan set ikke også være aldeles ligegyldigt nu? Hvor meget af det var i virkeligheden bare hans egen fantasi efter, at han den gang som dreng for nu mere end et halvt århundrede siden var gået ned ad bakken for at kigge på hjulspor og skrabemærker i grøften og på Andrés' mark efter ulykken? - Nå, tilbage til arbejdet, der var ingen grund til at tænke mere over det. Den pokkers fantasi blev da også med tiden mere og mere besværlig. Måske det ville hjælpe, om han kunne finde tid og ro til at skrive det ned?

Dagene gik og den dejlige forsommer fortsatte. De fleste dage med sol og blå himmel; men der var heldigvis også enkelte dage med regn. Det var helt, som det skulle være, og haven voksede sig som vanlig vild og voldsom. Den besynderlige dag med pigen i smedjen blev skubbet i baggrunden og var snart næsten helt glemt igen, heldigvis.

Den første torsdag i juni var en af familiedagene i smedjen. Familier med børn kunne, mod al for beskeden betaling og forhåndsreservation, få nogle hyggelige og lærerige timer i smedjen. Til formiddagsarrangementet var der tilmeldt tre familier, så det kunne næsten ikke være bedre. Der blev også fortalt de sædvanlige smedeskrøner, der blev undervist og både børn og barnlige sjæle fik prøvet kræfter med ild og jern, og der blev konsumeret store mængder kaffe, kiks og sodavand. Hyggen havde været tyk og lækker. Bagefter blev det til flere krammere til smeden fra de nu møgbeskidte; men glade unger. Da alle var gået, stilheden havde bredt sig, og han på ny var alene, tog han sig tid til at nyde en velfortjent kølig øl fra kælderen under køkkenet. Åh, hvor den dog smagte himmelsk! Trætheden og dvaskheden bredte sig en smule; men livet var altså bare dejligt med en Wiibroe i hånden efter veludført arbejde.

Opmærksomheden blev fanget af en stor edderkop, der masede sig tungt af sted gennem det tykke støvlag på smedjens gulv. Tænk, at den gad i den varme? Det måtte vel være et vigtigt ærinde for dyret, siden den brugte så vældig en energi på det projekt. Godt ingen af de to katte var her lige nu, for så ville edderkoppen da være blevet ædt længe inden, den havde nået sit mål, hvad det så ellers måtte være. Han måtte altså også se at få gjort noget ved det møggulv; men sådan set gad han jo ikke, når det kom til stykket. Uden for smedjen susede den milde sommervind blidt i træerne og ukrudtet.

Med ét stod der to overordentligt smukke fødder i klassiske romersandaler midt i synsfeltet. Han virrede med hovedet, løftede blikket og så lige ind i to alt for velkendte gråblå øjne, der fastholdt hans blik i et jerngreb. Det var som et deja-vu og alligevel ikke, for kvinden smilede ikke. Der var en dragende sørgmodighed i hendes øjne og blik. Ja, det var kvinden fra maj måned. Pokkers også!


Egentlig blev han ikke forskrækket, snarere forbavset, hvilket undrede ham selv en hel del. Han havde intet hørt, hun stod bare der foran ham og insisterede tavst på hans nærvær lige nu. Tungt rejste han sig op fra den skæve taburet, satte den tomme ølflaske fra sig på fjederhammerens blok til venstre for sig, og trådte et skridt frem mod den unge, sommerklædte kvinde. Hun blev stående og fastholdt hans blik med sit. I sine smukke, slanke hænder holdt hun endnu en gang en smukt og pertentligt flettet blomsterkrans. Der var friske blå cikorieblomster og solgule mælkebøtter i græskransen som før. Denne gang var der også indflettet enkelte røde valmuer. Det var som samlede kransen den grønne jord og den gule sol på den blå himmel i en uendelighedens ring. En ring, der nu dryppede med det røde blod.

Langsomt og stille rakte hun med begge hænder blomsterkransen frem mod ham. Det var helt som tidligere. Ikke en lyd var at høre, bortset fra sommervinden uden for. Noget i ham bød ham imod at række en hånd frem efter kransen. En sær uro bredte sig i kroppen på ham. Så trådte kvinden et enkelt lille skridt hen imod ham, og helt refleksagtigt rakte han alligevel sin snavsede højre hånd frem mod hendes fristende sommerblomsterkrans. Hans greb forblev igen blot et forgæves greb i luften, skønt han havde rakt helt igennem kransen. Det var en uhyggelig fornemmelse.


