De to små familier gik og ryddede op efter deres fælles morgenmåltid. Dørene ud til balkonen på usets bagside var åbne, og de de unger sad derude og tegne med farvekridt på fliserne. Byens morgenlyde nåede dem, mursejlerne havde indledt dagens jagt oppe i det blå. I det fjerne ringede en kirkeklokke.
   "Jens, gider du godt slæbe os med ud til et par gode foredrag og noget grønt græs i Ostia i dag? " Det var Anna, der spurgte.
   "Når det nu er dig, Anna, så ja, med fornøjelse! "
   "Hvad nu, hvis det havde været mig, der spurgte? " lød det spagt fra Sigrún.
   "Se det havde været en ganske anden sag, for du kræver modspil! "
   "Du er da bare dum, din overkloge bøf! " Hun slog med hovedet, så den røde sløjfe som sædvanlig røg af hendes tykke, franske fletning; men hun sagde det med kærligt smil i stemmen. Han bøjede sig ned og samlede sløjfen op, rakte den til hende med et galant buk, kyssede hendes hånd og sagde roligt:
   "Hidsigprop! "
   "Nej jeg er ej! " Så greb hun sig i at have ladet sig fange af hans lille kærligt mente fælde og lo ad sig selv. Hun listede sig til at give ham et lille knus. Tilgivelse er god ting, tænkte han.

Nede på gaden købte de ind til frokosten i det grønne, fordelte varerne i nogle poser og stoppede dem ned i Sigrún og Annas rygsække. Anna brokkede sig lidt over, at mændene aldrig gad tage en rygsæk på og tage deres del af slæbet; men de forsvarede sig med en stribe undskyldninger så dårlige og vandede, at de alle fire kom til grine. De begav sig afsted hyggeligt småsnakkende, og ikke længe efter nåede de metrostationen på Piazza Barberini. Toget var undtagelsesvis ikke et af de nye; men et lidt ældre og fuldstændigt overmalet af tags og grafitti. Jóhannis på 5 år elskede de gamle, ramponerede tog, så han råhyggede sig undervejs mod Stazione Termini, hvor de skulle skifte fra "deres" linje A til linje B ned til Piramide og så fra Stazione Ostiense med lokaltoget mod Lido di Roma til Ostia Antica. På Stazione Ostiense ville Jóhannis have sin far, Leifúr, til at tage nogle billeder af de forskellige tog. Især et med rigtig megen graffiti var interessant; men pludselig kom to uniformerede sikkerhedsvagter hen til dem:
   "È illegale fotografare i treni e la stazione. È per la sicurezza. Vatene via, subito!" Det blev sagt så brysk og uvenligt, at ingen af dem turde protestere. Han fik dog fremstammet:
   "È solo interessato ai treni perché non ci sono treni dal ragazzo viene. "
   "Uscire immediatamente da qui con voi; ora! " Så gik de, fandt den rigtige perron og et øjeblik efter kørte et tog også ind til perronen. De gik ombord i toget, og snart var den ubehagelige episode glemt.
   "Togene på denne linje er gamle og godt brugte metrotog fra Rom. " Han forsøgte at forklare Jóhannis lidt om jernbaner i almindelighed og Roms nærtrafiksystemer i særdeleshed; men han kunne næsten ikke følge med Jóhannis nysgerrighed. Sigrún og Anna blev hurtigt opslugt af noget kvindesnak på islandsk, så de var helt tabt for omverdenen. Leifúr blev holdt beskæftiget af Astrið på 4 år, der havde fået lokket ham til at læse en Alfons Åberg på islandsk. Imens raslede toget afsted gennem forstæderne og videre ud gennem de grønne landskaber. Det var blevet noget op ad formiddagen, så toget var mindre end halv fyldt. De fleste så ud til at være på vej til stranden. En lille halv times tid senere stod de alle på den skæve perron i Ostia Antica og så toget fortsætte videre ud mod Lido di Roma, havet og stranden mod vest. Sigrún skulle tisse og var allerede sulten, Jóhannis ville se på flere tog og blive på stationen, Astrið gad ikke gå selv, Leifúr ville vide en masse om alt det, han så, og Anna konstaterede med et stort smil:
   "Ved du hvad, Jens? - I virkeligheden er det her så trygt og dejligt og hverdagsagtigt, at jeg får en lille tåre i øjet. Jeg tror efterhånden godt jeg ved, hvad du mener, når du siger, at Gud giver os sit Paradis i små bidder. Vi skal bare huske selv at tage imod det. "
   "Tak Anna! " Sagde han stille og gav hende et lille kram, mens fortidens synder strejfede hans tanker.
