Jeg påtager mig skylden. Ja, det hele er min skyld. Jeg kunne ikke lade være. Det er sket. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forsvare det? Kan jeg overhovedet forsvare noget af det, når det kommer til stykke? Jeg vil vide, hvordan jeg kan forsvare mig selv. Det var smukt at gøre. Det var tåbeligheden selv.
Kan du ikke huske det? Du gjorde altid alt rigtigt. Du sagde sjældent noget. Jeg er færdig, jeg ved det godt. Jeg fortryder også det hele.
Stilheden støjer i mit hoved. Tavsheden larmer. Jeg løfter armene og går min vej; mens jeg bilder mig selv ind, at vi to er kvit. Jeg regner i hvert fald på det. Jo, vi er på nul nu. Jeg finder den styrke, jeg ikke har. Verden skal være min. Du sender mig ikke engang en e-mail længere. Spillene er dækket ind. Counter-Strike, Dota, Apex Legends, The Sims og Fortnite er mine eneste sande venner. Dit ansigt er blot et skydegalleri for mig i nætterne.
Måske griner jeg af os en dag? Måske møder jeg virkeligheden en solbeskinnet dag på stranden? Din og min kærlighed kan ikke ændre sig, kan aldrig igen blive andet end skærmenes blålys i de sene nattetimer.
Jeg vil vågne nu. Jeg vil gå fra den ene virkelighed til den anden. Lad mig være i fred. Jeg kan ikke finde ud af det. Du kan ikke hjælpe mig, du er bare et skydeansigt på en skærm.
I det grå på himlen i en anden by en anden gang, da tager jeg livet til mig på ny. Det hele skal være mit, jeg vil ikke dele det med dig. Selv min datter siger ja til det. Hun forsvarer mig i mit mismod. Jeg tager det mod, du ikke har, og som jeg heller ikke har.
Med dine hemmeligheder vil du en dag dø borte fra den virkelige verden. Måske vil jeg en dag kunne grine af os over denne håbløse kærlighed, der førte ind i skærmenes blålys i de livløse nætter?
Alt skal laves om. Jeg ved det godt. Jeg ved ikke hvordan. Væk mig ikke endnu fra den trygge spilverden, hvor alt kan ske. Lad mig være i fred i det grå lys fra himlen over en anden by langt herfra.
Sådan vil det ende. Jeg tager skylden for det hele på mig. Jeg er en flygtning fra mine egne tanker.