Var hun den,
   Der havde mistet?
   Var hun den,
   Der var mistet?
   Var hun den,
   Der var sendebuddet
   Til mig om noget kommende?


Det føltes, som stod tiden stille. Tusinde ustrukturerede og skæve tanker for gennem hans hoved. Bilulykken for mere end et halvt århundrede siden? Havde hun noget med den at gøre? Var det hende, der døde den gang, eller var det måske hende, der kørte bilen og en anden, der døde? Nej, han var et temmelig jordbundet menneske, så hun måtte på en eller anden vis være både rigtig og levende; men hvorfor sagde hun ingenting? Hvorfor sagde han ikke selv noget til hende? For eksempel kunne han jo bede hende om at forsvinde. Han gjorde det ikke. Han kunne ikke. Var hun alligevel hans egen indbildte fantasi? Det var ikke til at skelne fantasi fra virkelighed lige nu.

Drejede det her sig om noget helt andet? Havde det noget med ham at gøre i virkeligheden? Forsøgte den mystiske kvinde at fortælle ham om noget, der måske ville ske? Var hun et syn? Var det en advarsel? Næppe, så betydningsfuld kunne han altså ikke få sig selv til at fremstå i egen indbildning. Det måtte være noget andet, der var på spil; men hvad og hvorfor? Det var ubehageligt på denne her måde at have mistet både enhver form for kontrol og handlemulighed i nuet og øjeblikket. Især var det ubehageligt ikke at vide, hvad der var fantasi, og hvad der var virkelighed. Her stod han træt og tung og følte sig bare dum og utilstrækkelig, ja, hjælpeløs. Han ville så gerne hjælpe eller bare forstå den unge kvinde; men kunne tilsyneladende overhovedet ikke. End ikke situationen kunne han forstå eller begribe og da slet ikke beherske. Han var virkelig rystet i sit inderste, og det på en måde han aldrig havde troet mulig. Hvorfor var det pludselig så kompliceret at tage imod en blomsterkrans fra en ukendt?


Jeg læste fortvivlelsens
   Kulde og gru i hendes øjne.
   Jeg følte angstens sved
   I hendes bitre duft.
   Jeg mærkede min egen angst.


Hendes blik formørkedes og en enkelt tåre viste sig. Med venstre hånd løste hun sin store franske fletning op og lod sit lyse hår flyve frit i den blide træk fra sommervinden, der kom ind gennem smedjens åbne halvport. Det var, som kunne håret alene have båret hende bort og af sted med sommerblæsten; men hun blev stående og fastholdt hans blik i sit. Endnu en gang rakte hun blomsterkransen frem mod ham; men han turde stadigvæk ikke forsøge at tage imod den. Ingen af dem ville kunne bære endnu et nederlag, det vidste han i det mindste. Det var, som om hun stædigt insisterede på at få ham til at forstå et budskab, han ikke var i stand til at afkode. Der manglede noget. Med en rolig bevægelse hængte hun så overraskende blomsterkransen på den store ambolts kolde horn. Med sit gyldne hårbånd bandt hun kransen fast. Hele tiden holdt hun øjenkontakt med ham.

Han synes, han kunne læse ikke blot fortvivlelse i hendes gråblå øjne; men sandelig også både kulde og gru. Det var skønhed og rædsel i ét, og både dragende og frastødende på samme tid. Da hun rettede sig op efter at have anbragt blomsterkransen på ambolten, kunne han bogstaveligt talt fornemme angstens sved i hendes bitre duft. Det gav kuldegysninger langt ned ryggen, og han trådte uvilkårligt et skridt væk fra hende, mens hans egen indre angst begyndte at vokse sig stor, stinkende og uovervindelig. Det her var ukendt og usikkert.


