Glade stemmer, kakofonisk symfoni for øjne og øren med sydende svedende espressomaskiner i blankpoleret stål, iPads, bærbare, mobiler, aviser, studiebøger, trippende fødder, skrabende stoleben mod fortovet, Sant'Eustacchio il Caffé, simpelthen. Grimt på en smuk plads, velsmag og duft som lå Paradiset på gadehjørnet.
Min "Cappucino Doppio" dampende fristende med en duftende "Strega" i glasset på det lille bord, den bærbare tændt, arbejdet kan begynde i pausen. Føler uventet varmen fra et blik to borde til venstre. Smukke, mørke og glade øjne, langt kastaniebrunt hår, slanke hænder og lange velplejede fingre holder om glasset med vand. Møder hendes stærke blik over kanten på den bærbare.
Forgæves forsøger jeg at frigøre mit blik fra hendes, hun holder mig fast med sit diminutive smil. Mobilen fortæller, at blue tooth er connected, febrilsk roder jeg den frem af min lomme. Hun hedder Laura, hun er skuespiller og aktivist ved Teatro Valle Occupato, husker mig fra facebook. Jeg er forvirret, jeg tænker, hvad rager det dog mig?; mens jeg svarer, hvad jeg hedder og er fra Danmark! Jeg vil gerne have en Tartufo til min kaffe, tak! Så køb dog selv en, tænker jeg samtidig med, at jeg tager min kaffe, drikker min Strega ud, rejser mig og går hen imod hendes bord. På vejen bestiller jeg to Tartufo. Mon vi er jævnaldrende? Nej, hun er nok en halv snes år yngre end jeg er. Hun sender mig et vidunderligt smil, ser op på mig med sine mørke, kloge øjne. Jeg sætter mig. Ingen af os siger noget, tjeneren kommer med vore kager. Tavsheden føles mærkeligt nok ikke hverken pinlig eller uvelkommen, det er, som en engel breder sine vinger ud over os lige nu.
Hun lægger sin hånd på min, ser mig direkte i øjnene, siger så, at jeg skal opleve hendes teater i aften, og at hun gerne vil invitere mig på en enkelt middag bagefter. Vel vil jeg da ej, jeg har sandelig andre ting at tage mig til, jeg har vigtigere gøremål end at øde min aften i et ordrigt teater og på en ukendt kvinde, tænker jeg; mens jeg hører min mund takke ja og spørge om, hvor og hvornår og hvordan på mit hakkende skoleitalienske. Det finder du ud af, siger hendes smil uden ord i det smukke ansigt på den vidunderlige kvindekrop lige overfor mig. Stop så! Tænker jeg, og svarer, at jeg allerede glæder mig!
Vi nyder vores kaffe og de lækre Tartufo, vi small talker lidt om alting og ingenting, taler pludselig og besynderligt om Rainer Langes og Frantz Amathy's musik. Ingen af os slipper øjenkontakten med hinanden. Det her går rivende galt, er min tanke; mens jeg intenst nyder øjeblikkenes evighed.
Kaleidoskopisk aften i det smukke teater, bliver præsenteret som en af teatrets facebook venner og støtter for en række af Lauras kolleger. Jeg må tilbage til min lejede lejlighed i Via dei Capocci er min tanke; men få øjeblikke senere står jeg i hendes lejlighed i Via Cimarra, hvor jeg uopfordret er i gang med vores hovedret, Saltimbocca alla Romana. Den store buket blodrøde gladiolus, som jeg absolut ikke ville købe; men som jeg havde med alligevel, står på hendes spisebord under den gigantiske venezianske lysekrone. Det her er helt forkert og ligeså fantastisk vidunderligt, som vor lille intime middag. Selvfølgelig går jeg hjem til min lejlighed, når vi har spist færdig, tænkte jeg; mens jeg spurgte, om vi skulle have et krus te med lidt musik til i stuen bagefter?
Oprydning, opvask, tebrygning, jamen nu stopper du altså, tænkte jeg, og bar tekrus, tepotte og nogle sicilianske småkager ind på sofabordet, mens Laura tændte to små lamper, så stuen nu lå i et blødt og varmt og indbydende lys. Musikken var Björks "Biophilia", som blev nydt intenst og efterfulgt af tænksom stilhed og nærvær i den store sofa under et stort maleri i blå nuancer.
Udenfor kom to lyn og snart efter tordenbragene og regnen i stride strømme. Uden at vide det, uden at ville det, var de rykket tæt sammen i det ene sofahjørne. Lauras hoved hvilede på hans bryst, hendes lange, mørke hår kildede kildede ham hyggeligt på næsen. Jeg må hjem nu, det er blevet ret så sent, var min klare tanke; mens jeg takkede ja til gæstetandbørsten, det rene håndklæde og det varme smil, hun gav mig, for jeg kunne ikke bare lige gå hjem i det uvejr, mente hun. På forunderligste vis forsvandt enhver fornemmelse for tid, jeg måtte løsrive mig nu! Tænkte jeg; mens vi sammen og hud mod hud glade gled ned i hendes seng. En enkelt elegant lille lampe kastede et diskret og mildt skær over os begge og vore fornemmelser for mødet mellem mand og kvinde udenfor tid og tanke. Kyssene gjorde deres virkning, hendes smukke bryster, lækre lår, ja, hele denne vidunderlige kvinde med de kærlige hænder overalt på min krop, det dybe, varme blik i mine øjne, mine hænder på hendes bløde hud og våde skød, vi måtte bare forenes i glæden over hinanden, i nydelsen, i meningen med livet. Ingen tanker, titusinde følelser, fornemmelser, ukendte drømme, overraskende håb.
Jeg slukkede lampen, tænkte ikke en eneste tanke, hun gav mig endnu et kys, fortalte mig, at hun glædede sig til at vågne op sammen med mig i morgen, når fuglene sang på den romerske forårshimmel. En indviklet; men lykkelig bunke mand og kvinde filtret ind i hinanden og hinandens tanker, drømme og forhåbninger, trætte, glade, tilfredse, ja, vel lykkelige i virkeligheden faldt trygt i søvn uden en eneste bekymring eller tvivl om den ny verden, der på godt og ondt ville vække dem med morgensolens første gyldne stråler.
Morgenen viste sig akkurat så smuk og forjættende, som deres uudtalte drømme. Ikke det mindste spor af afgnavet samvittighed; men tidløs livsglæde. Dagens pligter kaldte, hans eneste tanke, ja også hendes, da de gik hver til sit, var i virkeligheden blot en følelse eller fornemmelse, som havde deres sjæle aftenen før været til bryllup i Santa Maria in Aracoeli - og så havde det i virkeligheden blot være Sant'Eustacchio il Caffé, et blik og to tartufo, der drev verden, deres verden videre måske mod lykkens Paradis, måske mod katastrofens rand?