Værelset var overraskende stort og med vinduer fra gulv til loft. Arkitektur og design var moderne og lyst. Udsigten over det smalle sund var helt fantastisk - også her i aftenmørket. Han havde lige et øjeblik glemt, at det var en suite, han havde reserveret, så han kunne arbejde under konferencen og workshoppen. Tanketomt tømte han den lille kurv med velkomstsnacks, åd det hele; mens han pakkede ud. Arbejdspapirerne og konferencematerialerne måtte lige vente lidt, han gad ærlig talt ikke beskæftige sig med dem lige nu, så de blev bare hældt ud på bordet i en rodet bunke. Hvor var det dejligt med et varmt brusebad. Han fandt noget rent tøj frem til den sene middag lidt senere i hotellets restaurant; men fik bare undertøjet på, han havde en smule hovedpine efter den oprivende dag. Et stort glas koldt vand gjorde underværker, det var ligesom hovedet igen begyndte at fungere normalt. I det mindste lige indtil han smed sig ned i den dybe Alvar Alto læderlænestol foran fjernsynet og faldt i dyb søvn endnu inden, han havde fået tændt for det!
Snart slumrede han højlydt i stolen og drømte forvirret og fragmenteret. Han forsøgte uden held at vågne; mens nogen spillede vildt på afrikanske regnskovstrommer lige rundt om hjørnet, eller hvad, det nu var? Han vågnede trods alt ved den kraftige banken på døren, rejste sig ualmindeligt søvnigt og sløvt fra den lune lænestol og fjernsynets tryghed og vadede hen til døren. Han gad ikke kigge gennem dørspionen først; men lukkede bare op - og der stod hun, Sigrún Johannisdóttir fra Island, og smilede til ham! - Glade blågrå øjne, en fantastisk fransk fletning med det tykke, lyse hår, en designerbluse, der på mirakuløs vis fremhævede hendes brysters velformede skønhed, og som så ud som en million; men som sikkert var et loppefund fra kirkens genbrugsbutik hjemme i Reykjavik. Nederdelen var i mørk rødgylden farve og temmelig stram, så den på forunderligste vis fremhævede hendes velformede hofter og antydede de lækrest tænkelige lår. Om halsen havde hun en tynd guldkæde med et lille dansk Dagmarkors. Hans tanker stod ganske enkelt stille; mens han i utilsløret nydelse gloede på hende, som havde han aldrig før set en kvinde! - Hurtigt blev han dog noget flov, som han bare stod der i døren forsovet og bøvet i sit ganske vist rene; men tyndslidte undertøj med huller under armene i undertrøjen og gammeldags, hvide trunks som underhylere også med huller hist og her. Pinligheden voksede som en kræftsvulst i hans indre. Lige nu anede han virkelig ikke, hverken hvad han skulle sige eller gøre. Sådan set et sølle syn i sorte knæstrømper og hvidt undertøj og med lidt gammeldags briller, der var gledet helt ud på den brede opstoppernæse. Vorherre bevares tænkte han om sig selv, som han bare stod der med venstre hånd på dørhåndtaget og følte sig dum og syntes, det hele var så uvirkeligt og også lidt ynkeligt i virkeligheden! Der var i hvert fald ikke noget macho over sceneriet. Lyset fra suiten glimtede i hendes uindfattede briller. Han så på sit ur, klokken var 20; men han opdagede det aldrig.
"Vi var bare nogle stykker, der undrede os over, at du ikke kom ned til middagen og briefingen om workshoppen i morgen. Du havde også lovet mig nogle kontakter til Sapmí. Kommer du ikke med ned og får en night-cap i "Skibsbroen Bar". Jeg giver - og vi trænger vist til det efter sådan en dag?" Hun trådte et skridt nærmere og fastholdt ham med et vidunderligt charmerende blik. Hvor så hun godt ud - sikken kvinde! Han havde en næsten ubetvingelig lyst til bare at række armene ud og give hende et varmt knus; men velopdragen, som han var, lod han det blive ved tanken og konventionerne.