Jeg sansede længslen
   I den udstrakte arm.
   Min utilstrækkelighed
   Uventet udstillet
   En sommerdag
   Skæbnebestemt -


Hun trådte endnu en gang et skridt nærmere ham og stod nu helt henne ved sænkambolten imellem de to almindelige ambolte. Han kunne røre ved hende, hvis han havde turdet. Med ét rakte hun armene ud imod ham, som ville hun venligt invitere ham med sig - eller måske understrege en længsel efter et eller andet, han alligevel ikke kunne finde ud af at give hende? Angstens bitre koldsved løb ham ned ad ryggen, armene og panden, mens han bare stod som forstenet midt i sin egen smedje og stirrede på den smukke, ukendte og dog genkendte kvinde foran ham. Aldrig tidligere havde han følt sin egen utilstrækkelighed så voldsomt som nu. Hele denne dejlige og glade dag var med ét blevet forvandlet til et uafrysteligt mareridt.

Så pludseligt og så uventet, som kvinden var dukket op i smedjen, var både hun og blomsterkransen nu på ny borte. Smeden stod forvirret tilbage med en alt fortærende træthed i krop og sjæl og en heftig trang til at tale med nogen om det her. På den anden side, hvad var det her egentlig for noget, hvad var der overhovedet at tale om i virkeligheden? Hvem i alverden ville dog tro på sådan noget mærkeligt forskruet vås, der sandsynligvis alligevel bare var hans egen lidt for livlige fantasi? Det ville nok være bedst at holde sin mund, og det var vist heller ikke ligefrem en livsnødvendighed at fortælle andre om, hvor dum og tom man kunne føle sig selv over tilsyneladende ingen verdens ting. I øvrigt anede han heller ikke, hvordan de to oplevelser med den ukendte unge kvinde skulle beskrives, så andre kunne forstå, hvad det handlede om. Selv var han vist nærmest bare forvirret på et højere plan.


Mellem før og efter
   Levnes ingen plads -
   Uden plads mellem
   Før og efter,
   Findes hverken
   Før eller efter,
   Som er ganske
   Overflødige,
   Intet er,
   Intet kan være.


Hvad nu, hvis det viste sig, at det hele bare var noget, der foregik indeni hans eget hoved og i egen fantasi? Var det så alligevel et varsel eller en advarsel eller en opfordring til ham om et eller andet? Eller var han ganske enkelt bare ved at blive senil eller dement eller noget andet i den ubehagelige retning? Sådan noget havde man da hørt om? Han fandt den sidste øl, der var tilbage i den lille sjove kasse ovre ved skrivepulten for enden af den sorte, slidte filebænk. Det her måtte altså ud af hovedet nu med det samme. Jeg vil være helt normal, sagde han højt og bestemt til sig selv et par gange sådan nærmest som en slags trøst og besværgelse. Så satte han sig på den gamle havestol i solskinnet foran porten til smedjen. Verden måtte passe sig selv, for nu skulle denne sidste øl bare nydes fuldt ud. Det blev den så, selvom den var noget lun i det.

Da han bagefter gik og ryddede op i smedjen, opdagede han, at der lå to friske blå cikorieblomster på gulvet foran amboltene, hvor kvinden havde stået. Forsigtigt samlede han dem op i hånden og så på dem. Med ét slog det ham, at der var noget helt forkert ved det her. Cikorien blomstrer jo først fra tidligst midt i juli måned, og kalenderen sagde altså torsdag den tredje juni i dag! Han smed blomsterne ud af vinduet ved filebænken, lukkede det langsomt på ny og fortsatte sin oprydning. Hvad var det, de blå cikorier skulle fortælle ham? Han ville vist i virkeligheden helst ikke vide det.


Da Gud indsatte
   Sit simple nu
   Som dette øjeblik,
   Opstod spontant
   Den hele verden -
   Guds verden
   Er således
   Rækken af sammenhængende
   Øjeblikke -


Han gik ud og samlede de blå cikorieblomster op igen. De blev lagt ned i det lille essebæger, han helt havde glemt ovre på filebænken.

Dagene gik og sommeren bredte sig i sind og sjæl og have, så det var en fornøjelse. Livet var slet ikke så tosset. Den unge kvindes besøg i smedjen beholdt han for sig selv. Lidt efter lidt lykkedes det også at fortrænge oplevelserne næsten fuldstændigt. Verden var endnu en gang blevet sig selv og et rart sted at være.