   "Mærk duften, " sagde han og tog en dyb indånding, mens han så på Anna. Hun gjorde det samme, smilede og sagde med et overrasket blik:
   "Hvad er det, her dufter af? "
   "Det er de store pinjer, der står og sveder harpiks i solen og varmen. Og så er duften blandet lidt op med duften fra de mange blomstrende oleander i haverne på den anden side af hovedvejen. Vi skal over broen og derover, når vi har os alle samlet igen. " Han nikkede over mod villakvarteret på den anden side af vejen.
   "Oleander? - Er det ikke almindelige nerier? "
   "Jo, jo; der er bare fordi jeg kom til at tænke på italiensk, hvor de hedder oleandri. De er smadder giftige for øvrigt. De kan blive til små træer, hvis de får lov at blive gamle nok. Du har nok ikke tænkt over det; men det er faktisk sådan nogle, der står som allé træer på hovedgaden i Taormina på Sicilien. Jeg ved jo, at du og Leifúr har været der et par gange? "
   "Ja, det er rigtig nok. Det har jeg aldrig tænkt over. " Anna blev lang i blikket, hun drømte sig tilbage til Sicilien og de bløde afteners spadsereture hånd i hånd med sin elskede Leifúr, til udsigten over Middelhavet og til den gode mad.
   "Boede I også på "L' Albergo Vello d'Oro", da I var der sidst? "
   "Ja, det gjorde vi. Vi havde jo boet der før, og prisen var sådan set OK; men beliggenheden er rigtig dejlig. Der er roligt, og alligevel er man kun få minutters gang fra centrum. Det var bare skide irriterende, at airkonditioneringen ikke virkede, da vi var der. Det var heller muligt at få nogen fra receptionen til at gøre noget ved det. "
   "Jeg har oplevet det samme; men jeg truede dem på italiensk med advokat, og så fik jeg et gigantisk frugtfad, en buket blomster og en flaske lækker spumante som en slags rabat. Der kom bare ikke gang i deres airkonditionering af den grund. "
   "Måske har de slet ikke airkonditionering, som de skriver i deres brochure og på hjemmesiden? "
   "Det er da en mulighed. Platugler findes der jo alle vegne. Jeg kan især godt lide hotellet på grund af al deres kunst. Den gør mig i godt humør. "
   "Ja, og Art Noveau har jeg også altid været tiltrukket af. "
   "Jeg har tilbragt rigtig mange timer på tagterrassen med den fantastiske udsigt. Det må jeg indrømme. " Han tænkte tilbage og glemte tid og sted. Sigrún kom glad, og også lettet for de mange krus morgente, tilbage og vækkede ham fra fortidsdrømmene med et kærligt og vådt kys. Hun så sig omkring og udbrød:
   "Hvad så, mand. Vi er samlet og klar til afmarch. Hvor fører du så nu din lille skare trofaste fans hen?"
   "Dybt, dybt ind i den romerske kejsertids provins; men vi skal først over broen derhenne sådan rent lavpraktisk altså. Og det er altså ikke Rubicon neden under!" Han pegede, og de begyndte at gå hen mod broen. Børnene syntes selvfølgelig, det var spændende at "gå oven på bilerne", som Astrið forsøgte sig på dansk henvendt til sin farmand Jens. Han rettede hende ikke, for det var da en lille sejr, at ungen faktisk forsøgte sig med noget dansk, syntes han. Sigrún tog rygsækken på igen og spurgte:
   "Sig mig lige, er du ved at blive senildement, så du har stoppet tasken her fuld af bøger med alt det, du ikke kan huske, klogesen? "
   "Næh, det er da dine egne vandflasker, der vejer. Du troede jo ikke på, at det ville være muligt at tappe frisk drikkevand herude i bushen, vel? Det har du måske allerede glemt? "
   "Det er der da heller ikke, " mumlede hun.
   "Nå, du er lige gået forbi en vandpost her på stationen, og der kommer en til derovre på den lille vej, og så er der altså også vand i ruinbyen, og et glimrende; men halvdyrt, cafeteria, en bar og en isbod. "
   "Drik så noget af "mit" vand, jeg gider ikke slæbe det hele på ryggen. "
   "Hvorfor skulle jeg dog drikke gammelt vand, når der er frisk vand at få. "
   "Jeg hælder det ned ad ryggen på dig, jeg gør! "
   "Du kan ikke nå alligevel, " grinede han.