"Mon ikke jeg så lige skulle få lidt flere klude hængt på kadaveret?", fik han akkurat og temmelig klodset fremstammet, skønt han egentlig ville have sagt både tak og alt muligt elegant og intelligent til hende. "Skal vi følges?", spurgte hun. "For så venter jeg bare på dig her," tilføjede hun og så forventningsfuldt på ham. Et lille smil lurede i hendes mundvige. Han var slet ikke vågen nok til at tænke nærmere over det. Han var bare forvirret. "Øh, jo, jo; lige et øjeblik". Han vendte sig om og vadede tilbage mod suitens soveafdeling og badeværelse. Hun fulgte ugenert efter ham, lukkede stille døren bag sig, fortsatte ind ved siden af sammen med ham og satte sig så på den flotte dobbeltseng. Hun kiggede åbenlyst nysgerrigt på ham; mens han forvirret fumlede med manchetknapper, slips, snørebånd og andet, som mænd nu gør. Han tænkte, så det knagede; men uden at vide, hvad han skulle bruge tankerne til, og glemte også det hele igen. Syntes hele tiden, at der var et eller andet, ja, der var noget på en gang velkendt og alligevel også fremmed over den der Sigrún Johannisdóttir. Var der ikke en eller anden klokke, der burde ringe mellem hans øren? Han turde ikke rigtig beholde tankerne. Nå, de var jo også både voksne og det, andre kalder modne, mennesker? Hvor var han dog træt lige nu; og mega meget sløv tillige. En drink i baren kunne umuligt gøre det værre.
Kvinders anatomi måtte altså være temmelig meget anderledes end mænds. Hvordan i Himlens navn kunne hun dog bare sådan lige placere sig fuldstændig afslappet i havfruestilling uden at brække ryggen eller andet? Han kastede ind imellem sine fumlerier skjulte blikke hen til hende. Hun sad bare og så glad og interesseret på ham, som var det nu det naturligste i verden, at hun her sad på hans seng? De kendte jo sådan set ikke hinanden. Eller gjorde de? - For fanden da også, bare han ikke var så pokkers træt og sløv. De havde vel begge deres familier hjemme, og de havde vel ingen planer om at lave om på det? Han var forundret og lidt genert; men havde da så vist intet imod det! Trods alt var det jo en særdeles attraktiv kvinde, der sad der, og i det mindste kunne man vel nyde synet, så længe det varede?
"Da jeg så dig stå der søvnig og overrasket i døren, syntes jeg bare, du så så sød og dejlig ud, og derfor fik jeg slet ikke sagt det, jeg egentlig ville have sagt til dig", sagde hun stille med sin charmerende islandske accent, mens hun så ned på det smukke mørkeblå sengetæppe. Han så forvirret på hende og vidste ikke, hvad han skulle sige, og sagde derfor ingenting. Han stod bare halvpåklædt og så fåret ud. Hvorfor pokker kan man da ikke bare tage sig sammen og optræde som en rigtig mand, nåede han lige at tænke om sig selv, da hun tilføjede: "Jeg ville bare have sagt undskyld til dig, fordi jeg sådan råbte og skreg og skældte ud, da jeg sad fast i sneen; men jeg var rædselsslagen, simpelthen!" Det havde han slet ikke tænkt over - og havde da vist også allerede for længst helt glemt det. "Og så altså tak, fordi du gravede mig ud". Nu gik hans tanker fuldstændigt i stå. "Kan du tilgive mig?" - spurgte hun forsigtigt og så op på ham med sit intense blik. Han bare gloede på hende, den lille næse, fregnerne, de dybe smilerynker omkring hendes glade øjne, det tykke, lyse og let gråsprængte hår. Hun havde ingen make-up på, bemærkede hans sig, bare en diskret øjenmakeup. Hun havde heller ingen naglelak på de kortklippede fingernegle, og hendes brug af parfume var virkelig diskret. Hendes forventningsfulde smil måtte kunne smelte selv den grønlandske indlandsis. "Da jeg igen kunne trække vejret, så var det som lyset skiftede, og jeg så Verden på en helt ny måde. Jeg ved godt, det lyder underligt, og at det måske til dels skyldtes iltmangel og alt sådan noget praktisk. Alligevel kan jeg ikke rigtig finde andre ord for det, for der var noget mere på en eller anden måde. Der var noget særligt ved lyset, noget, jeg måske skulle huske eller være opmærksom på; jeg ved ikke rigtig?" Hun blev stille og også lidt indadvendt i blikket.