Regnen de foregående dage havde fået juli til nærmest at eksplodere i et orgie af grønt isprængt alle mulige og umulige farvestrålende blomster. Solen skinnede igen, det var højsommer og den blå cikorie blomstrede langs grøftekanter og i markskel. Han nød de velkendte landskaber fra bilen på vej til Hillerød efter forskellige småting, han ikke lige kunne få derhjemme i Slangerup. En pludselig indskydelse fik ham til at køre via Lystrup og Uvelse frem for ad den vanlige tur ad hovedlandevejen gennem Gørløse og Freerslev. Lystrup Skov fristede over evne, og han holdt ind på den lille parkeringsplads ved skovlegepladsen. Hvor var det dejligt at indånde den friske duft fra den endnu lidt våde sommerskov. Han satte sig på en af de store sten lige ved siden af bilen og nød solen og sommeren med den enlige musvåge på jagt højt over lysningen. Han var helt alene ved den ellers så travle legeplads og indgang til skoven.

En uventet lille kuldegysning kom over ham, som han sad der. Nå, han skulle jo også videre, så han rejste sig, og skulle lige til at åbne bildøren, da han fik øje på noget lyseblåt, der lå ved siden af stenen, han netop havde rejst sig fra. Det var tre smukke cikorieblomster! Det her kunne ikke være rigtigt. Der vokser ingen cikorier i skoven, og de lå der altså ikke, da han satte sig på stenen. Han ville vel egentlig ikke samle dem op; men følte samtidig at han bare alligevel måtte røre ved blomsterne. De var ægte nok. Lige på den anden side af skovvejen var der nogle halvstore vandpytter. Forsigtig og uden at vide hvorfor, lagde han dem ned i den største af pytterne, der lige nu spejlede solen og himlen. De blå cikorieblomster fik næsten vandpyt og himmel til at flyde ud i et.

Nå, han fik sat sig ind i bilen, fik også startet den og åbnet for radioens P2 med noget sommerlig klassisk musik. Mand og bil summede i den dejligste symbiose videre af sted ud ad landevejen. Snart lå både skoven og den mærkelige hændelse bag ham. Med ét gik det op for ham, at han havde glemt sin tegnebog med både kørekort, kreditkort og penge derhjemme. Han blev nødt til at køre hjem igen for at hente den; men han ville ikke forbi skoven igen. Han valgte at køre den noget længere vej fra Uvelse over Gørløse og tilbage. Øv altså hvor ærgerligt. Spild af tid og dyr benzin.

Hjemme igen blev tegnebogen hurtigt fundet frem, og snart sad han på ny i bilen og var på vej igen. Denne gang ville han køre direkte ud til hovedlandevejen. Så, i samme øjeblik så han hende stå lige foran sig i vejkanten allerede nede i det skarpe sving for foden af bakken mindre end hundrede meter hjemmefra. Hun trådte et skridt ud på kørebanen og rakte også nu en smuk flettet blomsterkrans frem mod ham. De dejligste græsser, lyseblå cikorier, røde valmuer og nu tillige med de smalle mørke blade og lyse blomsterkurve fra skarntyden, der voksede netop her på grøftekanten i svinget. En giftig plante midt i alt det smukke, hvad i alverden skulle nu det betyde? Var det for at true ham til handling? Var det hans eget tankespind eller uforståelig virkelighed?

Meget mod sin vilje havde han standset bilen, var stået ud og var gået kvinden nogle få skridt i møde. Han kunne simpelthen ikke lade være. Det var, som fulgte han bare sine fødder. Tavst stirrede hun nu på ham, mens hun med rystende hænder endnu en gang rakte en blomsterkrans frem mod ham. Han følte sig virkelig som tilskuer ved et absurd fransk teater. Hvad fanden skulle han gøre? Hvad var det, hun ville have ham til at gøre eller til at forstå?

I samme sekund han rakte ud efter hendes smukke hænder og dejlige blomsterkrans kom braget, de forfærdelige skrig og den buldrende ildkugle lige bag dem og hans bil. En lidt ældre beige bil havde haft for meget fart på i svinget, så den var fortsat ligeud og direkte ned i grøften, hvorefter den slog en kolbøtte og endte på taget inde i de lave buske foran trådhegnet, hvor den brød i brand. Bilen havde næsten strejfet hans egen bil, så tæt på var det.

