End ikke septembers uendelige stjernehimmel
Kan nå tilstrækkeligt langt ind i evigheden -
Når disen letter derude kan ej heller fjordens vande
Spejle den alt omfattende æteriske stilhed
Som omslutter det afgørende øjeblik -
Da ensomhedens grænser viskes bort
Blikkene reflekteres fra de blanke øjne -
Stemmernes kakofoni bliver enkle som blæsten
I håret og henover de dugvåde fodtrin i græsset -
Der er intet tilbage at skjule eller glemme
Aldrig mere skal jeg være bange for at miste
Mit sind er fyldt op med tidsløsheden -