Vågner, sveden danner floder i sengen, fugten, varmen, myggene, morgentrafikkens kakofoniske tolvtonesymfoni kan ikke være i vinduesrammen, åh, hvor jeg dog savner, ja, hvad er det for et vemods grønne ansigt, der kryber frem under sengen? - Jeg råber uden lyd på frisk luft og bjergenes harmoni, de bjerge, som kun troen kan flytte. Hvor er min tro? Smeltet måske? Nej, intet kan smelte i den fugtige varme, alt er smeltet, lydene, duftene, stanken af modernitet midt i klassisk arkitektur og væltede skraldespande. Jeg skulle aldrig være stået af toget i aftes, jeg burde være fortsat mod himmelske egne og bort fra fugtigvarmens Helvede på jord; men vi to skulle jo mødes her i de skønne århundredgamle arkader, vi skulle vandre hånd i hånd gennem kultur, historie og smukke tanker. Jeg vidste det jo godt fra de mange gange, jeg tidligere har været her i skøgen blandt alle verdens byer, dig, Bologna, du lokker med Sireners skønsang om alt det vidunderlige, du kan byde mig, og hver eneste gang ender jeg med at konstatere, at du sender mig direkte ind i Helvedes forgård af ulidelig fugt og den tungeste varme noget sted på Jorden kan byde ind med! - Selv dine skyggefulde vidunderlige arkader svigter, når man først er kommet der. Jeg siver op ad en af de uendelige hønsestiger inden i et af dine lumske tårne i håb om frisk luft på toppen; men hvad møder du mig med der? - Den mest fantastiske udsigt, så smuk og skøn som selveste Paradisets Have; men du er som Fanden selv, der blot frister, for når jeg på ny er dernede, forsøger du straks at kvæle mig i din ulidelige varme eller drukne mig i din modbydelige fugtighed! End ikke at kysse dig, min elskede, orker jeg længere. Kom, lad os købe en togbillet væk fra dette forfærdelige sted på Jord; nåh, nej, jeg har jo lige noget, jeg skal gøre, jeg skal arbejde, kun tænke på dig, kun drømme om dig er muligt. Nej, end ikke drømmene holder ved, de smelter eller opløses i din fugt med de svirrende myg. Jeg har endnu en gang mødt Dantes Helvede på Jord!