Nu stod han så med en blomsterkrans i hånden og var vidne til en rigtig grim færdselsulykke. Det hele forekom helt uvirkeligt. Instinktivt trådte han hen til bilvraget og fik med noget besvær flået fordøren i passagersiden op. Der var ild og røg i motorrummet, der var blod over det hele og dér, helt klemt sammen i førersædet, sad en ung, lyshåret kvinde med hvid skjortebluse, sorte slacks og romersandaler. I en barnestol på passagersædet hang et lille barn med hovedet nedad og græd. Barnet var tilsyneladende uskadt. Stol og seler havde holdt. Hurtigt fik han barnet viklet ud af selerne og hevet det ud af bilvraget. Forsigtig lagde han barnet på bagsædet i sin egen bil, huskede ildslukkeren og skyndte sig tilbage.

Heldigvis er virkeligheden langt fra fjernsynets billige amerikanske film, hvor bilerne næsten altid øjeblikkeligt eksploderer i politiserier og på actionfilm. Nok havde ilden fået fat; men den var da ikke nået ind i kabinen endnu. Ildslukkeren virkede ikke, den var helt død, sandsynligvis fordi den var langt over udløbsdato. Typisk! Han smed den fra sig i grøftekanten. Tanker om brækkede rygge og den slags måtte efterfølgende vige for det øjeblikkelige forsøg på at få kvinden hevet ud af bilen. Hun sad godt fast. Det lykkedes at få sikkerhedsselen løsnet og få hendes ben ud af bildøren. Langsomt, alt for langsomt syntes han, fik han hende lempet forsigtigt ud af bilvraget og trukket om bag hans egen bil i ly for varme og stinkende røg fra den forulykkede og nu brændende bil.

Mobiltelefonen, hvor var den nu blevet af? - Åh jo, den var bare kommet i den forkerte lomme. Han fumlede med telefonen med venstre hånd og forsøgte samtidig at holde om den unge kvinde med højre hånd og få hende trukket ud og væk. Det lykkedes ham altså at få hende trukket om på den anden side af sin egen bil. Heldigvis virkede det ikke, som om hun havde brækket hverken ryg eller nakke; men hun blødte fra en temmelig dyb flænge på det ene lår og fra et overfladisk sår på den ene skulder. Samtalen med 112 blev noget forvirret og usammenhængende; men de bekræftede da, at en ambulance - eller var det en lægeambulance? - nu var på vej. Han puttede telefonen i lommen igen. Han havde glemt at slukke den, og der var nogen fra vagtcentralen, der blev ved med at snakke.

Nu handlede det for ham om at få kvinden lagt i en hensigtsmæssig stilling og så holde øje og øre med, om hun vågende op. Hun trak i det mindste vejret forholdsvis roligt. Han kiggede op i den blå sommerhimmel, hvor mursejlerne var i gang med at æde sig tykke og fede. Deres skrig lød helt beroligende, det var som om lidt normalitet i hverdagen begyndte at vende tilbage. Mærkeligt som rædsel og skønhed kunne forenes i samme nu. Så gik det op for ham, at det var den samme kvinde, som hende, der havde rakt ham blomsterkransen? - Nej, det her kunne ikke altså ikke ske, det var jo komplet usandsynligt. Det var umuligt, han måtte tage fejl på en eller anden vis. Han havde det, som ville tankerne sprænge hovedet og begynde at leve deres helt eget liv uden ham!


Derfor kan Guds verden
   Være ingen steder
   Og alle steder
   På en og samme tid


Hvor længe havde han siddet her med blikket fastholdt i et par smukke, gråblå øjne? Hun var åbenbart vågnet op og var ved at komme til sig selv igen. Helt uvilkårligt rejste han sig op, vendte sig, tog barnet og løftede det op fra sædet i sin egen bil og rakte det frem mod den unge kvinde. Hendes blik lyste op, og hun sendte ham et smil, der for altid brændte sig ind i hans erindring. Næsten i samme nu føltes barnet vægtløst og faktisk huskede han ikke rigtigt mere, hvad det var, der så skete; men forvirrende var det i hvert fald - og tiltrækkende, sådan huskede han hende.

