Fremmed er byen, natten svøber sig koldt om huse og sjæle, tågen brydes af bilernes lygter. Regnvåde gader, genskin fra ruder bag skodder oplyste, fjerne lige her foran mig. Jeg falder ned tungt i caféens bløde røde stole, lugt af snavs og kaffe, drikker min Caffè Latte, eller Caffè Romano, som de lokale her i Cefalù på den provinsielle nordkyst kalder den varme drik; mens de ser den anden vej. Tænker over, hvorfor hvert hus er som vand i strandkantens grå sand og sten? - Videre, jeg skal videre om lidt eller senere mod ukendte mål i denne klamme nat, min macho-blå Alfa Romeo Giulietta QV står kraftfuld klar i regnen. Når alt går godt, så ved jeg det ikke; når alt går galt, så ved jeg det hele. Jeg forstår dig ikke, hvorfor du uden ord kastede vore år sammen fra dig uden videre? - Mine tanker tømmes for indhold og drømme og farver, forgæves forsøger jeg at fange gyldne glimt af os i min brudte erindring. Hvor er mit hjerte? - Tømt for varme og glæde, alt det blide og smukke, du bragte med til os. Pludselig lys i øst, langsomt breder det sig skærende orange langs den forrevne kyst, kaster sig over tingene omkring mig, opsluger mig, tager min kraft, bygger dagens skygger op, åh, jeg græder indvendigt over dine gule rosers torne, ligegyldighedens farveløse utilnærmelighed, musikkens øredøvende stilhed på bjerget, der bærer Tempio di Diana højt hævet over den våde by - vis mig, hvad du gemmer bag uendelighedens horisont, og min sjæl vil favne dig påny! - Kaster bilen brølende ud fra fortovskanten på vej mod det umulige håb længere borte, jeg skal nå det inden, mine tanker indhenter mig.