Mens han i en uendelighed rettede på sit i øvrigt ret elegante og perfekt satte New York'er-slips, følte han sig meget lidt macho og temmelig meget som en mental bonderøv. Pludselig spurgte hun: "Er du slet ikke sulten? - Du var jo ikke nede til middagen!" Han anede ikke, hvad klokken var. Han kastede et blik på sit ur; men så ingen ting. Så kiggede han igen; men havde sekundet efter alligevel glemt, hvad det viste. Sulten? - Jo, det måtte han vist indrømme, at han var blevet efterhånden. Hvor pinligt, han havde sovet fra velkomstmiddagen åbenbart! "Var det i øvrigt en god middag de diskede op med?" fik han tamt listet ud mellem læberne. Hun så på ham, øjnene røbede et stort smil og en lille latter på vej. "Det ved jeg faktisk ikke!" sagde hun og så meget ærlig ud. Han var lettere mystificeret. "Øh...?" var alt, hvad han tomhjernet fik øffet frem. "Jeg kom nemlig for sent. Jeg var faldet i søvn i badekarret", nærmest hviskede hun. Han så det for sig, den blidt snorkende kvinde, der langsomt gled ned under vandoverfladen for så at vågne med et spjæt og arrigt spruttende og bandende på sit islandske hurtigt rejse sig op med vand og sæbeskum sprøjtende til alle sider! Sikke et syn, det måtte have været. Han smilede ved sig selv og var lige ved at komme til at grine. "Ja, ja - grin du bare, det er altså ikke hver dag, man både er lige ved at blive kvalt under mænd og slæder og sne og hunde og så også er druknedøden nær, vel?" - sagde hun, og kastede sin tykke franske fletning over venstre skulder med sådan en kraft, at den løse mørkerøde sløjfe fløj ned på gulvet. Så kom hun også selv til at grine af sit eget temperament, rejste sig fra sengen for at samle sløjfen op fra gulvet.
Hun bøjede sig ned for at samle sin sløjfe op. Han gik fuldstændig i stå. Et betagende smukt syn; men sikkert også dybt og håbløst mandschauvinistisk? - Han bildte sig ind, at det bare var naturens kamp med kulturen, der foregik i hans indre - og for pokker da, tanker var vel stadigvæk toldfri? Og hvorfor i alverden skulle en mand ikke kunne nyde Guds eget skaberværk i form af en velskabt kvinde? Eva var da i sin tid blevet til af Adams ribben, ikke sandt? Så tag dog et initiativ, din tumpe - er du mand eller mus? Sig noget! Hans tanker var næsten som havregrød lige nu. Det her havde han altså ikke prøvet før, og på film går helten da bare til den? Nå, det her var også virkelighed og ikke film. "Kan du lide fisk?" spurgte han sådan nærmest lidt ud i luften. Sekundet efter følte han, at det havde lydt aldeles malplaceret og komplet tåbeligt, og måske var det dummeste, nogen mand nogensinde havde kunne finde på at sige i den situation. Initiativ? - Og så fabler du om fisk! - Tumperøv, var det eneste ord han kunne finde om sig selv lige i det øjeblik. Hun så imidlertid bare op på ham med et stort glad smil: "Ja tak! - Køkkenet er sikkert også åbent endnu, så sent er det jo heller ikke", sagde hun, idet hun rejste sig med sin genfundne sløjfe i hånden. Han så på sit ur; fandt så langt om længe ud af, hvad