Trafikken gled pænt, han lod blikket flyde ud over de nordsjællandske landskaber til det ramlede ind i horisonten, hvor den nære verden glider i et med det uendelige himmelblå. Langsomt blev han opmærksom på bilradioen. Var det ikke musik fra Rud Langgaards vældige epos, "Antikrist"? - Jo, det var det! Han nød musikken, alt imens han lidt småsløvt prøvede at finde ud af, hvor i værket man var nået til. Det lykkedes ikke rigtigt, nu var byen begyndt, han var fremme og fandt snart en parkeringsplads. Tankerne gled hurtigt over på de ærinder, der skulle klares.

Hillerød lignede heldigvis sig selv, og den provinsielle storbyatmosfære med al sin forudsigelighed fik hverdagen til at vende tilbage. Udsigten mod slottet over det som sædvanligt halvøde, forblæste torv og over Slotssøen med de overfede ænder var dejlig genkendelig og beroligende. Han fråsede og ofrede en café latte på sig selv. Fra caféen var der også et hyggeligt udsyn til de få stressede turister, der forgæves søgte at få taget billeder af den vommede kong Frederik 7. oppe på sin piedestal med slottet i baggrunden. Det var lidt morsomt at følge disse bestræbelser. Hvem i alverden mon den byplanlægger var, som i den grad havde formået at modernisere torvet til den fuldkomne ubrugelighed? Måske den samme, som sidenhen evnede at fjerne ethvert liv fra havnen i Frederikssund? Han måtte have evner, der kunne bruges til noget virkelig stort i København! Tåbelige tanker; men nu var kaffen også drukket. Han betalte med sit kreditkort, slentrede ad Slotsgade og gennem Slotsarkaderne tilbage til bilen.

Lige efter Faurholm greb han sig selv i at have valgt at køre via Nørre Herlev, Uvelse og Lystrup på hjemvejen. Hvorfor egentlig det? - Det var selvfølgelig en smukkere og mere varieret tur end over Freerslev og Gørløse, så det var da en nydelse. Ved Lystrup Skov holdt han ind ved skovlegepladsen. Han måtte bare lige kigge i vandpytten, og jo, der sejlede stadigvæk tre lyseblå cikorieblomster i overfladen. Det her burde altså ikke være rigtigt. Atter en gang var det, som flød drøm og virkelighed på det ubehageligste sammen i hans hoved. Hvorfor kunne han dog ikke skelne det ene fra det andet? Det sidste korte stykke hjemad forsøgte han af al magt at tænke på noget andet; men tanker er næsten som larverne i løvet på elletræet hjemme ved smedjen. Når de først begynder at tygge sig igennem et blad, så bliver de ved, til kun bladribberne er tilbage. Han kunne næsten kun tænke på den mærkelige hændelse tidligere på dagen.

Netop da han skulle til at stige ud af bilen så han den - blomsterkransen på passagersædet ved siden af ham. Han turde slet ikke spekulere over, hvorvidt den hele tiden havde ligger dér, eller om den bare sådan lige pludselig var dumpet ud af ingenting og ned på sædet i hans bil. Måske var den blot indbildning? Det her blev bare mere og mere mærkeligt i hans hoved. Han tog posen med indkøbene - tøvede et øjeblik, tog mod til sig og rakte også ud efter blomsterkransen. Kransen føltes ægte nok. Den var tæt besat med indflettede lyseblå cikorieblomster og én enkelt rød valmue. Den lignede mest af alt et lille stykke af Guds uendelige blå himmel. Han valgte at gå bagom og ind i smedjen, for hvis nogen så ham med blomsterkransen i hånden, hvad skulle han så sige? Og tænk, om den alligevel bare var hans egen indbildning, så han gik dér med bøjet arm og en hånd knuget om noget for andre usynligt.


Menneskenes gyldne
   Gudgivne lod er enkelt:
   Fyld nuet med øjeblikke
   Konstitueret
   Med den værdighed,
   Der er Guds værk
   Værdigt!


Efter at have lagt tingene på plads, begyndte han at rydde lidt op hist og her. Blomsterkransen havde han først dyppet i spanden med kølevand ved siden af essen og derefter anbragt på fjederhammerens store firkantede hammerhoved. Halvporten ud til vejen blev åbnet, så sol og lys på ny strømmede ind i den sodsværtede og støvede gamle smedje. Kaffemaskinen blev tændt og med duften af friskbrygget kaffe bredte hyggen sig såmænd på ny ganske langsomt gennem de små velkendte gøremål. Her var trygt og godt at være igen.

