Her sad de så, tilfældigt sammenbragt ved konferencen. Ingen af dem turde vedstå sig øjenkontakt til den anden; men hjertet blev uroligt i hans bryst, og en gammel længsel begyndte at krybe frem.

Han hørte heller ikke rigtig efter længere; men tænkte tilbage på deres tredje møde. Det havde været på hendes hjemmebane på Island. Deres to første møder havde været i London, og dem havde hun åbenbart selv enten glemt eller fortrængt, hvilket vel var meget godt. Det var da lidt beroligende at tænke på, at det ikke kun var ham, der havde fortrængt dele af deres fælles fortid. Det havde da vist også været efter det sidste møde i London, at et usædvanligt voldsomt stormvejr over Nordsøen havde kastet ti eller elleve tons vand ned gennem skibets skorsten på vej fra Harwich til Esbjerg? Det havde været den ellers så velsejlende m/s "Tor Britannia". Han huskede, at han sammen med kaptajnen havde været med til at gøre skaderne op efterfølgende. Sært som ens erindringer altid kom i abrupte og upraktiske glimt. Hvad i alverden havde hans hjemrejse med skib over Nordsøen med hans og hendes sammenstød i London at gøre med hinanden?

Tankerne gik tilbage til Island, til den gang for rigtig længe siden, til tredje gang de havde mødt hinanden. De havde forhandlet kontrakterne på plads via telex, huskede han. Nu fandtes sådan nogle maskiner vel kun på støvede museer; men hvor de dog havde banket i tangenterne og brugt metervis af rullepapir inden, de havde nået en aftale. Ingen af dem havde været rigtig tilfredse. Flykontrakten kunne de over hovedet ikke finde noget kompromis på. Til sidst havde flyselskabet forlangt, at han omgående tog til Reykjavik med både sin sekretær og sin bookingchef. Han havde fået to dages varsel og flybilletterne kastet på sit bord. Sådan! - Det havde været november, ja, november for vejret havde været forfærdeligt. Icelandair-flyet havde to gange været oppe over Grønland, og sidste besked var, at man nu kun ville forsøge landing i Reykjavik en gang til, for længere rakte brændstofbeholdningen ikke. Lykkedes landingen ikke, så havde de måttet tage til takke med Kulusuk i Østgrønland indtil videre og i øvrigt på egen regning. Han havde allerede dengang været særdeles rejsevant og havde aldrig lidt af flyskræk; men den landing i Reykjavik havde været som et varsel om noget, der truede derude et sted i fremtiden. Det havde været styrtregn med torden, og der havde været stormstød af orkanstyrke hen over lufthavnen. Han kunne stadigvæk genkalde sig den grufulde skrækfølelse, da flyets højre vinge havde ramt jorden, var brækket over på midten og jord og vragstykker og flybrændstof bare var blevet slynget ind på flykroppen. Støjen havde været uhørt voldsom og helt ubeskrivelig. Da flyet så endelig havde stået stille, fulgte den totale stilhed i kabinen og blæstens rasen uden for de knuste vinduer, hvilket havde været næsten lige så chokerende for alle ombord. Ingen ombord havde rigtig vidst, om man nu var død eller levende. Der havde lugtet af flybrændstof ind gennem hullerne i skroget over den skadede vinge. Mærkeligt at tænke tilbage på, mærkeligt, at alle detaljerne fortsat stod så klart i erindringen?

Rystede og noget groggy havde de alle været, mens de havde siddet og ventet i et afspærret område i terminalen i Reykjaviks lufthavn. Chefpilotens lille opmuntringstale til dem og i det hele taget lufthavnspersonalet og beredskabspersonalets helhjertede forsøg på at berolige passagererne efter deres uhyggelige oplevelse havde været en positiv oplevelse; men han havde for længst glemt eller fortrængt, hvad der egentlig skete i lufthavnen. Det måtte have virket, for et par timer senere havde han da siddet i hotellets restaurant og spist en udmærket middag sammen med sine medarbejdere, Lars og Lene. Han havde godt vidst gennem et stykke tid, at de to havde noget kørende sammen, så han havde valgt at se gennem fingre med, at de delte værelse på hotellet. Selv havde han bestilt en junior suite, så der var plads til eventuelle hastemøder. Han havde faktisk en mødeaftale med hende fra deres islandske partnerselskab, hende som han efterhånden havde fået skabt sig en vis antipati imod. Hvorfor fanden skulle sådan en strid møgkælling ødelægge mulighederne for en god kontrakt? Hun havde vel permanent økuller eller sådan noget? Midt under middagen havde receptionisten bragt en besked om, at hun ikke ville komme i aften; men at hun ville være at træffe på sit eget kontor inden i byen i morgen tidlig kl. 08:00 præcis! - Hvad bildte den frustrerede kælling sig egentlig ind? - Hvem troede hun, han var? - Et kontorbud måske? Han havde hidset sig selv gevaldigt op. Lene havde hurtigt benyttet lejligheden til at lokke Irish Coffee ud af ham i baren, hvilket da også havde hjulpet på humøret.