klokken var; men anede ikke, hvad skulle han bruge det til og glemte det snart igen. Der var ved at være rod i hans tanker. "Jeg kan altså også godt lide pandekager med is; helst jordbæris", tilføjede hun, gik rundt om sengen og hen imod ham. Han skyndte sig at tage telefonen, tastede hurtigt receptionen og bestilte køkkenets kendte fiskespecialitet, pandekager med is som dessert og en italiensk spumante i stedet for almindelig vin. Han havde allerede glemt, at det burde have været med jordbæris. "Der går nok cirka fem kvarter, for de har lidt travlt lige nu; men så kan vi jo se lidt på morgendagens program til workshoppen og mini-konferencen. Har du i øvrigt noget frokostmøde i morgen, for det har jeg; to faktisk?" sagde han og forsøgte at lyde professionel og saglig uden, at det helt lykkedes for ham. Øjnene kunne han slet ikke få væk fra hende igen, blikket var som klæbet fast til hende med den superlim, han havde købt hjemme i Bilka for nogle dage siden. "Jeg skal lige have min oversigt frem. Jeg har den her på mobilen - ja, sådan. Lad os så bare gå i gang. Vi kan bruge dine materialer." Hun svarede ham ikke på, hvorvidt hun have frokostaftaler i morgen. Så gik de ellers i gang med bjerget af dokumenter, håndbøger osv. til workshoppen og mini-konferencen i morgen og i overmorgen. Det hele lå temmelig uorganiseret i bunker på bordet; men snart havde de fået orden i kaos og sad fordybet i deres professionalisme og helt opslugt af arbejdet. De arbejdede forbløffende fint sammen uden i øvrigt at tænke meget over det. Han smed slipset igen og knappede de to øverste knapper op i sin nystrøgne hvide skjorte. Manchetterne blev foldet op, og i det hele taget blev der arbejdet. Lidt efter sad skjorten halvkrøllet uden på bukserne, og skoene lå skubbet til side under bordet. Han syntes, han kendte igen duften af hendes yderst diskrete parfume? Hvor havde han mødt den liflige og særdeles feminine duft tidligere?
Hun rejste sig, strakte sig og rettede ryggen, gik hen til et af vinduerne og kiggede ud i mørket. "Hvor det dog sner lige nu", sagde hun og vendte sig om mod ham. Han rejste sig også fra papirerne, gik hen til hende og så ud på snevejret sammen med hende. Til sin egen overraskelse gav han efter for en pludselig indskydelse. Han lagde armen om hendes liv, trak hende blidt; men bestemt ind til sig, så hende dybt ind i øjnene og sagde bare: "Ég er feginn að þú komst!" - Uden flere ord lagde hun armene om hans nakke, knugede sig ind til ham og kyssede ham; et langt og kærligt og meget vådt kys. Så stod de med armene om hinandens liv, stille og så ud på de faldende snefnug og den hvide Verden udenfor. Ingen af dem sagde noget - kun deres tanker flettede sig på uforklarlig vis ind i hinanden. Tankerne gik på langfart. Det var, som vidste de begge, at dette dyrebare øjebliks trylleri kunne forsvinde ligeså hurtigt og uforklarligt, som det var kommet. Hun så op på ham:"Getur þú íslensku?". "Næh. Kun nogle få brokker. Jeg forstår lidt talt islandsk; men ikke så meget, at det gør noget."
