Du kom som den blødeste forårsblæst over de spirende marker
Martsviolerne i skyggerne duftede stærkt og sødt af forventning
Jeg ville føre dig til bakkekammen ved skovbrynet og udsigten
Hvor vi skulle bekende kærlighedens tidløshed for hinanden.
Jeg så dig, jeg fornemmede dig, jeg mærkede et os vokse sig stort
Du var ufattelig smuk, dit lyse hår rammede dine glade øjne ind
Jorden bar os, drømmene gav os vinger, håbet forvandlet til mod
Vi levede i øjeblikkets særegne skønhed den forårsdag derude
Sommeren kom, efteråret og vinteren, årene gik deres egne veje
Du blev borte i tidens brusende flod, øjeblikkene var ikke mere
Jeg søgte, jeg fandt, jeg ville, jeg gjorde, jeg glemte, levede uden liv
Vi fulgte de slagne veje, ville stadig mere og længere, rakte ud
Den blødeste forårsblæst kærtegnede mit ansigt som vemods savn
Min verden blev stille, hvor meget jeg end rakte ud, intet var at nå
Tomhed, uendelighed, ligegyldighed, rodløshed, sanseløshed, råhed
Jeg genfandt aldrig kærligheden, mødte hverken dig eller andre
Tvivlende fortsatte jeg stædigt min forårsvandring tilbage mod før
Derude i den træløse skov ved den udjævnede mørke bakkekam
Under en isblå forårshimmel, hvor ingen hørte mig, ingen så mig
Da kom med et en varm og kærlig livsbekræftende arm om mit liv
Jeg fornemmede dig, jeg så dig, så dine glade øjne, mærkede duften
Ad forskellige veje og årsager var vi nu kommet tilbage til dengang
Vi med et kys lovede et evigt os, dengang vore veje delte sig i to
Spejlingen af det tabte vi ikke passede på, skabte min blå melankoli