Senere samme aften, huskede han, havde han stået oppe i sin lille suite og betragtet det islandske vejr med forundring. For bare nogle få timer sider havde temperaturen ude været tretten grader, det havde stormet, tordnet og regnet, og deres fly havde været tæt på havari. Nu sneede det voldsomt, det blæste og temperaturen ude var nede på minus elleve grader. Måske vejret kunne være noget af forklaringen på islændingenes uberegnelige opførsel? Han havde besluttet sig for rollen som den benhårde og kompromisløse forhandler i morgen tidlig, en rolle han var temmelig kendt for, og som altid havde kastet fortrinlige resultater af sig. Han havde så lagt noget tøj frem til morgendagen, tøj der kunne understrege et macho image. Nu skulle han vise hende møgfinken, at han altså ikke bare var en "hr.-hvem-som-helst. "

Morgenen kom, gråsort og isnende kold, Det havde hverken været særlig rart eller nemt at komme op tidligt nok, få kastet noget morgenmad i sig og så møde de to turtelduer, Lene og Lars glade blikke. Trods mange fristelser gennem årene, så havde han aldrig selv haft noget uden om, ikke en gang et engangsknald. Han havde simpelthen ikke gidet ulejlige sig med det - besværet og bøvlet og følelser i kog. Nej, det havde aldrig rigtigt været ham. Udenfor hylede blæsten om hjørnerne som var det islandske trolde, der sloges, og snefygningen var kraftig. Føj for et vejr. Han var våd af den modbydelige finkornede fygesne helt ind under undertøjet! På vej i taxien havde de drøftet nogle praktiske forhold omkring grænserne for den kontrakt, de vidste, de måtte indgå i dag. Det havde været meget beroligende at være faglig og saglig sammen med nogle af sine dygtigste medarbejdere. Han havde nydt det. Taxien havde sat dem af foran en ualmindelig grim og grå betonbygning. Vinden og kulden havde gået dem gennem marv og ben. Klokken havde været 07:57 og mørket hang tæt, truende og ugæstfrit over Reykjavik. Der havde overhovedet ikke været lys noget sted i bygningen. Den havde virket lukket, tom og forladt. Hvad fanden havde kællingen gang i? Taxien var kørt igen.

To biler - en fra hver retning, havde nærmest synkront, var standset ud for de tre frysende danskere. Lars og Lene havde fået tilbudt den mørkeblå Volvo og han selv den sorte amerikaner. Det havde været dejligt at sætte sig ind i læ og varme i den store bil. Han havde ikke lagt mærke til, at bilerne var kørt i hver sin retning. Han havde spurgt chaufføren, hvor de skulle hen; men han havde tilsyneladende ikke kunnet eller ikke villet forstå dansk, så svar havde han ikke fået. Tanken om en mulig islandsk mafia havde strejfet ham; men han havde hurtigt skudt tanken fra sig igen, vi var vel stadigvæk hjemme i et nordisk land? - En god halv times tid senere havde de nået "Den Blå Lagune", og her var han blevet sat af. Havde hun virkelig forestillet sig, at han skulle smide klunset, hoppe ud i en dampende sø i snefog og mørke før almindelig åbningstid for så at forhandle med hende derude? To ansatte havde så taget ham med indenfor, budt på en lækker forfriskning og udleveret en nøgle til ham. Nøglen havde været til et omklædningsrum, og inde i boksen havde der ligget både håndklæde, badebukser, badekåbe og en kupon til restauranten. Åbenbart havde han kun valget mellem i stædighed at blive i omklædningsrummet eller at komme ud i den åndssvage sø hurtigst muligt og få det overstået. Raseriet havde kogt inden i ham, og det blev ikke bedre af, at badebukserne havde vist sig temmelig meget for små til ham. For Satan da, det halve af kronjuvelerne havde jo hængt udenbords! Møgkælling altså! Ud og finde hende, nu! Han havde så med vrede, faste skridt vadet ud i den dampende sø, hvor han straks var snublet over nogle sten på bunden, var faldet så lang han var med et uelegant plask. Han havde sikkert lignet en hvalros i brunst, da han med besvær og arrigt prustende endelig havde fået hovedet oven vande igen. Han fik sne i øjnene, øv altså. For Helvede en lorteø!