   "Det skal da være når du mindst venter det, din tumpehjerne! "
   "Du kunne jo også bare en gang imellem vælge at tro på, hvad jeg fortæller dig, ikke sandt? "
   "Det gør jeg da også! " Sagde hun småhidsigt.
   "Næh, sjældent. "
   "Hold så op! "
   "Så, så, så din gamle smukke hidsigprop. "
   "Jeg er aldeles ikke ... " Hun holdt inde og vendte sig mod Anna, der var ved at knække sammen af grin over hende.
   "Hvad griner du så af, om jeg må spørge? "
   "Sigrún, Sigrún, Sigrún! Dit gamle fjols. Jens er altså den eneste, jeg kender, der kan få dig til at falde i alle de små sjove fælder, han lægger for dig. Jeg tror i virkeligheden ingen kender dig så godt som din egen Jens gør"
   "Han driller mig, gør han. "
   "Ja, fordi han stadig elsker dig vildt og varmt! " Anna lagde en arm om livet på Sigrún, der klarede op og stille sagde:
   "Ja, det ved jeg godt. Jens er også den eneste, der aldrig bliver sur på mig, når jeg hidser mig op. "
   "Hvad så, når Jens hidser sig op eller bliver vred på dig? "
   "Det tror jeg sådan set slet ikke, han kan mere. Det er lidt mærkeligt, for en gang imellem er jeg altså temmelig hård ved ham, jeg er! "
   "Han ved, du elsker ham fuldstændig sanseløst. "
   "Joh; men jeg burde nok lidt oftere sige noget pænt til ham. "
   "Du kunne jo for eksempel bare fortælle ham, hvor meget du elsker ham, ikke? Du er altså lidt dum en gang imellem, du er! " Sigrún så på Anna og sagde så:
   "Jamen jeg er stadigvæk ikke helt vant til at sige noget pænt til andre, det er jeg altså ikke? "
   "En gang imellem er du et håbløst gammelt fjols, du er Sigrún! Se, der lige foran os går min dejlige Leifúr og din dejlige Jens, vi har ferie, solen skinner, pinjerne dufter, mursejlerne skriger og børnene leger uden at skændes. Hvad venter vi på? Nu går vi hen og fortæller dem i ligestillingens navn, at vi elsker dem. Kom! Du begynder, du er ældst! " Sigrún så lidt forvirret ud; men tog sig pludselig sammen og med tre hurtige skridt hev hun fat i hans bælte og fik ham vendt om:
   "Jens, jeg elsker dig herfra til evigheden, jeg gør. Må jeg godt få et kys nu? Se, Anna og Leifúr står lige der og snaver, så det svupper! " Han så hende kærligt i øjnene, trak hende ind til sig og sagde stilfærdigt:
   "Vi hørte godt jeres tøsesnak. " Så kyssede han hende længe og inderligt.
   "Mums! Siger jeg bare. Godt nogen har opfundet trusseindlæggene, " var hendes eneste kommentar bagefter. Anna grinede af hende. Så fortsatte de hen ad den lille asfalterede vej. Ved vandposten gjorde de holdt og skiftede vandflaskernes indhold ud med frisk, køligt vand. Børnene begyndte selvfølgelig straks at lege med vand, så efter få øjeblikke var de begge to drivende våde.
   "Nå, børn plejer jo at lufttørre temmelig hurtigt i solskin, " sagde Leifúr hovedrystende, mens han smilende så på de to dryppende unger. De fortsatte til indgangen, købte billetter og gik nu ad Decumanus Maximus. Børnene forsøgte at fange firben, de voksne nød roen og stilheden, de duftende pinjer og de smukke ruiner af Roms gamle havneby, mens de langsomt slentrede frem mod teatret.
   "Hvordan bar du dig ad med at få rabat på entrébilletterne, " det var Leifúr, der var nysgerrig. Sigrún svarede leende:
   "Jens har da bare plattet sig til billige billetter. Han har vel næppe helt mistet grebet som mesterplatugle fra fortiden? " Hun kneb ham bagi.
   "Av! Frække tøs; du er jo farlig! Og nej, jeg har næsten ikke anvendt plat, jeg har bare forberedt mig ordentligt. "
   "Nå, nå, nu skal han også prale? " Sigrún så kærligt og måske også lidt stolt på ham.
   "Overhovedet ikke, jeg har naturligvis blot sørget for at have den rette dokumentation med og i orden. "
   "Dokumentation for plat? " Anna stod og smilede lidt skeptisk.