"Den benhårde og altid stringente kontraktforhandler, der fuldstændig hensynsløst altid har kunnet kværne sine modstandere til det rene kompost tør altså godt lade sin intuition tænde et varmt og blødt hjerte i sig på ægte følelser, når han møder dem? - Det tænkte jeg jo nok!" Hun så på ham med varme i blikket, da hun sagde det. "Jeg kan måske nok godt se, hvad du mener, når jeg ser tilbage på min gøren og laden og alt sådan noget; men det har jo aldrig været hverken tænkt eller ment på den måde. Sådan er jeg altså slet ikke, sådan hård i filten og alt det der. Jeg er da bare temmelig almindelig, når jeg er mig selv, tror jeg nok? Sådan en, der slår græs og spiller Ludo med ungerne og falder i søvn foran fjernsynet og altid får afleveret biblioteksbøgerne for sent." Sagde han undrende. Det her var vist ved at udvikle sig til noget, han ikke helt vidste, hvor førte hen. Kontrol over situationen havde han da i hvert fald ikke mere, og sikke noget vås, han stod her og fyrede af. Han kunne ikke en gang finde ud af at flirte bare en lille smule nu, hvor lejlighed åbenlyst bød sig til. Flovt! Pinligt! Heller ikke sine egne tanker kunne han hitte rede i lige nu. Det pirrede imidlertid hans nysgerrighed - eller måske snarere mandlige forfængelighed, for han ville bestemt gerne høre mere om sig selv fra hende. Hvordan han skulle få formuleret noget, der kunne friste hende til at fortælle lidt mere, det vidste han ikke lige i øjeblikket; men han brændte for at komme tættere ind på livet af hende. Mænd var bare så bøvede til sådan noget. Eller han var, syntes han lige i øjeblikket.
Hun rakte ud efter kontakten. Den flotte designerlampe over arbejdsbordet slukkede, så det nu alene var de to små sengelamper med deres dæmpede gyldne skær, der lyste suiten op inde fra soveafdelingen. Hendes flotte bluse var samlet med to lange snipper bundet i en dekorativ sløjfe under hendes barm. Han kunne bare ikke lade være - han trak blidt i den ene snip, og som ved trylleri åbnede blusen sig og åbenbarede et par bryster i en ualmindelig flot mørk pink Bh med blondekanter og et stykke lækkert maveskind med fregner på. Hun kvitterede omgående med at knappe de sidste knapper i hans skjorte op - langsomt, knap for knap og trak den af ham; mens han genert rødmede som en skoledreng på gale veje. "Øv - du har jo undertrøje på", udbrød hun. "Det vidste du da godt, din nød; men den kan da tages af - og du har jo både nederdel og strømpebukser og alt muligt på, ikke sandt?" Han åbnede hægterne i hendes nederdel, trak langsomt og nydelsesfuldt den lille lynlås ned, og nederdelen gled af hende så stille som den sne, der faldt uden for vinduerne. Hun trådte elegant og sexet ud af nederdelen, sparkede de højhælede ruskindssko af og krængede hurtigt også de mørkeblå strømpebukser af sig. Han trak sin undertrøje over hovedet. Forsigtigt åbnede hun hans bælte; mens han klodset var viklet ind i sin undertrøje. Lynlåsen fulgte og bukserne lå snart på gulvet ved siden af hendes nederdel. De så på hinanden, kom til at storgrine ved hele situationen og så nærmest væltede de sig ned på sengen i en stor, glad sammenfiltret bunke mand og kvinde.