Det havde virket, som om han havde været den eneste i hele lagunen, selvom det i virkeligheden havde været lidt vanskeligt at bedømme i mørke, snefog og med de hvide dampe hængende rundt omkring. Der havde været noget nærmest dæmonisk over stedet og oplevelsen. I baggrunden kunne man se alle de mystiske rør og bygninger fra noget, der lignede et kraftværk. Søen her var sikkert også bare et stort islandsk fupnummer fyldt med opvarmet kølevand fra deres skide kraftværk derovre. Efterhånden som det behageligt lune og strømmende vand havde gjort sin virkning, havde han faktisk nydt det mere og mere og ville gerne have delt fornemmelsen af velvære med sine to medarbejdere. Han havde ingen anelse om, hvor de mon kunne være henne lige nu? Han havde flydt på ryggen og kigget op i den mørke himmel med de hvirvlende snefnug.

Ganske uventet havde hun så med et stået lige foran ham. Hun havde set alvorligt ned på ham med sine intelligente blågrå øjne, som havde han været en selvdød laks i en af deres laksefarme. Hun havde ikke sagt et ord endnu, hun havde bare stået og set på ham, målt ham med sit blik. Han havde fået rejst sig op og gloede tilbage på hende. Hun havde haft en mørkeblå badedragt på med et smukt og enkelt motiv. Brystvorterne havde strittet under det stramme og våde stof. Det tykke, lyse hår havde været samlet i en flot fransk fletning. Hun havde været et syn for guder, simpelthen! Så havde hun ladet sit blik løbe ned ad ham til hans alt for små lånte badebukser, som hun naturligvis selv havde valgt at lægge i hans boks. Hun havde en dyb, varm latter. Han havde rødmet helt op i sit korte strithår, og det havde været næsten umuligt at lægge følelsen af pinlighed bag sig. Øjeblikket efter havde hun stillet sig helt tæt hen til ham. Han havde kunnet mærke, hvordan noget nede ved kronjuvelerne var begyndt at fylde mere end pænt var. Det her havde bare været for meget, det havde været den groveste forhandlingsteknik, han nogensinde havde været udsat for. Han havde været sat fuldkommen skak mat i situationen. Det værste havde været, at han ikke en gang havde kunne blive vred på hende i situationen. Han havde været travlt optaget af at bevare blot en lille smule af sin egen værdighed; og hænderne havde han måtte han holde om sine "vækstproblemer" nede i de små, åndssvage badebukser.

Hvad i Helvede havde kællingen gang i? Skulle de ikke se at få den aftale på plads eller hvad? Havde denne her besynderlige morgen kun til formål at ydmyge ham? - Trods sin vrede havde han alligevel ikke kunnet lade være med at se på hende, hvilket irriterede ham helt vildt, og bragte endnu mere forstyrrelse i hans badebukser. Hun havde fanget hans blik, fastholdt det, og han havde haft en fornemmelse af, at hun på det nærmeste havde set helt ind i hans sjæls aller inderste dyb. Så var hendes blik endnu en gang langsomt gledet først ned ad ham og så op igen. Et lille ondskabsfuldt smil havde luret i hendes triumferende ansigt. Det her havde bare været Island, når den djævelske møgø var værst, havde han tænkt. Hun havde garanteret flere beskidte tricks og ydmygelser i gryden til ham, hvis ikke han snart viste en åbning. Han havde ikke kunnet finde på andet end bare at kræve, at de skulle mødes i restauranten om senest et kvarter i et eller andet forfængeligt håb om, at det ville være vanskeligt for hende at nå. Ikke fordi han havde nogen idé om, hvad han skulle gøre, hvis hun ikke var klar om et kvarter. For den sags skyld havde han heller ingen idé om, hvad han skulle gøre eller sige, hvis hun virkelig mødte op om lidt. Hun havde bare nikket og lige inden, hun var svømmet ud i de hvide dampe, havde hun rystet på sit kønne hoved og sagt:
   "Men! - "Frumstæð er það sem þeir eru!" Han havde ikke anet, hvad det betød; men tonefaldet havde ikke været til at tage fejl af, og sætningen stod for altid krystalklart i hans erindring.