   "Nej, nej! Undervisere i Den Europæiske Union kommer ind til halv pris, og jeg underviser faktisk i kraft af mine foredrag for eksempel for jer om lidt, ikke sandt? Leifúr underviser jo, så han var ikke nogen udfordring. Anna tager sig blandt meget andet også af praktikanter i firmaet. Det er vel en slags undervisning, ikke? Sigrún, den gamle ost, har en gang i en fjern fortid forsøgt at lære mig at ride tølt på en lodden og stædig islænder, som jeg måske i virkeligheden hellere ville have ædt end redet på, så hun er selvfølgelig kvalificeret underviser inden for hippologi? "
   "Hvad har vi så sparet? " Anna ville gerne vide det.
   "Omregnet til almindelige Claus Hjorth Frederiksen-kroner, så har vi nu kr. 96,75 at solde op sammen! "
   "Jeg skal have en rigtig italiensk is. Hvad er det, sådan en ting heder, Jens? " Sigrún så forventningsfuld op på ham.
   "Un gelato. "
   "Tak! "
   "Du kan da også øde enhver formue bort på et splitsekund. Mangel på opdragelse, tror jeg. Jordbær hedder for øvrigt "fragole", hvis det som sædvanlig er jordbæris, du skal have på menuen? " Det var Anna, der drillede hende.
   "Pas du bare din egen biks, sødeste Anna, " vrængede hun og kastede en pinjekerne efter hende uden at ramme. Hendes briller var gledet helt ud på spidsen af hendes lille, kønne næse. Anna grinede bare af hende.
   "Ja, mine herskaber. Så gør vi det første pit-stop, for her kan jeg illustrere det, jeg vil fortælle om tegl, mursten og sådant noget. Se nu her. Han hoppede over nogle murbrokker og pegede på et stykke ruinmur. De voksne satte sig i græsset for at lytte, og børnene fortsatte deres eftersøgning og jagt på firben.

Lidt senere ved kiosken nær teatret, spurgte Leifúr ham, hvorfor han dog aldrig var gået videre med forskning og den slags:
   "Ussel Mammon, simpelthen. Jeg måtte tjene til min og familiens ophold, og så kom alt det andet ligesom lidt for meget i baggrunden. Sidenhen synes jeg bare ikke, jeg har haft mulighed for at fortsætte sådan rigtigt. " Leifúr så tankefuldt på ham, da Sigrún sagde:
   "Ved du hvad Leifúr, det underlige er, at jeg jo heller aldrig kom videre. Jeg skulle arbejde i firmaet, og så var det bare ligesom for sent, for så fik jeg børn og, ja, på det punkt deler Jens og jeg åbenbart skæbne. Måske er det også derfor, vi stortrives med bare at smide os i en bunke bøger sammen i timevis? Jeg tror for øvrigt bestemt ikke, at Jens og jeg er de eneste, der sådan lidt snigende, eller ubevidst eller hvordan man nu skal udtrykke det, er droppet ud af drømmefaget. "

Da børnene havde gnasket deres is færdig, spildt en del på tøjet og var blevet tørret lidt nødtørftig af, de voksne havde bøvset færdig efter deres alt for kolde øl, og Sigrún havde besøgt tissehuset, fortsatte de to små familier deres opdagelsesrejse i Ostia Antica.

"Sig mig, hvad var det egentlig, vi drak? " Leifúr ville gerne vide, hvilken øl, de nu bøvsede af.