Nogle solide krus kaffe senere, da han stod med ryggen til den åbne halvport mod vejen, fornemmede han med ét, at der var nogen eller noget. Han vendte sig langsomt om. Dér stod hun endnu en gang smilende og dårende dejlig. Denne gang var hun iført en flagrende og let sommerkjole i lyseblåt bomuld med et enkelt mønster i hvidt. Kjolen fremhævede hendes smukke skikkelse og næsten perfekte former. Hun havde stadig romersandalerne på, så han - og den tykke, lyse franske fletning var snoet løst sammen til en charmerende rosét i nakken på hende. Over venstre skulder havde hun en slags aflang mulepose. Hun så ud som en, der var på vej afsted til et eller andet. Det mest underlige var sådan set, at det på ingen måde var spor hverken uventet eller overraskende, at hun nu stod dér i smedje endnu en gang. Tværtimod var det, som om han havde ventet på hende, enten hun nu var virkelighed eller fantasi eller noget helt tredje.

Uden overhovedet at tænke over det, tog han blomsterkransen fra hammerhovedet og rakte den frem mod hende. Hendes faste, venlige blik i de gråblå øjne hvilede roligt i hans, og hun tog kransen, holdt den lidt op i solstriben, kiggede på den og foldede den forsigtigt og kærligt sammen. Med et smil lagde hun den ned i muleposen, hun havde over skulderen. Ét eneste ord kom der over hendes røde læber: "Tak!" - Han syntes diktionen lød en smule gammeldags, den mindede ham om hans egen barndom. Hun vendte sig stille, og idet hun gik ud af den åbne halvport, var det som om solstriben opslugte hende, og hun forsvandt.

Nu stod han så forvirret tilbage i portåbningen og så ned ad bakken og vejen. Der duftede af sommer og varm asfalt. Vimplen på flagstangen hang slapt ned, og humlebierne summede i lavendlerne i forhaven ud til vejen. Han måtte ud en tur for at klare tankerne, så porten blev låst, han fandt cyklen frem og trillede afsted nedad bakken. Nede i svinget, hvor stiforbindelsen mod Manderup og Kvinderup begyndte, blev blikket fanget af noget lyseblåt i grøftekanten. Han bremsede, stod af cyklen og samlede en friskafknækket blomsterstængel med syv udsprungne lysende blå cikorieblomster op. Der voksede ingen cikorieplanter lige her; men der var et friskt, dybt mærke i rabatten og grøften efter en bil på afveje for nylig. Endnu en gang var det som om, der lå en konflikt og lurede imellem drøm og virkelig, mellem fantasi og oplevelse i hovedet på ham. Han tog mobilen op af lommen, så efter i loggen og så, at han faktisk havde ringet 112 tidligere på dagen. Han kunne imidlertid ikke lige i øjeblikket huske, at der overhovedet var kommet hverken ambulance eller politi tilstede. Det var og blev meget mystisk alt sammen. Han følte sig som en rigtig bondeknold fanget i sit eget uforståelige tankespind. Almindelige mennesker kan da vel for pokker godt skelne mellem fantasi og virkelighed, hvorfor kunne han så ikke nu?

Altså, helt konkret så stod han nu her med sin cykel på denne dejlige sommereftermiddag i grøftekanten på Manderupvej i Jordhøj ved Slangerup med en blomstrende cikoriegren i hånden. Han var heller ikke hverken fuld eller tosset og mente sådan set om sig selv, at hovedet almindeligvis ikke fejlede noget. Der var bremsespor i grøftekanten, han havde ringet 112 fra sin mobil, og han syntes stadigvæk, at han kunne mærke den unge kvindes tiltrækkende og distraherende duft i næsen og føle vægten af hendes spinkle krop i sine arme. I ørene havde han barnets gråd og efterfølgende småpludren. Oplevelserne som sådanne, havde altså været virkelige nok.

Bilen? - Lige nu huskede han den som en lys beige Vauxhall Velox '54; men nej, det kunne ikke passe, det måtte bare være hans egen fantasi og fragmenterede barndomserindringer, der endnu en gang filtrede sig ind i hinanden, for det var jo sådan en bil, han far og farfar havde købt i 1956, da den gamle kæmpe store Buick fra 1936 ikke kunne mere.