Præcis et kvarter senere havde hun så pludselig materialiseret sig foran ham ved bordet i restauranten. Han havde over hovedet ikke hverken hørt eller set hende komme. Hun havde bare stået der i sine grå slacks, højhælede sorte pumps, hvid skjortebluse, tørklæde i mørk pink bundet som løst slips og sort jakke. Håret havde været sat op i en ganske enkel frisure. Meget formel og meget elegant havde hun forekommet ham; men hendes blik! Der havde nærmest været mord i øjnene på hende. Hun havde så meget kort for hovedet oplyst, at hendes nye og dygtige sekretær, Anna, i øjeblikket havde hans to medarbejdere, Lars og Lene, til en praktisk briefing om det kommende samarbejde. Så havde hun tilføjet, at Ole "Gamle" Hansen fra flyselskabet havde inviteret dem alle til middag i aften, og at kontrakterne skulle underskrives inden nogen forlod restauranten. Som en slags trumf på det hele, havde hun tilføjet helt koldt, at hun i øvrigt ikke gad æde morgenmad sammen med "det dummeste svin syd for Nordpolen", og så ville hun for øvrigt være tilbage om tyve minutter for at forhandle færdig med ham. Så havde han forsøgt at rulle sig ud med krav om, at hans to medarbejdere skulle være tilstede, hvortil hun havde repliceret, at han jo bare var en lille tøsedreng og stor mandschauvinist, der ikke turde forhandle alene med en rigtig kvinde. Derefter havde hun forladt restauranten. Han havde siddet tilbage, sulten, vildt arrig og tillige dybt forbløffet.

Han havde trods alt nydt den lækre morgenbuffet. Han havde været helt alene i restauranten, hvilket egentlig havde føltes en smule underligt. Til gengæld havde han fået samlet sine tanker og lagt en strategi for mødet om et øjeblik med den islandske furie. Det måtte være alle deres vulkaner eller måske troldene derude i fjeldene, som gjorde folk underlige i hovedet heroppe. Så havde hun lige med et stået foran ham, smidt et dokument på bordet og peget på feltet, hvor han skulle underskrive. Hvad fanden, tænkte han, har kællingen nu gang i? - og vidste så også, at hele hans smart udtænkte strategiplan havde været forgæves. Så havde hun bare koldt sagt:

"Skriv! " og peget på feltet, hvor flyselskabet allerede havde underskrevet.
   "Nej! " Havde han svaret og sat sig med armene over kors som en lille surmulende dreng og gloet ondt på hende.
   "Læs! ", havde hun sagt og peget på en af de paragraffer, de tidligere havde diskuteret voldsomt via telexen. Det havde han så gjort, og joh, der havde da været en lille indrømmelse; men slet ikke nok, havde han syntes.
   "Jeg vil overveje paragrafferne på side syv og ni også; men Ole "Gamle" Hansen skal have kontrakten fra os ved middagen i aften, er du med? " - Hvor han dog havde hadet at blive sat skat og mat på den måde af møgkællingen. Så havde hun sagt, at hun heller ikke gad spise frokost sammen med ham; men at hun havde reserveret bord til ham og Lars og Lene på "Restaurant Perlan" ude ved lufthavnen. Lige idet hun skulle til at gå, havde hun fortalt ham, at Ole "Gamle" Hansen ville møde dem alle kl. 19:30 på "3 Frakkar Restaurant" inde i byen, og at det altså var hende, der havde bestemt menuen. Så havde hun vendt sig om, og var begyndt at gå, da hun hurtigt tilføjede, at hvis han kunne opføre sig ordentligt, ville hun vise ham noget i eftermiddag, og at hun ville hente ham kl. 13:30. Han kunne godt tage sine to medarbejdere med også. Herude fra havde hun bare givet ham besked på selv at bestille en taxa. Sådan - og der havde han så siddet alene med sin arrigskab og følt sig totalt til grin. Møgkælling, simpelthen! Møgkælling! Mugkusse! Bitterfisse! Gid hun en dag ville falde ned i Hekla. Nå, så heldig kunne man vel ikke forvente at være? Sgu, fanden og alle hans hjælpere!