   "En "Birra Moretti" fra Milano. Ja, det vil sige, det er faktisk Heineken, der ejer bryggeriet nu, så helt ægte italiensk er den vel ikke? "

De offentlige latriner, der engang havde været vandskyllende, kastede de to børn sig over med fryd og fornøjelse. Den spinkle afspærring kunne ikke holde dem tilbage, de løb med glædeshyl ind på flisearealet for at kigge ned i toiletterne. Han overgav sig, trådte ind over afspærringen, inviterede de andre med og fortalte vidt og bredt om det store termeanlæg her bag Forum, som latrinerne hørte til. Tiden fløj afsted, og Sigrún udbrød:
   "Næste punkt er altså en fredelig grøn plet, hvor vi kan smide os i græsset sammen med græshopper og firben og fylde os med frokost, ikke? Er det ikke nok, skat? " Han nikkede og sagde:
   "Jo; vi går på vejen bare lige forbi vinbaren, for den tror jeg altså også ungerne vil elske. " Anna sagde stilfærdigt:
   "Jeg havde slet ikke troet, at noget så tilsyneladende dødkedeligt som romerbrokker, kunne være så interessante. Jeg troede slet, slet ikke, at det var noget for mindre børn, og hvad oplever jeg så? At ungerne morer sig glimrende, leger, jagter firben, spiller teater i amfiteateret, griner og leger toilet her, og nu siger du, at de kan lege købmand i en ruin også. Hvor får du det i grunden fra Jens? "
   "Når vi har spist frokost, hvilet os og Sigrún leder efter et sted at tisse, så skal ungerne "bestige bjerge" i nogle af ruinerne, hvor I andre får noget at vide om boligforhold i kejsertiden. Vent og se! " Sigrún så kærligt på ham og sagde:
   "Du er da dum, er du! Hvorfor tror jeg skal tisse efter frokost? "
   "Det skal du da altid. Jeg mener, enten er du sulten, eller også skal du tisse. Selskabsblære har du bestemt ikke; det man i gamle dage kaldte pli, det har du heller ikke meget af; men vi finder nok en fredelig og ugenert plet, hvor du kan skræmme et par firben og svide lidt græs af. "
   "Kvindetis er altså ikke som kattepis! "
   "Nåh, mon ikke der er flere meninger om den sag? "

Besøget i tavernen med bardiske og store vinamfora var helt klart en succes. Astrið og Jóhannis legede købmand utroligt længe; de voksne var tålmodige kunder og hyggede sig såmænd også med hinanden. Så fortsatte de ned ad gaden, kiggede på flere af ruinhusene og standsede så op ved et sted, hvor arkæologerne mente, der muligvis havde været et tidligt kristent kapel eller måske endog en lille kirke. Pludselig afbrød Jens sig selv:
   "Øh, hvor er Jóhannis? - Kan I få øje på ham? " Astrið havde bare smidt sig ned i noget græs og lå og kiggede på de få, hvide skyer på den blå himmel, kunne han se. Alle kiggede rundt; men Jóhannis var borte! Leifúr havde et bud.
   "Han er garanteret gået tilbage til tavernen! "
   "Lyder meget sandsynligt, " sagde Anna med bekymring i stemmen. Hendes blik flakkede lidt, kunne han se.
   "Jens, går du med mig tilbage, så bliver jeg da i hvert fald ikke væk. " Det var Leifúr, der spurgte.
   "Ja, lad os gå tilbage mod tavernen. Sigrún og Anna bliver her med Astrið, så der er nogen, hvis nu Jóhannis bare er lige rundt om nærmeste hjørne. " Så gik de to mænd i rask trav tilbage mod tavernen. De ledte omhyggeligt og længe; men de fandt ingen Jóhannis. Leifúr begyndte at blive lidt bekymret.
   "Hvad nu hvis...?
   "Så kan vi få kustoderne til at hjælpe os. Det har de prøvet før. " Leifúr blev beroliget lidt. Så gik de i tavshed tilbage til de andre, de tænkte lidt over hver i sær, hvad de skulle sige til Anna. Sigrún kom dem glad i møde.
   "Hvor er I to mænd altså dumme. Hvordan er det dog nogensinde lykkedes jer mænd at slippe afsted med at styre det meste af Verden? Det er mig en gåde! "
   "Øh? " Udbrød de to mænd lidt bøvet og nærmest synkront.
   "Kom nu bare med her. " Hun trak afsted med dem, og et øjeblik efter så de Anna sidde og lege med de to børn i al fredsommelighed. Anna så glad op på Leifúr og sagde:
   "Altså mænd! - Nå; men Sigrún bemærkede jo, at Astrið bare lå helt stille og roligt i græsset, og hvis Jóhannis var gået et andet sted hen, så ville hun da være gået med, ikke sandt? Kvindelogik simpelthen. "
   "Nåh, øh ... Det øh ... " Både Leifúr og Jens stod og følte sig temmelig dumme og tanketomme. Anna lo ad dem og Sigrún sagde:
   "Jeg tror, I to tumper har vundet retten til at slæbe vore rygsække resten af dagen, ikke sandt? De nikkede med et fåret udtryk i ansigterne; Sigrún fortsatte til Annas store fornøjelse:
   "Hvis nu I to mænd pludselig lige om lidt for brug for at hælde vandet fra kartoflerne, hvad gør I så?"
   "Finder et fredeligt hjørne og ... " Leifúr tav og så på Sigrún.