Under megen grinen, fnisen og kærlig tumult fik de snart hevet de sidste stykker tøj af hinanden, og nu lå alt tøjet spredt på gulvet rundt omkring i suiten. Lidt efter lidt blev de mere og mere stille, de lange dybtfølte kys, de mange kærtegn, den sensuelle udforskning af hinandens kroppe - han måtte bare have hende, det måtte han altså. Hun havde fået skubbet sig ind under ham, så han lå oven på hende lige nu. De bare så hinanden dybt i øjnene. "Kom, kom upp í mér núna," hviskede hun ømt og lavmælt; mens hun knugede ham ind til sig, som ville hun aldrig mere give slip. "Sæt dig op på mig, så jeg rigtig kan nyde, hvilken dejlig en kvinde du er; kom! - Jeg vil se på dig, jeg vil se dig i øjnene. Jeg vil røre ved dig, føle din bløde, varme hud, dine smukke bryster." De rodede lidt rundt, grinede også lidt og øjeblikket efter sad hun sejrsstolt der med hans pik dybt oppe i sig. Med venstre hånd havde hun et fast greb i hans nosser og med højre masserede hun sig selv; men blev et kort øjeblik lidt distraheret, da det gik op for hende, at de begge havde glemt at tage deres briller af. Brillerne røg ned til tøjbunkerne. De holdt hinanden fast med øjnene, som var de bange for at miste hinanden og øjeblikket. Blidt kærtegnede han hendes smukke bryster, hendes bløde maveskind, nød hendes lange hår, og hele verden lukkede sig omkring dem. De gled ind i deres eget kærlighedens og nydelsens univers langt uden for tid og sted, hvor intet kunne forstyrre dem. Ingen af dem hørte heller den lille tilbageholdte ploplyd af en kølig flaske spumante, der blev åbnet.
Den kvindelige tjener havde korrekt banket på suitens dør; men der havde ingen reaktion været. Irriterende at gæster bare bestilte løs, og så alligevel ikke var der, når man kom, havde hun kort for hovedet tænkt; mens hun fumlede med sit masternøglekort for at åbne døren. Næppe havde hun lukket døren bag sig, før hun havde opdaget de to ovre i den store dobbeltseng inde i suitens soveafdeling. Fascineret og tryllebundet og også lidt genert havde hun så stået og nydt deres intense glæde og kærlighed som en anden voyeur. Det havde været både flovt og imod alle skrevne og uskrevne regler, at hun sådan var blevet stående; men hun havde ikke kunnet løsrive sig. Det havde været så smukt, havde hun syntes. Så stille som muligt havde hun anrettet den beskedne servering, åbnet spumanten næsten lydløst, og så havde hun gjort noget aldeles uprofessionelt: Hun havde spontant skrevet en kortfattet personlig hilsen på hotellets brevpapir til dem.
Tæt omslyngede lå de bagefter og nød livet i almindelighed og hinanden i særdeleshed et stykke tid. Hun nussede ham i hans korte, grå skæg, og med næsen i hendes smukke hår han nød han den berusende duft af kvinde. De bøvlede lidt med tæpper og dyner; men fik snart trukket den ene dyne hen over sig. Arm i arm lå de, tavse, ingen ord syntes nødvendige lige nu. En diskret kliklyd fik hende til rejse sig op på den ene albue og kigge ind i suitens anden del. Hun havde ikke sine briller på, så hun missede lidt med øjnene. "Det lød som en dør?" sagde han."Guð já, nei, nei - það er djöfullinn reyndar - room service har været her, hvor pinligt!" nærmest hviskede hun og rødmede som en anden skolepige. "Vores bestilling er rettet an på bordet med opdækning og levende lys og det hele", fortsatte hun meget rød i hovedet. "Tja, så kan vi vel lige så godt helt officielt nøjes med min suite. Nu er det sikkert alligevel ude blandt alle vore kolleger, konkurrenter og leverandører i morgen tidlig", foreslog han pludselig til sin egen store overraskelse. Han kunne ikke helt finde ud af, hvad han havde gang i. Hvor kom al den mandighed pludselig fra? Mon hun kunne finde ud af det? Hans tanker begyndte så småt igen at falde fra hinanden og ligne små irriterende fraktaler. "Jeg kunne altså godt spise noget nu", sagde hun og hoppede glad ud af sengen, tog de to hvide frottébadekåber, der lå nydeligt foldet sammen i fodenden af sengen. Hun tog hurtig den ene på og kastede den anden hen til ham, og et øjeblik efter var de i gang med deres private candle light dinner. "Se, der er en besked fra room service til os. Hun har faktisk skrevet en lille undskyldning!". Sigrún rettede på brillerne og læste det også. "Jamen det havde hun da ikke behøvet; hvor er hun altså sød," sagde hun med et kærligt smil til ham.