Den lidt tidlige frokost på "Restaurant Perlan" havde været rigtig god. Vejret var klaret op, så også udsigten havde været formidabel. De tre havde hygget sig og fået talt om mange ting; også om Lars og Lenes bryllup til efteråret, og om, at de så måtte flyttes til to forskellige afdelinger i firmaet. Lene havde også fortalt, at hun nu var kommet rigtig godt ud af skilsmissen fra islandske Thorbjörn. Lars havde fortalt om den meget venlige modtagelse, de havde fået i morges og om mange af de muligheder for fremtiden, som de havde drøftet med de to brødre i det islandske firma. Begge brødre havde også givet udtryk for en vis animositet imod "denne uberegnelige dansker", altså ham selv, på grund af et eller andet, der åbenbart var sket i London for et par år siden med deres søster. De havde også fortalt, at både faderen og begge brødre havde villet smide søsteren ud af familiefirmaet som ukvalificeret efter hendes to nederlag i træk til ham "den højrøvede dansker". Moderen havde så tilsyneladende slået i bordet og krævet, at de lod hende selv enten kæmpe mod ham, som en anden slags Vikingetvekamp, eller selv komme til en forståelse med ham! Brødrene skulle ikke blande sig. Efterfølgende havde de så talt om, at det sikkert var forklaringen på hendes negative attitude over for ham.

Som aftalt havde hun hentet dem. Hun kom i en stor, gammel firehjulstrækker og havde tavst nærmest fræset ud til "Eld Hestar" et stykke uden for Reykjavik og lige inden Selfoss. Hun havde taget dem med direkte til et lille indelukke, hvor der havde stået en mand med fem tykpelsede islandske heste.

"Sit upp á hesta! " Det havde været det eneste, hun sagde. De havde alle tre indvendt, at de aldrig havde siddet på en hesteryg før; men hun havde blot set arrig ud og gentaget sit:
   "Sit upp á hesta. Nú!" Det havde taget sin tid; men var dog lykkedes at komme op på hestene. Hans hest var en meget smuk mørkebrun, næsten sort hingst, og hendes egen havde været en helt kulsort hoppe.
   "Við ríðum tölt sem Víkingar gerðu það, " hvilket havde vist sig relativt behageligt. De red en halv times tid ud i det allerede vinterhvide landskab, hvor enkelte sorte knolde stak op - trolde måske? Manden, der havde stået klar med hestene, havde så pludselig taget Lars og Lene videre med sig til venstre, mens hun havde taget ham med sig videre lige ud i landskabet. Han havde ikke vidst, hvad han skulle gøre for at forhindre, at de blev adskilt, da han endnu ikke havde fået særlig meget styr på, hvordan man skulle få en lokalkendt og stædig islandsk hest til at lystre. Kødscooter, det var hvad sådan et satans kreatur var! Han havde bare måttet følge hende ud i det store øde. Hun havde holdt hesten an, vendt sig om mod ham med et blik som Huldren, når den vejrede kristent mandeblod, og havde så sagt til ham:
   "Ég skal gefa þér landslag minn, " ganske stille til ham. Hun havde set på ham længe med dette uudgrundelige blik, han aldrig siden havde kunne hverken glemme eller fortrænge. Han havde set ud over det storslåede og vilde landskab længe og i tavshed. Turen tilbage til Reykjavik havde han ingen egentlig erindring om, bortset fra, at hun havde redet forrest, og at hun ikke en eneste gang havde vendt sig om. Selve oplevelsen ude i det islandske wilderness havde derimod for altid brændt sig ind i hans hukommelse. Fornemmelsen af, at et eller andet gik rivende galt derude, fulgte ham også for altid. Det var som noget uforløst i sjælens aller mørkeste dyb.