   "Ja, det var præcis, hvad Jóhannis gjorde derovre bag den lille romerbrok. " Hun pegede på en lille stump mur, der stod lidt afsides.
   "Skal vi fortsætte? " Sigrún kunne ikke dy sig for at sige det med lidt skadefryd i sin stemme. Det gjorde de så, nu med Jens og Leifúr som pakæsler for rygsækkene. Jóhannis havde sin lille røde Postmand Per-bil i hånden og Astrið sin lille lilla bamse. Ikke så længe efter, havde han ført dem til udkanten af Ostia Antica, til området, hvor Via delle Foce ender ude i det grønne græs ved det nordligste hjørne af Trinacria-termerne. Ruinerne, der stak op af græsset lidt længere ude og nede ved Tiberens bred, var Palazzo Imperiale, kunne han oplyse de andre om. De slog sig så i det grønne græs for frokosthvil. Herude kom turisterne yderst sjældent, så der var utroligt fredeligt og helt landligt, kun Leonardo da Vinci-lufthavnen længere ude forstyrrede idyllen en smule. Frokosten bestod mest i brød, Grana-ost og tomater; men der var tillige bladselleri, oliven og olivenolie. Leifúr havde også listet lidt lufttørret skinke og nogle fed hvidløg ned i madposerne. De havde selvfølgelig en masse vand med; men også en flaske lækker, gylden hvidvin fra Lazio dukkede op fra den ene rygsæk.

De voksne lå og dovnede i skyggen af en ruin og begge børnene var faldet i søvn og snorksov en velfortjent middagslur.
   "Jeg har dig under mistanke, Jens, det har jeg altså! " Det var Sigrún, der lå og kildede ham i øret med et græsstrå, mens hun stilfærdigt småbøvsede efter frokosten i det grønne.
   "Skyldig! - Jeg erklærer mig skyldig, bare jeg får lov at hvile mig i ti minutter. "
   "Du har med statsgaranti haft en eller flere duller med herude til lidt hvidvin og et lille udendørsknald! "
   "Hvorfor tænker du dog i de baner lige nu? Er du måske trængende? En lille quicky op ad en lun ruinstump? "
   "Altså, hvis jeg kan "blive trængende" med dig her, som du siger, så kunne andre vel også være blevet det, ikke sandt? "
   "Ha! - Du er trængende. Indrøm det bare min egen lækre urquind; det tager jeg som en kompliment!" Han lod sin højre hånd glide kærligt ned over hendes bryster, mave og lår. Han nød det, hun nød det.
   "Shh! både Anna og Leifúr sover også. "
   "Og så? "
   "Ja, hvad tror du din store bøf? Kom nu bare, lige på den anden side af den lave mur ved siden af os skinner solen. Din hvide røv har godt af et par hurtige solstråler. " Hun var allerede i gang med at knappe hans kortærmede sommerskjorte helt op.
   "Og hvordan vil du lade være med at larme, så alle vågner og tror, at hele Roms zoologiske have er sluppet herud på ferie? "
   "Du kan da bare kysse mig ordenligt, så kan jeg jo ikke sige noget, vel? " Hendes tunge kildede ham i navlen og det lange, smukke hår bredte sig ud over ham som elverpigernes lyse slør. Hendes røde sløjfe havde hun puttet i hans skjortelomme, så han var klar over, at det her mente hun alvorligt; nu skulle der hurtigbolles i det fri. De trimlede om på solsiden af den lave ruinmur, og der gik kun sekunder, før hun havde fået smidt både trusser, Bh og hevet bukserne af ham. Underhylerne fulgte med af sig selv, og hun nærmest smed sig ned over ham. Længe tog det ikke oppe i hende; men hvor var det dog både lækkert og frækt. Hvilken kvinde! - De lå og småkælede lidt, kyssede og nød hinanden. Langsomt gled hans kærlige hånd fra hendes dejlige bryster til den nu meget våde kusse, kærtegnede hendes lille lyse elskov og nussede hende blidt og roligt. Den anden hånd lå om hendes nakke, og lige med et, blev det meget hurtigt rigtig meget nødvendigt at kysse dybt og vådt, så lydene fra den zoologiske have, eller hvad det nu kunne være, der var på vej, blev tilstrækkeligt dæmpet. Så slappede hun fuldstændigt af og flød bare ud over ham øjeblikket senere.
   "Nu ved jeg, hvorfor man kalder sådan en lille hurtig omgang for en quicky, " hviskede hun.
