Hun står foran mig
Uden ord uden videre
En blomsterkrans
Med grøftekantens
Blå cikorier
I hendes hånd.
Hun bare står
Dukket frem af intet
Smuk smilende
Sol og sommer
I hendes øjne.
Navnet må være
Velklingende smukt,
Min eneste tanke.
Hun rækker kransen
Stille frem til mig
Med rolig hånd
Jeg ved ikke
Mine levende råd
Mine fødder slår rødder
Gennem asfalten.
Min hånd gik igennem
Blomsterkransen
Uden tingslig kontakt,
Fortvivlelsen
Lysende i øjnene
På os begge.
Jeg er alligevel ikke,
Den hun søger
Til forløsning
Af en noget
Bag tiden.
Jeg kan ikke
Bringe sjælefred
Vriste hende fri
Fra et Helvede
Hun står midt i.
Jeg kan ikke vide
Om hun er årsag
Eller følge
Af en hændelse
Måske noget
Der ikke er hændt?
Er hun den,
Der har mistet?
Er hun den,
Der er mistet?
Er hun den,
Der er sendebud
Til tiden og mig?
Jeg læser fortvivlelse
Kulde og gru i hendes øjne,
Jeg føler angstens sved
I hendes bitre duft.
Jeg mærker
Min egen angst.
Jeg sanser længsel
I den udstrakte arm.
Min utilstrækkelighed
Uventet udstillet
En sommerdag
Skæbnebestemt
Uden plads
Mellem før og efter.
Kun de blå cikorier
Ligger tilbage
Ved mine fødder.