Han havde glemt, eller måske snarere fortrængt, alt om resten af eftermiddagen. Middagen derimod på "3 Frakkar Restaurant" i den røde bygning i Baldursgötu havde han på ingen måde glemt, tværtimod. Han kunne stadig genkalde sig både atmosfæren, lugtene, duftene og især hende, der havde været usædvanlig stille. Hun havde på et tidspunkt set ham direkte i øjnene med et udtryk af den dybeste vemod i sine smukke gråblå øjne. Den gang havde han ikke forstået, hvorfor - hun havde jo stort set fået sin vilje med kontrakten, som de lige havde underskrevet inden, de var gået til bords. Underligt, hun virkede ellers altid så tjekket og også temmelig dominerende. Lars og Lene havde været i strålende humør. De havde virkelig nydt den islandske middag, og Jørgen "Gamle" Hansen havde på det mest elegante konverseret såvel hende som hendes sekretær, Anna. Alligevel havde hun dog virket noget træt. Lene og Anna, havde rigtigt fundet hinanden og fået udvekslet både privatadresser og privattelefon. Han kunne ikke med selv sin bedste vilje komme i tanker om, at han selv overhovedet havde mælet så meget som et eneste ord hele aftenen. Han havde bare ædt og drukket og passet sig selv og sine sure tanker. Restauranten havde været - og var det da sikkert stadigvæk - i den absolut dyrere ende af skalaen, om man så må sige. De havde spist islandske specialiteter - bl.a. tørret torsk med koldt smør og islandsk brændevin, halvråddent hajkød fra havstokken, der havde smagt mest af ammoniak, med islandsk øl til, sej søpapegøje, der havde smagt af harsk tran, og blodig hvalbøf i størrelse "mega magnum size XXXL" med spansk rødvin til. I øvrigt havde hvalkødet vist nok mest smagt af dårlig samvittighed. Desserten havde været pandeklager med jordbæris og dertil en mærkelig portugisisk hedvin fra 1917. Afslutningsvis havde de drukket kaffe med fransk Armagnac til. Han var undtagelsesvist blevet noget beruset, så både Lars og Lene havde grinet lidt ad ham på vejen tilbage til hotellet. Det havde han trods alt følt lidt flovt.

Hvordan resten af aftenen og hjemturen til hotellet ellers havde været, det huskede han ikke længere. Hende, den islandske møgkælling, havde ikke en gang villet sige farvel til ham; men hun havde jo sådan set også fået, hvad hun havde ønsket sig i form af en flykontrakt og en samarbejdskontrakt, med alle fordelene til hende. Sådan havde han i det mindste set det den gang. Tilbage på hotellet havde han tømt både frugtkurven og det meste af minibaren, var faldet i søvn på det tykke, karryfarvede ryatæppe foran sengen og havde givetvis snorket, så andre gæster på hotellet måtte have troet, at Hekla var gået i udbrud. Hoteltelefonen havde ringet en enkelt gang; men han havde ikke gidet ulejlige sig med at tage den, og det ville sikkert også have været en kompliceret affære at rejse sig op og tale nogenlunde rent og sammenhængende med nogen som helst. Han havde dog benyttet lejligheden til at hale sig selv op oven på sengen, for så at sove videre der og forsøge at glemme sit totale nederlag.

Dagen efter havde de valgt at tage med som en ekstra fridag på Island, så han havde taget Lars og Lene med ud til det fantastiske vandfald, Gullfoss. Han havde været lidt forundret over, hvor stort det faktisk var. Selv havde han tidligere kun oplevet det i dybfrossen tilstand fyldt op med fantasiske former og figurer formet i is. Trods alt havde han måtte indrømmer over for sig selv, at der var noget helt særligt over de islandske landskaber. Han havde også erkendt, at det bestemt ikke ville være sidste gang, han besøgte denne besynderlige ø. Aftenen havde de tre tilbragt i den dejlige "Restaurant Läkjarbrekka" i Bankasträti med en heftigt snestorm rasende udenfor. Mere islandsk kunne det næppe have været; priserne på regningen bagefter var også meget islandske. Skyhøje, simpelthen; men det havde været rigtig hyggeligt. Lars havde nærmest sprudlet af gode og relevante idéer. Desværre havde de måtte gå fra restauranten til hotellet i de ubehagelige vejr, fordi der ingen hverken taxier eller busser kørte; men vel tilbage på det store, gamle "Hotel Borg" i Pósthússträti, havde de i baren nydt et par Irish Wiskey. Varmen og hyggen havde på ny taget over.

Næste dag på vej hjem i flyet til København havde han så alligevel siddet med nogle underlige og lidt uvelkomne tanker, som mest af alt mundede ud i et ubestemmeligt savn, en længsel, han aldrig siden fik helt ro for, og som i årene efter igen og igen vendte tilbage. Island og noget andet og mere havde slået rod i hans sind.