Lyset og livet.
   Lysets nerve
   Livets lys
   Sindets muld
   Sjælens skat
   Hvilken rigdom!


Længe stod han fjern i blikket og så ud over de grønne marker, mens han langsomt og lidt modvilligt overvejede, hvad der ville være det bedste at gøre ved tankerne, ved oplevelserne og den indre uro. Han satte sig op på cyklen igen og trådte derudaf ad den snoede landevej. I horisonten dukkede Strø Bjerge op; men han drejede af og kørte mod Tornebakke og vinden i piletræerne.

Cyklen smed han i græsset ved den hullede grusvej foran de gamle og majestætiske træer. Han gik de få skridt hen til træerne, satte sig med ryggen opad det mellemste træ og nød de grønne landskaber omkring sig og den sommerblå himmel med de hvide, drivende skyer ovenover det hele. Insekterne summede om ørerne på ham og højt oppe havde svalerne travlt. Her voksede ingen cikorier - og jo, det gjorde der faktisk! Han sad lige op ad en. Heldigvis voksede der også så meget andet. Lidt i baggrunden kunne han høre kaglende høns fra den ene side og lidt længere væk nogle køer på græs.


Vinden i piletræerne nynnede
   Evighedens melodi højt
   Deroppe under himlen.

Træernes ubestemmelige ælde
   Og vældige størrelser
   Fik dem næsten til alene
   At udgøre den frodigste skov.

Her havde en verden hjemme,
   En verden så fuld af liv,
   At de gamle piletræer vel
   Nærmest måtte kunne siges
   At være den sidste rest
   Af Paradis eller måske
   Selve Jakobs stige?


Stille og roligt bredte følelsen af frihed og glæde sig i ham. Det var, som om de mærkelige erindringer og tanker fra dagen langsomt; men sikkert forlod ham og steg op i de gamle piletræers umådelige kroner. Løvhanget kunne opsuge det hele, sende det videre måske? Hvem ved?


Grønt og frodigt og for
   Mennesker fredfyldt.
   Her kan tanker formes
   Tanker sendes afsted,
   Og erindring kan modnes
   Til livets erfaring -


Senere på vej hjem var det, som blev hovedet og tankerne langsomt både renere og klarere end de længe havde været. Fornemmelsen var ubeskrivelig og humøret voksede om kap med de frodige grøftekanter langs landevejen. Fartvinden susede i ørene og markerne duftede af den grønne frodighed. En dejlig dag alligevel!

Øjeblikke
   Er når pludselig
   Erkendelse opstår
   Uventet
   I brøkdelen
   Af et sekund,
   Der føles
   Mærkeligt,
   Uendeligt
   Og skelsættende -

Dagen havde budt på øjeblikke, der aldrig ville kunne slettes fra erindringen; men som på den anden side udgjorde absolutte byggesten for morgendagen. Uanset hvad, der måtte have været drøm og fantasi, og hvad der havde været fysisk virkelighed, så var det altså sådan, han havde oplevet dagen. Muligvis nok en sær tanke. Ikke desto mindre netop den tankefornemmelse, han stod tilbage med, mens han stillede cyklen tilbage i det rodede skur.

Skulle han delagtiggøre andre i noget af det, som dagen, eller rettere dagene, havde budt på? - Det måtte vist lige overvejes først, for sært havde det jo været. Særlig troværdigt var det vel heller ikke? Måske var det også bare et budskab til ham alene, et budskab, han så endnu ikke rigtig havde opfattet eller forstået dybden af? Måske er det slet ikke meningen, at alting bare skal forstås og opfattes så strengt rationelt og stringent? Eller ventede der lige på den anden side af dette øjeblik mere? Intuitionen og tiden måtte siden vise det, så ville erkendelsen lige så sikkert med ét også stå lysende klar.

Ligesom han havde fået smidt sig i sin slidte og forfærdelig gammeldags liggestol på græsplænen, ringede fastnetten inde i stuen. Han rejste sig langsomt igen og luntede sindigt afsted for at tage telefonen. Egentlig vidste han godt, at han næppe kunne nå det, inden den, der ringede, for længst havde mistet tålmodigheden og smidt røret på igen. Fortryllelsen var hævet, fantasien sat på hold og nuet atter vendt tilbage for fuld styrke.

I morgen skulle han ud i sin smedje igen .....