   "Såh, hvorfor da? "
   "Nåh, har "vi" måske spist små blå, så fruen her skal køre en omgang til, hvad sinkehjerne! Vi har da lige slået alle rekorder i højhastighedsbolning, tror jeg? "
   "Som dit danske ordforråd dog vokser dag for dag min skat. Vi kunne jo også gemme lidt til den romerske nat hjemme i vores seng? "
   "Ha! - Du kan ikke mere. Er du ved at blive en vatpik? " hviskede hun provokerende og begyndte at lægge sig tilrette oven på ham igen. Så tog han fat i hende, vendte dem begge og lå nu øverst og, nåh ja, pikken ville åbenbart alligevel gerne "hjem" igen, så ...
   "Jeg elsker dig, elsker dig, ja, jeg elsker dig bare helt vildt, smukke kvinde, hviskede han i hendes øre. "
   "Du glemte et ord. "
   "Hvilket ord? "
   "Du har selv fortalt mig, at jeg er en "4K" ting. "
   "Min kærlige, kloge, kønne kvinde. "
   "Min rigtige mand! " Hun holdt så fast omkring ham med både arme og ben, at han næsten ikke kunne trække vejret.
   "Hvad har vi, jeg kan tørre mig med? "
   "Tja, enten mine underhylere eller dine trusser. Du kan selv vælge. "
   "Altså, det burde jo være dine underhylere, da du er årsag til, at jeg er våd helt ned ad lårene; men mænd uden underhylere? Nej, det kunne jo friste forkerte steder og ukendte tøsebørn. Giver du mig lige mine trusser? " Han rakte hende trusserne, så hun kunne få tørret de mest tydelige spor efter middagsglæderne bort.
   "Jeg har et par ekstra med i min rygsæk. Dem må jeg senere få listet på. Det går nok. " Så kom de i det meste af tøjet, og satte sig op og så næsten anstændige ud.
   "Sigrún, du er ved at blive en gammel kone! " Det var Annas glade ansigt, der dukkede op over den lave mur.
   "Hvorfor det? " Sigrún blev helt forskrækket.
   "Jamen Sigrún altså; Leifúr og jeg behøvede da slet ikke så lang tid til vores lille quicky på den rigtige side af romerbrokken. Du må øve dig meget mere, hvis du skal følge os unge! 10 år gør en vældig forskel! Nu har vi siddet her og ventet, jeg ved ikke hvor længe, på at du og Jens skulle få nosset jer færdige." Sigrún blev helt stille og sprutrød i hele hovedet.
   "Har du så også kigget? " Sigrún spurgte med vantro i stemmen.
   "Ja, selvfølgelig, vi skulle da begge to se, hvordan sådan nogle søde gamlinger boller i det fri, ja, og om de overhovedet kunne huske, hvordan man gør sådan noget i deres høje alderdom. " Anna var ved at dø af grin simpelthen, og så pegede hun på sit kamera og sagde henvendt til Sigrún:
   "Nu bestemmer jeg, hvad vi allesammen skal lave i morgen, at du ved det! Men vi kan forhandle sødeste Sigrún. " Sigrún anede ikke, hvad hun skulle sige, så flov over sig selv var hun.
   "Du holdt dine øjne og dit kamera fra min Jens, du gjorde! "
   "Nixen bixen; sådanne lækkerier er rare at have foreviget. De er lige til at uploade på zoig.com, og måske skulle jeg gøre det? " - Hun grinede, så hun måtte holde sig på maven. Sigrún ærgrede sig; men måtte erkende sit totale nederlag til Anna.
   "Min quicky var bare ekstra god, for det var en dobbelt! " Sigrún slog med nakken, så hendes lange, smukke; men også viltre, hår stod som en sommersky omkring hende. Han rakte hende den røde sløjfe, hun flettede hurtigt og rutineret en løs, tyk fransk fletning og lignede sig selv igen.
   "Tænk, hvilken guide! En guide, der kan finde små grønne oaser på en storbyferie med børn, hvor de voksne kan falde for fristelser som at bolle i det fri! Jens, du er formidabel! " Det var Leifúr, der udtrykke sin glæde over dagen i almindelighed og livet i særdeleshed. Anna gav ham et stort knus, Sigrún smilede og Jens rødmede som signalerne hjemme på Østerport i myldretiden. Så vækkede de børnene og gjorde klar til at gå videre.
   "Åh jo, vi skal lige vente, til Sigrún har tisset! " Anna grinede af hende.