Han nød synet af hende, af Sigrún. De sad tavse et lille stykke tid deres lette; men elegante måltid. De kunne ikke rigtigt holde øjnene fra hinanden, de nød virkelig synet af hinanden, som havde hun aldrig før set en mand, og som om han aldrig havde mødt en kvinde før. Det var forunderligt, fjantet og dejligt; men også en fornemmelse af noget velkendt begyndte at tage form i ham. Hun udbrød: "Hvor har du lært at charmere kvinder med mousserende vin? - Det kunne jeg da godt lide at vide.". "Italien, selvfølgelig!". "Hm; mon jeg i grunden ønsker at vide mere om dig, Casanova, og sensuelle mørkhårede italienske skønheder i fløjlsbløde Middelhavsnætter med cikadernes musik i ørerne? - Jeg kan se det for mig, det opulente måltid på sengekanten og spumante, der drypper ned i navlen, og dig der... ". "Ja, ja - det er godt med dig. Din fantasi og forestillingsevne fejler bestemt ikke noget; men billedet af den fantastiske Casanova kan jeg altså ikke leve op til, og visse små hemmeligheder må du selv finde ud af, og øh?, Casanova?" - "Åh jo," sagde hun med et frækt glimt i øjet og fortsatte: "Det var da værre, hvis jeg mente, du var en Don Juan, ikke?". "Hvad er du så? - Kleopatra måske?". "Hei, hei - þetta er vissulega mjög gróft samanburðar?". "Mon dog?" - De pjattede videre et stykke tid langt ud ad denne skæve tangent og hyggede sig gevaldigt med det. Under bordet flettede de tæer. Hele deres Verden var det lille intime Univers, de sad og skabte omkring sig med en varme og en kærlighed, de aldrig havde oplevet så intenst før. Hvad var det nu lige, der næsten gav ham en fornemmelse af dejavue. Der var noget igen med duft af kvinde og spumante og lyden af Rom? - Det ærgrede ham, at han ikke lige kunne komme i tanker om, hvad det var. Så prøvede han at være en smule praktisk: "Nu ringer jeg til receptionen og beder dem flytte dine ting til min suite, for her er vist mest plads?" "Tror du man sådan uden videre på denne tid af aftenen kan bestille en flytning af sit eget roderi fra et værelse til et andet?". "Ja, hvorfor dog ikke - er det ikke også sådan noget både dine og mine amerikanerkunder kan finde på ind imellem" Han tilføjede lavmælt: "Hvad nu, hvis jeg f.eks. bare snorker helt vildt?" Hun satte glasset fra sig, lagde sin hånd på hans, og så ham dybt ind i øjnene med sit faste, klare blik: "Ved du hvad? - Det er jeg sådan set ret ligeglad med, for så er vi to. Min mand siger nemlig altid, at jeg lyder som julemandens værksted dagen før dagen, og at han alt for sjældent får lov at sove ordentligt, når vi deler soveværelse!". "Jeg plejer bare at få et ordentligt los af fruen derhjemme. Sommetider hjælper det også lidt," mumlede han mens han skænkede det sidste af spumanten op i deres glas, så den løb over og ud på bordet. Hvad var der med hendes øjne, blikket i de smukke øjne havde han da vist mødt tidligere? For meget længe siden? Noget begyndte at rumstere i hukommelsens bagerste hjørner. En svag rødmen bredte sig i hans ansigt, nu vidste han, hvem hun var - og hun havde hele tiden husket, hvem han var og alle de steder og gange, hvor de havde mødtes tidligere. ...