   "Det er ikke nødvendigt, jeg skal først tisse, når vi når cafeteriaet og kaffen, som du giver, søde Anna! Med kage! "
   "Du har drukket vand og vin, og du har lige, nå ja fået motioneret dine blødere dele, og der er et kvarters gang til cafeteriaet? Tror du selv på julemanden? Du glemmer jo altid dine bækkenbundsøvelser, så ... ?"
   "Jeg skal have et par rene trusser på. Jeg går lige derover bag søjlestumpen. "
   "... Ja, og tisser! " Sagde de alle i kor og grinede.
   "Nå, og hvad så? Der er sgu da ingen der ser, at der er en lille smule afsvedet græs derovre om lidt, vel? " Så gik hun resolut over bag søjlestumpen, tissede så det sprøjtede i bar protest og tog så rene trusser på.
   "Husk dit trusseindlæg! " Anna kunne slet ikke holde op med at grine af Sigrún igen.
   "Ups! - Jeg har glemt at lægge dem i rygsækken. Må jeg lige låne et af dine? "
   "Øjeblik; kommer nu. " De to kvinder rodede i rygsækkene og fandt åbenbart også, hvad de søgte efter. Lidt efter var også Sigrún fit for fight på ny.
   "Nåh, så du bruger også trusseindlæg. Er man ikke så stram dernede i den røde bush længere, hvad sødeste Anna med det rødeste hår? Det er forhåbentlig ikke så slemt endnu, at Leifúr falder ud? " Så brød de to kvinder sammen i et kolossalt grineflip. Lidt efter gav de hinanden et knus og kom hen til Jens, Leifúr og børnene, der alle stod tålmodigt og ventede på de to fjollede kvinder.

Oppe for enden af Cardo Maximus ved museet lå også det store og velassorterede cafeteria. Der blev bestilt espresso og kager til de voksne og turkisfarvet is i papbægre og cola til børnene. Anna og Sigrún skulle også lige tanke op med noget Aqua Minerale og selvfølgelig frizzante eller gazzata, som Jens påstod, det hed, så man kunne være næsten sikker på en fed bøvsekonkurrence, når de om lidt fortsatte rundt i ruinerne. Leifúr og Jens tømte hver en halvliters Birra Peroni. I bogbutikken gik Jens og Sigrún nærmest grassat med vilde indkøb. Jens købte bøger på italiensk og Sigrún på engelsk og fransk. Anna rystede på hovedet.
   "Man skulle tro I to aldrig havde set en bog før? Er I slet ikke klar over, at vi lever i et informationssamfund, hvor for eksempel Internettet er opfundet? "
   "Anna, man kan ikke vælte sig rundt i en hyggelig bunke i et sofahjørne med sin elskede og en kæmpe bunke fristende bøger og en potte te, der er blevet kold til Rispighis musik, hvis man bare skal glo på en åndssvag skærm, vel? Og det er altså også meget sjovere at diskutere et eller andet, man har læst i en bog, med hinanden den halve nat med alle ti fingre i gang som bogmærker. "
   "Helt forstå dig kan jeg nu ikke; men jeg ved jo godt, at det er sådan du og Jens nyder livet aller mest. Men jeg har altså købt tre spændende artikler i butikken her, som jeg kan putte i min e-læser. Den vejer ingenting, det gør jeres bøger derimod. "

Resten af eftermiddagen hyggede de sig stille og roligt igennem store dele af Ostia Antica. Teatret måtte de vende tilbage til flere gange, for Astrið og Jóhannis syntes det var evigt herligt at klatre op og ned ad de store trin og spille komedie ind imellem. I toget på vej hjem, var der rigtig mange familier, der havde været en tur på stranden, så de blev enige om, at det skulle de altså også nå inden, de skulle rejse hjem fra Rom igen.

Sigrún sad og lænede sig op ad ham i toget, hun småsløvede og brillerne gled langsomt længere og længere ud på hendes kønne lille næse med de mange fregner. Han skubbede dem forsigtigt tilbage på plads på hende, hun sukkede veltilfreds og puttede sig lidt tættere ind til ham:
   "Jeg sidder og tænker på den gang ude i de norske fjelde, hvor vi første gang elskede udendørs. Det var bare så frækt og for mig også grænseoverskridende. Jeg har stadig duften af græsset i næsen og lyden af den blide vind i mine øren ... " Hun sad med halvt lukkede øjne. Jo, han kunne også udmærket huske turen fra Flåm til Oslo den gang.